Kapitel 7
Hvornår vil den forudsagte verdensødelæggelse komme?
1. Hvilken storslået hensigt har Gud med menneskene?
HVILKEN befrielse vil det ikke være at se krige, lovløshed og forurening bragt til ophør! Hvor herligt vil det ikke være at leve under en virkelig retfærdig administration, hvor man selv og ens familie kan glæde sig over sand tryghed! Bibelen viser at Gud vil gennemføre disse ting. Men hvornår?
2. (a) Hvem vil „Jehovas dag“ overraske når den kommer? (b) Hvordan kan vi undgå at dette sker for os?
2 Om den verdensødelæggelse der vil bane vej for Guds retfærdige nye orden, siger apostelen Paulus: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten.“ Derefter tilføjer han: „Men I, brødre, I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville overraske tyve.“ (1 Thessaloniker 5:2, 4) Når „Jehovas dag“ kommer, vil de der ikke giver agt på advarselen altså være ligesom dyr der pludselig fanges i en snare. Men sådan behøver det ikke at gå dig. Som skriftstedet viser, er der nogle som ’ikke er i mørke’. De studerer Guds ord og lægger sig på sinde hvad det siger om vor tid. — Lukas 21:34-36.
3, 4. (a) Hvor forklares den fulde betydning af begivenhederne her i det 20. århundrede? (b) Hvilke fem hovedpunkter som omtales i Bibelens profetier, skal vi nu undersøge?
3 Bibelen beskriver klart en række begivenheder som finder sted her i det 20. århundrede. Men den har gjort det cirka to tusind år i forvejen! Skønt mange af disse begivenheder i sig selv er almindeligt kendt, er det kun Bibelen der viser deres fulde betydning.
4 I sine profetier om vor tid peger Bibelen på følgende: (1) Det bestemte år da Gud ville give herredømmet over „menneskenes rige“ til den han havde udvalgt. (2) En række betydningsfulde begivenheder der ville indtræffe i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. (3) En bemærkelsesværdig udvikling på det religiøse område i samme periode. (4) At i det mindste nogle af den generation der så begyndelsen til „afslutningen på tingenes ordning“, også ville overleve den. (5) En slående udvikling i verdensbegivenhederne som et sidste signal om at verdensødelæggelsen var umiddelbart forestående. Lad os undersøge disse punkter.
(1) Mærkeåret — 1914
5. Hvor tidligt blev Jehovas vidner klar over at Bibelen pegede frem til 1914 som et betydningsfuldt år?
5 Så tidligt som i 1876 blev Jehovas vidner klar over at Bibelens profetier havde afmærket 1914 som et år hvor store begivenheder ville få vidtrækkende betydning for menneskene, og de sørgede for at dette blev kendt vidt og bredt.
6. (a) Hvad er der tale om i Daniel 4:2, 3, 17? (b) Hvem er det Jehova giver Riget til?
6 Hvis du i din bibel slår op i Daniels bog, kapitel 4, finder du en profeti der åbenbarer hvad Gud vil gøre i forbindelse med herredømmet over jorden. Denne profeti opfyldes, som der siges, „for at de levende kan erkende at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil“. (Versene 2, 3, 17) Det er Kristus Jesus den Højeste vil give Riget til, og den sidste bog i Bibelen fortæller om den tid da Kristus, som himmelsk konge, får overdraget „verdensherredømmet“. (Åbenbaringen 11:15; 12:10) Det vil altså sige at Daniels profeti beskæftiger sig med den tid da Gud vil gribe ind i menneskenes anliggender ved at give Jesus Kristus verdensherredømmet. Hvornår viser profetien at dette skulle ske?
7. (a) Hvilken profetisk drøm er beskrevet i Daniel 4:10-16? (b) Hvordan kom den til at berøre kong Nebukadnezar?
