Hvad vi kan lære af Mattæusevangeliet
JEHOVA GUD inspirerede den forhenværende skatteopkræver Mattæus til at nedskrive en spændende beretning om Jesu Kristi liv, fra hans fødsel til hans død og opstandelse. En del håndskrifter af Mattæusevangeliet der alle er fra et tidspunkt efter det tiende århundrede, er forsynet med efterskrifter der oplyser at evangeliet blev skrevet omkring otte år efter Jesu himmelfart (cirka år 41). Dette strider ikke mod evangeliets indre vidnesbyrd, eftersom beretningen slutter med Jesu missionsbefaling i år 33 og intet nævner om romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70.
Historikeren Eusebios, der levede i det fjerde århundrede, citerer i sin Historia Ecclesiastica (Eusebs Kirkehistorie) Papias og Irenæus, fra det 2. århundrede, og Origenes, fra det 3. århundrede, der alle tilskriver Mattæus evangeliet og siger at han skrev det på hebraisk. Men var dette i virkeligheden ikke aramaisk? Ikke ifølge de dokumenter som George Howard, der er professor i religion ved University of Georgia, henviser til. Han skriver: „Denne antagelse skyldtes hovedsagelig formodningen om at hebraisk ikke længere blev brugt i Palæstina på Jesu tid, men var blevet erstattet af aramaisk. De senere fund af Dødehavsrullerne, hvoraf mange er hebraiske digte, samt af andre hebraiske dokumenter der stammer fra Palæstina, viser at det hebraiske sprog på Jesu tid var levende og blev brugt i det første århundrede.“ Mattæus skrev åbenbart sit evangelium til gavn for de hebraisktalende jødekristne, men har muligvis også oversat det til fællesgræsk.
Vi vil gerne tilskynde dig til at læse Mattæusevangeliet og skal i det følgende se nærmere på nogle af de ting af særlig interesse det indeholder. Samtidig gives nogle baggrundsoplysninger der kan være en hjælp til at forstå beretningen.
Jesu fødsel og tidlige tjeneste
Mattæusevangeliet indledes med Jesu slægtsregister og beretningen om hans fødsel. Da Josef fandt ud af at Maria, hans forlovede, var gravid, „havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende“. (1:19) Men hvordan kunne han lade sig skille når de kun var forlovede? Jo, ifølge jødisk skik havde en trolovet kvinde de samme forpligtelser som en gift kvinde. Hvis hun havde kønslig omgang med en anden, kunne hun blive stenet som om hun var en ægteskabsbryderske. (5 Mosebog 22:23-29) En forlovelse var bindende, og derfor bruges udtrykket „skille sig fra hende“, selv om de endnu ikke havde indgået ægteskab.
De første kapitler i Mattæusevangeliet gengiver Jesu bjergprædiken. Heri advarer Jesus om at man kommer til at stå til ansvar over for „den øverste domstol“ hvis man „tiltaler sin broder med et ringeagtende skældsord“. (5:22) Det ville svare til at man kaldte sin broder for et tomhjernet fæhoved.
Men hvad var „den øverste domstol“? Det var Sanhedrinet i Jerusalem der havde 71 medlemmer. Hvilke krav måtte opfyldes før man kunne blive medlem? I McClintock og Strongs Cyclopedia står der: „Ansøgeren skulle være moralsk og fysisk ulastelig. Han skulle være midaldrende, høj af vækst, se godt ud, være velhavende og lærd . . . Han skulle have kendskab til flere sprog . . . Meget gamle mænd, proselytter, eunukker og netinim-folk kunne ikke komme i betragtning på grund af deres særegenhed; man valgte heller ikke barnløse mænd, da de ikke kunne vise empati i familiespørgsmål . . .; heller ikke nogle der ikke kunne bevise at de var retmæssige efterkommere af en præst, en levit eller en israelit. . . . En kandidat til Det Store Sanhedrin måtte først have været dommer i sin hjemby; derpå måtte han have været optaget i Det Lille Sanhedrin . . ., derfra måtte han igen være avanceret til det andet Lille Sanhedrin . . . før han kunne blive optaget som medlem af de enoghalvfjerds.“
Det Jesus mente var altså at ’enhver som tiltalte sin broder med et ringeagtende skældsord’ pådrog sig en så alvorlig skyld at den kunne sammenlignes med en forbrydelse for hvilken man blev stillet for den jødiske højesteret og dømt til døden. Hvilken kraftig advarsel om ikke at tale ondt om vore brødre! Lad os tøjle vor tunge så vi aldrig gør os fortjent til at blive fordømt af den højeste domstol, Jehova, „den der dømmer hele jorden“. — 1 Mosebog 18:25; Jakob 3:2-12.
