JEHOVA

(Jehoʹva) [den kausative form i imperfektum af det hebr. udsagnsord hawahʹ (at blive); betyder „han lader (får til at) blive“].

Guds personlige navn. (Es 42:8; 54:5) Han betegnes også med sådanne beskrivende titler som „Gud“, „suveræne Herre“, „Skaber“, „Fader“, „den Almægtige“ og „den Højeste“, men hans personlighed og egenskaber — hvem og hvad han er — sammenfattes og udtrykkes kun fuldt ud i dette personlige navn. — Sl 83:18.

Den rette udtale af navnet. „Jehova“ er den mest almindelige måde at udtale Guds navn på, skønt „Jahve“ er den form der foretrækkes af de fleste hebraiskkyndige. I de ældste hebraiske håndskrifter er navnet skrevet med fire konsonanter, almindeligvis kaldet tetragrammet (af græsk teʹtra-, „fire“, og gramʹma, „bogstav“). Disse fire bogstaver (skrevet fra højre til venstre) er יהוה og kan translittereres JHWH.

Man kender altså navnets hebraiske konsonanter. Spørgsmålet er imidlertid hvilke vokaler der skal forbindes med dem, for der blev ikke anvendt vokaltegn i hebraisk før i anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. (Se HEBRAISK [Alfabet og skrift].) De vokaltegn der forekommer i de hebraiske håndskrifter fra den tid, løser dog ikke dette problem, idet man århundreder tidligere på grund af religiøs overtro var holdt op med at udtale navnet.

Overtro skjuler navnet. På et eller andet tidspunkt opstod der blandt jøderne en overtroisk forestilling om at det var forkert at udtale Guds navn (repræsenteret ved tetragrammet). Hvad der oprindelig fik dem til at holde op med at bruge navnet, vides ikke med sikkerhed. Nogle mener at navnet blev anset for at være for helligt til at blive udtalt af ufuldkomne læber. De Hebraiske Skrifter indeholder imidlertid ikke noget vidnesbyrd om at nogen af Guds sande tjenere på noget tidspunkt veg tilbage for at udtale hans navn. Ikkebibelske hebraiske dokumenter, deriblandt de såkaldte Lakisjbreve, viser at navnet blev anvendt i almindelig korrespondance i Palæstina i sidste halvdel af det 7. århundrede f.v.t.

En anden opfattelse går ud på at hensigten var at forhindre ikkejødiske folk i at få kendskab til navnet og muligvis misbruge det. Imidlertid siger Jehova selv at det var hans ønske ’at få sit navn forkyndt på hele jorden’ (2Mo 9:16; jf. 1Kr 16:23, 24; Sl 113:3; Mal 1:11, 14), og at det endog skulle kendes af hans modstandere. (Es 64:2) Navnet var i realiteten kendt og blev brugt både i tiden før vor tidsregnings begyndelse og i de første århundreder efter. (The Jewish Encyclopedia, 1976, bd. XII, s. 119) Andre igen hævder at hensigten var at beskytte navnet mod at blive brugt til udøvelse af magi. Hvis dette er rigtigt, var det ikke noget fornuftigt ræsonnement, da det er indlysende at jo mere navnet indhylledes i mystik ved ikke at blive brugt, jo bedre ville det tjene magiens formål.

Hvornår blev overtroen almindeligt udbredt? Ligesom der hersker usikkerhed om den egentlige grund til at man holdt op med at bruge Guds navn, hersker der også en del usikkerhed om hvornår denne overtroiske praksis blev almindeligt udbredt. Nogle fører den tilbage til tiden efter landflygtigheden i Babylon (607-537 f.v.t.). Denne teori bygger imidlertid på den antagelse at de senere hebraiske bibelskribenter brugte navnet mindre hyppigt, en antagelse der ikke kan stå for en nærmere prøve. Malakias, der skrev en af de sidste bøger i De Hebraiske Skrifter (i anden halvdel af det 5. årh. f.v.t.), lægger således stor vægt på Guds navn.

Mange opslagsværker nævner at navnet ophørte med at blive brugt omkring år 300 f.v.t. Beviset herfor mente man at have i den omstændighed at tetragrammet (eller en translitteration af det) tilsyneladende ikke forekommer i Septuaginta, den første oversættelse af De Hebraiske Skrifter til græsk, som blev påbegyndt omkring 280 f.v.t. Det er sandt at de mest komplette håndskrevne eksemplarer af Septuaginta som man nu kender, konsekvent følger den praksis at sætte de græske ord Kyʹrios (Herre) eller Theosʹ (Gud) i stedet for tetragrammet. Men disse mere omfattende håndskrifter kan kun dateres til det 4. og 5. århundrede e.v.t. Der er fundet langt ældre eksemplarer, om end i fragmentarisk form, som viser at de tidligste udgaver af Septuaginta indeholdt det guddommelige navn.

Et af disse er fragmenterne af en papyrusrulle af en del af Femte Mosebog, registreret som P. Fouad Inventory No. 266. (BILLEDE, bd. 1, s. 326) På disse fragmenter forekommer tetragrammet skrevet med hebraisk kvadratskrift alle de steder hvor det forekommer i den hebraiske tekst der er oversat fra. Dette papyrushåndskrift dateres til det 1. århundrede f.v.t., det vil sige fire-fem hundrede år tidligere end de førnævnte Septuaginta-håndskrifter. — Se NV, Tillæg 1C, s. 1557-59.

Hvornår holdt jøderne i almindelighed op med at udtale Guds navn?

Der er således ingen skriftlige vidnesbyrd om at det guddommelige navn ophørte med at blive brugt i perioden før vor tidsregnings begyndelse. De første tegn på at en overtroisk indstilling til navnet er ved at udvikle sig, viser sig i det 1. århundrede e.v.t. Den jødiske historiker Josefus, der var af præsteslægt, siger i sin beretning om hvordan Gud åbenbarede sig for Moses ved den brændende tornebusk: „Derpå åbenbarede Gud ham sit navn, som før den tid aldrig havde lydt i menneskers ører, og om hvilket det er mig forbudt at tale.“ (Jewish Antiquities, II, 276 [xii, 4]) Foruden at være ukorrekt med hensyn til menneskers kendskab til Guds navn før Moses’ tid er Josefus’ udtalelse svævende og oplyser ikke klart hvordan den almindelige holdning var i det 1. århundrede med hensyn til at bruge eller udtale navnet.

Den jødiske Misjna, en samling rabbinske lærdomme og overleveringer, er noget tydeligere. Samlingen af denne tilskrives rabbi Jehuda Hannasi, som levede i det 2. og 3. århundrede e.v.t. En del af indholdet drejer sig tydeligvis om forhold som var gældende før ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel i år 70. Om Misjna siger en forsker imidlertid: „Det er yderst vanskeligt at afgøre hvilken historisk værdi man skal tillægge overleveringerne i Misjna. Der er forskellige faktorer man må tage i betragtning når man skal vurdere udtalelserne i Misjna: de lange tidsrum der er forløbet, og som kan have tilsløret eller forvansket erindringen om en tid der var helt anderledes; de politiske omvæltninger, forandringerne og den forvirring som to oprør og to romerske erobringer har afstedkommet; de normer som farisæerne satte i højsædet (og som Misjna giver udtryk for), og som ikke var saddukæernes. Desuden er en stor del af indholdet i Misjna en rent akademisk drøftelse som man fordyber sig i for dens egen skyld, mens man (sådan ser det i hvert fald ud) kun bestræber sig lidt for at oplyse hvad der historisk set var skik og brug.“ (The Mishnah, oversat af H. Danby, London 1954, s. xiv, xv) Her følger nogle af Misjnas overleveringer angående udtalen af Guds navn:

I forbindelse med den årlige forsoningsdag siger Danbys oversættelse af Misjna: „Og når præsterne og folket som stod i tempelforgården, hørte ypperstepræsten udtale Navnet, plejede de at knæle ned og bøje sig og falde på deres ansigt og sige: ’Velsignet være hans riges herligheds navn for evigt og altid!’“ (Yoma 6:2) Om de daglige præstelige velsignelser siger Sotah 7:6: „I templet udtalte de Navnet som det stod skrevet, men ude i landet brugte de et andet ord.“ Sanhedrin 7:5 oplyser at en gudsbespotter ikke var skyldig ’medmindre han havde udtalt Navnet’, og at man under behandlingen af en sag om gudsbespottelse brugte en omskrivning eller et erstatningsnavn indtil alle vidner var blevet hørt; så blev hovedvidnet ført til side og bedt om ’tydeligt at sige hvad han havde hørt’, hvorunder han formodentlig anvendte Guds navn. I Sanhedrin 10:1, hvor de der „ikke har del i den kommende verden“, nævnes, hedder det: „Abba Saul siger: Også den som udtaler Navnet med dets egne bogstaver.“ Trods disse negative synspunkter finder man dog også i første del af Misjna den positive befaling at „en mand bør hilse sin næste med Navnet [Guds navn]“, hvorefter Boaz’ eksempel (Rut 2:4) anføres. — Berakhot 9:5.

Når man tager disse overleverede synspunkter for hvad de er værd, kan de vise at der nogen tid før Jerusalems tempel blev ødelagt i år 70, muligvis var en overtroisk tilbøjelighed til at undgå at bruge det guddommelige navn. Men selv i denne periode er det kun om præsterne det udtrykkeligt siges at de brugte en erstatning for Guds navn, og dét kun ude i landet. Desuden er, som nævnt ovenfor, Misjna-overleveringernes historiske værdi tvivlsom.

Der er derfor ikke noget virkeligt grundlag for at hævde at den overtroiske forestilling der førte til at man holdt op med at bruge Guds navn, var almindeligt udbredt før det 1. og 2. århundrede e.v.t. Den tid kom imidlertid da den jødiske læser når han læste De Hebraiske Skrifter på originalsproget, indsatte enten ’Adhonajʹ (suveræne Herre) eller ’Ælohīmʹ (Gud) i stedet for at udtale det guddommelige navn de steder hvor tetragrammet forekom. Dette ses af den omstændighed at de jødiske afskrivere da man i anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. begyndte at bruge vokaltegn, indsatte vokaltegnene for enten ’Adhonajʹ eller ’Ælohīmʹ når de skrev tetragrammet, øjensynlig for at minde læseren om at sige disse ord i stedet for at udtale Guds navn. Hvis læseren brugte en senere udgave af den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter, ville han naturligvis finde tetragrammet helt erstattet af de græske titler Kyʹrios og Theosʹ. — Se HERRE.

