„Genstand for alle nationernes had“
1 I de senere år har vi gang på gang hørt glædelige nyheder om velsignelser vore brødre har modtaget i forskellige lande. Vi blev sikkert alle bevægede da vi hørte at vort arbejde i Malawi nu, efter 26 års brutal modstand, er blevet legaliseret. Og vi må alle have draget et lettelsens suk da de gudløse regimer i Østeuropa faldt, og tusinder af vore brødre blev befriet for undertrykkelsens åg. Da vi hørte at Grækenland udfordrede vor ret til fri gudsdyrkelse, så vi til med bekymring — og vi jublede da der blev vundet en eftertrykkelig sejr ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det har også været glædeligt for os at læse om de mange udvidelser på afdelingskontorerne som betyder at der kan fremstilles endnu større mængder af læsestof til dem der søger sandheden. Og vi blev nærmest målløse da vi hørte at over 7400 var blevet døbt ved stævnet i Kiev i Ukraine. Den slags meldinger har hævet vor begejstring til nye højder.
2 Og vi har grund til glæde. Men vi må passe på at glæden ikke løber af med os. Når vi hører så mange gode nyheder, kan vi fristes til at tro at al modstand mod Rigets budskab er ved at smuldre bort, og at Jehovas folk ligefrem er ved at blive accepteret rundt om i verden. Det kan være farligt at tænke sådan. Jo, vi har vundet nogle sejre vi kan glæde os over, og vi har i nogle lande formået at gøre hindringerne mod vort arbejde lidt mindre — men der er ikke nogen grundlæggende forandring i vort forhold til denne verden! Vi er disciple af Jesus, og som sådanne vil vi aldrig kunne blive „en del af verden“. Vi kan derimod være sikre på at blive „genstand for alle nationernes had“. (Joh. 15:19; Matt. 24:9) Lige så længe denne tingenes ordning består, vil det gælde som hovedregel at ’alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus også vil blive forfulgt’. — 2 Tim. 3:12.
3 Historien har vist at denne advarsel ikke er overdrevet. Jesus, kristendommens grundlægger, aflagde selv magtfulde vidnesbyrd over for både høj og lav — men han blev også hver dag udsat for hån og spot, og hans liv var konstant truet. På samme måde med hans apostle: De hjalp mange til at blive disciple, de var med til at skrive de inspirerede skrifter, og de havde åndens mirakuløse gaver — men de blev hadet og forfulgt. De kristne kunne være nok så kendte for deres gode adfærd og deres næstekærlighed — de blev alligevel ’modsagt overalt’ og af flertallet hånet som en „sekt“. (Apg. 28:22) I dag er den verdensomspændende kristne menighed på enestående vis blevet benyttet af Jehova til udførelse af hans vilje, men den har også til stadighed været udsat for modstand og ondsindet omtale fra alle dele af denne tingenes ordning. Vi har ingen grund til at tro at modstanden vil mindskes.
4 I det første århundrede lod Satan Jesu disciple forfølge på mange måder. Modstandere fortalte hadske løgne om dem, så de kom til at stå i et forkert lys. (Apg. 14:2) Man prøvede at skræmme dem med trusler. (Apg. 4:17, 18) Ophidsede pøbelsværme prøvede at bringe dem til tavshed. (Apg. 19:29-34) De blev sat i fængsel uden gyldig grund. (Apg. 12:4, 5) Forfølgerne greb ofte til fysisk vold. (Apg. 14:19) Der blev endda begået overlagt mord. (Apg. 7:54-60) Apostelen Paulus kom selv ud for så godt som alt dette. (2 Kor. 11:23-27) Ja, modstanderne udnyttede lynhurtigt enhver lejlighed til at bremse forkyndelsen og bringe lidelser over Guds trofaste tjenere.
5 Satan gør det samme i dag. Man har spredt løgne, så det ser ud som om vi er en sekt af vildførte mennesker. I nogle lande har myndighederne bedømt vore publikationer som samfundsskadelige og forbudt dem. Vort standpunkt angående blodets hellighed er blevet mødt med offentlig foragt og modsigelse. I 1940’erne førte flaghilsenspørgsmålet til at pøbelhobe overfaldt vore brødre, øvede vold mod dem og ødelagde deres ejendom. Tusinder har været i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet. I totalitære lande er vore brødre blevet falskeligt anklaget for at prædike oprør; hundreder er blevet udsat for tortur og dræbt i fængsler og koncentrationslejre. Modstanden har været uden ophør, og det er ganske klart at vi er genstand for had uden nogen retfærdig grund. — Se Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige, kapitel 29.
