Fortsæt med at vandre som Jesus Kristus vandrede
„Den der siger at han forbliver i samhørighed med [Gud], er skyldig også selv fortsat at vandre sådan som Han [Jesus] vandrede.“ — 1 JOHANNES 2:6.
1, 2. Hvad vil det sige at se ufravendt hen til Jesus?
APOSTELEN Paulus skrev: „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus.“ (Hebræerne 12:1, 2) Hvis vi skal forblive trofaste, må vi ufravendt se hen til Jesus Kristus.
2 Det ord der i De Kristne Græske Skrifter er gengivet med ’se ufravendt’, betyder „at rette sin opmærksomhed mod noget uden at lade sig distrahere“, „at rette blikket bort fra noget for at se på noget andet“, „at fokusere på“. Et opslagsværk siger følgende: „I det øjeblik den græske løber på stadionet flytter blikket fra banen og det mål han stiler imod, for at se på tilskuerne, sagtner han farten. Det samme er tilfældet med den kristne.“ Hvis man lader sig distrahere, kan det hindre ens åndelige fremgang. Vi må se ufravendt hen til Jesus Kristus. Og hvad ser vi så efter hos troens hovedformidler? Det græske ord der er gengivet med „hovedformidler“, betyder „anfører, den der går i spidsen og således går foran med sit eksempel“. At se ufravendt hen til Jesus betyder at man følger hans eksempel.
3, 4. (a) Hvad kræves der af os hvis vi skal vandre sådan som Jesus Kristus vandrede? (b) Hvilke spørgsmål har betydning for os i den forbindelse?
3 „Den der siger at han forbliver i samhørighed med [Gud], er skyldig også selv fortsat at vandre sådan som [Jesus] vandrede,“ erklærer apostelen Johannes. (1 Johannes 2:6) Vi må forblive i samhørighed med Gud ved at holde Jesu bud, på samme måde som Jesus holdt sin Faders bud. — Johannes 15:10.
4 At vandre sådan som Jesus vandrede, kræver altså at vi lægger nøje mærke til ham som den der fører an, og at vi følger lige i hans fodspor. De spørgsmål der har betydning for os i den forbindelse, er derfor: Hvordan fører, eller leder, Jesus Kristus os i dag? Hvordan kan vi vandre sådan som han vandrede? Hvordan gavner det os at følge hans eksempel?
Hvordan Jesus leder sine disciple
5. Hvilket løfte gav Jesus disciplene før han steg til himmelen?
5 Før den opstandne Jesus Kristus steg til himmelen, viste han sig for sine disciple og overdrog dem en vigtig opgave. Han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ Ved den lejlighed lovede han også at være med dem under udførelsen af denne opgave. Han sagde: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20) Hvordan er Jesus Kristus med sine disciple nu ved afslutningen på den nuværende tingenes ordning?
6, 7. Hvordan leder Jesus os ved hjælp af den hellige ånd?
6 „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer,“ sagde Jesus. (Johannes 14:26) Den hellige ånd, som ville blive sendt i Jesu navn, leder og styrker os i dag. Den oplyser os åndeligt og hjælper os til at forstå „endog Guds dybder“. (1 Korinther 2:10) Desuden er egenskaberne „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“ en frugt af Guds ånd. (Galaterne 5:22, 23) Ved hjælp af den hellige ånd kan vi opdyrke disse egenskaber.
7 Efterhånden som vi studerer Bibelen og bestræber os for at anvende det vi lærer, hjælper Jehovas ånd os til at vokse i visdom, dømmekraft, forstand, eller forståelse, kundskab, fornemmelsen af hvad der er ret, og evnen til at tænke. (Ordsprogene 2:1-11) Den hellige ånd hjælper os også til at udholde fristelser og prøver. (1 Korinther 10:13; 2 Korinther 4:7; Filipperne 4:13) De kristne bliver opfordret til at ’rense sig for enhver besmittelse af kød og ånd og fuldende hellighed’. (2 Korinther 7:1) Ville vi kunne leve op til Guds krav om hellighed, eller renhed, uden hjælp fra den hellige ånd? En af de måder hvorpå Jesus leder os i dag, er ved hjælp af den hellige ånd, som Jehova har givet sin søn bemyndigelse til at gøre brug af. — Mattæus 28:18.
8, 9. Hvordan benytter Jesus Kristus „den trofaste og kloge træl“ til at føre an?
8 Læg mærke til en anden måde hvorpå Jesus leder menigheden i dag. I forbindelse med sin nærværelse og afslutningen på den nuværende tingenes ordning sagde Jesus: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således! Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Mattæus 24:3, 45-47.
9 ’Herren’ er Jesus Kristus. ’Trællen’ er de salvede kristne som skare betragtet. Denne trælleskare har fået til opgave at tage sig af Jesu jordiske interesser og at sørge for åndelig føde i rette tid. En lille gruppe kvalificerede tilsynsmænd udtaget blandt den kollektive „trofaste og kloge træl“ udgør Det Styrende Råd og repræsenterer hele trælleskaren. De leder den verdensomspændende forkyndelse af Guds rige og forsyner alle med åndelig føde i rette tid. Kristus leder således menigheden ved hjælp af den salvede „trofaste og kloge træl“ og dens Styrende Råd.