Oversættelser til andre sprog, deriblandt den latinske Vulgata, fulgte de senere Septuaginta-udgavers eksempel og erstattede navnet med titler, og dette blev således almindelig praksis da man i slutningen af middelalderen begyndte at oversætte Bibelen til engelsk, tysk, dansk og andre europæiske sprog.

Hvad er den rette udtale af Guds navn?

I anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. indførte jødiske lærde i den hebraiske konsonanttekst et system af prikker og streger, kaldet vokalpunkter, til erstatning for de manglende vokaler. Når de kom til Guds navn, satte de imidlertid, i stedet for de rigtige vokaltegn, nogle vokaltegn som skulle minde læseren om at sige ’Adhonajʹ (der betyder „suveræne Herre“) eller ’Ælohīmʹ (der betyder „Gud“).

Leningrad B 19^A-kodeksen, der er fra det 11. århundrede e.v.t., har vokalpunkter i forbindelse med tetragrammet der giver formerne Jehwahʹ, Jehwihʹ og Jehowahʹ. Ginsburgs udgave af den masoretiske tekst har vokalpunkterne i forbindelse med det guddommelige navn så de giver formen Jehowahʹ. (1Mo 3:14, fdn.) Hebraiskkyndige anser i almindelighed „Jahve“ for at være den mest sandsynlige udtale. De henviser til at den forkortede form af navnet er Jah, som blandt andet forekommer i Salme 89:8 og i udtrykket halelu-Jahʹ (der betyder „I skal lovsynge Jah!“). (Sl 104:35; 150:1, 6) Formerne Jehōʹ, Jō, Jah og Jaʹhu, der forekommer i den hebraiske stavemåde af navne som Josafat og Sjefatja, kan også alle være afledt af Jahve. Oldkirkelige forfatteres græske translitterationer af navnet peger i samme retning med stavemåder som Iabeʹ og Iaoueʹ, der på græsk udtales nogenlunde som „Jahve“. De lærde er dog langtfra enige om sagen, og nogle går ind for en helt anden udtale, som for eksempel Jahuwa, Jahuah eller Jehuah.

Eftersom udtalen ikke i øjeblikket kan fastslås med sikkerhed, synes der ikke at være nogen rimelig grund til at forlade den gængse form „Jehova“ til fordel for en anden form der bliver foreslået. Gjorde man det, måtte man, for at være konsekvent, også ændre stavemåden og udtalen af en lang række andre navne i Bibelen: Jeremias måtte ændres til Jirmejahʹ, Esajas til Jesja‛jaʹhu, og Jesus til enten Jehōsjuʹa‛ (som på hebraisk) eller Iēsousʹ (som på græsk). Formålet med ord er at formidle tanker; „Jehova“ er på dansk og andre sprog det navn der kendetegner den sande Gud, og det formidler i dag denne tanke mere tilfredsstillende end nogen af de foreslåede erstatningsformer.

Vigtigt at bruge navnet. Mange nutidige forskere og bibeloversættere går ind for den tradition at udelade Guds navn. De mener ikke alene at usikkerheden om udtalen retfærdiggør en sådan praksis, men hævder også at den sande Guds ophøjede og enestående stilling gør et særskilt navn for ham overflødigt. Dette synspunkt finder imidlertid ingen støtte i de inspirerede skrifter, hverken i de bøger der er skrevet før den kristne tid, eller i dem der indgår i De Kristne Græske Skrifter.

Tetragrammet forekommer 6828 gange i den hebraiske tekst der er trykt i Biblia Hebraica og Biblia Hebraica Stuttgartensia. Ny Verden-Oversættelsen har Guds navn 6973 gange i De Hebraiske Skrifter fordi oversætterne blandt andet har taget den omstændighed i betragtning at afskriverne af teksten nogle steder har erstattet det guddommelige navn med ’Adhonajʹ eller ’Ælohīmʹ. (Se NV, Tillæg 1A og 1B, s. 1555, 1556.) Navnets hyppige forekomst i Bibelen viser i sig selv hvor stor betydning det tillægges af Bibelens Forfatter, hvis navn det er. Igennem hele Bibelen bruges det langt oftere end nogen af hans titler, som for eksempel „suveræne Herre“ eller „Gud“.

Det er også værd at bemærke hvor stor betydning navne i almindelighed tillægges i De Hebraiske Skrifter og blandt de semitiske folkeslag. Professor G. T. Manley siger: „Et studium af ordet ’navn’ i Det Gamle Testamente røber hvor meget det betyder på hebraisk. Navnet er ikke bare en betegnelse, men siger noget om den pågældendes personlighed. . . . Når man knytter sit ’navn’ til en ting eller en anden person, kommer denne under ens indflydelse og beskyttelse.“ — The New Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1985, s. 430; jf. A. Cohen: Everyman’s Talmud, 1949, s. 24; 1Mo 27:36; 1Sa 25:25; Sl 20:1; Ord 22:1; se NAVN.

„Gud“ og „Fader“ er fællesnavne. Titlen „Gud“ er ikke tilstrækkelig til at fastslå bærerens identitet (endog bugen kan gøres til en gud; Flp 3:19). I De Hebraiske Skrifter anvendes det samme ord (’Ælohīmʹ) om Jehova, den sande Gud, og om falske guder, som for eksempel filisterguden Dagon (Dom 16:23, 24; 1Sa 5:7) og den assyriske gud Nisrok. (2Kg 19:37) Hvis en hebræer skulle forklare en filister eller en assyrer hvem han tilbad, ville det tydeligvis ikke være nok blot at omtale ham som „Gud [’Ælohīmʹ]“.

Forskellen mellem ’Ælohīmʹ (Gud) og Jehova beskrives udmærket i opslagsværket The Imperial Bible-Dictionary i artiklerne om Jehova. Der siges heri om navnet Jehova: „Det er alle steder et egennavn der betegner Gud personligt og ham alene, hvorimod Elohim mere har karakter af et fællesnavn der som regel, men ikke nødvendigvis og heller ikke hver gang, betegner den Allerhøjeste. . . . Hebræeren kan sige Elohim med den bestemte artikel foran og dermed mene den sande Gud i modsætning til alle falske guder, men han siger aldrig Jehova med den bestemte artikel foran, for Jehova er navnet på den sande Gud alene. Han siger igen og igen min Gud . . ., men aldrig min Jehova, for når han siger min Gud, mener han Jehova. Han taler om Israels Gud, men aldrig om Israels Jehova, for der er ingen anden Jehova. Han taler om den levende Gud, men aldrig om den levende Jehova, for han kan ikke forestille sig Jehova som andet end levende.“ — Redigeret af P. Fairbairn, London 1874, bd. 1, s. 856.

Det samme gælder det græske ord for Gud, Theosʹ. Det blev anvendt om både den sande Gud og sådanne hedenske guder som Zeus og Hermes (romernes Jupiter og Merkur). (Jf. Apg 14:11-15.) Paulus forklarer i 1 Korinther 8:4-6 hvordan det forholder sig: „For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham.“ Troen på mange guder, som gør det nødvendigt at adskille den sande Gud fra de falske, har holdt sig helt til det 20. århundrede.

At Paulus benævner Gud som „Faderen“, betyder naturligvis ikke at dette er den sande Guds navn, for ordet „fader“ er en fællesbetegnelse der bruges om enhver mand der har børn, og desuden kan anvendes om en mand der befinder sig i et vist, overordnet forhold til andre. (Ro 4:11, 16; 1Kor 4:15) Messias beskrives som „Evig Fader“. (Es 9:6) Jesus omtalte Satan som „fader“ til visse morderiske modstandere. (Joh 8:44) Ordet blev også brugt om hedenske guder; i de homeriske digte bliver den græske gud Zeus fremstillet som den store fadergud. Det fremgår af talrige skriftsteder at „Gud, Faderen,“ har et navn, der ikke er det samme som hans søns navn. (Mt 28:19; Åb 3:12; 14:1) Paulus kendte Guds personlige navn, Jehova, der blandt andet forekommer i skabelsesberetningen, som han citerede fra i sine breve. Dette navn, Jehova, adskiller „Gud, Faderen,“ fra enhver anden som kaldes „gud“ eller „fader“, og forhindrer at hans identitet eller person sammenblandes med eller smelter sammen med nogen af disse „guders“ eller „fædres“ identitet eller person. — Jf. Es 64:8.

Ikke en „stammegud“. Selv om Jehova kaldes „Israels Gud“ og israelitternes „forfædres Gud“ (1Kr 17:24; 2Mo 3:16), er der ikke noget grundlag for at degradere navnet til blot at betegne en stammegud, sådan som nogle har forsøgt. Den kristne apostel Paulus skrev: „Er Gud kun Gud for jøder? Er han det ikke også for folk fra nationerne? Jo, også for folk fra nationerne.“ (Ro 3:29) Jehova er ikke blot „Hele Jordens Gud“ (Es 54:5), men også universets Gud, den som „frembragte himmel og jord“. (Sl 124:8) Den pagt Jehova indgik med Abraham næsten 2000 år før Paulus’ tid, indeholdt et løfte om velsignelser til folk af alle nationer, hvilket viser at Gud nærer interesse for hele menneskeheden. — 1Mo 12:1-3; jf. Apg 10:34, 35; 11:18.

Jehova Gud forkastede til sidst det kødelige Israels utro nation, men hans navn blev knyttet til det åndelige Israels nye nation, den kristne menighed, og dette forhold fortsatte da denne nye nation begyndte at optage ikkejøder som medlemmer. Derfor kunne disciplen Jakob, der præsiderede ved apostelmødet i Jerusalem, sige at ’Gud havde vendt sin opmærksomhed mod nationerne [ikkejøderne] for af dem at udtage et folk for sit navn’. Som begrundelse for at dette var blevet forudsagt, citerede Jakob derefter en profeti fra Amos’ Bog hvori Jehovas navn forekommer. — Apg 15:2, 12-14; Am 9:11, 12.

I De Kristne Græske Skrifter. I betragtning af disse vidnesbyrd forekommer det højst mærkeligt at de afskrifter der i dag foreligger af De Kristne Græske Skrifters originale tekst, ikke indeholder Guds navn skrevet helt ud — med det resultat at det heller ikke findes i de fleste oversættelser af denne del af Bibelen. Navnet forekommer dog i sin forkortede form i Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6, hvor det indgår i udtrykket „halleluja“ (DA). Denne opfordring til at ’lovsynge Jah’ (NV), som lyder fra Guds åndesønner, viser klart at det guddommelige navn ikke var gået af brug; ligesom i den førkristne tid var det stadig aktuelt og af største betydning at bruge det. Hvorfor forekommer navnet da ikke i sin fulde form i De Kristne Græske Skrifter?