7 I den profetiske drøm som Daniel beskriver, forekommer der et meget højt træ som blev fældet, og dets rodstub blev bundet med jern og kobber i „syv tider“. I den tid skulle den som træet skildrede, have „et dyrehjerte“. (Daniel 4:10-16) Hvad betød dette? Gud lod Daniel forklare det: Nebukadnezar, Babylons konge, ville miste sin forstand og blive afsat fra tronen og drevet bort fra menneskene for at leve som et dyr. Efter syv år ville han få sin forstand igen. Sådan gik det, og kongen blev derefter genindsat på sin trone som en der nu anerkendte at Guds herredømme var det højeste. (Daniel 4:20-37) Alt dette havde imidlertid en større betydning, og det er grunden til at det er omtalt i Bibelen.
8. (a) Hvilket herredømme angår profetiens større betydning? (b) Hvad svarer i den større opfyldelse til at træet blev fældet?
8 Den større betydning angår et herredømme der ville gavne alt levende på jorden. Det ville, som profetien siger, give ’føde til alle’, og det ville endog give ly til markens dyr og himmelens fugle. (Daniel 4:12) Det eneste herredømme der virkelig kan gøre dette, er Guds rige. I århundreder blev dette riges retfærdige principper anskueliggjort ved hjælp af det herredømme der blev udøvet i Juda af kongerne i Jerusalem. Men på grund af judæernes troløshed lod Jehova babylonierne besejre dem i år 607 f.v.t. Det var som om det høje træ i drømmen blev fældet og snærende bånd lagt omkring stubben. Siden har nationale regeringer udøvet verdensherredømmet uden indblanding fra Guds side. Eftersom disse nationale regeringer i Bibelen fremstilles som dyr, skete der altså dét som en engel fra himmelen bekendtgjorde: „Lad ham få et dyrehjerte, og lad syv tider gå hen over ham.“ (Daniel 4:16; 8:1-8, 20-22) Men til sidst ville de „syv tider“ hvori de dyriske regeringer havde magten, udløbe. Så ville båndene blive fjernet, og „træet“ ville igen vokse, idet verdensherredømmet begyndte at blive udøvet af den som Jehova ville give det til.
9, 10. (a) Hvor lang er hver enkelt af de „syv tider“, og hvordan fremgår dette af Bibelen? (b) Hvornår begyndte de „syv tider“, hvor mange år strækker de sig over, og hvornår udløber de?
9 Hvor længe varede disse „syv tider“? Meget længere end syv år, for flere hundrede år senere gav Jesus Kristus til kende at disse tider, som han kaldte „nationernes fastsatte tider“, stadig varede ved. Nationerne havde siddet inde med verdensherredømmet siden Babylons indtagelse af Jerusalem i år 607 f.v.t. og ville fortsætte med det et stykke tid endnu. — Lukas 21:24.
10 Læg mærke til hvordan Bibelen omtaler profetiske „tider“. Åbenbaringen 11:2, 3 viser at 1260 dage udgør 42 måneder, eller tre og et halvt år. Åbenbaringen 12:6, 14 nævner det samme antal dage (1260), men omtaler dem som „en tid [1] og tider [2] og en halv tid“, altså tre og en halv „tid“. Hver af disse „tider“ må derfor være på 360 dage (3 1/2 × 360 = 1260). Ifølge regelen om „en dag for et år“ skal hver dag af disse profetiske „tider“ regnes for et år. (4 Mosebog 14:34; Ezekiel 4:6) De „syv tider“ svarer altså til 2520 år (7 × 360). Regnet fra efteråret 607 f.v.t., da Guds forbilledlige rige, Juda, blev omstyrtet af Babylon, fører de 2520 år os frem til efteråret 1914 (6061/4 + 19133/4 = 2520). Det var altså i det år Jesus Kristus skulle have verdensherredømmet.
