Bliv ved med at tjene skulder ved skulder
„Da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — ZEFANIAS 3:9.
1. Hvordan bliver Zefanias 3:9 opfyldt i dag?
I HELE verden tales der omkring 6000 sprog foruden mange dialekter. Men uanset hvilket sprog man taler i hele spektret mellem arabisk og zulu, har man mulighed for at lære et ganske særligt sprog. Gud har gjort det muligt for mennesker alle vegne at lære at tale det eneste rene sprog. Det sker som opfyldelse af et løfte Gud gav gennem profeten Zefanias: „Da giver jeg [Jehova Gud] folkene et nyt sprog, et der er rent [ordret: „en ren læbe“], for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — Zefanias 3:9.
2. Hvad er ’det rene sprog’, og hvad er blevet muligt ved hjælp af det?
2 Det ’rene sprog’ er Guds sandhed som den findes udtrykt i hans ord, Bibelen. Det er især sandheden om Guds rige, det rige der vil hellige Guds navn, hævde hans suverænitet og bringe menneskeheden velsignelser. (Mattæus 6:9, 10) Det er det eneste åndeligt rene sprog på hele jorden, og det tales af folk fra alle nationer og etniske grupper. De kan derfor tjene Jehova „skulder ved skulder“, eller, som fodnoten i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen siger, „[med] én skulder“. De tjener Gud i forening, eller „i fuld enighed“, som det siges i The New English Bible.
KRISTNE ER UPARTISKE
3. Hvad sætter os i stand til at tjene Jehova i enhed?
3 Som kristne er vi taknemmelige for at vi med vores forskellige sprog kan virke for samme sag. Til trods for at vi forkynder den gode nyhed om Riget på mange sprog, tjener vi Gud i enhed. (Salme 133:1) Det er kun muligt fordi vi alle taler det rene sprog til pris for Jehova, uanset hvor på jorden vi bor.
4. Hvorfor må Guds tjenere ikke være partiske?
4 Guds tjenere må ikke være partiske. Det slog apostelen Peter fast da han forkyndte hjemme hos den ikkejødiske officer Kornelius i år 36 og følte sig tilskyndet til at sige: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Altså har partiskhed, klikedannelse og favorisering ingen plads i den kristne menighed.
5. Hvorfor er det forkert at være med til at danne kliker i menigheden?
5 Efter et besøg i en rigssal skrev en studerende: „Normalt appellerer de forskellige trossamfund til mennesker af en bestemt race eller fra en bestemt etnisk gruppe. . . . Men hos Jehovas Vidner sad alle i én forsamling uden at danne kliker.“ I det første århundredes Korinth var der imidlertid nogle i menigheden der dannede fraktioner. Ved således at skabe strid modvirkede de Guds hellige ånd, for den fremmer fred og enhed. (Galaterne 5:22) Hvis vi dannede kliker i menigheden, ville vi også modarbejde åndens ledelse. Lad os derfor huske hvad apostelen Paulus skrev til korintherne: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Korinther 1:10) Også i brevet til efeserne betonede Paulus vigtigheden af enhed. — Efeserne 4:1-6, 16.
6, 7. Hvilken vejledning gav Jakob angående forskelsbehandling, og hvordan kan vi efterleve den?
6 Det har altid været et krav til kristne at de skulle være upartiske. (Romerne 2:11) Da nogle kristne i det første århundrede favoriserede velhavende gæster, fik det disciplen Jakob til at skrive: „Mine brødre, I har vel ikke troen på vor Herre Jesus Kristus, vor herlighed, sammen med gerninger der udspringer af partiskhed? For når en mand med guldringe på fingrene og i en flot dragt kommer ind i en af jeres forsamlinger, og en fattig i en snavset dragt også kommer ind, og I ser velvilligt på ham der bærer den flotte dragt og siger: ’Du kan sidde her på en god plads,’ og til den fattige siger: ’Du kan blive stående’ eller: ’Du kan sidde dér, neden for min fodskammel,’ har I så ikke klasseskel iblandt jer og er blevet dommere der afsiger onde kendelser?“ — Jakob 2:1-4.