10. Hvordan skal vores indstilling være til de ældste? Begrund svaret.
10 Endnu et udtryk for Kristi lederskab er ordningen med kristne ældste, eller tilsynsmænd, de såkaldte „gaver i form af mennesker“. De er givet „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. (Efeserne 4:8, 11, 12) Hebræerbrevet 13:7 siger om dem: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ De ældste fører an i menigheden, og da de efterligner Jesus Kristus, er deres tro værd at efterligne. (1 Korinther 11:1) Vi kan vise vores taknemmelighed for ældsteordningen ved at adlyde og underordne os disse „gaver i form af mennesker“. — Hebræerne 13:17.
11. Hvordan leder Jesus sine disciple i dag, og hvad vil det sige at vandre sådan som han vandrede?
11 Ja, Jesus Kristus leder sine disciple i dag ved hjælp af den hellige ånd, „den trofaste og kloge træl“ og menighedens ældste. At vandre sådan som Jesus Kristus vandrede, betyder at vi må forstå hans måde at lede menigheden på og underordne os den. Det vil også sige at vi må efterligne hans måde at vandre på. Apostelen Peter skrev: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Hvordan kan vi efterligne Jesu fuldkomne forbillede?
Vær rimelig i udøvelsen af myndighed
12. Hvilken egenskab er især vigtig for de ældste i menigheden med hensyn til at følge Jesu eksempel?
12 Skønt Jesus af sin Fader havde fået overdraget en myndighed som er større end nogen andens, var han rimelig i sin udøvelse af den. Alle i menigheden — og især de ældste — bør lade ’deres rimelighed blive kendt for alle mennesker’. (Filipperne 4:5; 1 Timoteus 3:2, 3) Da de ældste har et vist mål af myndighed i menigheden, er det vigtigt at de følger i Kristi fodspor i deres udøvelse af den.
13, 14. Hvordan kan de ældste efterligne Jesus Kristus når de opmuntrer andre til at tjene Gud?
13 Jesus tog hensyn til sine disciples begrænsninger. Han forlangte ikke mere af dem end de kunne klare. (Johannes 16:12) Uden at presse dem opfordrede han dem til at ’kæmpe energisk’ for at gøre Guds vilje. (Lukas 13:24) Han gjorde det ved at gå foran med sit eksempel og ved at tale til deres hjerter. På samme måde bør kristne ældste i dag ikke lægge pres på andre og få dem til at tjene Gud af skam- eller skyldfølelse. Nej, de bør opmuntre dem til at tjene Gud af kærlighed til ham og Jesus Kristus og til deres medmennesker. — Mattæus 22:37-39.
14 Jesus misbrugte ikke sin myndighed ved at ville styre andres liv. Han fastsatte ikke normer som man ikke kunne overholde, eller gav utallige regler som man skulle følge. Han motiverede andre ved at appellere til hjertet og pege på de principper der lå til grund for Moselovens bud. (Mattæus 5:27, 28) De ældste kan følge Jesu eksempel ved ikke at opstille regler efter eget forgodtbefindende eller insistere på at det er deres mening der duer. Med hensyn til påklædning og soignering eller adspredelse og underholdning vil de ældste søge at appellere til hjertet ved at henvise til guddommelige principper, som for eksempel dem der findes i Mika 6:8, Første Korintherbrev 10:31-33 og Første Timoteusbrev 2:9, 10.
Vær medfølende og tilgivende
15. Hvordan reagerede Jesus når disciplene var kommet til kort?
15 Jesus efterlod os et eksempel ved den måde han reagerede på når disciplene havde fejlet. Læg mærke til følgende to begivenheder der indtraf den sidste aften han var sammen med dem som menneske på jorden. Efter at være ankommet til Getsemane Have tog Jesus „Peter og Jakob og Johannes med sig“ og sagde at de skulle ’holde sig vågne’. Efter selv at være gået lidt videre faldt han til jorden og begyndte at bede. Da han vendte tilbage, „fandt [han] dem sovende“. Hvordan reagerede Jesus? Han sagde: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ (Markus 14:32-38) I stedet for at irettesætte Peter, Jakob og Johannes gav han udtryk for sin medfølelse! Samme aften fornægtede Peter Jesus tre gange. (Markus 14:66-72) Hvordan behandlede Jesus Peter derefter? Efter at han var blevet oprejst, viste han sig for Simon Peter. (Lukas 24:34) „Han viste sig for Kefas,“ siges der, og „så for de tolv.“ (1 Korinther 15:5) I stedet for at føle vrede og skuffelse tilgav Jesus den angrende apostel og styrkede ham. Senere betroede Jesus Peter et stort ansvar. — Apostelgerninger 2:14; 8:14-17; 10:44, 45.