Hvorfor forekommer Guds navn i sin fulde form ikke i nogen af de gamle håndskrifter til De Kristne Græske Skrifter?

Man har længe begrundet dette med at de kristne bibelskribenter brugte Septuaginta-oversættelsen når de citerede fra De Hebraiske Skrifter, og at de her ikke fandt navnet Jehova eftersom tetragrammet i denne oversættelse var erstattet med Kyʹrios eller Theosʹ. Men som det er blevet påvist, holder denne begrundelse ikke længere stik, for det viser sig at de ældste fragmenter af Septuaginta virkelig indeholder Guds navn i dets hebraiske form. Herom siger dr. Paul E. Kahle: „Vi ved nu at den græske bibeltekst [Septuaginta], så vidt som den blev skrevet af jøder og for jøder, ikke gengav Guds navn med kyrios, men at tetragrammet skrevet med hebraiske eller græske bogstaver blev bibeholdt i disse MSS [håndskrifter]. Det var de kristne der erstattede tetragrammet med kyrios da man ikke længere kunne læse de hebraiske bogstaver som betegnede Guds navn.“ (The Cairo Geniza, Oxford 1959, s. 222) Hvornår fandt denne ændring i de græske oversættelser af De Hebraiske Skrifter sted?

Det skete øjensynlig i århundrederne efter Jesu og hans apostles død. I Aquilas græske oversættelse, der er fra det 2. århundrede e.v.t., forekommer tetragrammet stadig med hebraiske bogstaver. Omkring 245 e.v.t. fuldførte den kendte teolog Origenes sin Hexapla, en seksspaltet udgave af de inspirerede Hebraiske Skrifter med (1) den hebraiske og aramaiske grundtekst, (2) den samme tekst skrevet med græske bogstaver, (3) Aquilas græske oversættelse, (4) Symmachos’ græske oversættelse, (5) Septuaginta og (6) Theodotions græske oversættelse. På grundlag af de fragmenter man nu kender af dette værk, siger professor W. G. Waddell: „I Origenes’ Hexapla . . . gengav de græske oversættelser af Aquila og Symmachos samt LXX [Septuaginta] alle JHWH med ΠΙΠΙ; i den anden spalte i Hexapla var tetragrammet skrevet med hebraiske bogstaver.“ (The Journal of Theological Studies, årg. XLV, Oxford 1944, s. 158, 159) Andre mener at den oprindelige tekst i Origenes’ Hexapla anvendte de hebraiske bogstaver for tetragrammet i alle seks spalter. Origenes selv siger at „i de mest nøjagtige håndskrifter forekommer NAVNET med hebraiske bogstaver, dog ikke vore dages hebraiske [bogstaver], men de ældste der findes“.

Så sent som i det 4. århundrede siger Hieronymus, der oversatte den latinske Vulgata, i forordet til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne: „I visse græske bøger finder vi den dag i dag Guds navn, tetragrammet [dvs. יהוה], skrevet med gamle bogstaver.“ I et brev skrevet i Rom i år 384 siger Hieronymus: „Det niende [navn for Gud] er tetragrammet, som de betragtede som [anekfōʹnēton], det vil sige uudsigeligt, og det skrives med disse bogstaver: jod, he, vau, he. Visse uvidende havde for skik, når de stødte på navnet i græske bøger, at læse ΠΙΠΙ [de græske bogstaver der svarer til de latinske bogstaver PIPI].“ — Papyrus Grecs Bibliques af F. Dunand, Kairo 1966, s. 47, fdn. 4.

De „kristne der erstattede tetragrammet med kyrios“ i deres afskrifter af Septuaginta, var altså ikke Jesu første disciple. Det var mænd der levede nogle århundreder senere da det forudsagte frafald var langt fremskredet og havde fordærvet den rene kristne lære. — 2Ts 2:3; 1Ti 4:1.

Brugt af Jesus og hans disciple. Der er således uigendrivelige vidnesbyrd om at Guds navn fandtes på Jesu og hans disciples tid både i afskrifter af De Hebraiske Skrifter og i den græske oversættelse af disse. Brugte Jesus og hans disciple selv navnet når de talte og skrev? I betragtning af at Jesus fordømte farisæernes overleveringer (Mt 15:1-9), kan man næppe forestille sig at han og hans disciple lod sig lede af farisæiske opfattelser (som dem der findes omtalt i Misjna) på dette punkt. Jesu eget navn betyder „Jehova er frelse“. Han sagde: „Jeg er kommet i min Faders navn“ (Joh 5:43); han lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget“ (Mt 6:9); ifølge hans eget udsagn gjorde han sine gerninger ’i sin Faders navn’ (Joh 10:25); og i en bøn aftenen før sin død sagde han at han havde gjort sin Faders navn kendt for sine disciple, og bad: „Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld“ (Joh 17:6, 11, 12, 26). I betragtning af alt dette må Jesus afgjort have brugt Guds navn, Jehova, når han citerede fra eller læste op af De Hebraiske Skrifter. (Sml. Mt 4:4, 7, 10 med 5Mo 8:3; 6:16; 6:13; også Mt 22:37 med 5Mo 6:5; og Mt 22:44 med Sl 110:1; samt Lu 4:16-21 med Es 61:1, 2.) Og Jesu disciple, deriblandt de der blev inspireret til at skrive De Kristne Græske Skrifter, ville naturligt nok følge hans eksempel.

Hvorfor mangler navnet da i de gamle afskrifter der foreligger af De Kristne Græske Skrifter? Øjensynlig fordi den oprindelige tekst i apostlenes og disciplenes skrifter var blevet ændret da disse afskrifter blev foretaget (dvs. fra og med det 3. årh.). Guds navn i form af tetragrammet blev utvivlsomt af senere afskrivere erstattet med Kyʹrios og Theosʹ, sådan som man ved det skete i senere afskrifter af Septuaginta-oversættelsen. — BILLEDE, bd. 1, s. 324.

Guds navn genindsættes i oversættelser. Nogle oversættere som anerkender at det må være dét der er sket, har indsat navnet „Jehova“ i deres oversættelser af De Kristne Græske Skrifter. The Emphatic Diaglott, en oversættelse til engelsk fra det 19. århundrede foretaget af Benjamin Wilson, har navnet Jehova flere steder, især hvor de kristne skribenter citerer fra De Hebraiske Skrifter. Men allerede så langt tilbage som i 1533 blev tetragrammet anvendt i oversættelser af De Kristne Skrifter til hebraisk, nemlig i en oversættelse af Anton Margaritha. Siden da har mange andre oversættere fulgt samme praksis i lignende oversættelser til hebraisk, idet de har brugt tetragrammet de steder hvor den inspirerede bibelskribent citerede en passage fra De Hebraiske Skrifter som indeholdt Guds navn.

At det er fuldt korrekt at genindsætte navnet på denne måde, begrundes af R. B. Girdlestone, tidligere leder af Wycliffe Hall ved Oxford-universitetet. Før der var fundet håndskrifter som viste at Septuaginta oprindelig indeholdt navnet Jehova, skrev han: „Hvis ordet [Jehova] var blevet bibeholdt i denne oversættelse [Septuaginta], eller hvis der bare var blevet anvendt ét græsk ord for Jehova og et andet for Adonaj, ville denne praksis uden tvivl også være blevet fulgt i de nytestamentlige taler og argumentationer. I så fald ville Herren, da han citerede den 110. salme, i stedet for at sige: ’Herren sagde til min herre,’ have sagt: ’Jehova sagde til Adoni.’“

Ud fra denne forudsætning (der i mellemtiden har vist sig at stemme med virkeligheden) fortsætter han: „Såfremt en kristen sprogkyndig var i færd med at oversætte det græske testamente til hebraisk, måtte han så, hver gang ordet Κύριος forekom, overveje om der var noget i sammenhængen der kunne fortælle hvad det tilsvarende udtryk måtte være på hebraisk. Ja, dette problem ville opstå ved oversættelsen af NT til et hvilket som helst sprog hvis navnet Jehova var blevet taget med i [Septuaginta-oversættelsen af] GT. Mange steder ville man kunne lade sig lede af De Hebraiske Skrifter: Hver gang udtrykket ’Herrens engel’ forekommer, ved vi således at ordet Herren står for Jehova; en lignende slutning vil kunne drages med hensyn til udtrykket ’Herrens ord’ hvis man retter sig efter forlægget i GT; det samme gælder i tilfældet med betegnelsen ’Hærskarers Herre’. Når derimod udtrykket ’min Herre’ eller ’vor Herre’ forekommer, véd vi at ordet Jehova ikke vil gå an, og at vi i stedet må bruge Adonaj eller Adoni.“ (Synonyms of the Old Testament, 1897, s. 43) Det er på grundlag af sådanne overvejelser at navnet Jehova er blevet genindsat i en række oversættelser af De Kristne Græske Skrifter.

Bemærkelsesværdig i denne henseende er Ny Verden-Oversættelsen, som anvendes i dette værk. Her er Guds navn i formen „Jehova“ indsat 237 steder i De Kristne Græske Skrifter, alle steder på grundlag af overvejelser som de ovennævnte.

Den tidlige brug af navnet og dets betydning. Anden Mosebog 3:13-16 og 6:3 bliver ofte fejlagtigt udlagt sådan at Moses var den første som Jehova — nogen tid før udgangen af Ægypten — åbenbarede sit navn for. Det er sandt at Moses spurgte: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ Dette spørgsmål betyder imidlertid ikke at han eller israelitterne ikke allerede kendte Jehovas navn. Navnet på Moses’ egen moder, Jokebed, betyder muligvis „Jehova er herlighed“. (2Mo 6:20) Moses’ spørgsmål havde uden tvivl forbindelse med israelitternes forhold i Ægypten. De havde slidt og slæbt som trælle i mange årtier og så ingen tegn på en snarlig udfrielse. Tvivl, mismod og svigtende tro på Guds evne og vilje til at udfri dem havde højst sandsynligt bredt sig iblandt dem. (Se også Ez 20:7, 8.) Det ville derfor ikke have sagt dem ret meget hvis Moses blot sagde at han kom i „Guds“ (’Ælohīmʹs) eller „den suveræne Herres“ (’Adhonajʹs) navn. De vidste at ægypterne havde deres egne guder og herrer, og måtte uden tvivl høre på hvordan ægypterne hånende påstod at deres guder var bedre og stærkere end israelitternes Gud.

