Jesu sidste dag som menneske

Det er sent om eftermiddagen fredag den 14. nisan år 33. En gruppe mænd og kvinder er ved at begrave en kær ven. En af mændene, Nikodemus, har taget vellugtende stoffer med for at berede liget til begravelse. En mand ved navn Josef er kommet med rent, fint linned til at svøbe det forslåede og medtagne legeme ind i.

HVEM er disse mennesker? Og hvem er de ved at begrave? Har alt dette nogen betydning for dig? For at besvare disse spørgsmål må vi gå tilbage til begyndelsen af denne betydningsfulde dag.

Torsdag aften den 14. nisan

Den klare fuldmåne er langsomt ved at stå op over Jerusalem. Efter en travl dag er der ved at falde ro over byens menneskemasser. Duften af stegt lam møder én overalt. Tusinder af mennesker er ved at forberede en særlig begivenhed, den årlige fejring af påsken.

I et stort gæsteværelse finder vi Jesus Kristus og hans 12 apostle ved et dækket bord. Hør! Jesus taler. „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer før jeg skal lide,“ siger han. (Lukas 22:15) Jesus ved at hans religiøse fjender vil forsøge at slå ham ihjel. Men inden da vil der denne aften ske noget meget betydningsfuldt.

Efter at de har fejret påskehøjtiden, siger Jesus: „En af jer vil forråde mig.“ (Mattæus 26:21) Apostlene bliver bedrøvede. Hvem kunne det være? Efter nogen ordveksling siger Jesus til Judas Iskariot: „Det du gør, gør det hurtigere.“ (Johannes 13:27) Det er Judas der er forræderen, men det går ikke op for de andre apostle. Han forlader selskabet for at udføre sin nedrige opgave i forbindelse med sammensværgelsen mod Jesus.

En særlig højtid

Jesus indstifter nu en helt ny højtid, hvor man skal mindes hans død. Han tager et brød og beder en takkebøn, hvorefter han brækker det i stykker. „Tag, spis,“ siger han. „Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer.“ Da alle har spist af brødet, tager han et bæger rødvin og beder en takkebøn over det. „Drik alle af det,“ siger Jesus til dem og fortsætter: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ Jesus giver de 11 trofaste apostle denne befaling: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Mattæus 26:26-28; Lukas 22:19, 20; 1 Korinther 11:24, 25.

Den aften forbereder Jesus kærligt sine loyale apostle på det der ligger foran dem, og bekræfter sin dybe kærlighed til dem. „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer,“ forklarer han. (Johannes 15:13-15) De 11 apostle har vist sig at være sande venner ved at de ikke har svigtet Jesus under hans prøvelser.

Sent om aftenen, måske efter midnat, beder Jesus en mindeværdig bøn, hvorefter de synger lovsange til Jehova. I lyset fra fuldmånen forlader apostlene byen sammen med Jesus og går tværs over Kedrondalen. — Johannes 17:1–18:1.

I Getsemane Have

Kort efter når Jesus og apostlene frem til Getsemane Have. Jesus lader otte apostle blive tilbage ved indgangen og tager Peter, Jakob og Johannes med ind i haven blandt oliventræerne. Han siger til de tre: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden. Bliv her og hold jer vågne.“ — Markus 14:33, 34.

De tre apostle venter mens Jesus går længere ind i haven for at bede. Med stærke råb og tårer beder han: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig.“ Der hviler en kolossal byrde på Jesu skuldre! Det volder ham store kvaler at tænke på hvad Jehovas fjender vil sige når hans enestefødte søn bliver pælfæstet som en forbryder. Det er endnu mere smertefuldt for Jesus at tænke på den skam det vil bringe over hans himmelske Fader hvis han ikke består denne kvalfulde prøve. Jesus beder så intenst og udsættes for så stort et følelsesmæssigt pres at hans sved bliver som bloddråber der falder til jorden. — Lukas 22:42, 44.

