Hvor stærk er din tillid til Gud?
„Bliv da ved med først at søge riget.“ — MATTÆUS 6:33.
1, 2. Hvilket skridt tog en ung mand og hvorfor?
EN UNG mand ville gerne gøre større gavn i sin menighed, men hans arbejde hindrede ham i at overvære alle møderne. Hvordan løste han dette problem? Han forenklede sit liv, sagde sit arbejde op og fandt et job der ikke greb ind i hans kristne tjeneste. I dag har han en mindre indtægt end før, men han forsørger stadig sin familie og har langt bedre muligheder for at støtte menigheden.
2 Forstår du hvorfor den unge mand tog dette skridt? Kan du forestille dig at du selv ville have gjort noget lignende hvis du havde været i hans situation? Det har mange kristne gjort, og det fortjener de ros for. De viser i handling at de stoler på Jesu løfte: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) De har tillid til Jehova og søger tryghed hos ham og ikke i verden. — Ordsprogene 3:23, 26.
3. Hvorfor spekulerer nogle måske på om det er realistisk at søge Guds rige først i vore dage?
3 I betragtning af at vi lever i vanskelige tider, spekulerer nogle måske på om det nu også var en klog beslutning den unge mand traf. I dag er det jo sådan at nogle lever i dybeste fattigdom, mens andre har historiens højeste levestandard. De fleste i fattige lande ville ivrigt gribe enhver mulighed for at gøre deres liv lettere. På den anden side føler mange i velstående lande at det er et pres at opretholde deres levestandard på grund af de usikre økonomiske forhold, et uroligt arbejdsmarked og stadig mere krævende arbejdsgivere. Det pres der er forbundet med at tjene til dagen og vejen, får måske nogle til at tænke: ’Er det stadig realistisk at søge Riget først?’ For at finde svaret på dette spørgsmål, vil vi se på hvem det var Jesus henvendte disse ord til.
„Hold op med at nære bekymring“
4, 5. Hvilke illustrationer brugte Jesus for at vise at Guds tjenere ikke har grund til overdrevent at bekymre sig om dagligdagens behov?
4 Jesus befandt sig i Galilæa hvor han talte til store folkeskarer fra nær og fjern. (Mattæus 4:25) Få af hans tilhørere, om overhovedet nogen, var rige. De fleste var sikkert fattige. Alligevel rådede Jesus dem til ikke at lægge vægt på at samle sig materiel rigdom, men i stedet samle sig noget langt mere dyrebart — åndelige værdier. (Mattæus 6:19-21, 24) Han sagde: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. Betyder sjælen ikke mere end maden og legemet mere end tøjet?“ — Mattæus 6:25.
5 For mange af dem der lyttede til Jesus, lød dette måske temmelig urealistisk. De vidste at hvis de ikke sled i det, ville deres familier komme til at lide nød. Men Jesus mindede dem om fuglene. De samler ikke forråd, men Jehova sørger alligevel for dem. Jesus pegede også på hvordan Jehova sørger for de vilde blomster, der i pragt overgår Salomon i al hans herlighed. Hvis Jehova tager sig af fuglene og blomsterne, vil han så ikke i langt højere grad tage sig af os? (Mattæus 6:26-30) Som Jesus sagde, har livet (sjælen) og legemet langt større betydning end den mad vi køber for at opretholde livet, og det tøj vi anskaffer for at dække legemet. Hvis vi bruger al vores energi på at skaffe mad og tøj så vi ikke er i stand til at gøre noget videre i tjenesten for Jehova, forfejler vi selve meningen med livet. — Prædikeren 12:13.
En ligevægtig holdning
6. (a) Hvilket ansvar har kristne? (b) Hvem stoler kristne fuldt og fast på til hver en tid?
6 Jesus mente selvfølgelig ikke at hans tilhørere skulle holde op med at arbejde og bare vente på at Gud sørgede for deres familier. Selv fuglene må jo søge efter føde til sig selv og deres unger. Jesu tilhørere måtte også arbejde hvis de ville have noget at spise, og de havde et ansvar for deres familier. Kristne tjenere og trælle måtte arbejde flittigt for deres herrer. (2 Thessaloniker 3:10-12; 1 Timoteus 5:8; 1 Peter 2:18) Apostelen Paulus arbejdede ofte som teltmager for at forsørge sig selv. (Apostelgerninger 18:1-4; 1 Thessaloniker 2:9) Men disse kristne så ikke hen til deres arbejde efter tryghed. De stolede på Jehova. Det betød at de havde en indre fred som andre ikke kendte til. Salmisten sagde: „De der stoler på Jehova er som Zions Bjerg, der ikke vakler men forbliver evindelig.“ — Salme 125:1.
7. Hvordan søger de der ikke har en stærk tillid til Jehova, måske tryghed?
7 De der ikke har en stærk tillid til Jehova, tænker måske anderledes. De fleste betragter materiel velstand som nøglen til et trygt liv. Det har fået forældre til at råde deres børn til at bruge en stor del af deres ungdom på en højere uddannelse i håb om at de senere kan få et vellønnet job. For nogle kristne familier har omkostningerne ved dette valg sørgeligt nok været meget høje idet børnene har mistet troen og er begyndt at sætte sig materielle mål.
