KAPITEL 2
Anerkend Jesus Kristus’ rolle i Guds ordning
“I BEGYNDELSEN skabte Gud himlen og jorden,” og alt hvad han frembragte, var “virkelig godt”. (1. Mos. 1:1, 31) Jehova skabte menneskene med vidunderlige fremtidsudsigter. Men ved oprøret i Eden blev de lykkelige forhold midlertidigt afbrudt. Jehova ændrede dog ikke sin hensigt med jorden og menneskene. Gud gav udtryk for at lydige efterkommere af Adam ville blive frelst. Den sande tilbedelse ville blive genindført, og Gud ville udslette Satan Djævelen og fjerne alt det onde han har været årsag til. (1. Mos. 3:15) Alt ville igen blive “virkelig godt”. Det ville Jehova sørge for gennem sin Søn, Jesus Kristus. (1. Joh. 3:8) Det er derfor meget vigtigt at vi anerkender Kristus’ rolle i Guds ordning. – Ap.G. 4:12; Flp. 2:9, 11.
KRISTUS’ ROLLE
2 Når vi reflekterer over Kristus’ rolle i Guds ordning, forstår vi at den har mange aspekter. Jesus er menneskehedens Løskøber, Ypperstepræst, Hoved for den kristne menighed og nu Konge i Guds rige. At tænke over dette giver os større værdsættelse af Guds ordning og større kærlighed til Jesus Kristus. I Bibelen kan vi lære mere om hans forskellige opgaver.
Jesus er nøglepersonen i gennemførelsen af Jehovas hensigt med menneskeheden
3 Da Jesus var på jorden, blev det klart at det var gennem ham at lydige mennesker skulle forsones med Gud. (Joh. 14:6) Som menneskehedens Løskøber gav Jesus sig selv som en løsesum i bytte for mange. (Matt. 20:28) Jesus er derfor mere end et godt eksempel på en der fulgte Guds normer. Han er nøglepersonen i gennemførelsen af Jehovas hensigt med menneskeheden. Kun gennem ham kan vi igen få Guds godkendelse. (Ap.G. 5:31; 2. Kor. 5:18, 19) Det at Jesus gav sit liv og blev oprejst, har banet vejen for at lydige mennesker kan opnå evige velsignelser under Guds himmelske riges styre.
4 Som Ypperstepræst kan Jesus “sætte sig ind i vores svagheder” og sone de synder hans trofaste disciple her på jorden begår. Paulus forklarede: “Vi har ikke en ypperstepræst der ikke kan sætte sig ind i vores svagheder, men en der ligesom os er blevet prøvet på alle mulige måder, men er uden synd.” Derefter tilskyndede han dem der tror på Jesus Kristus, til at få fuldt udbytte af denne ordning, der indebærer at man igen kan få et godt forhold til Gud. Han skrev: “Lad os derfor frimodigt træde frem for den ufortjente godheds trone så der kan blive vist os barmhjertighed og ufortjent godhed når vi har brug for hjælp.” – Hebr. 4:14-16; 1. Joh. 2:2.
5 Jesus er desuden Hoved for den kristne menighed. Ligesom den kristne menighed i det første århundrede ikke behøvede nogen jordisk leder, gør vi det heller ikke i dag. Ved hjælp af den hellige ånd og kvalificerede hyrder leder Jesus sine disciple. Hyrderne skal stå Jesus og hans himmelske Far til regnskab for hvordan de tager sig af Guds hjord. (Hebr. 13:17; 1. Pet. 5:2, 3) Jehova sagde profetisk om Jesus: “Se! Jeg har gjort ham til et vidne for nationerne, til fører og leder for nationerne.” (Esa. 55:4) Jesus bekræftede at denne profeti blev opfyldt på ham selv da han sagde til sine disciple: “I skal ... ikke lade jer kalde ‘ledere’, for én er jeres Leder, Kristus.” – Matt. 23:10.