Jesus er for tredje gang blevet færdig med at bede. Nu nærmer nogle mænd sig med fakler og lamper. Det er Judas Iskariot i egen person der fører an, og han går lige hen til Jesus. „Vær hilset, Rabbi!“ siger han og kysser Jesus ømt. „Judas,“ svarer Jesus, „forråder du Menneskesønnen med et kys?“ — Mattæus 26:49; Lukas 22:47, 48; Johannes 18:3.

Pludselig forstår apostlene hvad der sker. Deres Herre og gode ven er ved at blive arresteret. Peter trækker et sværd og hugger det ene øre af ypperstepræstens træl. „Lad det gå så vidt som dette,“ siger Jesus og griber hurtigt ind. Han helbreder trællen og siger til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Lukas 22:50, 51; Mattæus 26:52) Betjentene og soldaterne pågriber Jesus og binder ham. I frygt og forvirring forlader apostlene Jesus og flygter. — Mattæus 26:56; Johannes 18:12.

Fredag den 14. nisan

Det er i de tidlige morgentimer om fredagen. Jesus bliver først ført til den tidligere ypperstepræst Annas’ hjem. Annas, der stadig er magtfuld og indflydelsesrig, forhører Jesus og sender ham derefter til ypperstepræsten Kajfas’ hjem, hvor Sanhedrinet er samlet.

De religiøse ledere forsøger nu at finde vidner så der kan føres en sag mod Jesus. Men ingen af de falske vidners udsagn stemmer overens. Under alt dette forholder Jesus sig tavs. Kajfas skifter taktik og siger bydende: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“ Da det er en kendsgerning som ikke kan benægtes, svarer Jesus modigt: „Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.“ — Mattæus 26:63; Markus 14:60-62.

„Han har spottet Gud!“ råber Kajfas. „Hvad brug har vi mere for vidner?“ Nogle begynder at slå Jesus i ansigtet og spytte på ham. Andre slår ham med knytnæver og overdænger ham med skældsord. (Mattæus 26:65-68; Markus 14:63-65) Ved daggry mødes Sanhedrinet igen. Rådet ønsker sikkert at give den natlige retssag et lovligt skær. Igen siger Jesus modigt at han er Kristus, Guds søn. — Lukas 22:66-71.

Dernæst slæber de øverste præster og folkets ældste Jesus hen for at blive forhørt af den romerske landshøvding i Judæa, Pontius Pilatus. De anklager Jesus for at forlede nationen til oprør, forbyde betaling af skatter til kejseren og for at sige „at han selv er Kristus, en konge“. (Lukas 23:2; jævnfør Markus 12:17.) Efter at have udspurgt Jesus bekendtgør Pilatus: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ (Lukas 23:4) Da Pilatus hører at Jesus er fra Galilæa, sender han ham til denne landsdels hersker, Herodes Antipas, som er i Jerusalem på grund af påsken. Herodes er ikke interesseret i at retfærdigheden sker fyldest. Han ønsker blot at se Jesus udføre et mirakel. Eftersom Jesus ikke tilfredsstiller hans nysgerrighed, men forbliver tavs, gør Herodes og hans soldater nar af ham og sender ham tilbage til Pilatus.

„Hvad ondt har denne mand da gjort?“ spørger Pilatus igen. „Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“ (Lukas 23:22) Jesus bliver så pisket. Pisken består af mange enkelte eller flettede læderstrenge der smertefuldt flænger hans ryg. Dernæst trækker soldaterne en tornekrone ned over hovedet på ham. De spotter ham og slår ham i hovedet med en rørkæp, hvorved tornekronen drives endnu længere ind i hovedbunden. Gennem al denne ubeskriveligt smertefulde mishandling bevarer Jesus en påfaldende værdighed og styrke.

Pilatus fører endnu en gang Jesus frem for folkemængden, måske i håb om at synet af den forslåede Jesus vil vække lidt medfølelse. „Se!“ udbryder Pilatus. „Jeg fører ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos ham.“ Men de øverste præster råber: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ (Johannes 19:4-6) Da folkemængden bliver mere og mere ophidset, giver Pilatus efter for deres krav og overgiver Jesus til at blive pælfæstet.