11. Hvad siger historikere om betydningen af året 1914?
11 Efter at Jehovas vidner havde gjort opmærksom på at Bibelen pegede frem til 1914, måtte de vente i flere årtier før de fik deres forståelse bekræftet. I begyndelsen af 1914 gav den fredelige verdenssituation mange det indtryk at der ikke ville ske noget. Men før sommeren var forbi var Jehovas vidners tillid til Bibelen blevet retfærdiggjort, idet verden blev kastet ud i en krig som var uden sidestykke. I en anmeldelse af bogen 1914 skriver historikeren A. L. Rowse: „Hvis der nogen sinde har været et år der markerede afslutningen på én æra og begyndelsen til en anden, var det 1914. Dette år bragte en afslutning på den gamle verden med dens tryghedsfornemmelse og indledte den moderne tidsalder som kendetegnes ved den utryghed der præger vort daglige liv.“ 44 Og i en omtale af den britiske statsmand Winston Churchill siges der: „Det skud der blev affyret i Sarajevo den 28. juni 1914 havde knust tryghedens og den skabende fornufts verden . . . Verden har aldrig været den samme siden. . . . Det var et vendepunkt, og gårsdagens vidunderlige, rolige og tiltalende verden var forsvundet for aldrig mere at vende tilbage.“45 Dette år, afmærket af bibelprofetien århundreder i forvejen, viste sig i sandhed at være et vendepunkt i historien.
12. Hvad er årsagen til de store omvæltninger der er sket på jorden fra og med 1914?
12 Rent umiddelbart virker det måske mærkeligt at Kristi indsættelse på tronen skulle markeres af krigshandlinger på jorden uden sidestykke. Men lad os ikke glemme at det er Satan Djævelen der er „verdens hersker“. (Johannes 14:30) Han var ikke interesseret i at Guds rige skulle overtage herredømmet over jordens anliggender. For at aflede opmærksomheden fra Riget førte han menneskene ud i en krig om deres egen suverænitet. Desuden viser Bibelen at Satan og hans dæmoner forsøgte at opsluge den nye regering straks da den blev født. Med hvilket resultat? „Der udbrød krig i himmelen . . . Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.“ Da Satan vidste at han kun havde „en kort tidsperiode“, var hans vrede stor. (Åbenbaringen 12:3-12) Nitten hundrede år i forvejen havde Bibelen givet en nøjagtig beskrivelse af hvad dette ville medføre.
(2) Begivenheder af særlig betydning
13. Hvilke begivenheder førte frem til at Jesus beskrev ’tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’?
13 I år 33 gav Jesus en detaljeret beskrivelse af ’tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. Vi kan læse hans ord i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, og i Markus 13 og Lukas 21. Over for en skare af sine disciple i Jerusalem havde Jesus forudsagt at byens tempel ville blive ødelagt. Derefter spurgte hans disciple: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:1-3.
14. Nævn nogle af de betydningsfulde begivenheder som Jesus sagde ville udgøre „tegnet“.
14 Jesus svarede: „I vil komme til at høre om krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu. For nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ Som det fremgår af Lukas 21:11, nævnte han også at der ville være ’tilfælde af pest det ene sted efter det andet’. Han advarede om at ’lovløsheden ville tage til’. Og på grund af det, sagde han, ville „kærligheden blive kold hos de fleste“. Og han forudsagde det betydningsfulde at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme“. — Mattæus 24:4-14.
15, 16. (a) Blev nogle af Jesu profetier opfyldt før Jerusalem blev ødelagt i år 70? (b) Hvordan ved vi at der også vil komme en anden og vigtigere opfyldelse?
15 Man kunne imidlertid spørge: ’Blev nogle af disse profetier ikke opfyldt før romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70?’ Jo, nogle af dem blev. Men som det fremgår af profetierne selv, skulle der ske mere. Det er sandt at Jesus besvarede et spørgsmål som havde disciplenes umiddelbare interesse. Men han benyttede samtidig lejligheden til at give oplysninger som rakte langt ud i fremtiden, oplysninger om den tid da „Menneskesønnen“ ville komme „med magt og megen herlighed“ og da „Guds rige“ ville være nær. — Lukas 21:27, 31.
16 Disse ting indtraf som bekendt ikke dengang Jerusalem blev ødelagt i år 70. Bibelens sidste bog, som blev skrevet omkring år 96, viser at disse begivenheder i forbindelse med Riget endnu hørte fremtiden til. (Åbenbaringen 1:1; 11:15-18; 12:3-12) I symbolske vendinger viser Åbenbaringsbogen at den krig, hungersnød og pest Jesus havde forudsagt, ville indtræffe i usædvanligt omfang engang i fremtiden, og at det ville markere den tid hvor Kristus indledte og afsluttede sin sejr over alle modstandere af Guds rige. (Åbenbaringen 6:1-8) Den omstændighed at nogle dele af Jesu profeti blev opfyldt i det første århundrede, viser at profetien er sandfærdig og giver os grund til at stole på at alt det øvrige som Jesus sagde, også vil ske.
