„Gå . . . og gør disciple“

 1-3. (a) Hvad gør en landmand når afgrøden er for stor til at han kan høste kornet alene? (b) Hvilket problem har Jesus i foråret 33, og hvordan løser han det?

EN LANDMAND har et problem. Nogle måneder tidligere har han pløjet sine marker og tilsået dem. Han har holdt øje med sæden for at se hvornår de første spirer kom op, og han har glædet sig over at se kornet vokse. Nu belønnes hans store arbejde, for tiden er kommet til at høste kornet. Men her er problemet: Afgrøden er alt for stor til at han kan gøre arbejdet alene. For at løse problemet beslutter han klogt at leje nogle arbejdere og sende dem ud på sine marker. Der er trods alt kun en begrænset tid at høste den dyrebare afgrøde i.

² I foråret 33 står den opstandne Jesus over for et lignende problem. I løbet af sin jordiske tjeneste har han sået sandhedens sæd. Nu er tiden kommet til at høste, og høsten vil være stor. Mange som har hørt og taget imod Jesus, skal indsamles som disciple. (Johannes 4:35-38) Hvordan løser Jesus dette problem? På et bjerg i Galilæa giver han, kort før han stiger til himmelen, sine disciple en befaling der skal skaffe flere høstarbejdere. Han siger: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . , og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

³ Denne befaling viser hvad det egentlig vil sige at være en sand discipel af Jesus Kristus. Lad os derfor se på tre spørgsmål: Hvorfor gav Jesus befaling om flere arbejdere? Hvordan oplærte han sine disciple til at finde dem? Hvordan berører denne befaling os?

 4, 5. Hvorfor ville det ikke være muligt for Jesus at fuldføre det arbejde han havde påbegyndt, og hvem måtte fortsætte arbejdet efter at han var vendt tilbage til himmelen?

⁴ Da Jesus begyndte sin tjeneste i år 29, vidste han at han begyndte på et arbejde som han ikke selv ville fuldføre. I den korte tid han havde tilbage på jorden, var det begrænset hvor stort et område han ville komme ud til, og hvor mange han kunne nå med budskabet om Riget. Sandt nok begrænsede han sin forkyndelse til hovedsagelig at omfatte jøder og proselytter, „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Men disse „bortkomne får“ var spredt ud over hele Israel, et område der strakte sig over tusinder af kvadratkilometer, og hertil kom at hele resten af verden med tiden også skulle nås med den gode nyhed. — Mattæus 13:38; 24:14.

⁵ Jesus forstod at der var et stort arbejde der skulle gøres efter hans død. Til sine 11 trofaste apostle sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Johannes 14:12) Jesus vendte nu tilbage til himmelen, men hans disciple — ikke blot apostlene, men alle fremtidige disciple — måtte fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. (Johannes 17:20) Jesus anerkendte ydmygt at deres gerninger ville være „større“ end hans. Hvordan? På tre måder.

 6, 7. (a) På hvilke måder ville disciplenes gerninger være større end Jesu gerninger? (b) Hvordan kan vi vise at vi er værdige til Jesu tillid?

⁶ For det første måtte Jesu disciple dække et større område. I dag er forkyndelsen nået ud til jordens ender, langt ud over grænserne til det land hvor Jesus selv forkyndte. For det andet skulle de nå langt flere mennesker. Den lille gruppe disciple Jesus efterlod, voksede hurtigt til tusinder. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Nu tæller de millioner, og hvert år døbes der hundredtusinder af nye. For det tredje skulle de forkynde i et længere tidsrum — helt frem til i dag, næsten 2000 år efter at Jesus havde fuldført sin tjeneste på tre og et halvt år.

