Gudfrygtig gavmildhed belønnes med evig lykke
„Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — JOHANNES 3:16.
1, 2. (a) Hvem er den største Giver, og hvad er den største gave han har skænket menneskeheden? (b) Hvilken egenskab hos Gud kom til udtryk i den forbindelse?
JEHOVA GUD, himmelens og jordens Skaber, er den største Giver der findes. Som den kristne discipel Jakob skrev: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader; hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge.“ (Jakob 1:17) Det er også Jehova der har skænket den største gave nogen sinde. Om denne uforlignelige gave til menneskeheden hedder det: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.
2 Disse ord blev udtalt af ingen ringere end Guds enestefødte søn. En søn der er sin faders enestefødte vil naturligvis værdsætte og elske sin fader højt, som den der har givet ham livet og tilvejebragt alle de goder der beriger hans tilværelse. Guds kærlighed var imidlertid ikke begrænset til denne søn. Ved også at lade andre skabninger få del i denne gave har han vist sin kærlighed i ganske særlig grad. (Jævnfør Romerbrevet 5:8-10.) Dette vil stå endnu klarere for os når vi undersøger hvad det ’at give’ indebærer i denne sammenhæng.
Guds gave — ’hans elskede søn’
3. Hvem har vor himmelske Fader vist kærlighed, foruden sin ’elskede søn’?
3 Gud havde i lange tider glædet sig over det personlige samvær med sin enestefødte ’elskede søn’ i himmelen. (Kolossenserne 1:13) I tidens løb havde Faderen og Sønnen opdyrket en så stærk gensidig kærlighed og hengivenhed at deres samhørighed ikke kunne sidestilles med noget andet. Men også de andre skabninger som Jehova havde frembragt ved hjælp af sin enestefødte søn, blev betragtet som elskede medlemmer af den guddommelige familie. Det betød at hele Guds familie var præget af kærlighed. Og Bibelen siger meget rammende om Gud selv at han „er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Den guddommelige familie ville derfor omfatte alle som Faderen, Jehova Gud, holdt af.
4. Hvordan gav Gud afkald på mere end blot det personlige samvær da han gav sin søn, og hvem blev det til gavn for?
4 Jehova og hans førstefødte søn var så nært knyttet til hinanden at en afbrydelse af dette samvær ville være et stort savn i sig selv. (Kolossenserne 1:15) Men det at Gud ’gav’ sin enestefødte søn indebar ikke blot at han berøvede sig selv dette nære personlige samvær med ’sin elskede søn’. Det betød også at Jehova måtte tillade at hans søn mistede livet og midlertidigt var borte fra den universelle familie. Desuden døde Guds søn til gavn for skabninger der aldrig havde været medlemmer af Guds familie. Jehova kunne ikke give nogen større gave til gavn for den nødstedte menneskehed end sin enestefødte søn, der i Bibelen identificeres som selve „Guds skaberværks begyndelse“. — Åbenbaringen 3:14.
5. (a) Hvilken tilstand befandt Adams efterkommere sig i, og hvad krævede Guds retfærdighed af en af hans trofaste sønner? (b) Hvad ville Guds største gave kræve af ham selv?
5 Det første menneskepar, Adam og Eva, bevarede ikke deres plads i Guds familie. Det stod klart da de blev drevet ud af Edens have efter at have syndet imod Gud. De blev ikke alene udelukket fra Guds familie, men fik også en dødsdom over sig. Spørgsmålet drejede sig derfor ikke blot om hvordan deres efterkommere kunne opnå Guds gunst som medlemmer af hans familie. Det drejede sig også om at få ophævet den dødsdom som hang over disse efterkommere. Ifølge den guddommelige retfærdighed indebar det at en af Jehova Guds trofaste sønner måtte give sit liv som en erstatning eller genløsningsbetaling. Det store spørgsmål var nu: Ville den udvalgte være villig til at give sit liv til gavn for syndige mennesker? Dette ville kræve en mirakuløs indgriben fra den almægtige Guds side. Det ville også kræve at Gud lod sin kærlighed komme til udtryk i et omfang der var uden sidestykke. — Romerne 8:32.