Desuden må man huske på at navne dengang havde en virkelig betydning og ikke blot, som i dag, var „etiketter“ man hæftede på personer for at identificere dem. Moses vidste for eksempel at Abrams navn (som betyder „fader er høj (ophøjet)“) var blevet ændret til Abraham („fader til en mængde“) på grund af Guds hensigt med denne mand. På samme måde var Sarajs navn blevet ændret til Sara og Jakobs til Israel, i begge tilfælde for at understrege noget grundlæggende og profetisk i forbindelse med Guds hensigt med disse personer. Moses kan meget vel have tænkt på om Jehova nu ville åbenbare sig under et nyt navn for at kaste lys over sin hensigt med Israel. At Moses gik til israelitterne i dens „navn“ som havde sendt ham, betød at han kom på dennes vegne, og den myndighed han kunne tale med, ville svare til eller være bestemt af dette navn og hvad det stod for. (Jf. 2Mo 23:20, 21; 1Sa 17:45.) Moses’ spørgsmål var derfor relevant.

Guds svar lød på hebraisk: „’Æhjæhʹ ’Asjærʹ ’Æhjæhʹ.“ Nogle bibeloversættelser gengiver det med: „Jeg er den, jeg er,“ men det hebraiske udsagnsord (hajahʹ) som ordet ’æhjæhʹ kommer af, betyder ikke slet og ret „at eksistere“. Det betyder „at blive“ eller „at være“. Betydningen sigter ikke til at Gud eksisterer i kraft af sig selv, men til hvad han har i sinde at blive eller være over for andre. Guds svar gengives derfor således i Ny Verden-Oversættelsen: „JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.“ Derpå tilføjede Jehova: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.’“ — 2Mo 3:14, fdn.

At dette ikke betød at Guds navn var blevet ændret, men blot skulle give israelitterne yderligere indsigt i Guds personlighed, fremgår af det næste han sagde: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.’ Dette er mit navn for altid, og det vil jeg huskes ved fra generation til generation.“ (2Mo 3:15; jf. Sl 135:13; Ho 12:5.) Navnet Jehova kommer af det hebraiske udsagnsord hawahʹ og betyder egentlig „Han lader (el.: får til at) blive“. Dette åbenbarer Jehova som den der, i fortsat handling, lader sig selv blive den der opfylder løfter. Han virkeliggør således altid sine hensigter. Kun den sande Gud kan med rette bære dette navn.

På denne baggrund forstår man hvad Jehova senere sagde til Moses: „Jeg er Jehova. I sin tid viste jeg mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige, men ved mit navn Jehova gjorde jeg mig ikke kendt for dem.“ (2Mo 6:2, 3) Eftersom Moses’ patriarkalske forfædre brugte navnet Jehova mange gange, mente Gud tydeligvis ikke at han ikke havde ladet dem kende sit navn, men at han kun i begrænset omfang havde åbenbaret sig for dem som Jehova. Til sammenligning kan anføres et eksempel: De der kendte manden Abram, kunne næppe siges virkelig at have kendt ham som Abraham (der betyder „fader til en mængde“) så længe han kun havde én søn, Ismael. Men da Isak og andre sønner blev født og de begyndte at sætte børn i verden, fik navnet Abraham en dybere mening eller betydning. På samme måde ville navnet Jehova nu få en dybere og mere udvidet betydning for israelitterne.

At ’kende’ nogen eller noget betyder altså ikke nødvendigvis blot at være bekendt med eller at vide at nogen eller noget eksisterer. Den tåbelige Nabal kendte Davids navn, men spurgte alligevel: „Hvem er David?“ hvormed han mente: „Hvad betydning har han?“ (1Sa 25:9-11; jf. 2Sa 8:13.) På samme måde havde Farao sagt til Moses: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ (2Mo 5:1, 2) Dermed mente Farao uden tvivl at han ikke kendte Jehova som den sande Gud eller som en der havde nogen myndighed over Ægyptens konge og hans anliggender, og heller ikke som en der havde magt til at gennemføre sin vilje, sådan som den blev forkyndt af Moses og Aron. Men nu skulle Farao og hele Ægypten sammen med israelitterne komme til at kende den virkelige betydning af navnet, den det stod for. Som Jehova forklarede Moses, ville dette ske ved at Gud gennemførte sin hensigt i forbindelse med israelitterne: han ville udfri dem og føre dem til det forjættede land og dermed opfylde sin pagt med deres forfædre. Da ville de erfare at Jehova var deres Gud. Som Gud selv sagde: „I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.“ — 2Mo 6:4-8; se ALMÆGTIGE, DEN.

Professor i hebraisk D. H. Weir siger meget rigtigt at de der hævder at 2 Mosebog 6:2, 3 er det første sted hvor navnet Jehova åbenbares, „ikke har studeret [disse vers] i lyset af andre skriftsteder; ellers ville de have forstået at der med ordet navn her ikke menes de to stavelser der udgør ordet Jehova, men den tanke der ligger bagved. Når vi i Esajas, kap. lii. 6 læser: ’Derfor skal mit folk kende mit navn;’ eller i Jeremias, kap. xvi. 21: ’De skal kende at mit navn er Jehova;’ eller i Salmerne, Sl. ix. [10, 16]: ’De der kender dit navn, vil stole på dig;’ ser vi med det samme at dét at kende Jehovas navn er noget helt andet end at kende de fire bogstaver det består af. Det vil sige at have erfaret at Jehova virkelig er den som hans navn siger han er. (Se også Es. xix. 20, 21; Ez. xx. 5, 9; xxxix. 6, 7; Sl. lxxxiii. [18]; lxxxix. [16]; 2 Kr. vi. 33.)“ — The Imperial Bible-Dictionary, bd. I, s. 856, 857.

Kendt af det første menneskepar. Moses var ikke den første som navnet Jehova blev åbenbaret for. Allerede det første menneske kendte navnet. Det forekommer første gang i Bibelen i 1 Mosebog 2:4, efter beretningen om skabelsen, og dér identificeres himmelens og jordens Skaber som „Jehova Gud“. Det er rimeligt at slutte at Jehova Gud gav Adam disse oplysninger om hvordan himmelen og jorden var blevet til. Beretningen i Første Mosebog siger ikke at han gjorde det, men den fortæller heller ikke at Jehova, da Adam vågnede, åbenbarede for ham hvordan Eva var blevet til; men alligevel viser Adams ord da Eva blev ført hen til ham, at han var blevet underrettet om hvordan Gud havde dannet hende af Adams eget legeme. (1Mo 2:21-23) Jehova og hans første jordiske søn kommunikerede sikkert en hel del; alt er blot ikke medtaget i den korte beretning i Første Mosebog.

Den første der i direkte tale bruger Guds navn i den bibelske beretning, er Eva. (1Mo 4:1) Hun havde uden tvivl lært navnet at kende gennem sin mand, Adam, som også havde fortalt hende om Guds bud vedrørende træet til kundskab om godt og ondt (selv om det ikke direkte fremgår af beretningen at Adam gav disse oplysninger videre til hende). — 1Mo 2:16, 17; 3:2, 3.

På Adams sønnesøn Enosj’ tid begyndte man at „påkalde Jehovas navn“, men som nævnt i artiklen ENOSJ kan dette ikke have været en påkaldelse i tro eller have haft Guds godkendelse, for mellem Abel og Noa nævnes Jereds søn Enok som den eneste der ’vandrede med den sande Gud’ i tro. (1Mo 4:26; 5:18, 22-24; He 11:4-7) Gennem Noa og hans familie førtes kendskabet til Guds navn videre efter Vandfloden og til tiden efter folkeslagenes spredning ved Babelstårnet og videre til Abraham og hans efterkommere. — 1Mo 9:26; 12:7, 8.

Navnets bærer. Jehova er alle tings Skaber, den store Førsteårsag; han er derfor uskabt, uden begyndelse. (Åb 4:11) „Tallet på hans år kan ikke udforskes.“ (Job 36:26) Det er umuligt at tillægge ham nogen alder, for der er intet tidspunkt man kan begynde at måle fra. Skønt han er tidløs, kaldes han „den gamle af dage“ eftersom hans eksistens strækker sig uendeligt tilbage i fortiden. (Da 7:9, 13) Han er også uden ende i fremtiden (Åb 10:6) da han er udødelig og uforgængelig. Han kaldes derfor „evighedens Konge“ (1Ti 1:17), den for hvem tusind år blot er som en nattevagt på få timer. — Sl 90:2, 4; Jer 10:10; Hab 1:12; Åb 15:3.

Trods sin tidløshed er Jehova i allerhøjeste grad historisk idet han kan sættes i forbindelse med tider, steder, personer og begivenheder. I sine handlinger med menneskene har han fulgt et nøje fastlagt tidsskema. (1Mo 15:13, 16; 17:21; 2Mo 12:6-12; Ga 4:4) Da hans evighed er ubestridelig og den mest grundlæggende kendsgerning i universet, har han svoret ved sin evige eksistens med ordene: „Så sandt jeg lever,“ og derved garanteret for sine løfters og profetiers absolutte pålidelighed. (Jer 22:24; Zef 2:9; 4Mo 14:21, 28; Es 49:18) Mennesker har også svoret ved Jehovas eksistens. (Dom 8:19; Rut 3:13) Det er kun de uforstandige der siger: „Der er ingen Jehova.“ — Sl 14:1; 10:4.

Beskrivelser af hans udseende. Eftersom Jehova er en ånd som ikke kan ses af det menneskelige øje (Joh 4:24), vil enhver beskrivelse af hans udseende med menneskelige udtryk kun give et tilnærmet billede af hans uforlignelige herlighed. (Es 40:25, 26) Uden at se Skaberen selv (Joh 1:18) har nogle af hans tjenere fået inspirerede syner af hans himmelske haller. Deres beskrivelse af hans nærhed afspejler ikke alene stor værdighed og ærefrygtindgydende majestæt, men også ophøjet ro, orden, skønhed og afklarethed. — 2Mo 24:9-11; Es 6:1; Ez 1:26-28; Da 7:9; Åb 4:1-3; se også Sl 96:4-6.

Som man kan se, benytter disse beskrivelser sig af metaforer og billeder idet de sammenligner Jehovas udseende med noget som vi mennesker kender, for eksempel juveler, ild eller en regnbue. Han beskrives også som om han havde visse menneskelige træk. Selv om nogle forskere opfatter disse „antropomorfismer“, som de kalder dem — omtalen af Guds „øjne“, „ører“, „ansigt“ (1Pe 3:12), „arm“ (Ez 20:33), „højre hånd“ (Sl 17:7) og så videre — som udtryk for en primitiv gudsopfattelse, er det indlysende at sådanne udtryk er nødvendige for at vi mennesker kan forstå beskrivelsen. Hvis Jehova Gud beskrev sig selv for os med åndelige udtryk, ville det i virkeligheden svare til at man gav indviklede algebraiske ligninger til mennesker der kun havde det mest elementære kendskab til matematik, eller til at man prøvede at forklare farver for en blindfødt. — Job 37:23, 24.

