Panikanfald — hvad kan man gøre?

Robert sad helt afslappet på sit kontor. Pludselig begyndte hans hjerte at hamre. Med ét sad han ret op og ned mens sveden brød frem på hans pande. Han var sikker på at han havde fået et hjerteanfald. Han greb telefonen. „Jeg har det helt forfærdeligt,“ gispede han. „Jeg tror jeg besvimer!“

DET var første og desværre ikke sidste gang Robert oplevede et panikanfald. Han fik fornyede anfald på en restaurant og i et indkøbscenter. Han blev endda grebet af panik mens han besøgte nogle venner. Det eneste sted hvor Robert efterhånden følte sig „sikker“, var hjemme hos sig selv. Han blev mere og mere deprimeret. „Jeg overvejede endda at begå selvmord,“ indrømmer han.

Et halvt år efter læste Robert ved et tilfælde en avisartikel der handlede om panikanfald og agorafobi. De oplysninger den indeholdt, reddede hans liv.

Hvorfor bliver man grebet af panik?

Panik er legemets normale reaktion på fare. Forestil dig at du går over en bred vej og pludselig ser en bil der med høj fart har kurs mod dig. Det fremkalder straks nogle fysiske og kemiske reaktioner i dit legeme som sætter dig i stand til at løbe i sikkerhed.

Men prøv så at forestille dig hvordan det er at have den samme panikfølelse uden påviselig årsag. Ph.D. R. Reid Wilson siger: „Panikanfald udløses når panik narrer hjernen til at tro at der er overhængende fare på færde. Man går for eksempel stille og roligt rundt og handler i et supermarked. Pludselig er det som om der er noget i én der slår alarm, hvorefter hele ens organisme kommer i beredskab.“

Kun de der har oplevet et anfald, kan fuldt ud forstå hvor voldsomt det føles. Tidsskriftet American Health beskriver et panikanfald som „et brus af adrenalin der alarmerer kroppen i fem minutter, en time eller en dag, for derefter at holde op lige så pludseligt og mystisk som da det begyndte. Bagefter er man slap og udmattet og gruer for det næste anfald.“

Årsagerne til panikanfald

Panikanfald optræder som regel i ungdommen og rammer flere kvinder end mænd. Hvad er det der fremkalder dem? Det kan der ikke gives noget klart svar på. Nogle siger at patienterne er biologisk disponerede på grund af en abnormitet i hjernens limbiske system. Mange mener at tilstanden er arvelig, mens andre hævder at den skyldes stressfremkaldende faktorer der ændrer hjernens kemi.

I nogle tilfælde er anfaldene forårsaget af traumatiske oplevelser, såsom krig, voldtægt eller børnemisbrug. Én undersøgelse viste at blandt dem der led af panikanfald, var procentdelen hos incestofre 13 gange højere end hos resten af befolkningen. Panikanfald og andre syndromer er selvstændige lidelser, men de kan samtidig være hvad forfatteren E. Sue Blume kalder „eger der sidder i et nav af incest“.

Det er naturligvis ikke alle panikanfald der udløses af et traume. Men når det er tilfældet, vil „behandling af misbrugets sekundære følger [panikanfaldene] frem for det tilgrundliggende traume, være en midlertidig løsning,“ advarer dr. Wayne Kritsberg. „Det ville være som at drikke hostesaft for at kurere en lungebetændelse.“

Kan man blive helbredt?

Panikanfald kan afhjælpes. Mange der bindes til hjemmet på grund af frygten for et panikanfald, er blevet hjulpet ved at benytte udsættelsesterapi. Patienten udsættes for årsagen til sin frygt og hjælpes til at blive i situationen indtil panikken forsvinder. Personer der har hjerteproblemer, astma, mavesår, tyktarmsbetændelse eller lignende, bør dog rådføre sig med en læge før de begynder på denne behandling.

Man kan også benytte sig af afspændingsteknik for at dulme angstfølelsen.a Nogle af øvelserne omtales i rammen „Afspændingsteknik“. Men vent ikke med at bruge disse forslag til der opstår et panikanfald. Det er bedst at øve sig på dem når stressniveauet er lavt. Når disse øvelser beherskes, kan de mindske eller endda forhindre fremtidige anfald.