17. Er verdensforholdene i dag ret meget anderledes end de var før 1914?
17 Har disse profetier fået deres større, fuldstændige opfyldelse her i det 20. århundrede? Folk som endnu ikke er fyldt 70 og ikke ved hvordan forholdene har været tidligere, synes måske at forholdene er ganske normale i dag fordi de aldrig har oplevet tilværelsen ret meget anderledes. Men ældre mennesker og de der kender lidt til historien, ved bedre. En historiebog siger således om begivenhederne i 1914: „Kun femten lande blev ikke inddraget i krigen . . . Men intet af disse lande var stort nok eller havde tilstrækkelig magt til at optræde som fredsmægler. Dette var aldrig før sket i verdenshistorien; ingen krig havde nogen sinde haft et sådant omfang. Bibelens profeti: ’Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige,’ blev opfyldt rent bogstaveligt.“46
18. Hvorfor tager vi fejl hvis vi mener at „tegnet“ udelukkende består af omfattende krige?
18 Men ifølge Jesus skulle „tegnet“ bestå af mere end det. Idet han brugte et billede sagde han: „Se figentræet og alle de andre træer: Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær. Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Lukas 21:29-32) Hvis man bare ser et enkelt træ få blade før tiden, tror man ikke at sommeren er nær. Men når man ser alle træer springe ud til den normale tid, ved man hvad det betyder. Svarende hertil forudsagde Jesus at hans „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“ ikke kun skulle markeres af krig, men af flere ting, som alle skulle indtræffe inden for én generations levetid.
19. (a) Hvordan er de forskellige dele af „tegnet“ blevet opfyldt siden 1914, som det fremgår af omstående oversigt? (b) Hvorfor udgør tidligere krige og jordskælv og tidligere tilfælde af hungersnød og andre ting ikke det ’tegn’ Jesus talte om?
19 Er disse ting så sket? Når du betragter omstående oversigt med overskriften „Hvad vil være tegnet?“ vil du uden tvivl tænke på andre krige i tidligere århundreder du har læst om. Men den første verdenskrig skiller sig ud fra dem som noget ganske særligt, som et vendepunkt i historien. Du vil sikkert også tænke på at der har været hungersnød, pest, jordskælv, lovløshed og usædvanlige forsøg på at indføre fred og sikkerhed før 1914. Men aldrig før i historien er alle disse ting indtruffet i et så overvældende omfang inden for én og samme generations levetid. Ja, ærlig talt, hvis de begivenheder der er indtruffet siden 1914 ikke udgør det forudsagte tegn, hvad mere skal der da til? Der kan ikke være tvivl om at vi lever i den tid da Jesus er nærværende som regerende konge.
20, 21. Hvordan viste det sig at begivenhederne i forbindelse med den første verdenskrig kun var „en begyndelse til veer“, sådan som Jesus havde forudsagt?
20 Når disse dele af „tegnet“ viste sig, ville Guds rige dog ikke straks fjerne ondskaben fra jorden. Som Jesus forudsagde, ville de blot være „en begyndelse til veer“. (Mattæus 24:8) Der skulle følge mere efter. Opslagsværket The World Book Encyclopedia siger: „Den første verdenskrig og dens efterslæt afstedkom i begyndelsen af 1930rne den største økonomiske depression i historien. Krigens følger og vanskelighederne ved omstillingen til fredstid førte til uro i så godt som hvert eneste land.“47 Få år senere udbrød den anden verdenskrig, mange gange frygteligere end den første. Siden da er respekten for liv og ejendom dalet, og frygten for forbrydelser er blevet en del af hverdagen. Gode moralbegreber er blevet trængt i baggrunden. Befolkningseksplosionen giver problemer der ikke løses. Forureningen skader livsbetingelserne og bringer selve livet i fare. Og så er der truslen om en altomfattende atomkrig.
21 Hvornår begyndte disse „veer“? Londonbladet Star siger: „Historikerne i det næste århundrede [vil] med rette kunne skrive at verden gik amok den 4. august 1914.“48 Dette år, 1914, var længe i forvejen blevet afmærket af bibelprofetien.