6 Jesus’ indstilling og villighed til at hjælpe os kom tydeligt til udtryk da han sagde: “Kom til mig, alle I som slider og slæber og er overbebyrdede, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg, og så vil I få ny styrke. For mit åg er skånsomt, og min byrde er let.” (Matt. 11:28-30) Ved at lede den kristne menighed med mildhed og på en måde der giver os ny styrke, har Jesus Kristus bevist at han er “den rigtige hyrde”. Dermed efterligner han sin himmelske Far, Jehova Gud. – Joh. 10:11; Esa. 40:11.
7 I sit første brev til korintherne forklarede Paulus endnu et aspekt af Jesus Kristus’ rolle med disse ord: “Han skal herske som konge indtil Gud har lagt alle fjender under hans fødder. ... Når alt er blevet lagt ind under ham, vil Sønnen selv underkaste sig Gud, der lagde alt ind under ham, for at Gud kan være alt for alle.” (1. Kor. 15:25, 28) Før Jesus kom til jorden, var han hos Gud. Han var “en dygtig, betroet arbejder” og den første Gud skabte. (Ordsp. 8:22-31) Da Jesus var på jorden, gjorde han altid Guds vilje. Han udholdt den allersværeste prøve man kan forestille sig, og døde trofast mod sin Far. (Joh. 4:34; 15:10) Fordi Jesus forblev trofast til døden, oprejste Gud ham til liv i himlen og gav ham retten til at være Konge i det himmelske rige. (Ap.G. 2:32-36) Som Konge har Jesus Kristus fået den ærefulde opgave af Gud at føre an når en hær af mægtige åndeskabninger fjerner menneskers styre fra jorden og renser den for al ondskab. (Ordsp. 2:21, 22; 2. Thess. 1:6-9; Åb. 19:11-21; 20:1-3) Derefter vil Guds himmelske rige med Kristus som Konge være den eneste myndighed der hersker over jorden. – Åb. 11:15.
HVAD DET INDEBÆRER AT ANERKENDE HANS ROLLE
8 Jesus Kristus, vores store forbillede, er fuldkommen. Han har fået den opgave at tage sig af os og er meget opmærksom på hvordan vi har det. For at få gavn af hans kærlige omsorg må vi forblive loyale mod Jehova og følge med Hans organisation.
9 Disciplene i det første århundrede anerkendte fuldt ud den rolle Kristus har i Guds ordning. Det viste de ved at samarbejde enigt under Kristus’ ledelse og følge hans vejledning, som blev givet gennem den hellige ånd. (Ap.G. 15:12-21) Paulus beskrev enheden i den salvede kristne menighed med disse ord: “Lad os holde os til sandheden og vise kærlighed så vi på alle måder kan vokse og komme til at ligne ham som er hovedet, Kristus. Ud fra ham er hele kroppen sat harmonisk sammen så de forskellige led samarbejder og gør det der er brug for. Når hver enkelt kropsdel fungerer som den skal, bidrager det til at kroppen vokser mens den opbygger sig selv i kærlighed.” – Ef. 4:15, 16.
10 Når de enkelte i menigheden samarbejder enigt under Kristus’ ledelse, vil der være vækst, og menigheden vil være kendetegnet af kærlighed, der er ‘et fuldkomment bånd der binder os sammen’. – Kol. 3:14; 1. Kor. 12:14-26.
11 Når man sammenholder verdensbegivenhederne med profetierne i Bibelen, er det tydeligt at Jesus Kristus har hersket som Konge siden 1914. Han hersker nu midt blandt sine fjender. (Sl. 2:1-12; 110:1, 2) Hvad betyder det for dem der lever på jorden? Jesus’ fjender vil snart lære ham at kende som kongers Konge og herrers Herre når han eksekverer Guds dom over dem. (Åb. 11:15; 12:10; 19:16) Derefter vil de der har Kristus’ godkendelse, opleve opfyldelsen af det løfte om befrielse som Jehova gav lige efter menneskenes oprør. (Matt. 25:34) Vi er lykkelige for at vi forstår og anerkender Kristus’ rolle i Guds ordning! Lad os her i disse sidste dage fortsat være forenede i vores verdensomfattende tjeneste under Kristus’ ledelse.