7 Rige ikketroende der kom til møde med guldringe og i flotte dragter, fik en udsøgt behandling i modsætning til fattige ikketroende der kom i snavsede dragter. De rige fik anvist „en god plads“, mens de fattige fik besked på at blive stående eller sætte sig ved en eller andens fødder. Men Gud havde upartisk givet Jesu genløsningsoffer til gavn for rige såvel som fattige. (Job 34:19; 2 Korinther 5:14) Hvis vi vil behage Jehova og tjene ham skulder ved skulder, må vi derfor ikke vise partiskhed eller ’beundre personligheder for egen fordels skyld’. — Judas 4, 16.
UNDGÅ AT KNURRE
8. Hvordan gik det de israelitter der knurrede?
8 For at kunne bevare enheden og blive ved med at nyde Guds gunst, er det vigtigt at vi følger Paulus’ vejledning: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser.“ (Filipperne 2:14, 15) De troløse israelitter der var blevet befriet fra trældommen i Ægypten, knurrede imod Moses og Aron og dermed mod Jehova Gud. Det medførte at kun de trofaste mænd Josua og Kaleb og levitterne kom ind i det forjættede land. Alle andre mænd fra tyveårsalderen og opefter døde under Israels 40 år lange ørkenvandring. (4 Mosebog 14:2, 3, 26-30; 1 Korinther 10:10) Det var en høj pris de betalte for at knurre!
9. Hvad fik Mirjam ud af at knurre?
9 Det viser hvordan det kan gå en hel nation der knurrer. Men hvordan forholder det sig med enkeltpersoner der er utilfredse og klager? Moses’ søskende, Mirjam og Aron, sagde knurrende: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ Beretningen fortsætter: „Jehova hørte det.“ (4 Mosebog 12:1, 2) Hvilke følger fik det? Mirjam, der øjensynlig var hovedansvarlig, blev ydmyget af Gud. Hun blev spedalsk og måtte opholde sig uden for lejren i syv dage indtil hun var blevet renset. — 4 Mosebog 12:9-15.
10, 11. Hvad kan en klagende indstilling føre til? Belys svaret med et eksempel.
10 At knurre er mere end at klage over en uretfærdighed. De der er kronisk utilfredse, går alt for højt op i deres egne meninger og deres egen status. De henleder opmærksomheden på sig selv, ikke på Gud. Hvis de ikke betvinger den tendens, sår de splid blandt deres åndelige brødre og modarbejder deres bestræbelser på at tjene Gud skulder ved skulder. De der knurrer, giver nemlig konstant udtryk for deres utilfredshed, i håb om at vinde tilhængere.
11 Det kunne for eksempel være at en kritiserer den måde en ældste fremfører sine indlæg på, eller den måde han passer sine opgaver på. Hvis vi lægger øre til kritikken, kommer vi let til at sympatisere med den klagende. Indtil utilfredshedens frø blev sået i vores tanker, har vi måske ikke haft noget at udsætte på ældstebroderen, men det har vi nu. Det kan ende med at han slet ikke kan gøre os tilpas, og vi begynder at nedvurdere ham. Sådan noget hører ikke hjemme blandt Jehovas tjenere.
12. Hvordan kan det påvirke vores forhold til Gud hvis vi knurrer?
12 Hvis vi knurrer mod nogle mænd som har den opgave at være hyrder for Guds hjord, kan det udvikle sig til at vi spotter dem. Hvis vi nedkalder ondt over dem, kan det i høj grad belaste vores forhold til Jehova. (2 Mosebog 22:28) Spottere der ikke ændrer sind, skal ikke arve Guds rige. (1 Korinther 5:11; 6:10) Disciplen Judas skrev om nogle der klagede, at de ’lod hånt om herredømme og spottede sådanne som var herlige’, nemlig de brødre der havde et ansvar i menigheden. (Judas 8) Gud godkendte ikke kritikerne, og vi gør klogt i at gå langt uden om ondsindet snak.