6. Hvorfor var Guds søn den rette til at udfri den syndige menneskehed, og hvad sagde han selv?
6 Kun Jehovas førstefødte søn kunne stå mål med de særlige krav der var i forbindelse med den situation som den syndige menneskehed befandt sig i. Han er et så fuldstændigt spejlbillede af sin himmelske Fader hvad angår hengivenhed for medlemmerne af den guddommelige familie at han er uden lige blandt Guds sønner. Eftersom alle andre intelligente skabninger er blevet frembragt ved hjælp af Guds søn, nærer han stor hengivenhed for dem. Og kærlighed er en fremherskende egenskab hos Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, der „er [Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) Jesus var villig til at vise denne kærlighed på den mest storslåede måde, ved at give sit liv til gavn for den syndige menneskehed. Til sine 12 apostle sagde han: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Markus 10:45; jævnfør Johannes 15:13.
7, 8. (a) Hvilket motiv havde Jehova til at sende Jesus Kristus til jorden? (b) Hvilken særlig opgave gav Jehova sin enestefødte søn?
7 Jehova Gud havde en særlig hensigt med at sende Jesus til den forarmede menneskehed. Det var et udtryk for guddommelig kærlighed, for Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ — Johannes 3:16, 17.
8 Jehova sendte kærligt sin enestefødte søn for at han skulle frelse mennesker — ikke for at han skulle dømme dem. Hvis Guds søn var blevet udsendt for at dømme, ville fremtiden have set håbløs ud for menneskeheden. Jesus ville i så fald have afsagt en ugunstig dom — nemlig en dødsdom. (Romerne 5:12) Ved dette enestående udtryk for kærlighed opvejede Gud imidlertid virkningerne af den dødsdom som retfærdigheden krævede.
9. Hvad erfarede salmisten David i forbindelse med Jehovas gavmildhed?
9 Jehova Gud viser i alle ting at kærlighed er hans mest fremtrædende egenskab. Og det kan med rette siges at Jehova kærligt giver sine trofaste tilbedere på jorden mere end rigeligt af alt hvad der er godt. Sådan følte salmisten David da han sagde til Gud: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig, den du har vist mod dem der søger tilflugt hos dig, i menneskesønnernes påsyn.“ (Salme 31:19) Mens David herskede som konge over Israel — ja, gennem hele sit liv i den nation som var blevet udvalgt af Gud — erfarede han ofte Jehovas godhed og fandt den ganske overvældende.
Israel går glip af en storslået gave fra Gud
10. Hvori adskilte det gamle Israel sig fra alle andre nationer på jorden?
10 Det gamle Israel adskilte sig fra alle andre nationer på jorden ved at have Jehova som Gud. Med profeten Moses som mellemmand indgik Jehova et pagtsforhold med efterkommerne af Abraham, Isak og Jakob. Eftersom han ikke viste noget andet folk en sådan opmærksomhed, kunne salmisten sige under inspiration: „Han meddeler sit ord til Jakob, sine forordninger og sine lovbud til Israel. Han har ikke handlet sådan mod nogen anden nation; og hans lovbud kender de ikke. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 147:19, 20.
11. Indtil hvornår indtog Israel en begunstiget plads hos Gud, og hvordan beskrev Jesus den ændring der indtraf i dette forhold?
11 Det bogstavelige Israel forblev i dette begunstigede forhold til Gud, indtil de fornægtede Jesus som Messias i år 33 efter vor tidsregning. Det var en ulykkelig dag for Israel da Jesus beklagende måtte sige: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Jesu udtalelse viste at Israels folk — skønt det tidligere havde nydt Jehovas gunst — nu var gået glip af en særlig gave fra Gud. Hvilken gave?
