Er du tolerant?
ER DU nogen sinde blevet vred fordi nogen har opført sig upassende? Er du hurtig til at gribe ind hvis dine venner er ved at blive præget i en dårlig retning?
Somme tider må der hurtigt og resolut skrides ind for at hindre alvorlig synd i at brede sig. Da en skamløs og fordærvende adfærd truede med at besmitte israelitterne i det 15. århundrede før vor tidsregning, greb Arons sønnesøn Pinehas hurtigt ind for at fjerne det onde. Jehova Gud godkendte det han gjorde, og sagde: „Pinehas . . . har vendt min forbitrelse fra Israels sønner ved ikke at tåle nogen som helst rivaliseren med mig iblandt dem.“ — 4 Mosebog 25:1-11.
Pinehas gjorde det helt rigtige for at hindre det onde i at sprede sig. Men hvad nu hvis vi bliver meget opbragte over andres rent menneskelige fejl? Hvis vi på grund af dem handler overilet eller forhastet, vil det ikke så meget være retfærdighedens sag vi kæmper for, men snarere være et udtryk for at vi er intolerante — at vi ikke giver rum for andres ufuldkommenheder. Hvad kan hjælpe os til at undgå denne faldgrube?
’Jehova tilgiver al vor brøde’
Jehova er „en Gud der er skinsyg (nidkær)“, „en Gud der ikke tåler rivaliseren“. (2 Mosebog 20:5, fodnote) Han er Skaberen og har derfor ret til at kræve at vi viser ham udelt hengivenhed. (Åbenbaringen 4:11) Jehova bærer ikke desto mindre over med menneskelige svagheder. Salmisten David sang derfor om ham: „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig . . . Han har ikke handlet mod os efter vore synder; og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger.“ Ja, hvis vi angrer, vil Gud ’tilgive al vor brøde’. — Salme 103:3, 8-10.
Da Jehova har forståelse for menneskenes syndige natur, bebrejder han ikke angrende overtrædere „for bestandig“. (Salme 51:5; Romerne 5:12) Faktisk er det hans hensigt at fjerne synd og ufuldkommenhed. Indtil det er helt gennemført, vil Gud, frem for at ’gengælde os efter vore misgerninger’, i sin godhed tilgive os på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. Ingen af os ville blive dømt værdige til frelse hvis Jehova ikke viste os barmhjertighed. (Salme 130:3) Vi kan derfor være taknemmelige for at vor himmelske Fader, som med rette kræver udelt hengivenhed, er en barmhjertig Gud.
Vær ligevægtig
Eftersom universets suveræne Herre viser tolerance over for ufuldkomne mennesker, bør vi da ikke også gøre det? Tolerance kan defineres som „det at bære over med nogle der tænker eller handler anderledes end én selv“. Har vi en sådan indstilling? Er vi tålmodige og overbærende når andre siger eller gør noget som vi finder upassende, men som ikke direkte er en synd?
Vi må naturligvis undgå at være for tolerante. For eksempel volder det ubodelig skade når religiøse myndigheder tolererer præster som misbruger drenge og piger seksuelt. En journalist i Irland har skrevet: „Kirkemyndighederne betragtede det der var sket med børnene, som enkeltstående tilfælde af synd og nøjedes derfor med at forflytte den skyldige præst [til et andet område].“
Er dét at man blot forflytter en sådan mand, et eksempel på den rette form for tolerance? Bestemt ikke. Forestil dig at en lægelig instans tillod en uansvarlig kirurg at fortsætte med at operere og forflyttede ham fra det ene hospital til det andet selv om han var skyld i at hans patienter døde eller blev invalideret. En sådan form for „tolerance“ kunne skyldes misforstået loyalitetsfølelse blandt lægekolleger. Men hvad med dem der har mistet livet eller lidt overlast på grund af lægens forsømmelige, eller endog kriminelle, adfærd?
Man kan dog også vise for lidt tolerance. Da Jesus var på jorden, forsøgte nogle jøder der blev kaldt zeloter, at retfærdiggøre deres ekstremistiske aktiviteter ved at henvise til Pinehas’ eksempel. En af de yderliggående metoder visse zeloter brugte, var „at blande sig med folkeskarerne i Jerusalem under højtiderne og ved lignende lejligheder og stikke deres intetanende fjender ned med dolke“.
Som kristne vil vi naturligvis aldrig gå så langt som zeloterne og gribe til vold over for dem vi ikke bryder os om. Men kunne en vis intolerance få os til på andre måder at angribe dem vi ikke synes om — for eksempel ved at tale dårligt om dem? Hvis vi er tolerante, vil vi ikke benytte os af den slags nedbrydende tale.