(3) En bemærkelsesværdig udvikling på det religiøse område
22. (a) Med hvad forbandt Jesus sin profeti om at lovløsheden ville tage til og kærligheden blive kold? (b) Hvordan har den lære som gejstlige har fremholdt, bidraget til denne situation?
22 Blandt de betydningsfulde begivenheder Jesus sagde ville markere „afslutningen på tingenes ordning“ var også denne: „Mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange; og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Mattæus 24:11, 12) Jesus forbandt den tiltagende lovløshed og den svindende kærlighed med en indflydelse der udgår fra falske profeter — religiøse lærere der falskeligt hævder at de taler på Guds vegne. Tidligere i denne bog er det blevet vist at gejstlige har støttet krige, afvist Bibelens moralnormer som forældede og betegnet visse dele af Bibelen som usande. Hvad er resultatet blevet? Kærligheden til Gud og hans love er kølnet. Dette har i høj grad medvirket til det moralske forfald, herunder den manglende respekt for myndighed og folks ringe interesse for hinanden. — 2 Timoteus 3:1-5.
23, 24. Hvad er der sket på det religiøse område inden for de senere år?
23 På grund af denne udvikling forlader folk nu kirkerne og trossamfundene i millionvis. Nogle af dem vender sig til Bibelen og retter deres liv ind efter den. Andre melder sig blot ud, skuffede og frastødte. Mange stiller sig fjendtligt til kirkerne. En journalist skriver: „Man må forundres over hvor mange af verdens vanskeligheder der bunder i religiøse forhold. Og kun få verdslige, politiske stridigheder udvikler en lidenskab og blodtørst som den man ser i de religiøse krige.“ I betragtning af dette spørger han: „Hvorfor ikke afskaffe religion?“49
24 De store kirkesamfunds tilbagegang er veldokumenteret. En rapport fra Italien, hvor 95 procent af indbyggerne bekender sig som katolikker, oplyser at „kirkegangen om søndagen anslås til at være under 20 procent“.50 I en anden meddelelse hedder det at antallet af katolske præster i hele verden er faldet med 25.000 på ti år.51 I De forenede Stater forudsiger en kirkelig undersøgelse at „det katolske præsteskab i år 2000 vil være skrumpet ind til næsten halvdelen“.52 U.S.News & World Report bemærker at tilgangen til de katolske præsteseminarier i USA er dalet stærkt, fra 48.992 til 11.262 på mindre end 20 år.53 The New York Times meddeler at antallet af nonner i hele verden er faldet fra 181.421 til 121.370 på 15 år.54 Inden for de fleste andre kirker er situationen den samme.
25. (a) Hvad viser Bibelen at der i modsætning hertil ville ske i forbindelse med den sande tilbedelse? (b) Under hvis ledelse indsamles de der tilbeder den sande Gud, og på hvilket grundlag indsamles de? (b) Hvilket spørgsmål stilles folk af alle nationer over for?
25 I modsætning til dette viser Bibelen at „en stor skare“ af alle nationer ville blive draget til Jehova for at tjene ham her i endens tid. Jesus forudsagde denne indsamling, idet han sagde at han ville skille folk fra hinanden for at nogle kunne overleve „den store trængsel“ og andre „gå bort til evig afskærelse“. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14; Esajas 2:2-4; Mattæus 25:31-33, 46) På hvilket grundlag bliver nogle skilt ud så de kan overleve? Bibelen svarer: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:17) Og hvordan skal folk få at vide hvad Guds vilje er? Ved hjælp af det verdensomspændende undervisningsarbejde Jesus forudsagde med ordene: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Denne forkyndelse stiller folk af alle nationer over for spørgsmålet: Er de for Guds herredømme? Eller ønsker de, i harmoni med Satans opfordring i Eden, at menneskene selv skal styre? Jehova giver folk mulighed for at vælge.
26, 27. (a) I hvilket omfang er dette vidnearbejde allerede blevet udført? (b) Hvorfor er det ikke ligegyldigt hvordan man reagerer over for Rigets budskab?