12. Hvem var ’Jerusalems børn’, og hvad mente Jesus med at han havde villet ’samle dem’?
12 Med ordet „børn“ hentydede Jesus til de omskårne jøder der boede i Jerusalem og som sådan repræsenterede hele den jødiske nation. Hvis Jesus skulle have samlet ’Jerusalems børn’ måtte han have bragt disse ’børn’ ind i en ny pagt med Gud — med sig selv som mellemmand mellem Jehova og disse bogstavelige jøder. (Jeremias 31:31-34) Dermed ville de have fået deres synder tilgivet, for så langt rakte Guds kærlighed faktisk. (Jævnfør Malakias 1:2.) Hvilken storslået gave!
13. Hvad gik Israels folk glip af da de afviste Guds søn, men hvorfor var Guds glæde usvækket?
13 I harmoni med sit profetiske ord ventede Jehova så længe som muligt før han indbød ikkejøder til at få del i den nye pagt. Det bogstavelige Israel gik derimod glip af denne gave fordi det afviste Guds søn, Messias. Jehova opvejede derfor jødernes afvisning af Jesus ved at give ikkejøder mulighed for at få del i gaven. Dermed bevarede Jehova sin glæde usvækket som den store Giver.
Glæden ved at give
14. Hvorfor er Jesus Kristus den lykkeligste skabning i hele universet?
14 Jehova er ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Denne lykke opnår han blandt andet ved at give til andre. I det første århundrede efter vor tidsregning sagde hans enestefødte søn: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) I harmoni med dette princip er Jesus blevet den lykkeligste skabning i hele universet. Hvordan det? Jo, bortset fra Jehova Gud har Jesus Kristus givet den største gave af alle ved at ofre sit liv til gavn for menneskeheden. Ja, han er ’den lykkelige og eneste Magthaver’. (1 Timoteus 6:15) Vi ser altså at Jesu eget liv er et eksempel på at der er større lykke ved at give end ved at modtage.
15. I hvilken henseende vil Jehova altid være det store eksempel, og hvordan kan vi mennesker opleve et vist mål af hans glæde?
15 Jehova Gud vil, ved hjælp af Jesus Kristus, i al evighed vise sig som den gavmilde Giver over for sine fornuftbegavede skabninger, og vil til alle tider være det største eksempel i denne henseende. Eftersom Gud selv finder stor glæde ved at give gode gaver, har han også nedlagt gavmildhedens ånd i hjertet hos mennesket. Det betyder at vi på dette område kan afspejle og efterligne Guds personlighed og erfare et vist mål af hans glæde. (1 Mosebog 1:26; Efeserne 5:1) Jesus sagde meget rammende til sine disciple: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Lukas 6:38.
16. Hvad hentydede Jesus til i Lukas 6:38 da han talte om det at give?
16 Jesus satte selv et fremragende eksempel i det at følge gavmildhedens vej. Og som han sagde ville en sådan gavmildhed få andre til at reagere positivt. I Lukas 6:38 taler Jesus imidlertid ikke blot om at give materielle gaver. Han sagde ikke at hans disciple skulle gøre sig selv forarmede ved at give alt hvad de havde bort. Han tilskyndede dem til at følge en handlemåde som ville give dem åndelig tilfredshed.
Løfter om evig lykke
17. Hvilken vidunderlig gave har Gud skænket sine tjenere i disse sidste dage?
17 Jehova har som den øverste i hele skaberværket skænket sine tjenere en vidunderlig gave her i de sidste dage, nemlig den gode nyhed om sit rige. Vi har fået den store forret at forkynde om Guds oprettede himmelske rige med Jesus Kristus som konge. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det at blive udnævnt som talende vidner for den højeste Gud er en uforlignelig gave. Og den bedste måde hvorpå vi kan efterligne Guds gavmildhed er ved at give andre del i den gode nyhed før afslutningen på denne onde verden.
