Hvem fortjener at blive kaldt rabbi?

EN INTETANENDE turist ville i trafikmylderet næppe have haft en chance for at nå frem til lufthavnen i tide. Hundreder af politimænd forsøgte både at dirigere trafikken og beskytte de mere end 300.000 sørgende der fyldte Jerusalems gader. Avisen The Jerusalem Post kaldte det „et begravelsesoptog af en størrelse der ellers normalt er forbeholdt præsidenter, konger og diktatorer“. Hvem havde forårsaget et sådant opløb, der lammede Israels hovedstad i flere timer? Svaret er: En højt anset rabbiner. Hvorfor vækker stillingen som „rabbi“, eller rabbiner, så stor respekt og ærbødighed blandt jøder? Hvornår begyndte man at bruge udtrykket „rabbi“? Hvem bør udtrykket med rette anvendes på?

Var Moses en rabbi?

Det mest respekterede navn blandt jøder er Moses, Lovpagtens mellemmand. Religiøse jøder kalder ham „Moses ’vor rabbi’“. Men ingen steder i Bibelen bliver Moses kaldt „rabbi“. Faktisk forekommer udtrykket „rabbi“ slet ikke i De Hebraiske Skrifter. Hvordan gik det da til at jøderne begyndte at omtale Moses på den måde?

Ifølge De Hebraiske Skrifter blev ansvaret for at undervise og forklare Loven pålagt Arons efterkommere, præsterne af Levis stamme. (3 Mosebog 10:8-11; 5 Mosebog 24:8; Malakias 2:7) I det andet århundrede f.v.t. undergik jødedommen i ubemærkethed nogle fundamentale forandringer, som siden har vundet varigt indpas i jødisk tankegang.

Om denne åndelige forvandling skriver Daniel Jeremy Silver i bogen A History of Judaism: „På [det] tidspunkt begyndte en gruppe ikkepræstelige skriftlærde og andre lærde at bestride retmæssigheden af præsternes monopol på fortolkningen af Toraen [Moseloven]. Alle indså nødvendigheden af at præsterne fortsat gjorde tjeneste ved templet, men hvorfor skulle deres ord betragtes som endegyldig autoritet i spørgsmål vedrørende Toraen?“ Anstifterne af denne protest mod præsteklassens autoritet var en ny gruppe inden for jødedommen kaldet farisæerne. Silver fortsætter: „Optagelse på farisæernes skoler var baseret på kvalifikationer, ikke på herkomst [om man var af præsteslægt], og de tilførte således jødernes religiøse ledelse en ny gruppe.“

I det første århundrede e.v.t. blev de der udgik fra farisæernes skoler, kendt som lærere, eller mestre, i jødisk lov. Jøderne begyndte respektfuldt at omtale dem som „min lærer“ eller „min mester“, på hebraisk rabbi.

Intet kunne give denne nye titel større berettigelse end at anvende den om ham der betragtedes som den største lærer i den jødiske historie, nemlig Moses. Dette ville desuden svække præsteskabets stilling og styrke de stadig mere indflydelsesrige farisæeres anseelse udadtil. Moses fik således, mere end 1500 år efter sin død, betegnelsen „rabbi“.

Rabbinerne som forbilleder

Den almindelige befolkning brugte undertiden udtrykket „rabbi“ („min herre“) om andre lærere som de havde respekt for, men betegnelsen blev som regel hæftet på „vismændene“, de fremtrædende lærere blandt farisæerne. Templets ødelæggelse i år 70 gjorde i realiteten en ende på præsteskabets autoritet, og de farisæiske rabbinere blev derefter de ubestridte ledere inden for jødedommen. Deres uomtvistelige position virkede fremmende på udviklingen af en form for dyrkelse af de rabbinske vismænd.

Professor Dov Zlotnick siger om denne overgangsperiode i det første århundrede: „’Opmærksom iagttagelse af vismændene’ fik større betydning end studiet af Toraen.“ Den jødiske lærde Jacob Neusner forklarer: „En ’discipel af vismændene’ er en elev der knytter sig til en rabbi. Det gør han fordi han ønsker at lære ’Tora’. . . . ’Tora’ læres ikke gennem [Moseloven], men gennem iagttagelse af hvordan de levende vismænd praktiserer Loven i deres adfærd. De underviser i Loven ved det de gør, og ikke kun ved det de siger.“