⁷ Jesus gav udtryk for tillid til sine disciple da han sagde at de ville „gøre større gerninger end disse“. Han overdrog dem et arbejde der var af største betydning for ham, nemlig at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“ og undervise dem der ville lytte. (Lukas 4:43) Han var overbevist om at de trofast ville udføre den tildelte opgave. Hvad betyder det for os i dag? Når vi nidkært og helhjertet udfører forkyndelsen, viser vi at vi er værdige til hans tillid. Er det ikke en storslået forret? — Lukas 13:24.

 8, 9. Hvordan var Jesus et eksempel i forkyndelsen, og hvordan kan vi efterligne ham?

⁸ Jesus gav sine disciple den bedste oplæring. Først og fremmest var han selv et fuldkomment eksempel. (Lukas 6:40) I det foregående kapitel så vi nærmere på hans indstilling til forkyndelsen. Læg nu mærke til hvad disciplene så når de fulgtes med ham på hans forkynderture. De så at han forkyndte overalt hvor der var mennesker — ved søen og på bjergskråninger, i byer, på torve og i private hjem. (Mattæus 5:1, 2; Lukas 5:1-3; 8:1; 19:5, 6) De så at han var flittig, stod tidligt op og arbejdede til langt ud på aftenen. Tjenesten var ikke noget han blot af og til beskæftigede sig med. (Lukas 21:37, 38; Johannes 5:17) De fornemmede uden tvivl at hans motiv var en dyb kærlighed til mennesker. Måske så de i hans ansigt den medlidenhed han følte i sit hjerte. (Markus 6:34) Hvilken virkning tror du hans eksempel havde på disciplene? Hvilken virkning ville det have haft på dig?

⁹ Som disciple af Jesus følger vi hans eksempel i forkyndelsen. Vi gør os derfor store anstrengelser for at aflægge „et grundigt vidnesbyrd“. (Apostelgerninger 10:42) Ligesom Jesus besøger vi folk i deres hjem. (Apostelgerninger 5:42) Vi tilpasser om nødvendigt vores tid så vi kan komme til folk når der er størst sandsynlighed for at de er hjemme. Vi henvender os også taktfuldt til folk på offentlige steder — på gader, i parker, i forretninger og andre steder. Vi ’slider i det og kæmper energisk’, for vi tager forkyndelsen alvorligt. (1 Timoteus 4:10) Oprigtig kærlighed til vore medmennesker motiverer os til at have øje for lejligheder til at forkynde hvor som helst og når som helst der er mulighed for det. — 1 Thessaloniker 2:8.

10-12. Hvilke vigtige instruktioner gav Jesus disciplene før han sendte dem ud for at forkynde?

¹⁰ Jesus oplærte også sine disciple ved at give dem detaljerede instruktioner om hvordan de skulle bære sig ad. Før han udsendte de 12 apostle og senere de 70 disciple, holdt han hvad man kunne kalde nogle „instruktionsmøder“ med dem. (Mattæus 10:1-15; Lukas 10:1-12) Oplæringen gav resultat, for der siges i Lukas 10:17: „Så vendte de halvfjerds tilbage med glæde.“ Lad os se på to vigtige ting Jesus lærte sine disciple, idet vi husker på at hans ord skal forstås på baggrund af jødisk skik og brug på Bibelens tid.

¹¹ Jesus lærte sine disciple at stole på Jehova. Han sagde til dem: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.“ (Mattæus 10:9, 10) Det var almindeligt at de der var på rejse dengang, tog penge med i deres bælte, en madpose til proviant og et ekstra par sandaler.a Når Jesus lærte disciplene at de ikke skulle bekymre sig om disse ting, var det i virkeligheden som om han sagde: ’Stol helt på Jehova, for han vil tage sig af jer.’ Jehova ville sørge for dem ved at tilskynde dem der tog imod den gode nyhed, til at vise gæstfrihed, sådan som det var almindeligt i Israel. — Lukas 22:35.