16. Hvordan kan vi vandre som Jesus vandrede, når vore trosfæller skuffer os eller gør os uret på en eller anden måde?
16 Når vore trosfæller skuffer os eller gør os uret på en eller anden måde på grund af den menneskelige ufuldkommenhed, bør vi da ikke også være medfølende og tilgivende sådan som Jesus var? Det opfordrede Peter sine trosfæller til med ordene: „[I skal] alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind, ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner.“ (1 Peter 3:8, 9) Men hvad nu hvis en ikke behandler os sådan som Jesus ville have gjort, og ikke er medfølende eller tilgivende? Selv da har vi pligt til at prøve at efterligne Jesus og reagere på samme måde som han. — 1 Johannes 3:16.
Sæt Riget først
17. Hvoraf ses det at Jesus gav Guds vilje førstepladsen i sit liv?
17 Der er endnu en måde hvorpå vi må vandre som Jesus Kristus. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige indtog førstepladsen i Jesu liv. Efter at have forkyndt for den samaritanske kvinde i byen Sykar i Samaria sagde Jesus til sine disciple: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:34) Det holdt Jesus oppe rent bogstaveligt at gøre sin Faders vilje. Det var lige så nærende og styrkende for ham som mad. Resultatet af at efterligne Jesus ved til stadighed at gøre Guds vilje kan ikke føre til andet end et meningsfyldt og tilfredsstillende liv!
18. Hvilke velsignelser har mange erfaret ved at opmuntre deres børn til at tage heltidstjenesten op?
18 Når forældre opmuntrer deres børn til at tage heltidstjenesten op, får både de selv og deres børn mange velsignelser. En far til tvillinger fremholdt pionertjenesten som et mål for dem helt fra de var små. Efter at tvillingerne var færdige med deres uddannelse, blev de da også pionerer. Om de glæder han har fået som følge deraf, skriver han: „Vore drenge har ikke skuffet os. Vi kan med taknemmelighed sige at ’sønner er en arv fra Jehova’.“ (Salme 127:3) Og hvordan får børnene gavn af heltidstjenesten? En mor til fem siger: „Pionertjenesten har hjulpet alle mine børn til at få et meget nært forhold til Jehova. Det har forbedret deres studievaner, hjulpet dem til at bruge tiden klogt og at sætte det åndelige først i livet. Skønt de alle har måttet tilpasse sig på forskellige måder, fortryder ingen af dem den vej de har fulgt.“
19. Hvilke fremtidsplaner gør unge klogt i at overveje?
19 Hvilke planer har I unge for jeres fremtid? Vil I gøre karriere i denne verden ved at stile mod et verdsligt mål? Eller stiler I mod en eller anden form for heltidstjeneste? „Se . . . nøje til hvordan I vandrer,“ formanede Paulus, „at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“ Og han tilføjede: „Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“ — Efeserne 5:15-17.
Vær loyal
20, 21. Hvordan var Jesus loyal, og hvordan kan vi efterligne ham i denne henseende?
20 Skal vi vandre som Jesus vandrede, kræver det også at vi efterligner hans loyalitet. Om Jesu loyalitet siger Bibelen: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ Jesus støttede loyalt Jehovas suverænitet ved at underordne sig Guds vilje med ham. Han var lydig indtil døden på en marterpæl. Vi må bevare den samme indstilling som Jesus og loyalt underordne os Gud og gøre hans vilje. — Filipperne 2:5-8.
21 Jesus var også loyal over for sine trofaste apostle. Trods deres svagheder og ufuldkommenheder elskede han dem „lige til det sidste“. (Johannes 13:1) Vi bør heller ikke lade vore brødres ufuldkommenheder få os til at være kritiske over for dem.
Bliv ved med at følge Jesu eksempel
22, 23. Hvad opnår vi ved at følge Jesu eksempel?
22 Da vi er ufuldkomne, kan vi naturligvis ikke vandre præcist i samme fodspor som vores fuldkomne forbillede. Men vi kan stræbe efter at følge lige i hans fodspor. Det kræver imidlertid at vi forstår den måde Kristus leder os på, underordner os den og følger hans eksempel.
23 At efterligne Jesus Kristus fører til mange velsignelser. Vort liv vil blive mere meningsfyldt og tilfredsstillende når vi retter opmærksomheden mod at gøre Guds vilje og ikke vores egen. (Johannes 5:30; 6:38) Vi får en god samvittighed. Vores måde at leve på bliver et eksempel for andre. Jesus indbød alle som sled og slæbte og var tyngede af byrder, til at komme til ham og finde ny styrke for deres sjæle. (Mattæus 11:28-30) Når vi følger Jesu eksempel, kan vi også være til styrke og opmuntring for andre. Lad os da fortsætte med at vandre sådan som Jesus vandrede.
Husker du?
• Hvordan leder Jesus sine disciple i dag?
• Hvordan kan kristne ældste følge Jesu eksempel i udøvelsen af deres myndighed?
• Hvordan kan vi følge Jesu eksempel når vi kommer ud for andres fejl og ufuldkommenheder?
• Hvordan kan unge sætte Riget først?
[Illustration på side 23]
Kristne ældste hjælper os til at følge Kristi ledelse
[Illustrationer på side 24]
Hvilke planer lægger I unge for at få et indholdsrigt liv som kristne?