En anden intolerant gruppe var farisæerne i det første århundrede. De fordømte bestandig andre og gav ikke rum for den menneskelige ufuldkommenhed. De stolte farisæere så ned på jævne mennesker og omtalte dem ondskabsfuldt som „forbandede“. (Johannes 7:49) Jesus fordømte med god grund sådanne selvretfærdige mænd ved at sige: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed. Disse ting burde I udøve, og dog ikke undlade de andre.“ — Mattæus 23:23.
Jesus undervurderede ikke hermed betydningen af at overholde Moseloven. Han viste blot at de „vigtigere“ aspekter af Loven krævede at man anvendte den med rimelighed og barmhjertighed. Jesus og hans disciple var helt anderledes end de intolerante farisæere og zeloter.
Hverken Jehova Gud eller Jesus Kristus tolererer ondskab. Inden længe vil der blive ’bragt hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed’. (2 Thessaloniker 1:6-10) Men i sin nidkærhed for retfærdighed afspejler Jesus altid sin himmelske Faders tålmodige, barmhjertige og kærlige omsorg for alle der ønsker at gøre det rette. (Esajas 42:1-3; Mattæus 11:28-30; 12:18-21) Jesus er virkelig et godt eksempel for os.
Vi bør affinde os tålmodigt med hinanden
Selv om vi måske er meget nidkære for det der er ret, så lad os følge apostelen Paulus’ vejledning: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ (Kolossenserne 3:13; Mattæus 6:14, 15) Tolerance indebærer at vi affinder os med hinandens fejl og mangler i denne ufuldkomne verden. Vi må være rimelige med hensyn til vore forventninger til andre. — Filipperne 4:5.
At være tolerant betyder på ingen måde at man godkender forkerte handlinger eller er blind for fejltrin. For eksempel kan der være noget ved en trosfælles indstilling eller adfærd som ikke er helt i harmoni med Jehovas normer. Måske er afvigelsen endnu ikke så alvorlig at den kan føre til at vedkommende bliver forkastet af Gud, men den kan være et advarselssignal om at han eller hun har behov for at foretage visse forandringer. (1 Mosebog 4:6, 7) Det er kærligt når de der har åndelige kvalifikationer, i mildhedens ånd prøver at hjælpe overtræderen på fode igen. (Galaterne 6:1) Men et godt resultat kan kun opnås hvis de der hjælper overtræderen, er motiveret af omsorg, ikke af en kritisk ånd.
„Med mildhed og dyb respekt“
I hvor vid udstrækning bør vi vise tolerance over for folk der har en anden religiøs overbevisning? I en af de „forskrifter“ der i 1831 var hængt op i samtlige statsskoler i Irland, hed det: „Jesus Kristus ønskede ikke at påtvinge andre sin tro ved hjælp af voldelige metoder. . . . At skændes med sine medmennesker og volde dem skade er ikke den måde hvorpå man overbeviser dem om at man har ret, og at de tager fejl. Det vil snarere overbevise dem om at man ikke har en kristen ånd.“
Jesu undervisning og adfærd bevirkede at folk følte sig draget til Guds ord, og vi bør følge hans eksempel. (Markus 6:34; Lukas 4:22, 32; 1 Peter 2:21) Som et fuldkomment menneske med en særlig gudgiven indsigt kunne Jesus se hvad der boede i den enkeltes hjerte. Når det var nødvendigt, gav han derfor udtryk for sin skarpe fordømmelse af Jehovas fjender. (Mattæus 23:13-33) Det var ikke intolerant af ham at gøre det.
I modsætning til Jesus kan vi ikke læse folks hjerter. Vi bør derfor følge apostelen Peters vejledning: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) Som Jehovas tjenere bør vi forsvare det vi tror på, fordi det er solidt bygget på Guds ord. Men vi må gøre det på en måde der afspejler respekt for andre og det de oprigtigt tror på. Paulus skrev: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kolossenserne 4:6.
I sin berømte bjergprædiken sagde Jesus: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Lad os da tålmodigt affinde os med hinanden og vise respekt for dem vi forkynder den gode nyhed for. Ved at afveje vores nidkærhed for retfærdighed med den tolerance Bibelen tilskynder os til at vise, behager vi Jehova og vil med rette kunne kaldes tolerante.
[Illustration på side 23]
Efterlign ikke farisæernes intolerante holdning
[Illustration på side 23]
Jesus genspejlede sin Faders tolerante indstilling. Hvad med dig?