¹² Jesus lærte også sine disciple at de ikke skulle lade sig distrahere unødigt. Han sagde: „I skal ikke til hilsen omfavne nogen på vejen.“ (Lukas 10:4) Betød det at de skulle være kølige og afmålte? Nej. På Bibelens tid var en almindelig hilsen mere end et høfligt „goddag“. Den typiske orientalske hilsen bestod i forskellige formaliteter og en længere samtale. En bibelkommentar forklarer: „Hilsener blandt orientalerne bestod ikke som hos os i et lille buk eller et håndtryk, men i mange omfavnelser og i at man bøjede sig eller endog kastede sig ned. Alt dette krævede tid.“ Når Jesus instruerede sine disciple om ikke at bruge den sædvanlige hilsen, sagde han i virkeligheden: ’Få det meste ud af tiden, jeres budskab haster.’b

13. Hvordan kan vi vise at vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os?

¹³ Vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os. Når vi går ud i forkyndelsen, stoler vi helt på Jehova. (Ordsprogene 3:5, 6) Vi ved at vi aldrig vil mangle det nødvendige hvis vi bliver ved med „først at søge riget“. (Mattæus 6:33) Heltidsforkyndere i hele verden kan bekræfte at Jehovas hånd selv i vanskelige tider aldrig er for kort. (Salme 37:25) Vi forstår også at det er nødvendigt at vi ikke lader os distrahere. Hvis vi ikke passer på, kan denne tingenes ordning let føre os ud på et sidespor. (Lukas 21:34-36) Men tiden er ikke inde til at lade sig distrahere. Der står menneskeliv på spil, og vores budskab haster. (Romerne 10:13-15) Hvis vi i vort hjerte har en fornemmelse af tidens alvor, vil det forhindre os i at lade noget i denne verden distrahere os og tage tid og kræfter som ville være bedre anvendt i tjenesten. Husk at den tid der er tilbage, er begrænset, og høsten er stor. — Mattæus 9:37, 38.

14. Hvad viser at befalingen i Mattæus 28:18-20 gælder alle disciple af Jesus Kristus? (Se også fodnoten).

¹⁴ Med ordene „Gå . . . og gør disciple“ gav den opstandne Jesus sine efterfølgere et stort ansvar at skuldre. Han havde flere disciple i tanke end dem der var til stede den dag på bjerget i Galilæa.c Det arbejde han gav befaling om, skulle nå ud til „folk af alle nationerne“ og fortsætte frem til „afslutningen på tingenes ordning“. Befalingen gælder tydeligvis alle disciple af Kristus, også os i dag. Lad os se nærmere på Jesu ord som er gengivet i Mattæus 28:18-20.

15. Hvorfor gør vi klogt i at adlyde Jesu befaling om at gøre disciple?

¹⁵ Før Jesus gav befalingen, sagde han: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Vers 18) Har Jesus virkelig en sådan myndighed? Ja. Han er ærkeengelen og har befaling over titusinder af engle. (1 Thessaloniker 4:16; Åbenbaringen 12:7) Som „menighedens hoved“ har han myndighed over sine disciple på jorden. (Efeserne 5:23) Siden 1914 har han hersket som messiansk konge i himmelen. (Åbenbaringen 11:15) Hans myndighed når helt til gravens porte, for han har magt til at oprejse de døde. (Johannes 5:26-28) Ved først at nævne sin store myndighed viser han at de følgende ord han udtaler, ikke er et forslag, men en befaling. Vi gør klogt i at adlyde den, for han har ikke selv tiltaget sig denne myndighed, men den er skænket ham af Gud. — 1 Korinther 15:27.

16. Hvad befaler Jesus med det lille ord „gå“, og hvordan adlyder vi denne del af befalingen?

¹⁶ Jesus udtaler nu befalingen, der begynder med det lille ord: „Gå.“ (Vers 19) Han befaler os altså at tage initiativet til at nå ud til andre med budskabet om Riget. Men hans ord giver rum for at det kan gøres på mange forskellige måder. En meget effektiv måde at komme i personlig kontakt med folk på er ved at forkynde fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Vi er også på udkig efter at aflægge uformelle vidnesbyrd. Hvor som helst det er muligt og passende i løbet af dagen, søger vi at indlede en samtale om den gode nyhed. Den metode vi bruger, kan variere, alt efter de lokale behov og omstændigheder. Men én ting er fælles for dem alle: Vi ’går ud’ og finder frem til dem der fortjener det. — Mattæus 10:11.