13. Hvorfor er det ikke altid urimeligt at klage?
13 Naturligvis er det ikke enhver klage der mishager Gud. Han ignorerede ikke „klageskriget over Sodoma og Gomorra“, men tilintetgjorde de ugudelige byer. (1 Mosebog 18:20, 21; 19:24, 25) Kort efter pinsedagen år 33 opstod der i Jerusalem „en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“. Det fik apostlene til at bringe sagen i orden ved at udpege „syv mænd“ som havde „godt vidnesbyrd“, til at tage sig af det „nødvendige arbejde“ med at fordele maden. (Apostelgerninger 6:1-6) Ældste i dag må heller ikke ’lukke deres ører’ for begrundede klager. (Ordsprogene 21:13) Og de bør ikke kritisere deres trosfæller, men bør styrke og opbygge dem. — 1 Korinther 8:1.
14. Hvilken egenskab er særlig vigtig hvis vi skal undgå knurren?
14 Vi bør alle afholde os fra at knurre, for en klagende indstilling nedbryder os åndeligt og underminerer vores enhed. Derimod bør vi altid lade den hellige ånd fremkalde kærlighed hos os. (Galaterne 5:22) Hvis vi overholder „den kongelige lov“ om kærlighed, kan vi tjene Jehova skulder ved skulder. — Jakob 2:8; 1 Korinther 13:4-8; 1 Peter 4:8.
VOGT DIG FOR BAGVASKELSE
15. Hvordan vil du definere forskellen mellem sladder og bagvaskelse?
15 At knurre kan let føre til at man spreder skadelig sladder, og derfor må vi passe godt på hvad vi siger. Sladder er tom snak om andre og deres anliggender. Bagvaskelse er direkte falske forlydender man forsætligt viderebringer for at skade en andens rygte. Det er ondsindet og imod Guds vilje. Gud gav derfor israelitterne følgende påbud: „Du må ikke gå omkring som en bagvasker blandt dit folk.“ — 3 Mosebog 19:16.
16. Hvad skrev Paulus om nogle der sladrede, og hvad bør hans vejledning få os til?
16 Eftersom tom snak kan udvikle sig til bagvaskelse, advarede Paulus imod dem der udbredte sladder. Da han havde omtalt enker der var berettigede til hjælp fra menigheden, nævnte han enker der lærte at „være ledige, idet de [løb] omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de [talte] om ting de ikke burde“. (1 Timoteus 5:11-15) Hvis en kristen kvinde opdager at hun har en svaghed for snak der kan føre til bagvaskelse, bør hun give agt på Paulus’ vejledning om at kvinder skal være „alvorlige, ikke bagtaleriske“. (1 Timoteus 3:11) Kristne mænd skal naturligvis også vogte sig for skadelig sladder. — Ordsprogene 10:19.
HOLD OP MED AT DØMME
17, 18. (a) Hvad sagde Jesus om det at dømme sin broder? (b) Hvordan kan vi omsætte hans vejledning i handling?
17 Vi kan forhåbentlig sige os fri for at være bagvaskere; men kan det tænkes at vi har brug for at aflægge en tilbøjelighed til dømmesyge? Jesus fordømte den tendens med ordene: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt. Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje,’ når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Mattæus 7:1-5.
18 Vi bør ikke selvsikkert tilbyde at tage ’en splint’ ud af vores broders øje hvis vores egen dømmekraft er svækket af en symbolsk „bjælke“. Hvis vi virkelig forstår hvor barmhjertig Gud er, vil vi ikke være tilbøjelige til at dømme vores åndelige brødre og søstre. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne forstå dem lige så godt som vores himmelske Fader gør? Det er ikke svært at forstå hvorfor Jesus befalede os at ’holde op med at dømme, for at vi ikke skal blive dømt’. En ærlig bedømmelse af vores egne ufuldkommenheder vil afholde os fra at afsige domme der i Jehovas øjne er uretfærdige.