6 Hvad kan vi vente os af fremtiden? Det er muligt at Jehovas folk af og til vil opleve et gennembrud, så presset i et eller flere lande letter noget. Men generelt set er der ikke nogen bedring i situationen. Djævelen er så vred som nogen sinde over sit nederlag i 1914. Han ved at hans tid er kort, og hans vrede vil med sikkerhed forstærkes efterhånden som den store trængsel kommer nærmere. Han er helt opslugt af sin krig mod den indsatte konge, Kristus Jesus, og fast besluttet på at kæmpe til den bitre ende. Imidlertid kan han og hans dæmoner kun udøse deres vrede over Jehovas tjenere her på jorden, dem der trofast „holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. — Åb. 12:12, 17.
7 Vi må altså være realistiske i vore forventninger angående fremtiden. Der er ingen grund til at tro at Djævelen vil slække på modstanden eller helt give op. Det had mod os som han har indgivet verden, kan flamme op hvor som helst og når som helst. I mange lande har vi kun efter lang og bitter kamp fået en vis frihed til at forkynde. Denne frihed kan være skrøbelig, måske kun opretholdt af en venligsindet myndighedsperson eller en upopulær lov. Fra dag til dag kan der komme dramatiske omvæltninger, samfundsmæssigt kaos og vilkårlige overgreb mod menneskerettighederne.
8 Den velstand og frihed vi nyder i visse lande kan ende uden varsel, og vore brødre kan pludselig komme ud for samme overgreb som før i tiden. Vi må ikke lulle os ind i en følelse af falsk tryghed og tro at vore fjender allerede har trukket sig tilbage. Verdens had kommer måske ikke altid til fuldt udtryk, men det er der. Alt i Guds ord viser at modstanden fra denne verden vil forstærkes, ikke svækkes, jo nærmere vi kommer afslutningen. Vi må derfor stadig være på vagt, „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) Vi må gøre os klart at der skal kæmpes „en hård kamp“ lige til det sidste, og at det er den der holder ud der vil overleve. — Jud. 3; Matt. 24:13.
9 I den del af verden vi bor i, kan arbejdet måske udføres uden at modstandere lægger iøjnefaldende hindringer i vejen. Det kan få os til at tænke at faren ikke kan være så stor. Men vi må alligevel være vågne og på vagt. Forholdene kan hurtigt ændre sig. Uden varsel kan modstandere gribe fat i en eller anden sag, puste den op og bruge den imod os. Frafaldne er konstant på udkig efter noget de kan anklage os for. Vrede kirkefolk kan føle vort arbejde som en trussel og offentligt fordømme os. Et fredeligt ønske om at bygge en rigssal kan tænde en gnist der bliver til brændende vrede i en hel by. Aviserne vil måske bringe flammende angreb på os. Kendte folk vil måske med vilje stille os i et dårligt lys, så beboerne er fjendtligsindede når vi besøger dem. Selv nogle i vor egen familie kan blive vrede på os og modarbejde os. Vi må altså konstant være på vagt. Vi ved at denne verdens fjendskab er så stærkt som nogen sinde; det kan vise sig når som helst.
10 Hvordan bør det virke på os? Dette bør indvirke på vor måde at tænke på og betragte fremtiden på. Hvordan? Skal vi blive nervøse — angste for det vi måske skal igennem? Skal vi holde lidt igen med forkyndelsen fordi folk på egnen måske ikke bryder sig om arbejdet? Skal vi blive ophidsede når folk taler dårligt om os? Vil dårlig behandling uvægerlig berøve os glæden ved at tjene Jehova? Kan der være nogen tvivl om hvad det hele vil ende med? Nej! Hvorfor ikke?
11 Vi må aldrig glemme at det budskab vi forkynder, ikke stammer fra os selv, men fra Jehova. (Jer. 1:9) Vi har pligt til at efterkomme opfordringen: „Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene . . . på hele jorden.“ (Es. 12:4, 5) Når Jehova har fundet sig i den dårlige behandling af hans folk, har det en bestemt hensigt, nemlig at ’få hans navn forkyndt på hele jorden’. (2 Mos. 9:16) Vi udfører et arbejde Jehova har givet befaling til, og det er ham der giver os kraft til at tale med frimodighed. (Apg. 4:29-31) Det er det vigtigste, det nyttigste og det mest presserende arbejde der overhovedet kan gøres nu i de sidste dage for denne gamle ordning.