Jesus — en fremragende lærer
Evangeliet skildrer også Jesus som en lærer der var dygtig til at svare. For eksempel blev han ved en lejlighed spurgt om hvorfor hans disciple ikke fastede. (9:14-17) Jesus svarede at de ingen grund havde til at faste mens han var i live. Men som han havde forudsagt, fastede og sørgede de da han døde, for de var ikke klar over hvorfor Gud tillod det. Efter at de havde modtaget den hellige ånd på Pinsedagen forstod de imidlertid hvorfor han måtte dø og fastede derfor ikke mere som tegn på sorg.
I fortsættelse af sit svar sagde Jesus at ingen ville sy en lap af ukrympet stof på en gammel klædning, da lappen blot ville trække sig sammen og gøre flængen større. Han nævnte også at man ikke ville hælde ny vin på gamle skindsække. En skindsæk eller skindflaske var lavet af en garvet dyrehud der var syet sammen ved alle åbninger undtagen én, som man brugte som tud. Når ny vin gærer udvikles der kuldioxid der kan skabe så stort et tryk at gamle, tørre vinsække kan sprænges. I overført betydning var sandheden som Kristus forkyndte, alt for magtfuld til jødedommens gamle, stivnede lære. Jesus forsøgte derfor ikke at lappe på eller bevare en gammel, udtjent religiøs ordning med dens regler for faste og andre ritualer. Gud benyttede i stedet Jesus til at indføre en ny tilbedelsesordning. Vi bør derfor på ingen måde støtte økumeniske bevægelser eller prøve at bevare falsk religion.
Tag imod vejledning fra Guds søn
Ifølge Mattæus’ beretning om forvandlingen eller ’forklarelsen’ på bjerget kaldte Gud Jesus for sin søn som han havde godkendt, og befalede at vi skulle høre på ham. (17:5) Vi bør derfor give agt på enhver vejledning fra Kristus, som for eksempel hans advarsel om at den der fik en som tror på ham til at snuble og falde, ville have bedst af at få en møllesten om halsen og blive sænket i havet. (18:6) Hvor stor var en sådan sten? Den var af en betragtelig størrelse, for Jesus talte om den øverste møllesten der var mellem 1,2 og 1,5 meter i diameter. Der skulle et trækdyr til at dreje den rundt på en større, underliggende sten. Ingen kunne overleve i havet med en så stor sten om halsen. Jesus understregede således hvor vigtigt det er at vi ikke gør os skyldige i at en af hans disciple snubler og falder. I tråd hermed skrev apostelen Paulus: „Det er godt . . . ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Romerne 14:21.
Guds søn gav indirekte vejledning da han udtalte et ve over de skriftlærde og farisæerne og sagde at de var som hvidkalkede gravsteder. (23:27, 28) Det var skik og brug at kalke gravsteder og gravkamre så folk ikke uforvarende skulle komme til at røre ved dem og derved blive urene. Ved hjælp af denne illustration viste Jesus at de skriftlærde og farisæerne udvendig så retfærdige ud, men at de indvendig var „fulde af hykleri og lovløshed“. Hvis vi følger denne indirekte vejledning vil vi gøre alt for ikke at gå krogveje men vil handle „ud af tro uden hykleri“. — 1 Timoteus 1:5; Ordsprogene 3:32; 2 Timoteus 1:5.
Vort forbillede i uangribelighed
Efter at have gengivet Jesu profeti om ’tegnet på hans nærværelse’ beretter Mattæus om hvordan Kristus blev forrådt, anholdt, forhørt, dræbt og oprejst fra de døde. Da Jesus hang på marterpælen nægtede han at drikke vin blandet med galde, en drik der blev brugt som bedøvelsesmiddel. (27:34) Det var almindeligt at kvinder gav forbrydere en sådan vin for at dulme smerterne ved en pælfæstelse. I Markus 15:23 står der at vinen var „tilsat myrra“, hvilket ville gøre den mere velsmagende. Der var åbenbart både galde og myrra i den vin Kristus nægtede at drikke. Nu da han nærmede sig højdepunktet i sit jordiske livsløb, ønskede han ikke at være bedøvet eller at få sanserne sløvet. Jesus ville være ved sine sansers fulde brug så han kunne forblive trofast til døden. Lad os efterligne vort forbillede og altid være besluttede på at bevare vor uangribelighed over for Jehova Gud. — Salme 26:1, 11.