Dette bekræftes af talmudisten Adin Steinsaltz, som siger: „Vismændene har selv udtalt: ’Også almindelige samtaler, morsomheder og uformelle udtalelser fremsat af vismændene bør nøje undersøges.’“ I hvilken udstrækning skulle et sådant studium foretages? Steinsaltz siger: „Et ekstremt eksempel på dette er tilfældet hvor en discipel efter sigende skulle have gemt sig under sin lærers seng for at finde ud af hvordan denne dyrkede seksuelt samvær med sin kone. Da den unge discipel blev spurgt om grunden til hans nyfigenhed, svarede han: ’Det drejer sig om „Tora“ og bør derfor studeres.’ Denne holdning blev accepteret af både rabbinere og studenter.“

Efterhånden som man tillagde rabbien større betydning end Toraen [Loven], idet man lærte ’Tora’ gennem rabbien, blev jødedommen fra det første århundrede og fremefter en rabbi-orienteret religion. Man nærmede sig Gud gennem et personligt forbillede, en mester, rabbien, og ikke gennem det inspirerede skrevne ord. Følgelig blev vægten i større og større grad lagt på den mundtlige lov og disse rabbiers overleveringer end på de inspirerede skrifter. Fra da af lagde den jødiske litteratur, som for eksempel Talmud, større vægt på rabbiernes diskussioner, anekdoter og adfærd end på hvad Guds ord sagde.

Rabbinernes rolle gennem tiden

De første rabbinere havde stor autoritet og indflydelse, men de ernærede sig ikke ved deres religiøse tjenesteydelser. Opslagsværket Encyclopaedia Judaica bemærker: „Talmudrabbineren var . . . helt anderledes end vore dages rabbiner. Han var en fortolker af Skriften og den mundtlige lov, og havde næsten altid en beskæftigelse ved hvilken han tjente til livets opretholdelse. Det var først i middelalderen at rabbineren blev . . . læreren, forkynderen og det åndelige overhoved for den jødiske menighed eller det jødiske samfund.“

Da rabbinerne begyndte at tage imod betaling for deres arbejde, var der nogle der gjorde indsigelse. Maimonides, den berømte rabbiner fra det 12. århundrede der ernærede sig som læge, kritiserede dem skarpt. „[De] har egenmægtigt afkrævet enkeltpersoner og samfund penge og har fået folk til i fuldendt tåbelighed at tro at det er selvfølgeligt og tilbørligt at yde økonomisk hjælp til vismænd og lærde og dem der studerer Toraen, sådan at Tora bliver deres levevej. Men det er fuldstændig forkert. Det støttes ikke af et eneste ord i Toraen eller i vismændenes udtalelser.“ („Misjnakommentaren“, Avot 4:5) Maimonides’ skarpe ord blev dog ignoreret af fremtidige generationers rabbinere.

Jødedommen blev i nyere tid opdelt i tre hovedretninger, nemlig reformjødedommen, den konservative jødedom og den ortodokse jødedom. Mange jøder betragtede efterhånden trosspørgsmål og religionsudøvelse som noget sekundært, hvilket medførte en svækkelse af rabbinernes position. Rabbineren fungerede hovedsagelig som et ordineret overhoved for menigheden, en lønnet og uddannet lærer og rådgiver for medlemmerne af sin gruppe. For de ultraortodokse chasidiske grupper fik udtrykket rabbiner i betydningen læremester og forbillede derimod en mere udvidet betydning.

Læg mærke til denne kommentar af Edward Hoffman i hans bog om lubavitcherbevægelsen: „De første chasidim lærte også at der i hver generation findes en jødisk leder, en zaddik [en retfærdig], der er den tids ’Moses’, og hvis lærdom og hengivenhed mod andre er uden lige. Hver chasidisk gruppe følte at deres rebbe [„rabbi“ på jiddisch] gennem sin ærbødige fromhed havde magt til at påvirke selv den Almægtiges forordninger. Han blev ikke blot æret som et forbillede på grund af sine åbenbaringer. Man mente også at selve den måde han levede sit liv på (’den måde han binder sine snørebånd på’, som det er blevet sagt), havde en højnende virkning på menneskeheden og kunne anvise én vejen til det guddommelige.“

„I skal ikke lade jer kalde rabbi“

Jesus, den jøde der i det første århundrede grundlagde kristendommen, levede på en tid hvor farisæernes rabbi-begreb var begyndt at øve en stærk indflydelse på jødedommen. Skønt han ikke var farisæer og heller ikke havde gået på deres læreanstalter, blev han kaldt rabbi. — Markus 9:5; Johannes 1:38; 3:2.