17. Hvordan gør vi disciple?

¹⁷ Jesus forklarer derefter formålet med befalingen, nemlig at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Vers 19) Hvordan gør vi det? En discipel er en elev, en der er oplært. Men at gøre disciple består ikke blot i at give eleven kundskab. Når vi studerer Bibelen med nogen, er det vores mål at hjælpe vedkommende til at følge Kristus. Når det er muligt, fremhæver vi Jesu eksempel så den vi studerer med, lærer at se hen til ham som lærer og forbillede, at leve på den måde han levede, og gøre den gerning han gjorde. — Johannes 13:15.

18. Hvorfor er dåben den vigtigste milepæl i en discipels liv?

¹⁸ En vigtig del af befalingen er ordene: „Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Vers 19) Dåben er den vigtigste milepæl i en discipels liv, for den er et passende symbol på disciplens helhjertede indvielse til Gud og er en forudsætning for frelse. (1 Peter 3:21) Ja, ved fortsat at gøre sit bedste for at tjene Jehova kan den døbte discipel se frem til evige velsignelser i den kommende nye verden. Har du hjulpet nogen til at blive en døbt discipel af Jesus Kristus? Der findes ingen større grund til glæde i den kristne tjeneste. — 3 Johannes 4.

19. Hvad lærer vi de nye, og hvorfor skal undervisningen måske fortsætte efter deres dåb?

¹⁹ Den næste del af befalingen lyder: „Idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Vers 20) Vi lærer de nye at give agt på Jesu bud, som for eksempel at elske Gud, elske sin næste og gøre disciple. (Mattæus 22:37-39) Vi lærer dem lidt efter lidt hvordan de kan forklare Bibelens sandheder og forsvare deres voksende tro. Når de er kvalificerede til at deltage i den offentlige forkyndelse, arbejder vi sammen med dem og lærer dem i ord og gerning hvordan de får en meningsfyldt andel i dette arbejde. Undervisningen af de nye er ikke nødvendigvis fuldført før deres dåb. Det er muligt at der skal yderligere oplæring til for at hjælpe dem til at opfylde de krav der stilles til en Kristi discipel. — Lukas 9:23, 24.

20, 21. (a) Hvorfor er der ingen grund til frygt når vi udfører Jesu befaling? (b) Hvorfor er tiden ikke inde til at lade hænderne synke, og hvad skal vi være besluttede på?

²⁰ De sidste ord i Jesu befaling indeholder den opmuntrende forsikring: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:20) Jesus forstår at opgaven har stor betydning. Han ved også at udførelsen af den kan være årsag til en fjendtlig reaktion fra modstandere. (Lukas 21:12) Der er dog ingen grund til frygt. Vores Leder forventer ikke at vi udfører opgaven alene, uden hjælp. Er det ikke opmuntrende at vide at Han som har „al myndighed i himmelen og på jorden“, er med os og vil hjælpe os med at udføre befalingen?

²¹ Jesus forsikrede disciplene om at han ville være med dem i deres tjeneste indtil „afslutningen på tingenes ordning“. Vi må fortsætte lige indtil enden med at adlyde Jesu befaling. Tiden er ikke inde til at lade hænderne synke. En stor åndelig høst er i gang! Lydhøre og lærvillige indsamles i tusindtal. Lad os da som disciple af Kristus være besluttede på at efterkomme den befaling han har givet os. Lad os være besluttede på at give af vores tid, kræfter og midler for at adlyde Jesu befaling: „Gå . . . og gør disciple.“