Perfektionisme og lav selvagtelse giver grobund for panikreaktioner. „Mens jeg led af angstanfald, var det hr. Negativ der styrede mit liv,“ siger et af ofrene. „Jeg bildte mig ind, at fordi jeg var angst, var jeg mindre værd end andre og fortjente derfor ikke at blive elsket.“ Ved at ændre sine tankebaner kan man ofte mindske den uro og angst der udløser panikanfald.b

Det har også stor værdi at have en nær ven man kan betro sig til. At tale med en forstående tilhører kan hjælpe én til at skelne mellem problemer man må lære at leve med og problemer man kan løse. En anden faktor som ikke må overses, er bønnen. Salme 55:22 siger: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“

Panik udløses sjældent af et enkelt uoverkommeligt problem, men af små, tilsyneladende ubetydelige bekymringer der har tårnet sig op, næsten som når for mange husholdningsapparater er sluttet til det samme elektriske kredsløb og der så springer en sikring. Én løsning kunne være at skrive sine grunde til angst ned på nogle kort, og derefter sortere dem i rækkefølge fra det mindste problem til det største. Tag én bekymring ad gangen. At nedfælde sine problemer på papir kan hjælpe én til at betragte dem som noget man kan konfronteres med og løse, frem for noget man frygter og søger at undgå.

Nogle patienter behandles med lægeordinerede beroligende midler eller antidepressiva. Et advarende ord er dog på sin plads. „Jeg mener ikke at medicin alene er løsningen,“ siger rådgiveren Melvin Green. „Den kan anvendes som et hjælpemiddel mens man søger at finde løsningen på problemet. . . . Medicinske præparater kan hjælpe én til at fungere i hverdagen, så man har overskud til at søge andre former for behandling af agorafobi og selv arbejde på at blive helbredt.“

Et åndeligt problem?

En kvinde ved navn Brenda siger: „Jesus sagde ’vær aldrig bekymret’, og derfor troede jeg ikke at kristne kunne opleve panikanfald. Jeg drog den slutning at jeg ikke stolede nok på Gud.“ Sammenhængen viser imidlertid at Jesu ord i Mattæus 6:34 ikke sigtede til paniklidelser, men til den fare der er forbundet med at være mere optaget af det materielle end af det åndelige.

Selv de der sætter de åndelige interesser på førstepladsen kan blive ramt af denne lidelse, hvilket fremgår af en erfaring med en kvinde fra Finland.

„Min makker og jeg, begge Jehovas vidner, var ude at forkynde fra hus til hus. Pludselig følte jeg mig svimmel og forvirret. Alting var så uvirkeligt, og jeg var bange for at falde om. Ved det næste besøg kunne jeg slet ikke følge med i samtalen.

Denne forfærdelige oplevelse fandt sted i 1970. Det var det første af en række mærkelige anfald der plagede mig de næste tyve år. Gentagne gange var jeg konfus, ude af stand til at tænke klart. Jeg følte mig svimmel og havde hjertebanken. Jeg snublede over ordene, og nogle gange kunne jeg slet ikke udtrykke mig.

Jeg var på det tidspunkt en ung og energisk heltidsforkynder, og jeg holdt meget af at hjælpe andre til at forstå Bibelen. Men jeg var konstant plaget af disse anfald. Jeg spekulerede på hvad der var galt med mig. En neurolog stillede diagnosen temporallap-epilepsi. I ti år tog jeg den medicin han ordinerede, men undrede mig over at den havde så ringe virkning. Jeg begyndte at betragte min tilstand som noget der ikke kunne være anderledes.

Langt om længe gik det op for mig at det ikke var epilepsi jeg led af, og at det var derfor medicinen ikke virkede. Blot det at gå ture på strækninger som jeg var fortrolig med, var en uoverstigelig opgave, og jeg gruede for at møde nogen på min vej. Jeg måtte opbyde al min styrke for at overvære de kristne møder. Totalt tanketom sad jeg ofte svedende og svimmel og holdt på tindingerne mens mit hjerte hamrede. Nogle gange var min krop helt anspændt og forkrampet. På et tidspunkt var jeg sikker på at jeg skulle dø.

Forkyndelsen var med til at holde mig oppe, selv om det må betragtes som noget af et mirakel at jeg overhovedet kunne fortsætte i pionertjenesten. Til tider var det så svært for mig at lede et bibelstudium at min makker måtte gøre det for mig. Jeg trøstede mig med at vi alle er fælles om at udføre forkyndelsen, og at det i sidste ende er Gud som får det til at gro. (1 Korinther 3:6, 7) De symbolske får lytter og reagerer på budskabet uanset hvilke begrænsninger en forkynder kan have.

En dag i marts 1991 viste min mand mig en pjece der handlede om paniklidelse. De symptomer der var beskrevet, svarede fuldstændig til dem jeg havde! Jeg læste mere om emnet, overværede nogle forelæsninger og fik en tid hos en specialist. Efter 20 år fik jeg endelig stillet den rigtige diagnose. Jeg var på vej til at blive helbredt!

De fleste af dem der lider af panikanfald kan blive hjulpet når de får den rigtige behandling. Medfølende venner kan desuden være til stor hjælp. Frem for at kritisere den der lider af panik for ikke at ville omgås andre mennesker, vil en forstandig ven indse at vedkommende ikke er bevidst menneskefjendsk. — Jævnfør Første Thessalonikerbrev 5:14.