8. Hvilken ligevægtig holdning vil de kristne bevare?
8 Kloge kristne forstår derfor at Jesu vejledning er lige så aktuel i dag som den var i det første århundrede, og de forsøger at bevare en ligevægtig holdning. De må måske arbejde i mange timer for at tage sig af deres bibelske forpligtelser, men de lader aldrig behovet for at tjene penge overskygge de åndelige anliggender, der har langt større betydning. — Prædikeren 7:12.
’Vær aldrig bekymrede’
9. Hvilken forsikring giver Jesus dem der har en ubrydelig tillid til Jehova?
9 I sin bjergprædiken gav Jesus sine tilhørere denne opfordring: „Vær . . . aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.“ (Mattæus 6:31, 32) Hvor er det nogle opmuntrende ord! Hvis vi har en ubrydelig tillid til Jehova, vil han altid tage sig af os. Men Jesu ord er også tankevækkende. De minder os om at hvis vi „ivrigt“ stræber efter materielle ting, tænker vi ligesom „folk fra nationerne“, mennesker der ikke er sande kristne.
10. Hvordan afslørede Jesus hvad en ung mand der bad ham om et råd, elskede højest?
10 Ved en lejlighed spurgte en meget rig ung mand Jesus om hvad han skulle gøre for at opnå evigt liv. Jesus mindede ham om buddene i Moseloven, der på det tidspunkt stadig var i kraft. Den unge mand forsikrede Jesus: „Jeg har holdt dem alle; hvad mangler jeg endnu?“ Jesu svar har måske lydt urealistisk i manges ører. Han sagde: „Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“ (Mattæus 19:16-21) Den unge mand gik bedrøvet bort, for han kunne ikke bære tanken om at miste sin rigdom. Uanset hvor højt han elskede Jehova, elskede han sine ejendele endnu højere.
11, 12. (a) Hvilke tankevækkende ord sagde Jesus angående rigdom? (b) Hvordan kan velstand hindre en i at tjene Jehova?
11 Samtalen med den unge mand fik Jesus til at sige noget overraskende: „Det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige. . . . Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“ (Mattæus 19:23, 24) Mente Jesus at ingen rige vil komme ind i Guds rige? Nej, for han sagde videre: „For Gud er alle ting mulige.“ (Mattæus 19:25, 26) Med Jehovas hjælp var der da også nogle velstående mennesker der blev salvede kristne dengang. (1 Timoteus 6:17) Men Jesus sagde ikke disse overraskende ord uden grund. De indebar en advarsel.
12 Hvis man bliver så knyttet til sine ejendele som den rige unge mand var, kan de hindre en i at tjene Jehova helhjertet. Det gælder både dem der allerede er rige, og dem der „gerne vil være rige“. (1 Timoteus 6:9, 10) Hvis man tillægger det materielle for stor værdi, kan det få en til at være mindre opmærksom på sit åndelige behov. (Mattæus 5:3) Resultatet bliver at man ikke føler det samme behov for Jehovas hjælp og støtte. (5 Mosebog 6:10-12) Man begynder måske at forvente at få en særlig behandling i menigheden. (Jakob 2:1-4) Og man bruger måske det meste af sin tid på at nyde sin rigdom, i stedet for at tjene Jehova.
Opdyrk den rette holdning
13. Hvilken forkert holdning havde de kristne i Laodikea?
13 Menigheden i Laodikea i det første århundrede havde en forkert holdning til materielle ejendele. Til denne menighed sagde Jesus: „Du siger: ’Jeg er rig og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget,’ mens du ikke ved at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ Det var ikke laodikensernes rigdom der havde bragt dem i denne ynkværdige åndelige situation. Problemet var at de stolede mere på deres rigdom end på Jehova. Derfor var de blevet åndeligt lunkne og ville blive ’udspyet af Jesu mund’. — Åbenbaringen 3:14-17.
14. Hvorfor fortjente de kristne hebræere ros af Paulus?
14 Derimod roste Paulus de kristne hebræere for deres indstilling i en periode hvor de blev forfulgt. Han sagde: „I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ (Hebræerne 10:34) Disse kristne blev ikke dybt fortvivlede fordi de mistede deres ejendele. De bevarede glæden fordi de stadig havde det mest værdifulde, det Paulus kaldte „noget bedre og blivende“. Ligesom købmanden i Jesu billedtale der ofrede alt hvad han havde, for én værdifuld perle, var de fast besluttede på at de ikke ville give slip på håbet om Riget, uanset hvad prisen var. (Mattæus 13:45, 46) Hvor er det en god indstilling!