En pinefuld død

Det er nu midt på formiddagen, måske hen mod middag. Jesus føres ud af Jerusalem til et sted der kaldes Golgata. Store nagler bliver slået ind i hans hænder og fødder på marterpælen. Ord kan ikke beskrive den smerte Jesus føler da pælen rejses op, eftersom kroppens vægt nærmest hviler på naglerne. En folkemængde er samlet for at betragte Jesus og de to røvere når de bliver pælfæstet. Mange gør nar af Jesus. „Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse!“ siger de øverste præster og andre hånligt. Selv soldaterne og de to pælfæstede røvere håner Jesus. — Mattæus 27:41-44.

Ved middagstid, efter at Jesus har hængt et stykke tid på pælen, sænker der sig pludselig et ejendommeligt mørke over landet. Det varer tre timer.a Det er måske det der får den ene af røverne til at irettesætte den anden. Dernæst vender han sig mod Jesus og beder indtrængende: „Husk mig når du kommer i dit rige.“ Hvilket udtryk for tro i betragtning af at han står over for døden! „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset,“ svarer Jesus. — Lukas 23:39-43.

Ved tretiden om eftermiddagen føler Jesus at han snart skal dø. „Jeg er tørstig,“ siger han. Dernæst råber han med høj røst: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Jesus kan mærke at hans Fader så at sige har taget sin beskyttelse væk fra ham for at hans uangribelighed kan blive prøvet til det yderste, og han citerer Davids ord. Man fører en svamp gennemvædet af sur vin op til Jesu læber. Da han har fået lidt af vinen, gisper han: „Det er tilendebragt!“ Til sidst råber han med høj røst: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Derpå bøjer han hovedet og udånder. — Johannes 19:28-30; Mattæus 27:46; Lukas 23:46; Salme 22:1.

Det er nu sidst på eftermiddagen, og man har derfor travlt med at arrangere Jesu begravelse før sabbatsdagen (den 15. nisan), der begynder ved solnedgang. Josef fra Arimatæa, et agtet medlem af Sanhedrinet som i al hemmelighed har været en discipel af Jesus, får lov til at begrave ham. Nikodemus, et andet medlem af Sanhedrinet som også hemmeligt har bekendt sin tro på Jesus, kommer med hundrede pund (33 kilo) myrra og aloe. De lægger forsigtigt Jesu legeme i en ny mindegrav i nærheden.

Atter i live!

Tidligt søndag morgen da Maria Magdalene og nogle andre kvinder kommer ud til Jesu grav, er det stadig mørkt. Men se! Stenen foran graven er blevet rullet væk. Og graven er tom! Maria Magdalene løber hen for at fortælle det til Peter og Johannes. (Johannes 20:1, 2) Kort efter viser en engel sig for de andre kvinder. Han siger: „I skal ikke være bange. . . . Gå nu hurtigt hen og sig til hans disciple at han er blevet oprejst fra de døde.“ — Mattæus 28:2-7.

Mens de løber af sted, møder Jesus dem på vejen. „Gå hen og giv mine brødre besked,“ siger han til dem. (Mattæus 28:8-10) Senere opholder Maria Magdalene sig grædende ved graven da Jesus viser sig for hende. Hun kan knap styre sin glæde og løber af sted for at fortælle de andre disciple den pragtfulde nyhed. (Johannes 20:11-18) På denne uforglemmelige søndag viser den opstandne Jesus sig fem gange for forskellige disciple, hvorved han fjerner enhver tvivl om at han atter lever.

Hvilken betydning det har for dig

Hvordan kan disse begivenheder som fandt sted for 1966 år siden, have betydning for os der lever på tærskelen til det 21. århundrede? Et øjenvidne til disse begivenheder forklarer: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ — 1 Johannes 4:9, 10.