18. Hvad må vi som Jehovas vidner give andre del i?
18 Apostelen Paulus omtaler de vanskeligheder han blev udsat for når han forkyndte budskabet om Riget for andre. (2 Korinther 11:23-27) Jehovas vidner i vor tid bliver ligeledes udsat for vanskeligheder og må skubbe deres egne interesser i baggrunden for at give andre del i håbet om Riget. Måske bryder vi os ikke om at gå fra dør til dør, navnlig ikke hvis vi lider af generthed. Men som Kristi disciple kan vi ikke unddrage os det privilegium at dele de åndelige gaver med andre ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Vi må have den samme indstilling som Jesus. Da han stod ansigt til ansigt med døden, bad han: „Min Fader . . . ikke som jeg vil, men som du vil.“ (Mattæus 26:39) Når det gælder om at give andre del i den gode nyhed om Riget må Jehovas tjenere gøre Guds vilje, og ikke deres egen. De vil ønske at gøre det Han vil, frem for at følge deres egne ønsker.
19. Hvem er ejerne af „de evige boliger“, og hvordan kan vi gøre os til venner med dem?
19 Det kræver både tid og materielle ofre at lægge en sådan gavmildhed for dagen. Men hvis vi viser gudfrygtig gavmildhed kan vi være forvissede om at vi vil opnå evig lykke. Jesus sagde nemlig: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige [„verdslige“, New International Version] rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ (Lukas 16:9) Det bør være vort mål at bruge vor „uretfærdige rigdom“ på en sådan måde at vi gør os til venner med ejerne af „de evige boliger“. Eftersom Jehova er Skaberen, ejer han alt — og hans enestefødte søn er arving. (Salme 50:10-12; Hebræerne 1:1, 2) For at blive deres venner må vi bruge vor rigdom på en måde de kan godkende. Dette indebærer at vi må have den rette indstilling når vi benytter vore materielle besiddelser til gavn for andre. (Jævnfør Mattæus 6:3, 4; Andet Korintherbrev 9:7.) For eksempel kan vi med glæde anvende de midler vi har til at hjælpe nogle der er i nød, og vi kan give bidrag med henblik på at fremme Guds riges interesser. — Ordsprogene 19:17; Mattæus 6:33.
20. (a) Hvorfor kan Jehova og Jesus lede os til „de evige boliger“, og hvor er disse boliger? (b) Hvilket privilegium kan blive vort for evigt?
20 Eftersom Jehova Gud og Jesus Kristus er udødelige, kan de blive vore venner for evigt og føre os til „de evige boliger“ — enten i himmelen sammen med de hellige engle eller på jorden i det genoprettede paradis. (Lukas 23:43) Dette kan lade sig gøre i kraft af den gave som Gud i sin store kærlighed har givet, nemlig Jesus Kristus. (Johannes 3:16) Jehova Gud vil ved hjælp af Jesus fortsat sørge gavmildt for hele menneskeheden, til sin egen uforlignelige glæde. Ja, også vi vil til evig tid kunne få det privilegium at vise vor gavmildhed, i anerkendelse af Jehova Guds universelle suverænitet og hans enestefødte søn, vor Herre og Frelser Jesu Kristi kongedømme. Dette vil føre til evig lykke for alle der ejer gudfrygtig gavmildhed.
Spørgsmål til repetition:
◻ Hvad krævede det af Gud at give den største gave?
◻ I hvilken hensigt sendte Gud sin søn?
◻ Hvem er den lykkeligste skabning i hele universet og hvorfor?
◻ Hvordan vil de der viser gudfrygtig gavmildhed opnå evig lykke?
[Illustration på side 10]
Værdsætter du at Gud har givet sin søn som genløsningsoffer?
[Illustrationer på side 12]
Søger du Guds rige først ved at forkynde den gode nyhed og ved at støtte dette arbejde økonomisk?