De såkaldte „antropomorfismer“ skal derfor ikke tages bogstaveligt, lige så lidt som det skal tages bogstaveligt når Gud omtales som en „sol“, et „skjold“ eller en „Klippe“. (Sl 84:11; 5Mo 32:4, 31) Jehovas synssans (1Mo 16:13) er ikke som menneskets afhængig af lyset; han kan se gerninger som øves endog i det dybeste mørke. (Sl 139:1, 7-12; He 4:13) Hans syn kan omspænde hele jorden (Ord 15:3), og han behøver intet særligt udstyr for at se fosteret som vokser i moders liv. (Sl 139:15, 16) Hans hørelse er heller ikke afhængig af lydbølger i en atmosfære, for han kan „høre“ hvad et menneske siger lydløst i sit hjerte. (Sl 19:14) Menneskene kan ikke opmåle det vældige materielle univers, og dog kan de fysiske himle ikke rumme Jehovas bolig; og langt mindre ville han kunne bo i et jordisk hus eller tempel. (1Kg 8:27; Sl 148:13) Gennem Moses advarede Jehova udtrykkeligt israelitterne mod at lave et afbillede af ham i form af et menneske eller noget andet skabt. (5Mo 4:15-18) Da Jesus ifølge Lukas’ beretning talte om at han uddrev dæmoner „ved hjælp af Guds finger“, hentydede han — som det fremgår af Mattæus’ beretning — til „Guds ånd“, eller Guds virksomme kraft. — Lu 11:20; Mt 12:28; sml. også Jeremias 27:5 med 1Mo 1:2.

Hans personlige egenskaber åbenbaret i skaberværket. Visse sider af Jehovas personlighed kom til udtryk i skaberværket allerede inden mennesket blev til. (Ro 1:20) Selve skabelseshandlingen vidner om hans kærlighed og uegennytte, for selv var han ikke afhængig af at andre var til, og han savnede ikke nogen eller noget. Skønt han skabte millioner af åndesønner, kunne ikke én af dem føje noget til hans viden eller udbygge hans personlighed med en ønskværdig egenskab som han ikke allerede til fulde besad. — Da 7:9, 10; He 12:22; Es 40:13, 14; Ro 11:33, 34.

Det betyder naturligvis ikke at Jehova ikke finder glæde ved sine skabninger. Eftersom mennesket blev skabt „i Guds billede“ (1Mo 1:27), er den glæde som en jordisk fader finder ved sit barn — især hvis barnet nærer kærlighed til sine forældre og handler med visdom — en genspejling af den glæde som Jehova finder ved sine fornuftbegavede skabninger hvis de elsker og tjener ham. (Ord 27:11; Mt 3:17; 12:18) Denne glæde føler han ikke på grund af nogen materiel eller fysisk gevinst, men ved at se at hans skabninger villigt holder sig til hans retfærdige normer og lægger uselviskhed og gavmildhed for dagen. (1Kr 29:14-17; Sl 50:7-15; 147:10, 11; He 13:16) Når nogle derimod handler uret og viser foragt for hans kærlighed, vanærer hans navn og udsætter andre for svære lidelser, bevirker det at han ’føler sig såret i sit hjerte’. — 1Mo 6:5-8; Sl 78:36-41; He 10:38.

Jehova finder også glæde ved at anvende sin magt enten til at skabe noget eller til at udføre andre ting, da der altid ligger en hensigt og et godt motiv bag alt hvad han gør. (Sl 135:3-6; Es 46:10, 11; 55:10, 11) Som den der gavmildt skænker „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“, glæder han sig over at belønne sine trofaste sønner og døtre med velsignelser. (Jak 1:5, 17; Sl 35:27; 84:11, 12; 149:4) Men selv om han er en kærlig og omsorgsfuld Gud, er hans lykke tydeligvis ikke afhængig af hans skabninger, og han afviger ikke fra retfærdige principper af sentimentale grunde.

Jehova udviste også kærlighed ved at lade den åndesøn som han skabte først, være med til at frembringe hele det øvrige skaberværk, både det åndelige og det materielle, og ved ædelmodigt at lade dette blive kendt så Sønnen kunne blive æret. (1Mo 1:26; Kol 1:15-17) Han frygtede altså ikke for konkurrence, men viste at han stolede fuldt ud på sin egen retmæssige suverænitet (2Mo 15:11) og på sin søns loyalitet og hengivenhed. Han har givet sine åndesønner relativ frihed i varetagelsen af deres pligter, sådan at de til tider endog har lov at stille forslag til hvordan de vil udføre bestemte opgaver. — 1Kg 22:19-22.

Som apostelen Paulus påpegede, kommer Jehovas usynlige egenskaber også til udtryk i hans materielle skaberværk. (Ro 1:19, 20) Hans vældige magt overstiger menneskets fatteevne; umådelige galakser med milliarder af stjerner er blot ’hans fingres værk’ (Sl 8:1, 3, 4; 19:1), og den visdom han har ladet komme til udtryk deri, er så stor at den sparsomme viden som menneskene, selv efter årtusinders studium og forskning, har tilegnet sig om det fysiske skaberværk, blot er som „en hvisken“ i sammenligning med „hans vældige torden“. (Job 26:14; Sl 92:5; Præ 3:11) Jehovas skabervirksomhed i forbindelse med planeten Jorden var præget af logisk orden og fulgte et nøje fastlagt program (1Mo 1:2-31), med det resultat at Jorden — udtrykt med nutidige astronauters ord — blev „en juvel i verdensrummet“.

Åbenbaret for mennesket i Eden. Hvilket indtryk fik Jehovas første jordiske børn af ham? Der er ingen tvivl om at den fuldkomne Adam ville have været enig med salmisten, der senere sagde: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ (Sl 139:14) Lige fra sit eget legeme — overordentlig alsidigt begavet af en jordisk skabning at være — til de ting han fandt rundt om sig, havde mennesket al grund til at fyldes med respekt og ærefrygt for sin Skaber. Hver fugl, hver fisk, hvert landdyr; hver plante, hver blomst, hvert træ; hver mark, hver skov, hver bakke, dal og flod som menneskets øje faldt på, vidnede om dybden og bredden af Faderens visdom og Jehovas farverige personlighed der genspejledes i hans skaberværkers storslåede mangfoldighed. (1Mo 2:7-9; jf. Sl 104:8-24.) Alle menneskets sanser — synet, hørelsen, smagen, lugte- og følesansen — gav det modtagelige menneskesind en klar fornemmelse af en overmåde gavmild og omsorgsfuld Skaber.

Heller ikke Adams intellektuelle behov blev glemt, hans behov for at tale med nogen og at være sammen med nogen hvis selskab han kunne nyde, for Faderen sørgede for et fornuftbegavet kvindeligt modstykke til ham. (1Mo 2:18-23) De kunne begge have sunget for Jehova med salmistens ord: „Man mættes af fryd for dit ansigt; liflighed er ved din højre for bestandig.“ (Sl 16:8, 11) Efter at have været genstand for så megen kærlighed burde Adam og Eva have vidst at „Gud er kærlighed“ — selve ophavet til og det ypperste eksempel i kærlighed. — 1Jo 4:16, 19.

Som noget meget væsentligt opfyldte Jehova Gud menneskets åndelige behov. Adams Fader åbenbarede sig for sin jordiske søn og kommunikerede med ham idet han gav ham en opgave og et arbejde at udføre. Menneskenes gudsdyrkelse ville for en stor del bestå i deres lydighed under varetagelsen af deres tildelte opgave. — 1Mo 1:27-30; 2:15-17; jf. Am 4:13.

En Gud med en moralnorm. Menneskene kom tidligt til at erkende at Jehova ikke blot er en vís og gavmild Forsørger, men også er en Gud der har en moralnorm, bestemte retningslinjer for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i tale, handling og adfærd. Hvis Adam kendte skabelsesberetningen, som nævnt i det foregående, vidste han også at Jehova havde bestemte normer som han fulgte, for der siges om skaberværket at Jehova så at „det var virkelig godt“, det opfyldte hans fuldkomne norm. — 1Mo 1:3, 4, 12, 25, 31; jf. 5Mo 32:3, 4.

Uden normer ville der ikke være nogen måde hvorpå man kunne afgøre eller bedømme om noget var godt eller dårligt eller måle og anerkende grader af nøjagtighed og fortræffelighed. I denne forbindelse er følgende iagttagelser fra Encyclopædia Britannica (1959, bd. 21, s. 306, 307) meget oplysende:

„Menneskenes resultater [med hensyn til fastsættelse af normer eller standarder] . . . er ingenting i sammenligning med de normer der gælder i naturen. Stjernebillederne, planeternes baner, de normale uforanderlige egenskaber der er forbundet med de i naturen forekommende stoffers elasticitet, gennemtrængelighed, hårdhed, ledeevne, lysbrydningsevne, strækbarhed, styrke og viskositet, . . . og cellernes opbygning er nogle få eksempler på den forbløffende standardisering der findes i naturen.“

Om betydningen af denne standardisering i det materielle skaberværk siger samme værk: „Kun ved hjælp af den standardisering man finder i naturen, er det muligt at genkende og klassificere . . . de mange slags planter, fisk, fugle og landdyr. Inden for de forskellige grupper ligner individerne hinanden i mindste detalje i opbygning, funktion og vaner, kendetegn som er særegne for hver gruppe. [Jf. 1Mo 1:11, 12, 21, 24, 25.] Hvis der ikke fandtes en sådan standardisering i det menneskelige legeme, ville en læge ikke vide om en person havde bestemte organer, eller hvor man skulle søge efter dem . . . Ja, uden de normer eller standarder man finder i naturen, ville der ikke være noget organiseret samfund, intet uddannelsessystem, ingen læger; hver enkelt gren af samfundet er afhængig af grundlæggende, sammenlignelige ligheder.“

Adam så mange eksempler på stabilitet i Jehovas skaberværk: den regelmæssige skiften mellem dag og nat, flodernes stadige nedadgående løb som følge af tyngdekraften samt utallige andre ting der vidnede om at jordens Skaber ikke var forvirringens, men ordenens Gud. (1Mo 1:16-18; 2:10; Præ 1:5-7; Jer 31:35, 36; 1Kor 14:33) Dette var afgjort en hjælp for menneskene til at udføre det arbejde der var pålagt dem (1Mo 1:28; 2:15), for det satte dem i stand til at arbejde og lægge planer i tryghed og tillid, uden bekymring og uvished.