Jesus fordømte rabbiernes indflydelse på jødedommen, idet han sagde: „De skriftlærde og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk. Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre.“ — Mattæus 23:2, 6-8.

Jesus advarede desuden mod den adskillelse i et præsteskab og et lægfolk som var under udvikling inden for jødedommen. Han fordømte at man viser mennesker upassende ære. „Én er jeres lærer,“ erklærede han frimodigt. Hvem var det?

Moses, „hvem Jehova kendte ansigt til ansigt“, og som af vismændene blev kaldt „vor rabbi“, var en ufuldkommen mand der begik fejl. (5 Mosebog 32:48-51; 34:10; Prædikeren 7:20) Frem for at fremhæve Moses som det bedste forbillede sagde Jehova til ham: „En profet som dig vil jeg oprejse for dem af deres brødres midte; og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og alt hvad jeg giver ham påbud om, skal han tale til dem. Og den mand som ikke vil høre på mine ord som han taler i mit navn, ham vil jeg selv kræve til ansvar.“ — 5 Mosebog 18:18, 19.

Bibelprofetier har vist at disse ord blev opfyldt på Jesus, Messias.a Jesus var ikke bare „som“ Moses; han var større end Moses. (Hebræerne 3:1-3) Ifølge Bibelen blev Jesus født som et fuldkomment menneske, og i modsætning til Moses tjente han Gud „uden synd“. — Hebræerne 4:15.

Efterlign Forbilledet

Et intenst studium af hver en handling og hvert et ord der er udgået fra rabbierne, har ikke bragt jøderne nærmere til Gud. Et ufuldkomment menneske kan være et eksempel i trofasthed, men hvis man studerer og efterligner ham i alt, vil man ikke alene efterligne hans gode egenskaber, men også hans fejl og ufuldkommenheder. Man retter sin tilbedelse mod skabningen, ikke mod Skaberen. — Romerne 1:25.

Jehova har imidlertid givet os et forbillede som vi kan efterligne. Ifølge Bibelen har Jesus haft en førmenneskelig tilværelse. Han beskrives som „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Eftersom Jesus i årtusinder har arbejdet i himmelen som Guds „værkmester“, er han den der er bedst i stand til at hjælpe os til at lære Jehova at kende. — Ordsprogene 8:22-30; Johannes 14:9, 10.

Derfor kunne Peter skrive: „Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Apostelen Paulus tilskyndede de kristne til at se „ufravendt . . . hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus“. Han sagde også: „Omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Hebræerne 12:2; Kolossenserne 2:3) Intet andet menneske — det være sig Moses eller en rabbinsk vismand — fortjener at blive genstand for en sådan opmærksomhed. Den eneste der nøje bør efterlignes, er Jesus. Guds tjenere har ikke behov for at blive tituleret rabbi, især ikke i betragtning af den betydning ordet har fået i nyere tid. Kun Jesus fortjente at blive kaldt rabbi.

[Fodnote]

[Ramme på side 31]

Hvad var Ezekiels „Dibla“?

I Ezekiels Bog finder vi følgende udtalelse: „Jeg vil række min hånd ud mod dem og gøre landet til en ødemark, ja et øde sted værre end ørkenen mod Dibla, overalt hvor de bor. Og de skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 6:14) Da man ikke kender til noget sted af dette navn i oldtiden, mener de fleste forskere at „Dibla“ er en afskriverfejl for „Ribla“, idet bogstavet „R“ på hebraisk (ר) nemt forveksles med „D“ (ד). Hvis dette er tilfældet, kan stedet identificeres med det bibelske Ribla (hvis ruiner findes i nærheden af det nutidige Ribleh) ved Orontesfloden, „i Hamats land“. (2 Kongebog 23:33) „Ørkenen mod Dibla [Ribla]“ kan da være Den Syriske Ørkens grussletter, der strækker sig ubrudt syd og sydøst for Ribla. Nogle oversættere gengiver imidlertid Ezekiels ord med „fra ørkenen til Ribla“ (da. aut.), og meningen kan da være at Jehovas dom ville strække sig fra „ørkenen“, det forjættede lands traditionelle sydgrænse, til egnen ved „Hamat“ (repræsenteret ved Ribla) langt mod nord. (2 Mosebog 23:31; 1 Kongebog 8:65) Ezekiels brug af denne vending svarer da til det bedre kendte „fra Dan til Be’er-Sjeba“. — Dommerbogen 20:1.

[Kildeangivelse på side 28]

© Brian Hendler 1995. All Rights Reserved