SKRØBELIGE — MEN TIL ET ÆREFULDT FORMÅL
19. Hvilken holdning bør vi have til vores trosfæller?
19 Hvis vi er besluttede på at tjene Gud skulder ved skulder med vores trosfæller, vil vi ikke blot undgå at dømme dem. Vi vil ’gå foran med at vise dem ære’. (Romerne 12:10) Vi vil søge deres bedste frem for vores eget, og vi vil med glæde påtage os endog uanselige tjenester for dem. (Johannes 13:12-17; 1 Korinther 10:24) Hvordan kan vi bevare denne positive indstilling? Det kan vi ved at holde os for øje at alle der tror på Jehova, er dyrebare for ham. Desuden må vi huske at vi har brug for hinanden, ligesom hver del af menneskelegemet er afhængig af de andre. — 1 Korinther 12:14-27.
20, 21. Hvad betyder ordene i Andet Timoteusbrev 2:20, 21 for os?
20 Kristne er ’skrøbelige lerkar’ som har fået betroet en herlig kostbarhed, tjenesten for Gud. (2 Korinther 4:7) Hvis vi skal udføre denne hellige gerning til pris for Jehova, må vi til stadighed være ærefulde i hans og hans søns øjne. Kun når vi er moralsk og åndeligt rene, kan vi være ’ærefulde kar’ til brug for Gud. I den forbindelse skrev Paulus: „Nu er der i et stort hus ikke blot kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til et ærefuldt formål, men andre til et ikke-ærefuldt formål. Derfor, hvis nogen holder sig fri af de sidstnævnte, vil han være et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 2:20, 21.
21 De der med deres adfærd viser at de tilsidesætter Guds krav, er ’kar til et ikke-ærefuldt formål’. Men hvis vi retter os efter Guds vilje, vil vi være ’kar til et ærefuldt formål, helliget eller sat til side til Jehovas tjeneste og beredt til enhver god gerning’. Vi bør derfor spørge os selv: ’Er jeg et „kar til et ærefuldt formål“? Påvirker jeg mine trosfæller positivt? Kæmper jeg skulder ved skulder med de andre i menigheden?’
BLIV VED MED AT TJENE SKULDER VED SKULDER
22. Hvad kan den kristne menighed sammenlignes med?
22 Den kristne menighed er en familielignende ordning. Når alle i en familie tilbeder Jehova, råder der en kærlig, hjælpsom og behagelig atmosfære. En familie kan bestå af ret forskellige personligheder, men alle har en ærefuld plads. Det samme er tilfældet i menigheden. Vi er forskellige og ufuldkomne, men Gud har ved Kristus draget os til sig. (Johannes 6:44; 14:6) Jehova og Jesus elsker os, og ligesom i en forenet familie er det yderst vigtigt at vi elsker hinanden. — 1 Johannes 4:7-11.
23. Hvad bør vi huske, og hvad bør vi være besluttede på?
23 Den familielignende kristne menighed er også et sted hvor vi med rette forventer loyalitet af hinanden. Apostelen Paulus skrev: „Derfor ønsker jeg at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ (1 Timoteus 2:8) Ifølge Paulus bør man vise loyalitet når man beder højt „på ethvert sted“ hvor kristne mødes. Kun loyale mænd bør bede på menighedens vegne. Men naturligvis forventer Gud at vi alle er loyale mod ham og mod hinanden. (Prædikeren 12:13, 14) Lad os derfor være besluttede på at arbejde harmonisk sammen, ligesom legemets lemmer. Lad os desuden tjene i forening som tilbedere af Jehova i hans åndelige familie. Og lad os først og fremmest huske at vi har brug for hinanden og vil blive godkendt og velsignet af Jehova hvis vi bliver ved med at tjene ham skulder ved skulder.
Hvad vil du svare?
• Af hvilken grund kan Jehovas folk tjene ham skulder ved skulder?
• Hvorfor holder kristne sig fra partiskhed?
• Hvordan vil du begrunde at det er forkert at knurre?
• Hvorfor bør vi vise vores trosfæller ære?
[Illustration på side 15]
Peter forstod at „Gud ikke er partisk“
[Illustration på side 16]
Hvorfor ydmygede Gud Mirjam?
[Illustration på side 18]
Loyale kristne er glade for at tjene Gud skulder ved skulder