I betragtning af denne orden og stabilitet i det materielle skaberværk kan det ikke have forekommet det fornuftbegavede menneske mærkeligt at Jehova også satte standarder eller normer for menneskets adfærd og for dets forhold til dets Skaber. Jehovas eget fremragende arbejde med beredelsen af jorden som bosted for mennesket var for Adam et eksempel på hvordan han skulle passe og dyrke Edens have. (1Mo 2:15; 1:31) Adam lærte også Guds norm for ægteskabet at kende. Han fik at vide at ægteskabet skulle være monogamt, samt hvilket forhold der skulle bestå mellem parterne. (1Mo 2:24) En norm der især blev understreget, var lydighed mod Guds anvisninger, for deraf afhang selve livet. Eftersom Adam var fuldkommen som menneske, var fuldkommen lydighed den norm Jehova opstillede for ham. Jehova gav sin jordiske søn mulighed for at vise sin kærlighed og hengivenhed ved at adlyde Guds bud om ikke at spise af et enkelt af de mange frugttræer der fandtes i Eden. (1Mo 2:16, 17) Det var en ganske enkel ting. Men Adams liv i Eden var også enkelt og ukompliceret, uden de problemer og besværligheder der siden er kommet til. Visdommen i denne enkle prøve blev understreget af Jesu Kristi ord ca. 4000 år senere: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ — Lu 16:10.

Den orden Jehova sørgede for, og de normer han fastsatte, ville ikke begrænse menneskenes glæde ved livet, men snarere bidrage til den. Det tidligere nævnte opslagsværk siger videre i sin artikel om normer og standarder i det materielle skaberværk: „Selv med disse overvældende vidnesbyrd om standarder kan ingen anklage naturen for at være ensformig. Selv om grundlaget kun er en smal stribe spektralbølgelængder, findes der praktisk talt ubegrænsede muligheder for farvevariationer og -kombinationer som kan glæde iagttagerens øje. På lignende måde kommer al musik til øret gennem en anden lille gruppe frekvenser.“ (Bd. 21, s. 307) På samme måde gav Jehovas krav det første menneskepar al den frihed som et retfærdigt hjerte kunne begære. Der var ingen grund til at omgive dem med en mængde love og regler. Skaberens eget kærlige eksempel og deres respekt for og kærlighed til ham ville beskytte dem mod at overskride de retmæssige grænser for deres frihed. — Jf. 1Ti 1:9, 10; Ro 6:15-18; 13:8-10; 2Kor 3:17.

Jehova Gud var og er derfor — ved selve sin person, sine handlinger og sine ord — den øverste norm for hele universet, definitionen og indbegrebet af al godhed. Af denne grund kunne hans søn, da han var på jorden, sige til en mand: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ — Mr 10:17, 18; også Mt 19:17; 5:48.

Navnet må helliges, hans suverænitet hævdes. Alt hvad der er forbundet med Guds person, er helligt; hans personlige navn, Jehova, er derfor også helligt og må helliges. (3Mo 22:32) At hellige noget vil sige at gøre det helligt, at sætte det til side eller regne det for helligt, og derfor bør det ikke anvendes som noget almindeligt eller dagligdags. (Es 6:1-3; Lu 1:49; Åb 4:8; se HELLIGELSE, HELLIGGØRELSE.) På grund af den person det står for, er Jehovas navn „stort og frygtindgydende“ (Sl 99:3, 5), „majestætisk“ og „ophøjet“ (Sl 8:1; 148:13), værdigt til at blive betragtet med ærefrygt (Es 29:23).

Navnet vanhelliges. Alt tyder på at Jehovas navn blev omfattet med denne respekt og ærefrygt indtil begivenhederne i Edens have medførte dets vanhelligelse. Satan skabte tvivl om Guds omdømme. Over for Eva lod han som om han talte på Guds vegne idet han brugte ordene „Gud véd“, men samtidig såede han tvivl om Guds bud til Adam om træet til kundskab om godt og ondt. (1Mo 3:1-5) Adam kunne i sin egenskab af jordisk overhoved for den menneskelige familie — den der havde fået et hverv betroet af Gud, og den hvorigennem Gud meddelte sig til menneskene — siges at optræde på Guds vegne på jorden. (1Mo 1:26, 28; 2:15-17; 1Kor 11:3) De der tjener i denne egenskab, siges at „forrette tjeneste i Jehovas navn“ og at ’tale i hans navn’. (5Mo 18:5, 18, 19; Jak 5:10) Mens Eva allerede ved sin ulydighed havde vanhelliget Jehovas navn, var Adam, som følge af den stilling han indtog, endnu mere at dadle på grund af den mangel på respekt han viste det navn han repræsenterede. — Jf. 1Sa 15:22, 23.

Det store stridsspørgsmål af moralsk art. Den åndesøn der blev Satan, kendte klart nok Jehova som en Gud der har en moralnorm, og ikke som en lunefuld og uberegnelig person. Havde han kendt Jehova som en Gud der plejede at reagere ubehersket og voldsomt, kunne han have forventet øjeblikkelig udslettelse for sin handling. Det spørgsmål Satan rejste i Eden, var derfor ikke en simpel prøve på Jehovas magt eller evne til at udslette. Det var et stridsspørgsmål af moralsk art: spørgsmålet om Jehovas moralske ret til at udøve universel suverænitet og kræve ubetinget lydighed og hengivenhed af alle sine skabninger hvor de end fandtes. Det fremgår af Satans henvendelse til Eva. (1Mo 3:1-6) Ligeledes fremgår det af Jobs Bog hvordan Jehova over for hele forsamlingen af sine åndesønner i himmelen åbenbarer rækkevidden af det standpunkt som hans store Modstander har taget. Satan fremsatte den påstand at Jobs (og dermed alle Guds fornuftbegavede skabningers) loyalitet over for Jehova ikke var helhjertet, ikke var grundlagt på sand hengivenhed og ægte kærlighed. — Job 1:6-22; 2:1-8.

Spørgsmålet om Guds fornuftbegavede skabningers integritet var altså et sekundært eller underordnet spørgsmål som udsprang af det større og primære spørgsmål om Guds ret til det suveræne herredømme over universet. Afgørelsen af disse spørgsmål ville kræve tid, dels for at det kunne fastslås om anklagerne var sande eller falske, og dels for at Guds skabningers sande hjertelag kunne prøves. Endelig måtte der heller ikke herske nogen tvivl om afgørelsens rigtighed. (Jf. Job 23:10; 31:5, 6; Præ 8:11-13; He 5:7-9; se UANGRIBELIGHED; ONDT, ONDSKAB.) Jehova eksekverede altså ikke øjeblikkelig dommen over det oprørske menneskepar eller over den åndesøn som havde givet anledning til stridsspørgsmålet, og på den måde fremstod de to slags „afkom“ der repræsenterede hver sin side i spørgsmålet. — 1Mo 3:15.

At stridsspørgsmålet stadig eksisterede da Jesus Kristus levede på jorden, ses af hans møde med Satan efter at han havde fastet i ørkenen i 40 dage. Den underfundige metode som Jehovas store Modstander anvendte i sit forsøg på at friste Guds søn, fulgte samme mønster som den Slangen havde brugt i Edens have ca. 4000 år tidligere, og Satans tilbud om herredømmet over jordens riger viste klart at spørgsmålet om det suveræne herredømme over universet stadig eksisterede. (Mt 4:1-10) Åbenbaringens Bog viser at stridsspørgsmålet forbliver uafgjort frem til det tidspunkt da Jehova Gud erklærer sagen for afsluttet (jf. Sl 74:10, 22, 23) og han eksekverer sin retfærdige dom over alle modstandere, idet hans retfærdige styre vil udvirke at hans universelle suverænitet bliver fuldgyldigt hævdet og hans navn fuldt ud helliget. — Åb 11:17, 18; 12:17; 14:6, 7; 15:3, 4; 19:1-3, 11-21; 20:1-10, 14.

Hvorfor er Guds navns helligelse det der har størst betydning?

Hele den bibelske beretning er centreret omkring hævdelsen af Jehovas suverænitet, og dette viser at helligelsen af hans navn er det der først og fremmest ligger ham på sinde. Denne helligelse kræver at Guds navn renses for al forsmædelse. Men langt mere end dette kræver det at hans navn æres som helligt af alle fornuftbegavede skabninger i himmelen og på jorden. Dette igen betyder at de må anerkende og respektere Jehovas suveræne stilling og gøre det villigt, idet de ønsker at tjene ham og finder behag i at gøre hans vilje af kærlighed til ham. Davids bøn til Jehova i Salme 40:5-10 giver udtryk for denne indstilling og viser hvordan Jehovas navn helliges på rette måde. (Læg mærke til hvordan apostelen mønter dele af denne salme på Kristus Jesus i He 10:5-10.)

Jehovas navns helligelse er derfor grundlaget for fred, orden og harmoni i hele universet og for at alle dets beboere kan være lykkelige og tilfredse. Guds søn påpegede dette idet han viste hvilket middel Jehova ville bruge til at gennemføre sin hensigt, da han lærte sine disciple at bede til Gud: „Lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mt 6:9, 10) Denne primære del af Jehovas hensigt giver os nøglen til forståelsen af den måde han har handlet på i forbindelse med sine skabninger i løbet af hele den bibelske historie.

Vi ser således at israelitterne, hvis historie udgør en overvejende del af den bibelske beretning, blev udvalgt til at være ’et folk som Jehovas navn var nævnt over’. (5Mo 28:9, 10; 2Kr 7:14; Es 43:1, 3, 6, 7) I Lovpagten som Jehova indgik med dem, blev hovedvægten lagt på at de viste Jehova udelt hengivenhed som deres Gud og ikke brugte hans navn til noget som var uden værdi, „for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi“. (2Mo 20:1-7; jf. 3Mo 19:12; 24:10-23.) Dengang han viste sin magt til at frelse og til at ødelægge da han udfriede israelitterne fra Ægypten, blev hans navn „forkyndt på hele jorden“ idet hans ry nåede forud for israelitterne til det forjættede land. (2Mo 9:15, 16; 15:1-3, 11-17; 2Sa 7:23; Jer 32:20, 21) Som profeten Esajas udtrykte det: „Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.“ (Es 63:11-14) Når israelitterne viste sig oprørske i ørkenen, var Jehova barmhjertig og udøste ikke sin forbitrelse over dem. Den væsentligste grund hertil var, som han sagde: „For mit navns skyld handlede jeg anderledes, for at det ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer som de var iblandt.“ — Ez 20:8-10.

