Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad er Guds rige?
    Vagttårnet – 2011 | 1. marts
    • Hvad er Guds rige?

      „Denne gode nyhed om riget . . .“ — MATTÆUS 24:14.

      I SIN berømte bjergprædiken lærte Jesus sine disciple en bøn som indbefatter denne anmodning til Gud: „Lad dit rige komme.“ Millioner af mennesker har lært denne bøn udenad og har bedt den gentagne gange. I et opslagsværk omtales den som „den mest anvendte bøn blandt alle kristne i deres gudsdyrkelse“. Men mange der fremsiger den, ved ikke ret meget om hvad Riget er, eller hvad det vil udrette når det kommer. — Mattæus 6:9, 10.

      Det er ikke så overraskende. Religiøse ledere i den kristne verden kommer med modsigende, forvirrende og komplicerede forklaringer på hvad Riget er. En skriver at Guds rige er „noget overmenneskeligt, . . . en indre forbindelse med den levende Gud . . . , en åndelig oplevelse med Gud hvori mænd og kvinder finder frelse“. En anden definerer evangeliet om Riget som „undervisning om kirken“. Og Den katolske Kirkes Katekismus siger: „Guds Rige er . . . retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.“

      En meget tydeligere forklaring på hvad Riget er, findes på side 2 i dette blad. Der forklares det at Guds rige er en virkelig regering der styrer fra himmelen, og at det snart vil fjerne al ondskab og gøre jorden til et paradis. Lad os se hvordan Bibelen støtter denne forståelse.

      De fremtidige herskere over hele jorden

      Riget er et styre som Gud står bag. Kongen i Guds rige er den opstandne Jesus Kristus. Hans indsættelse som konge i himmelen blev beskrevet i et syn der blev givet til profeten Daniel, som skrev: „Jeg så videre i nattesynerne, og se: Med himmelens skyer kom en der var som en menneskesøn [Jesus], og han fik foretræde for den gamle af dage [Jehova Gud], og man førte ham frem foran ham. Og der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.“ — Daniel 7:13, 14.

      Daniels Bog viser også at Riget vil være grundfæstet af Gud, at det vil fjerne alle jordiske regeringer, og at det aldrig vil blive omstyrtet. Kapitel 2 beskriver en drøm som Babylons konge fik af Gud, i hvilken han så en stor billedstøtte der skildrede en række på hinanden følgende verdensriger. Profeten Daniel tydede denne drøm. „I de sidste dage,“ skrev han, „vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:28, 44.

      Kongen i Guds rige er ikke alene om at herske. Under sin tjeneste på jorden forsikrede Jesus sine trofaste apostle om at de og andre ville blive oprejst til himmelen og sidde på troner. (Lukas 22:28-30) Jesus mente ikke bogstavelige troner, for som han tilkendegav, vil Riget være i himmelen. Bibelen siger at disse medregenter er fra „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. De vil blive gjort til „et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:9, 10.

      Hvorfor nyheden om Riget er god

      Læg mærke til at Jesus Kristus får herredømme over „folkeslag, folkestammer og tungemål“, og at hans medregenter skal „herske som konger over jorden“. Hvem vil være dette riges undersåtter? De der reagerer positivt på den gode nyhed som forkyndes i dag. Undersåtterne omfatter også dem der vil blive oprejst til liv på jorden, og som får mulighed for at leve evigt.

      Bibelen beskriver udførligt de velsignelser menneskene vil glæde sig over under Riget. Her er nogle få af dem:

      „[Gud] standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ — Salme 46:9.

      „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise.“ — Esajas 65:21, 22.

      „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

      „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6.

      „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

      „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.

      Det er bestemt en god nyhed! Og hvad mere er: Opfyldte bibelprofetier viser at tiden er nær hvor Riget vil udstrække sit retfærdige styre til hele jorden.

  • Hvad er den gode nyhed?
    Vagttårnet – 2011 | 1. marts
    • Hvad er den gode nyhed?

      „Denne gode nyhed . . .“ — MATTÆUS 24:14.

      KRISTNE skal forkynde den „gode nyhed om riget“ ved at fortælle andre om den og forklare at Riget er den fremtidige verdensregering som skal herske over jorden i retfærdighed. Men udtrykket ’god nyhed’ bliver også brugt på andre måder i Bibelen. Der tales for eksempel om „den gode nyhed om . . . frelse“ (Salme 96:2), „Guds gode nyhed“ (Romerne 15:16) og „den gode nyhed om Jesus Kristus“. — Markus 1:1.

      Enkelt sagt består den gode nyhed af alle de sandheder som Jesus talte om og hans disciple skrev om. Før Jesus steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) De sande kristne har altså ikke blot til opgave at informere andre om Riget; de skal også bestræbe sig for at gøre disciple.

      Hvad gør kirkerne i den forbindelse? Præster der ikke forstår hvad Riget er — og det er mange — kan ikke give andre en nøjagtig forståelse af hvad det er. De vælger i stedet at holde prædikener over emner der får folk til at føle sig godt tilpas, såsom tilgivelse af synder og troen på Jesus. De forsøger også at omvende folk ved at udføre socialt arbejde eller ved at bygge hospitaler, skoler og boliger til de fattige. En sådan indsats øger måske kirkernes medlemstal, men resulterer ikke i sande kristne som oprigtigt ønsker at følge Jesu lære.

      En teolog skriver: „Kun få teologer og ledere i kristne kredse vil benægte at vi har pligt til at hjælpe folk til at blive disciple eller elever af Jesus og at lære dem at gøre alt det som han sagde. . . . De instruktioner Jesus gav, er trods alt klokkeklare. Vi gør bare ikke hvad han sagde. Vi gør ikke noget alvorligt forsøg på det. Og vi ved åbenbart heller ikke hvordan vi skal gøre det.“

      En læserundersøgelse blandt katolikker i USA viste at 95 procent af deltagerne var enige om at forkyndelsen af den gode nyhed er en forpligtelse de har som katolikker. Men næsten alle mente at den bedste måde at gøre det på ikke var at tale om den, men at leve deres liv på en måde der var et godt eksempel for andre. En af læserne sagde: „Evangelisering er noget andet end ord, ord, ord. Vi skal være den gode nyhed.“ U.S. Catholic, det tidsskrift som foretog undersøgelsen, skrev at mange holder sig tilbage fra at dele deres tro med andre på grund af „kirkens dårlige image i forbindelse med de nylige skandaler om sexmisbrug og de problematiske læresætninger som kirken står for“.

      En biskop for metodistkirken har udtrykt beklagelse over at hans kirker er splittede og forvirrede, ikke har mod til at udføre deres mission og stort set har de samme normer som samfundet i almindelighed. I en lettere frustreret tone spurgte han: „Hvem er værdige til at udbrede evangeliet om Riget?“

      Det gav biskoppen ikke noget svar på. Men der er et svar. Det kan du se i den næste artikel.

      [Tekstcitat på side 6]

      Den gode nyhed drejer sig både om Guds rige og om frelse ved tro på Jesus Kristus

Danske publikationer (1950-2026)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del