26 Der er med stigende styrke blevet aflagt et verdensomspændende vidnesbyrd om Riget. I over 200 lande aflægger millioner af Jehovas vidner besøg hos folk og tilbyder at læse Bibelen vederlagsfrit med dem. De bøger og blade de bruger, er uden sammenligning de mest udbredte bibelske publikationer på jorden. Ja, de hører til de mest udbredte publikationer i det hele taget. Og de foreligger på omkring 190 sprog.
27 Dette adskillelsesarbejde er allerede blevet udført i mange år. Det er nu nær sin afslutning. Ifølge Guds ord vil de der har afvist hans riges styre, og de der ligegyldigt har forsømt at benytte sig af lejligheden til at lære ham at kende, blive udslettet. (Mattæus 25:34, 41, 46; 2 Thessaloniker 1:6-9) For de andre, dem der går ind for Guds rige og støtter det, vil denne tid komme som en vældig befrielse. Men hvornår vil denne dom komme?
(4) ’Denne generation skal ikke forsvinde’
28. Inden hvornår sagde Jesus at den forudsagte verdensødelæggelse ville komme?
28 „Om den dag og time,“ sagde Jesus, „ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ Han gav imidlertid et værdifuldt fingerpeg idet han sagde: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Mattæus 24:34, 36) Alle de forskellige dele af „tegnet“, samt ’den store trængsel’, skal altså indtræffe inden for én generations levetid — generationen fra 1914. Det vil sige at nogle af dem der oplevede det der skete i 1914, da „afslutningen på tingenes ordning“ begyndte, stadig vil være i live når denne periode udløber og ’den store trængsel’ bryder løs. De der husker begivenhederne i 1914 er ved at være oppe i årene nu. De fleste af dem er allerede døde. Men Jesus har forsikret os om at ’denne generation afgjort ikke skal forsvinde’ før den onde tingenes ordning ødelægges. — Mattæus 24:21.
29. Hvordan har Gud gjort det lettere for folk at træffe den rette afgørelse?
29 Gud har i sandhed vist stor tålmodighed ved at give menneskene denne ekstra tid til at ændre sind! (2 Peter 3:9) For første gang i historien har det ene problem efter det andet antaget helt gigantiske dimensioner — krig, forurening, overbefolkning og meget mere. Hvert enkelt af disse problemer kunne ødelægge verden totalt. Ved at lade disse vidnesbyrd hobe sig op har Gud gjort det lettere for folk at indse at mennesker ikke har nogen løsning. Samtidig har forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ hjulpet oprigtige mennesker til at erkende at Guds rige er det eneste håb om virkelig fred og sikkerhed. Derved giver Gud dem tid til at stille sig på hans side i det store stridsspørgsmål.
(5) Et sidste signal
30. Hvilket sidste signal om at verdensødelæggelsen er nær, omtaler Bibelen?
30 Der vil imidlertid opstå endnu en situation, en situation der som et utvetydigt signal vil fortælle at verdensødelæggelsen er overhængende nær. Apostelen Paulus skrev om dette: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem . . . og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3; Lukas 21:34, 35.
31, 32. (a) Vil den „fred og sikkerhed“ som de politiske ledere forkynder, være ægte? (b) Hvorfor vil det være farligt at lade sig vildlede af dem?
31 Verdens ledere ved at en atomkrig vil udslette så godt som alt hvad der findes. Desuden er der alvorlige problemer som kræver penge og opmærksomhed, som for eksempel forureningen, befolkningseksplosionen og de enkelte landes egne problemer. Derfor ønsker de at skabe international afspænding. Et vidnesbyrd om dette er at De forenede Nationer har erklæret 1986 for et ’internationalt år for fred og sikkerhed’. Dette er uden tvivl et skridt henimod opfyldelsen af ovennævnte ord af Paulus. Men politiske forhandlinger og aftaler kan naturligvis ikke lave om på folk så de begynder at elske hinanden. De kan ikke standse lovløsheden, og de kan heller ikke fjerne sygdom og død. Dog viser profetien at den tid vil komme da nationerne erklærer at de har indført en vis „fred og sikkerhed“. Når det sker, vil „pludselig undergang“ ramme disse vildledende ledere og alle som sætter deres lid til dem.