På hvilken måde er Kristi død et „sonoffer“? Det er sonende fordi det gør det muligt for os at opnå et godt forhold til Gud. Det første menneske, Adam, gjorde oprør mod Gud og gav på den måde synd og død i arv til sine efterkommere. Jesus gav derimod sit liv som en løsesum for at betale den pris der kan udfri menneskene fra den synd og død de er underlagt. Derved blev der skabt grundlag for at Gud kunne vise menneskene sin barmhjertighed og gunst. (1 Timoteus 2:5, 6) Ved at tro på Jesu sonoffer kan vi blive frigjort fra den fordømmelse vi har arvet fra synderen Adam. (Romerne 5:12; 6:23) Det åbner endvidere mulighed for at vi kan få et personligt forhold til vor kærlige himmelske Fader, Jehova Gud. Kort sagt kan Jesu enestående offer komme til at betyde evigt liv for os. — Johannes 3:16; 17:3.

I tusindvis af steder rundt om på jorden vil disse og andre relevante oplysninger i år blive formidlet torsdag aften den 1. april når millioner samles for at mindes Jesu Kristi død. Du er også meget velkommen. De lokale Jehovas vidner vil med glæde fortælle dig hvor og hvornår mindehøjtiden bliver afholdt. Det vil uden tvivl give dig større værdsættelse af det som vor kærlige Gud gjorde muligt gennem sin elskede Søn ved hans død som menneske.

[Fodnote]

[Oversigt/illustrationer på side 7]

Jesu død og opstandelse

14. nisan år 33 — Torsdag aften

Begivenheder: Påsken fejres; Jesus vasker apostlenes fødder; Judas går ud for at forråde Jesus; Kristus indstifter højtiden til minde om sin død (holdes i år torsdag den 1. april efter solnedgang); giver formaninger der forbereder apostlene på hans bortgang

Det største menneskeb: 113, § 2, til 117, § 1

14. nisan år 33 — Fra midnat til lige før daggry

Begivenheder: Efter at have bedt og sunget lovsange tager Jesus og hans apostle til Getsemane Have; Jesus beder med stærke råb og tårer; Judas ankommer med en stor skare og forråder Jesus; apostlene flygter da Jesus bliver bundet og ført til Annas; Jesus føres derefter til Kajfas for at blive stillet for Sanhedrinet; dømmes til døden; udsættes for verbal og fysisk mishandling; Peter fornægter Jesus tre gange

Det største menneske*: 117 til 120

14. nisan år 33 — Fredag formiddag

Begivenheder: Ved daggry stilles Jesus igen for Sanhedrinet; føres til Pilatus; sendes videre til Herodes; tilbage til Pilatus; Jesus bliver pisket, spottet og overfaldet; under pres overgiver Pilatus ham til at blive henrettet; midt på formiddagen føres han til Golgata for at blive pælfæstet

Det største menneske*: 121 til 124

14. nisan år 33 — Fra middag til midt på eftermiddagen

Begivenheder: Pælfæstes kort før middag; mørke fra middagstid til omkring klokken tre om eftermiddagen da Jesus dør; voldsomt jordskælv; tempelforhænget flænges i to dele

Det største menneske*: 125, 126

14. nisan år 33: Sidst på eftermiddagen

Begivenheder: Inden sabbatten lægges Jesu legeme i en grav beliggende i en have

Det største menneske*: 127, § 1-7

15. nisan år 33 — Fredag aften

Begivenheder: Sabbatten begynder

15. nisan år 33 — Lørdag

Begivenheder: Pilatus tillader at der sættes vagt ved Jesu grav

Det største menneske*:127, § 8, 9

16. nisan år 33 — Søndag

Begivenheder: Tidligt om morgenen findes Jesu grav tom; den opstandne Jesus viser sig for (1) en gruppe kvindelige disciple, deriblandt Salome, Johanna og Maria, Jakobs mor; (2) Maria Magdalene; (3) Kleopas og hans ledsager; (4) Simon Peter; (5) en forsamling af apostle og andre disciple

Det største menneske*: 127, § 10, til 129, § 10

[Fodnote]