15. Hvordan viste en kristen kvinde i Liberia at hun satte Rigets interesser først?
15 I dag har mange opdyrket den samme gode indstilling. En ung kristen kvinde i Liberia fik for eksempel tilbud om at studere på universitetet. I det land betragtes et tilbud om en universitetsuddannelse som nøglen til en tryg fremtid. Men den unge kvinde var pioner, eller heltidsforkynder, og var blevet udnævnt til at tjene som specialpioner i en periode. Hun valgte at søge Riget først og blive i heltidstjenesten. Hun rejste ud i sit distrikt og oprettede 21 bibelstudier i løbet af tre måneder. Denne unge søster og tusinder andre søger Riget først selvom det betyder at de muligvis mister nogle materielle fordele. Hvordan kan de holde fast ved den indstilling når verden er så materialistisk? De har opdyrket en række gode egenskaber. Lad os se nærmere på nogle af dem.
16, 17. (a) Hvorfor er det vigtigt at være beskeden for at kunne stole på Jehova? (b) Hvorfor bør vi opdyrke tillid til Guds løfter?
16 Beskedenhed. I Bibelen står der: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke vís i dine egne øjne.“ (Ordsprogene 3:5-7) En bestemt handlemåde kan undertiden virke fornuftig og klog, set under en verdslig synsvinkel. (Jeremias 17:9) Men oprigtige kristne vil søge Jehovas ledelse. (Salme 48:14) ’På alle deres veje’ — uanset om det gælder menighedsanliggender, uddannelse, arbejde, underholdning eller noget andet — vil de beskedent søge råd hos Jehova. — Salme 73:24.
17 Tillid til Jehovas løfter. Paulus sagde: „Den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Hvis vi tvivler på at Jehova vil opfylde sine løfter, kan det forekomme logisk at ’bruge denne verden fuldt ud’. (1 Korinther 7:31) Hvis vi på den anden side har en stærk tro, vil vi være besluttede på at søge Riget først. Hvordan kan man opdyrke en stærk tro? Det kan man ved at opbygge et nært forhold til Jehova gennem vedholdende, oprigtig bøn og gennem et regelmæssigt personligt studium. (Salme 1:1-3; Filipperne 4:6, 7; Jakob 4:8) Ligesom kong David kan vi bede: „Jeg har sat min lid til dig, Jehova. Jeg har sagt: ’Du er min Gud.’ Hvor er din godhed stor.“ — Salme 31:14, 19.
18, 19. (a) Hvordan kan en flittig indsats styrke vores tillid til Jehova? (b) Hvorfor bør en kristen være villig til at bringe ofre?
18 Nidkærhed i tjenesten for Jehova. Paulus forbandt tillid til Jehovas løfter med en flittig indsats da han skrev: „Vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet.“ (Hebræerne 6:11) Hvis vi er travlt optaget af tjenesten for Jehova, vil han støtte os. Hver gang vi mærker denne støtte, styrkes vores tillid til ham, og vi bliver „faste, urokkelige“. (1 Korinther 15:58) Vores tro fornys, og vores håb bekræftes. — Efeserne 3:16-19.
19 Villighed til at bringe ofre. Paulus ofrede en lovende karriere for at følge Jesus. Han traf tydeligvis det rette valg selvom han undertiden måtte lide afsavn i materiel henseende. (1 Korinther 4:11-13) Jehova lover os ikke et liv i luksus, og somme tider må hans tjenere udholde trængsler. Hvis vi er villige til at forenkle vores liv og bringe ofre, vidner det om at vi har truffet en fast beslutning om at tjene Jehova. — 1 Timoteus 6:6-8.
20. Hvorfor er det vigtigt at de der sætter Rigets interesser først, er tålmodige?
20 Tålmodighed. Disciplen Jakob tilskyndede sine trosfæller: „Vær derfor tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse.“ (Jakob 5:7) I denne hektiske verden er det ikke let at være tålmodig. Vi vil helst have at tingene sker nu. Men Paulus opfordrer os til at efterligne dem der „gennem tro og tålmodighed arver løfterne“. (Hebræerne 6:12) Vær villig til at vente på Jehova. Evigt liv i et paradis på jorden — er det ikke værd at vente på?
21. (a) Hvad viser vi når vi sætter Rigets interesser først? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
21 Ja, Jesu vejledning om at kristne skal søge Riget først, er både realistisk og brugbar. Når vi følger vejledningen, viser vi at vi har en stærk tillid til Jehova, og vi vælger den eneste livsform der kan give en kristen sand tryghed. Men Jesus tilskyndede os også til at blive ved med ’først at søge Guds retfærdighed’. I den næste artikel vil vi se på hvorfor denne tilskyndelse er særlig aktuel i dag.
Spørgsmål til repetition
• Hvilken ligevægtig holdning til materielle ting tilskyndede Jesus os til at have?
• Hvad kan vi lære af Jesu illustration med kamelen og nåleøjet?
• Hvilke kristne egenskaber kan hjælpe os til at søge Guds rige først?
[Illustration på side 21]
Mange af Jesu tilhørere var fattige
[Illustration på side 23]
Købmanden i Jesu billedtale ofrede alt hvad han ejede, for én værdifuld perle
[Illustration på side 23]
Den rige unge mand elskede sine ejendele højere end han elskede Gud
[Illustration på side 24]
Hvis vi er travlt optaget af tjenesten for Jehova, vil han støtte og hjælpe os