Herliggør Jehova ved gode gerninger
1 Hvor er det rart at komme i læ når man har været ude i et voldsomt uvejr. Hvis det er i et varmt og trygt hjem hos gæstfri beboere, er man glad for at få lov at opholde sig der. Gennem forkyndelsen af den gode nyhed hjælpes folk til at finde beskyttelse mod Satans verden. Er vores opførsel i hverdagen med til at drage folk til dette tilflugtssted? Ja, for Jesus sagde at folk ville ’se vore gode gerninger og herliggøre vor Fader som er i himlene’. — Matt. 5:16.
2 Hvordan kan vores opførsel medvirke til at andre føler sig tiltrukket af Jehova og hans organisation? Ved at vi hver dag følger Jesu opfordring i Lukas 6:31 og 10:27. Det vil tilskynde os til at vise vore medmennesker kærlig omsorg, og derved skiller vi os ud fra denne følelseskolde verden.
3 En søster om bord på en færge lagde mærke til en ung mor der var så søsyg at hun var ude af stand til at tage sig af sit lille barn. Søsteren tilbød at passe barnet. Da moderen spurgte hvordan hun kunne takke hende, sagde søsteren: ’Ved at lytte til Jehovas Vidner næste gang de besøger dig.’ Det gjorde kvinden, og nu er hun og hendes mand Jehovas Vidner. Gode gerninger var det der skulle til for at de ville lytte til Rigets budskab.
4 Det gælder på alle livets områder: Folk danner sig en mening om os og vores tro ud fra den adfærd vi lægger for dagen hvor vi bor, arbejder, går i skole eller søger adspredelse. Derfor bør vi spørge os selv: ’Hvordan betragter andre mig og min familie? Anser naboerne vores hjem og have for at være velholdt? Har vi ry for at være punktlige og flittige på vores arbejdsplads og i skolen? Vidner vores ydre om at vi er beskedne og respektfulde?’ Vore gerninger kan gøre vores gudsdyrkelse mere tiltalende for andre.
5 Peter advarede de kristne om at de ville blive udsat for spot. (1 Pet. 4:4) Vi må sikre os at vores adfærd ikke giver anledning til negativ kritik. (1 Pet. 2:12) Hvis vore gerninger i det daglige kaster glans over den Gud vi tilbeder, er vi som lamper der lyser op og drager andre til det trygge tilflugtssted Jehova har tilvejebragt. — Matt. 5:14-16.