Gennem hele det israelitiske folks historie foreholdt Jehova det betydningen af sit hellige navn. Hovedstaden Jerusalem med Zions Bjerg var det sted Jehova havde udvalgt ’for at knytte sit navn dertil for at det kunne bo dér’. (5Mo 12:5, 11; 14:24, 25; Es 18:7; Jer 3:17) Det tempel der blev bygget i denne by, var ’huset for Jehovas navn’. (1Kr 29:13-16; 1Kg 8:15-21, 41-43) Det der foregik i dette tempel eller i denne by, være sig godt eller ondt, berørte uvægerlig Jehovas navn og havde hans opmærksomhed. (1Kg 8:29; 9:3; 2Kg 21:4-7) Blev Jehovas navn vanhelliget dér, ville det uundgåeligt bringe ødelæggelse over byen og føre til at templet blev forkastet. (1Kg 9:6-8; Jer 25:29; 7:8-15; jf. Jesu handlinger og ord i Mattæus 21:12, 13; 23:38.) Da Jeremias og Daniel henvendte sig til Jehova på folkets og byens vegne, bønfaldt de ham derfor om at vise barmhjertighed og yde hjælp ’for sit navns skyld’. — Jer 14:9; Da 9:15-19.

Da Jehova forudsagde at han ville føre sit navnfolk tilbage til Juda og rense det, erklærede han på ny hvad der først og fremmest lå ham på sinde: „Jeg vil have medfølelse med mit hellige navn.“ „’Det er ikke for jeres skyld jeg gør det, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, det som I har vanæret blandt de nationer som I kom til.’ ’Og jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget . . .; og nationerne skal vide at jeg er Jehova,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’når jeg helliges iblandt jer for deres øjne.’“ — Ez 36:20-27, 32.

Disse og andre skriftsteder viser at Jehova ikke overdriver menneskenes betydning. Eftersom alle mennesker er syndere, fortjener de med rette døden, og det er udelukkende på grund af Guds ufortjente godhed og barmhjertighed at nogen vil opnå livet. (Ro 5:12, 21; 1Jo 4:9, 10) Jehova skylder ikke menneskene noget, og det evige liv vil for dem der opnår det, være en gave, ikke en løn de har gjort sig fortjent til. (Ro 5:15; 6:23; Tit 3:4, 5) Det er sandt at Jehova har vist menneskeheden en kærlighed som er uden lige (Joh 3:16; Ro 5:7, 8), men det ville være i strid med Bibelens udsagn og sætte tingene i et forkert perspektiv at betragte menneskenes frelse som det altoverskyggende mål eller at gøre det til kriteriet på Guds retfærdighed og hellighed. Salmisten viste at han så tingene i det rette perspektiv da han ydmygt og fuld af beundring udbrød: „Jehova, vor Herre, hvor majestætisk dit navn på hele jorden, du hvis værdighed kundgøres over himmelen! . . . Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ (Sl 8:1, 3, 4; 144:3; jf. Es 45:9; 64:8.) Helligelsen af Jehovas navn tillægges med rette større betydning end menneskers frelse. Derfor skal man, som Guds søn erklærede, elske sin næste som sig selv, men elske Gud af hele sit hjerte og sind og af hele sin sjæl og styrke. (Mr 12:29-31) Det vil sige at man skal elske Jehova Gud mere end slægtninge og venner, ja mere end selve livet. — 5Mo 13:6-10; Åb 12:11; jf. de tre hebræeres indstilling i Daniel 3:16-18. — Se SKINSYG, SKINSYGE.

Denne bibelske synsvinkel burde ikke støde nogen, men få dem til at påskønne den sande Gud endnu mere. Eftersom Jehova med fuld ret kunne udslette hele den syndige menneskehed, understreger dét at han frelser nogle og lader dem opnå livet, så meget mere hans store barmhjertighed og ufortjente godhed. (Joh 3:36) Han finder ikke behag i den ugudeliges død (Ez 18:23, 32; 33:11), men han lader på den anden side ikke den ugudelige undslippe eksekveringen af dommen. (Am 9:2-4; Ro 2:2-9) Han er tålmodig og langmodig for at kunne frelse de lydige (2Pe 3:8-10), men han vil ikke for evigt tolerere forhold der bringer forsmædelse over hans ophøjede navn. (Sl 74:10, 22, 23; Es 65:6, 7; 2Pe 2:3) Han er medfølende, har forståelse for menneskelige skrøbeligheder og tilgiver de angrende „i rigt mål“ (Sl 103:10-14; 130:3, 4; Es 55:6, 7), men han fritager ikke nogen for ansvaret for deres egne handlinger og for de følger deres handlinger får for dem selv og deres familie. De høster hvad de har sået. (5Mo 30:19, 20; Ga 6:5, 7, 8) Jehovas retfærdighed og barmhjertighed er således i fuldkommen og harmonisk balance med hinanden. De der ser tingene i det rette perspektiv, som åbenbaret i hans ord (Es 55:8, 9; Ez 18:25, 29-31), vil ikke begå den alvorlige fejl at ringeagte hans ufortjente godhed eller at ’forfejle dens hensigt’. — 2Kor 6:1; He 10:26-31; 12:29.

Hans egenskaber og normer er uforanderlige. Jehova sagde til Israels folk: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Mal 3:6) Disse ord blev udtalt omkring 3500 år efter at han havde skabt menneskene, og omkring 1500 år efter at han havde indgået sin pagt med Abraham. Skønt nogle vil hævde at den Gud der åbenbares i De Hebraiske Skrifter, er anderledes end den Gud der åbenbares af Jesus Kristus og de kristne bibelskribenter, viser en nærmere undersøgelse at denne påstand er uden grundlag. Disciplen Jakob sagde med rette om Gud: „Hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge.“ (Jak 1:17) Jehova Guds personlighed blev ikke ’mildnet’ med tiden, for det var der ikke behov for. Hans strenghed som den åbenbares i De Kristne Græske Skrifter, er på ingen måde mindre eller hans kærlighed større end da han havde skabt menneskene og sat dem i Edens have.

De tilsyneladende forskelle der bemærkes i hans personlighed, er i virkeligheden blot forskellige sider af den samme uforanderlige personlighed. De er en følge af de forskellige omstændigheder og personer han beskæftiger sig med, og som kræver at han optræder på forskellige måder. (Jf. Es 59:1-4.) Det var ikke Jehova, men Adam og Eva, der forandrede sig. De bragte sig selv i en stilling hvor Jehova på grund af sine uforanderlige retfærdsnormer ikke længere kunne behandle dem som medlemmer af sin elskede universelle familie. Som fuldkomne mennesker var de fuldt ansvarlige for deres forsætlige overtrædelse (Ro 5:14) og kunne derfor ikke blive genstand for Guds barmhjertighed, skønt Jehova viste dem den ufortjente godhed at sørge for klæder til dem og lade dem leve i hundreder af år uden for Edens helligdom og sætte afkom i verden før de til sidst døde af virkningerne af deres egen syndige adfærd. (1Mo 3:8-24) Efter at de var blevet udvist af Eden, havde Gud åbenbart ikke længere nogen forbindelse eller kommunikation med dem.

Hvordan han kan have med ufuldkomne mennesker at gøre. Jehovas retfærdige normer tillod ham at handle anderledes med Adam og Evas efterkommere end med Adam og Eva selv. Det kunne han fordi deres efterkommere havde fået synden i arv og således ufrivilligt, fra fødselen, var ufuldkomne skabninger der havde en medfødt tilbøjelighed til at handle uret. (Sl 51:5; Ro 5:12) Der var således grundlag for at vise dem barmhjertighed. Jehovas første profeti (1Mo 3:15), som blev udtalt samtidig med at dommen blev forkyndt i Eden, viste at hans første menneskebørns (og den ulydige åndesøns) oprør ikke havde gjort ham bitter eller bragt hans kærlighed til ophør. Denne profeti pegede i symbolske vendinger frem til at den situation der var opstået på grund af oprøret, ville blive rettet, og at forholdene ville blive ført tilbage til deres oprindelige fuldkommenhed skønt profetiens fulde betydning først blev åbenbaret flere tusind år senere. — Jf. de symbolske udtryk „slangen“, „kvinden“ og ’afkommet’, som de er brugt og forklaret i Åbenbaringen 12:9, 17; Ga 3:16, 29; 4:26, 27.

Adams efterkommere har fået lov til at blive boende på jorden i årtusinder, om end i en ufuldkommen og døende tilstand, uden at kunne gøre sig fri af syndens dødbringende greb. Om grunden til at Jehova har tilladt dette, siger den kristne apostel Paulus: „Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder [dvs. Jehova Gud], på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu.“ (Ro 8:20-22) Som vist i artiklen FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE er der ikke noget som tyder på at Jehova valgte at bruge sin evne til at se ud i fremtiden og forudse det første menneskepars overtrædelse. Men da overtrædelsen havde fundet sted, bestemte Jehova hvordan forholdene skulle bringes i orden igen. (Ef 1:9-11) Den hellige hemmelighed om dette, der fra begyndelsen lå gemt i den symbolske profeti som blev udtalt i Eden, blev til sidst åbenbaret fuldt ud i Jehovas enestefødte søn, der blev sendt til jorden for at han skulle „vidne om sandheden“, og „for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden“. — Joh 18:37; He 2:9; se LØSESUM, LØSKØBELSE.

At Gud havde omsorg for nogle af synderen Adams efterkommere og velsignede dem, betød derfor ikke at hans fuldkomne retfærdsnormer var blevet forandret. Det betød ikke at han billigede deres syndige tilstand. Eftersom hans hensigter med sikkerhed vil blive gennemført, ’benævner han det der ikke er, som om det var’ (som da han gav Abram navneforandring til „Abraham“, der betyder „fader til en mængde“, mens denne endnu var barnløs) (Ro 4:17), og da han vidste at han til sin egen fastsatte tid (Ga 4:4) ville tilvejebringe en løsesum, det juridiske grundlag for at tilgive synd og fjerne ufuldkommenhed (Es 53:11, 12; Mt 20:28; 1Pe 2:24), kunne han, uden at krænke sin retfærdsnorm, tage sig af ufuldkomne mennesker der havde fået synden i arv, og bruge dem som sine tjenere. Han havde et gyldigt grundlag for at regne dem for retfærdige som følge af tro på hans løfter og siden hen — som en opfyldelse af disse løfter — på Kristus Jesus som det fuldkomne offer for synder. (Jak 2:23; Ro 4:20-25) Genløsningen og de dermed følgende velsignelser vidner således ikke alene om Jehovas kærlighed og barmhjertighed, men er også et slående vidnesbyrd om hans troskab mod sine egne ophøjede retfærdsnormer, for ved at tilvejebringe en løsesum viste han „sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det [ufuldkomne] menneske retfærdigt som har tro på Jesus“. — Ro 3:21-26; jf. Es 42:21; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Hvorfor „fredens Gud“ kæmper. Jehovas udtalelse i Eden om at han ville sætte fjendskab mellem sin modstanders afkom og ’kvindens’ afkom, ændrede intet ved at han var og er „fredens Gud“. (1Mo 3:15; Ro 16:20; 1Kor 14:33) Situationen var den samme dengang som senere under hans søns, Jesu Kristi, jordiske tjeneste, da Jesus, efter at have henvist til sin samhørighed med sin himmelske Fader, sagde: „Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.“ (Mt 10:32-40) Jesu tjeneste såede splid, endog inden for familier (Lu 12:51-53), men det var fordi han holdt sig til og forkyndte Guds retfærdige normer og sandheden fra Gud. Der opstod splittelser fordi mange forhærdede deres hjerte imod sandheden, mens andre tog imod den. (Joh 8:40, 44-47; 15:22-25; 17:14) Det var uundgåeligt hvis de guddommelige principper skulle holdes i hævd; men skylden lå hos dem der forkastede det der var ret.