Når jeg nu ser tilbage på de sidste 20 år, er jeg taknemmelig for at jeg har kunnet forblive i heltidstjenesten. Det er en velsignelse der har været hele kampen værd. Men jeg er samtidig helt klar over at nogle, ligesom Epafroditus, må give afkald på tjenesteforrettigheder på grund af et dårligt helbred. Jehova er på ingen måde utilfreds med sådanne. Han kræver ikke mere af én end hvad man med rimelighed kan magte.

Mine erfaringer med denne sygdom har givet mig en lektion i ikke at tage mig selv højtideligt. Jeg har også fået større empati for dem der har begrænsninger. Men frem for alt har jeg fået et nært forhold til Jehova. I alle mine prøvelser har han bestandig vist sig at være en sand kilde til styrke og trøst.“

[Fodnoter]

[Ramme på side 22]

Afspændingsteknik

Træk vejret roligt. Panikanfald ledsages ofte af hyperventilation. For at kontrollere åndedrættet kan du prøve denne øvelse: Læg dig på maven. Tæl til seks mens du ånder ind; tæl til seks mens du ånder ud. Foretag de samme dybe åndedrætsøvelser i siddende stilling. Gentag øvelsen stående. Træk vejret dybt fra mellemgulvet og gør denne øvelse hver dag indtil det falder dig naturligt. Nogle finder det gavnligt at tænke på smukke omgivelser mens de laver øvelsen.

Tænk roligt. ’Hvad nu hvis jeg kollapser?’ ’Hvad nu hvis der ikke er nogen til at hjælpe mig?’ ’Hvad nu hvis jeg får hjertestop?’ Angstforestillinger giver næring til panik. Eftersom den slags tanker som regel handler om fremtidige ulykker eller om de tidligere anfald man har haft, bør man koncentrere sig om sin nuværende situation. „At fokusere på nuet virker straks beroligende,“ siger dr. Alan Goldstein. Nogle foreslår at man går med en elastik om håndleddet. Når angstforestillingerne så opstår, kan man svippe med elastikken og sige til sig selv: „Hold op!“ Stands angsten før den udvikler sig til panik.

Reagér roligt. Hvis du bliver grebet af panik, skal du ikke forsøge at bekæmpe den. Det er blot en følelse, og følelser behøver ikke at skade dig. Forestil dig at du står ved havet og betragter bølgerne. De rejser sig, topper, og lægger sig igen. Panik har et lignende forløb. Rid bølgen af i stedet for at bekæmpe den. Husk at panikanfaldet får en ende. Når anfaldet er gået over, skal du ikke overreagere eller dvæle ved problemet. Det går væk, på samme måde som et nyseanfald eller en hovedpine går væk.

Panik er ligesom en bølle. Hvis man provokerer ham, går han til angreb; hvis man ikke provokerer ham, går han måske sin vej. Ph.D. R. Reid Wilson forklarer at disse øvelser „ikke er tænkt som en hjælp til at ’bekæmpe’ panik eller at ’bortjage’ den når den opstår. Betragt dem hellere som en måde at fordrive tiden på når panikken forsøger at komme i lag med dig.“

[Ramme på side 23]

Agorafobi — angst for angsten

Mange der får panikanfald udvikler agorafobi. Agorafobi defineres som frygt for at opholde sig på åbne pladser, men det er mere korrekt at betegne den som en angst for selve angsten. De der lider af agorafobi, frygter angsten så meget at de undgår alle de steder hvor de tidligere har oplevet et panikanfald. Til sidst er der kun ét „sikkert“ sted, som regel i hjemmets beskyttende omgivelser.

„Forestil dig at du er ved at forlade dit hus,“ skriver Melvin Green. „Pludselig, som var han dumpet ned fra himmelen, står den største mand du nogen sinde har set foran dig. Han har et boldtræ i hånden som han helt uden grund slår dig oven i hovedet med. Du vakler tilbage til huset, rystet over hvad der lige er sket. Efter at du er kommet lidt til hægterne igen, åbner du forsigtigt døren og ser at alt er normalt. Du beslutter dig til at tage af sted igen. Pludselig er han der, og igen bliver du slået. Du skynder dig tilbage til huset, hvor du er i sikkerhed. Du går om til bagdøren og kigger ud . . . Han er der. Du ser ud ad vinduerne . . . Han er også der. Du ved at hvis du forlader hjemmets sikre omgivelser, vil du blive slået igen. Spørgsmålet er så, om du ville have lyst til at forlade huset.“

Mange med agorafobi bruger en sammenligning som denne når de skal beskrive hvordan de har det. De føler at deres situation er håbløs. Dr. Alan Goldstein giver imidlertid denne forsikring: „Du er ikke den eneste; du er ikke alene. . . . Du kan hjælpe dig selv.“