32 Men nogle vil overleve. Hører du med til dem?
[Ramme på side 78, 79]
„Hvad vil være tegnet?“
„Nation skal rejse sig mod nation“ —
„Den første verdenskrig indvarslede i den totale krigs århundrede selve den globale krig — i bogstavelig forstand. . . . Men aldrig før 1914-1918 havde en krig . . . dækket så stort et område af jorden. . . . Aldrig før havde nedslagtningen været så omfattende og vilkårlig.“ — Den første verdenskrig af H. W. Baldwin.
Den første verdenskrig dræbte 14 millioner soldater og civile; den anden dræbte 55 millioner. Siden den anden verdenskrig har hundreder af kup, oprør og krige kostet omkring 35 millioner mennesker livet.
Siden 1914 har over 100 millioner mennesker altså mistet livet som følge af krig!
„Der skal være tilfælde af hungersnød“ —
Mange lande blev hjemsøgt af hungersnød efter den første og den anden verdenskrig.
Trods videnskabelige fremskridt sulter henved en fjerdedel af jordens befolkning. Hvert år dør skønsmæssigt 12 millioner børn på grund af underernæring før de er fyldt ét år. Af samme grund dør millioner andre.
„Tilfælde af pest“ —
Historien beretter ikke om nogen pest der kom op på siden af den spanske syge i 1918-1919. Den ramte mindst 500 millioner mennesker; over 20 millioner døde af den.
Lægevidenskaben har ikke kunnet forhindre at lidelser som hjertesygdomme har antaget epidemisk omfang. Kræft er en voksende svøbe. Flere og flere får kønssygdomme.
„Jordskælv det ene sted efter det andet“ —
Beregningen af dødsofrenes antal afhænger af hvilke kilder man benytter. Men for at tage nogle få eksempler, så døde 30.000-32.000 ved et jordskælv i Italien i 1915, 100.000-200.000 i Kina i 1920, 95.000-150.000 i Japan i 1923, 25.000-60.000 i Indien i 1935, 12.000-20.000 i Iran i 1968, 54.000-70.000 i Peru i 1970, 20.000-23.000 i Guatemala i 1976 og 100.000-800.000 i Kina i 1976. Siden 1914 har mange tusind andre mistet livet ved hundreder af store jordskælv over hele jorden.
Oplysninger fra forskellige kilder viser at det gennemsnitlige antal store jordskælv hvert år siden 1914 er mange gange større end tallet for de forudgående 2000 år.
„Tiltagende lovløshed“ —
Du ved det selv. Alle lande på jorden mærker til stigende kriminalitet. Dit eget liv er berørt af det. Hvad sker der i de lokale skoler? Er der stofmisbrug der hvor du bor? Er der uærlighed i forretningslivet? Hvor tryg føler du dig ved at gå på gaden når det er mørkt?
Det er ikke kun menneskers love der overtrædes; det er i langt højere grad Guds lov. (Se Andet Timoteusbrev 3:1-5, 13.)
Guds rige forkyndes i hele verden —
Dette arbejde udføres regelmæssigt af millioner af Jehovas vidner i over 200 lande.
Inden for bare de sidste ti år har Jehovas vidner brugt omkring fire milliarder timer til at forkynde dette budskab offentligt. I samme periode har de med uddeling for øje fremstillet over 5 milliarder bibler, bøger, blade og brochurer på cirka 190 sprog om Guds rige som menneskenes eneste håb.
Der proklameres „fred og sikkerhed“ —
De ledende erkender at der må indføres fred hvis man skal undgå en atomkatastrofe og løse andre voksende problemer. Et skridt i denne retning er taget med FNs proklamation af 1986 som et år for „fred, sikkerhed og samarbejde i verden“. — Generalforsamlingens 39. samling, dagsordenens punkt 32.
Hvad er disse ting et tegn på? At vi nu lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. At Kristus har sat sig på sin himmelske trone og nu af alle nationer udtager de mennesker der virkelig ønsker at gøre Guds vilje. At ’den store trængsel’ er meget nær. Du kan finde yderligere enkeltheder i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, Markus 13 og Lukas 21.