På samme måde ville der, som forudsagt, opstå fjendskab fordi Jehovas fuldkomne normer ikke tillod en billigelse af Satans ’afkoms’ oprørske adfærd. At Gud på den ene side forholdt sådanne oprørere sin gunst og på den anden side velsignede dem der fulgte retfærdighedens vej, ville have en splittende virkning (Joh 15:18-21; Jak 4:4), sådan som det var tilfældet med Kain og Abel. — 1Mo 4:2-8; He 11:4; 1Jo 3:12; Jud 10, 11; se KAIN, 1.

Ved at følge oprørets vej anfægtede mennesker og onde engle Jehovas retmæssige suverænitet og den gode orden i hele universet. For at afvise denne udfordring har Jehova måttet blive „en stridsmand“ (2Mo 15:3-7) der forsvarer sit eget gode navn og sine retfærdige normer, kæmper for dem der elsker og tjener ham, og eksekverer dom over dem der fortjener at blive udslettet. (1Sa 17:45; 2Kr 14:11; Es 30:27-31; 42:13) Han tøver ikke med at gøre brug af sin almagt, undertiden med ødelæggende virkning som da han sendte Vandfloden, eller da han ødelagde Sodoma og Gomorra, eller da han udfriede israelitterne fra Ægypten. (5Mo 7:9, 10) Han er heller ikke bange for at bekendtgøre enkeltheder vedrørende sin retfærdige krigsførelse; han undskylder ikke, for han har intet at skamme sig over. (Job 34:10-15; 36:22-24; 37:23, 24; 40:1-8; Ro 3:4) Hans agtelse for sit eget navn og den retfærdighed det står for, samt hans kærlighed til dem der elsker ham, får ham til at handle. — Es 48:11; 57:21; 59:15-19; Åb 16:5-7.

De Kristne Græske Skrifter giver det samme billede. Apostelen Paulus opmuntrede sine medkristne med følgende ord: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Ro 16:20; jf. 1Mo 3:15.) Paulus nævnte også at det kun er retfærdigt af Gud at volde dem trængsel til gengæld som volder hans tjenere trængsel, idet han straffer dem med evig undergang. (2Ts 1:6-9) Dette stemmer med hvad Guds søn lærte. Han lod ingen i tvivl om at Faderen er fast besluttet på med magt at fjerne al ondskab og alle som øver den. (Mt 13:30, 38-42; 21:42-44; 23:33; Lu 17:26-30; 19:27) Åbenbaringens Bog er fyldt med skildringer af kamphandlinger som finder sted på Guds befaling og med hans billigelse. Det endelige resultat af alt dette bliver imidlertid, ved Jehovas visdom, at der indføres fred i hele universet, en varig fred der er solidt grundfæstet på ret og retfærdighed. — Es 9:6, 7; 2Pe 3:13.

Forholdet til det kødelige og det åndelige Israel. Forskellen i indhold mellem De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter skyldes for en stor del at de første hovedsagelig handler om det kødelige Israel og hvad Jehova gjorde i forbindelse med det, og at de sidste i vid udstrækning fører frem til og skildrer Jehovas gerninger i forbindelse med det åndelige Israel, den kristne menighed. På den ene side har vi en nation hvis medlemmer kun tilhører den i kraft af deres kødelige afstamning, et konglomerat af godt og ondt. På den anden side har vi en åndelig nation som består af mennesker der føler sig draget til Gud gennem Jesus Kristus, mennesker der nærer kærlighed til sandhed og ret, og som personligt og frivilligt indvier sig til at gøre Jehovas vilje. Der vil nødvendigvis være forskel på Guds forhold til de to grupper og hans gerninger i forbindelse med dem, og den første gruppe vil naturligt nok fremkalde flere udtryk for Guds vrede og strenghed end den anden gruppe.

Det vil imidlertid være en alvorlig fejl at overse den opbyggende og trøstende indsigt i Jehovas personlighed som hans gerninger i forbindelse med det kødelige Israel giver. Her finder man storslåede eksempler på at Jehova er sådan som han beskrev sig selv over for Moses: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.“ — 2Mo 34:4-7; jf. 2Mo 20:5.

Afvejet med retfærdighed er det i virkeligheden egenskaberne kærlighed, tålmodighed og langmodighed der er de stærkest fremtrædende sider af Jehovas personlighed når man betragter Israels historie, et folk som var højt begunstiget, men som for størstedelens vedkommende viste sig usædvanlig „stivnakket“, mennesker som havde „forhærdede hjerter“ over for deres Skaber. (2Mo 34:8, 9; Ne 9:16, 17; Jer 7:21-26; Ez 3:7) De stærke anklager og fordømmelser som Jehova gentagne gange rettede mod Israel gennem sine profeter, tjener blot til yderligere at fremhæve hans store barmhjertighed og forbavsende langmodighed. Efter at have båret over med dette folk i mere end 1500 år og endog efter at hans egen søn var blevet dræbt på foranledning af folkets religiøse ledere, fortsatte Jehova med at begunstige det i endnu tre og et halvt år ved barmhjertigt at sørge for at forkyndelsen af den gode nyhed begrænsedes hertil, hvorved Israels folk fik endnu en mulighed for at opnå det privilegium at komme til at herske sammen med hans søn — en mulighed som tusinder af angrende tog imod. — Apg 2:1-5, 14-41; 10:24-28, 34-48; se HALVFJERDS UGER.

Det var åbenbart de ovenfor citerede ord om at Jehova ’for fædres misgerning bringer straf over sønner og sønnesønner’, Jesus sigtede til da han sagde til de hykleriske skriftlærde og farisæere: „I siger: ’Hvis vi havde levet i vore forfædres dage, ville vi ikke have været delagtige med dem i profeternes blod.’ I vidner altså imod jer selv, at I er sønner af dem der myrdede profeterne. Godt, så gør da jeres forfædres mål fuldt.“ (Mt 23:29-32) Uanset hvad disse religiøse ledere sagde, viste de med deres handlinger at de godkendte deres forfædres misgerninger, og at de hørte til dem der ’hadede Jehova’. (2Mo 20:5; Mt 23:33-36; Joh 15:23, 24) Derfor erfarede de, i modsætning til de jøder der ændrede sind og gav agt på Guds søns ord, den kumulative virkning af Guds dom da Jerusalem nogle år senere blev belejret og ødelagt og de fleste af dens indbyggere dræbt. De kunne have undgået ulykken, men undlod at drage nytte af Jehovas barmhjertighed. — Lu 21:20-24; jf. Da 9:10, 13-15.

Hans personlighed genspejlet i hans søn. Jesus Kristus, der kom i sin Faders, Jehova Guds, navn, var i enhver henseende en trofast genspejling af sin Faders smukke personlighed. (Joh 1:18; Mt 21:9; Joh 12:12, 13; jf. Sl 118:26.) Jesus sagde: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ (Joh 5:19) Heraf følger at den venlighed og medfølelse, den mildhed og varme samt den stærke kærlighed til retfærdighed og det dybe had til det onde som Jesus viste (He 1:8, 9), alt sammen var egenskaber som Sønnen havde iagttaget hos sin Fader, Jehova Gud. — Sml. Mt 9:35, 36 med Sl 23:1-6 og Es 40:10, 11; Mt 11:27-30 med Es 40:28-31 og 57:15, 16; Lu 15:11-24 med Sl 103:8-14; Lu 19:41-44 med Ez 18:31, 32; 33:11.

Ethvert retfærdselskende menneske som læser de inspirerede skrifter og virkelig lærer den fulde betydning af Jehovas navn at kende (Sl 9:9, 10; 91:14; Jer 16:21), har derfor al mulig grund til at elske og velsigne dette navn (Sl 72:18-20; 119:132; He 6:10), prise og ophøje det (Sl 7:17; Es 25:1; He 13:15), frygte og hellige det (Ne 1:11; Mal 2:4-6; 3:16-18; Mt 6:9), sætte sin lid til det (Sl 33:21; Ord 18:10) og sige med salmisten: „Jeg vil synge for Jehova i hele mit liv; jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til. Måtte mine tanker om ham være til behag. Jeg fryder mig over Jehova. Synderne vil blive udryddet fra jorden, og de ugudelige skal ikke mere være til. Velsign Jehova, min sjæl. I skal lovsynge Jah!“ — Sl 104:33-35.

[Illustration på side 1065]

Sølvstrimmel med Guds navn; fundet i Jerusalem og sandsynligvis fra det 7. eller 6. årh. f.v.t.

[Illustration på side 1067]

Et stykke af en dødehavsrulle med Salmernes Bog; tetragrammet ses flere steder, udhævet og skrevet med gammelhebraisk skrift

[Illustrationer på side 1070]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle få af de mange oversættelser af De Kristne Græske Skrifter som indeholder Guds navn

Novum Testamentum Domini Nostri Iesu Christi, oversat af Elias Hutter (den hebraiske del); udgivet i Nürnberg 1599; Efserne 5:17

The New Testament of Our Lord and Saviour Jesus Christ, oversat af John Eliot (Massachuset-sprog); udgivet i Cambridge, Mass., 1661; Mattæus 21:9

A Literal Translation of the New Testament . . . From the Text of the Vatican Manuscript af Herman Heinfetter (engelsk); udgivet i London 1863; Markus 12:29, 30

Sämtliche Schriften des Neuen Testaments, oversat af Johann Jakob Stolz (tysk); udgivet i Zürich 1781-1782; Romerne 15:11