12 At vide dette giver os mod til at holde stand — mod Satan selv og hele hans verden. (1 Pet. 5:8, 9) Bevidstheden om at Jehova er med os vil gøre os „modige og stærke“ og fjerne al grund til frygt for dem der forfølger os. (5 Mos. 31:6; Hebr. 13:6) Når modstandere truer os, vil vi ganske vist altid være taktfulde, fornuftige og forstandige, men når det gælder vor tilbedelse vil vi gøre det helt klart for dem at vi er besluttede på at „adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“. (Apg. 5:29) Hvis der opstår en rimelig lejlighed til at fremsætte et forsvar, vil vi benytte den. (1 Pet. 3:15) Men vi vil ikke spilde vor tid på at debattere med forhærdede modstandere som kun er interesserede i at bringe os i vanry. I stedet for at blive vrede eller prøve at gøre gengæld når nogle bagtaler os og fremsætter falske anklager, vil vi blot ’lade dem være’. — Matt. 15:14.
13 Det glæder Jehova at se os holde ud trods prøvelser. (1 Pet. 2:19) Hvilken pris må vi betale for at vinde hans behag? Er vi dømt til at udføre en grå og glædesløs tjeneste fordi vi indimellem mærker had og modstand? Nej, langtfra! Jehova har lovet at belønne vor lydighed med „glæde og fred“. (Rom. 15:13) Jesus kunne bevare sin tilfredshed, selv under svære lidelser, fordi han tænkte på „den glæde der lå foran ham“. (Hebr. 12:2) Det samme kan vi. Lønnen for vor udholdenhed er så stor at vi kan ’fryde os og springe af glæde’ selv om vi gennemgår alvorlige trængsler. (Matt. 5:11, 12) I modgangstider er denne glæde i sig selv en grund til at vi kan prise og ære Jehova, og den virker til fremme af Rigets budskab.
14 Kan der herske nogen tvivl om det endelige udfald, så vi af den grund skulle være nervøse eller holde os tilbage? Nej, udfaldet af striden mellem Jehovas organisation og Satans verden blev afgjort for længe siden. (1 Joh. 2:15-17) Modstanden kan blive så kraftig og omfattende det skal være — Jehova vil alligevel give os sejren. (Es. 54:17; Rom. 8:31, 37) Vi kan blive prøvet til fulde, men intet kan forhindre at vi modtager vor løn. Vi behøver ikke at være „bekymrede for noget“, for Jehova har som svar på vor bøn givet os sin fred. — Fil. 4:6, 7.
15 Vi kan altså takke Jehova hver gang vi hører meldinger om at vore brødre er blevet reddet fra deres forfølgere eller har fået frihed til at forkynde i lande hvor det ikke var muligt før. Vi fryder os når ændrede forhold giver mulighed for at tusinder af retsindige kan få lov til at høre Rigets budskab. Vi er Jehova taknemmelig når han lader os vinde en sejr i striden med ondsindede modstandere. Og vi ved at han vil velsigne og fremme vor gerning på ethvert område hvor det er nødvendigt for at hans tilbedelseshus kan blive fyldt med herlighed og alle nationernes „kostbare skatte“ kan få adgang. — Hag. 2:7; Es. 2:2-4.
16 Men samtidig er vi helt på det rene med at vor fjende, Satan, er stærk, og at han lige til det sidste vil lægge alle sine kræfter i sin modstand mod os. Hans angreb kan være åbne og voldsomme, eller de kan være skjulte og underfundige. Nogle steder hvor vi kun har oplevet fredelige forhold, kan der pludselig udbryde forfølgelse. Modstanderne kan være ondskabsfulde og vedholdende i deres uretfærdige forsøg på at undertrykke os. Men når tiden er inde vil alle disse indse at det er Gud de kæmper imod, og han vil fjerne dem. (Apg. 5:38, 39; 2 Thess. 1:6-9) Indtil da er vi, uanset hvad vi må udholde, urokkeligt besluttede på at vi loyalt vil tjene Jehova og forkynde Rigets budskab. Vi er det lykkeligste folk på jorden, for vi ved at ’vi, når vi er godkendt, vil få livets krone’. — Jak. 1:12.