ÆRBØDIGHED
Respekt eller underkastelse; i bibelsk tid vist ved en bestemt gestus eller handling, for eksempel ved at man bøjede sig, knælede eller kastede sig ned for en anden. Denne handling udtrykkes i mange tilfælde med den hebraiske verbalform hisjtachawahʹ og det græske verbum proskyneʹō.
Grundbetydningen af hisjtachawahʹ er „at bøje sig“. (1Mo 18:2) Man bøjede sig for at udtrykke respekt eller ærbødighed for et andet menneske, for eksempel en konge (1Sa 24:8; 2Sa 24:20; Sl 45:11), ypperstepræsten (1Sa 2:36), en profet (2Kg 2:15) eller en anden myndighedsperson (1Mo 37:9, 10; 42:6; Rut 2:8-10), en ældre slægtning (1Mo 33:1-6; 48:11, 12; 2Mo 18:7; 1Kg 2:19) eller endog for fremmede som et udtryk for høflighed og agtelse (1Mo 19:1, 2). Abraham bøjede sig for kana’anæeren Hets sønner, som han gerne ville købe et gravsted af. (1Mo 23:7) Ifølge den velsignelse Jakob fik af Isak, skulle folkestammer og endda hans egne „brødre“ bøje sig for ham. (1Mo 27:29; jf. 1Mo 49:8.) Når mænd trådte hen for at bøje sig for Davids søn Absalom, rakte han hånden frem og greb fat i dem og kyssede dem for at give dem det indtryk at han stillede sig lige med dem, tydeligvis for at fremme sine ærgerrige politiske planer. (2Sa 15:5, 6) Mordokaj nægtede at kaste sig ned for Haman, ikke fordi han betragtede handlingen som forkert i sig selv, men uden tvivl fordi denne højtstående persiske embedsmand stammede fra amalekitterne, som var forbandede. — Est 3:1-6.
Som det fremgår af disse eksempler, ligger der ikke nødvendigvis nogen religiøs betydning eller tanke om tilbedelse i det hebraiske ord. I mange tilfælde bruges det dog i forbindelse med tilbedelse, enten af den sande Gud (2Mo 24:1; Sl 95:6; Es 27:13; 66:23) eller af falske guder. (5Mo 4:19; 8:19; 11:16) Man bøjede sig når man bad til Gud (2Mo 34:8; Job 1:20, 21), og de der fik en åbenbaring fra Gud eller modtog et vidnesbyrd om hans gunst, kastede sig ofte ned. Derved gav de udtryk for deres taknemmelighed og ærbødighed og for at de ydmygt underkastede sig hans vilje. — 1Mo 24:23-26, 50-52; 2Mo 4:31; 12:27, 28; 2Kr 7:3; 20:14-19; jf. 1Kor 14:25; Åb 19:1-4.
Mens det var tilladt at bøje sig for mennesker for at vise dem respekt, var det forbudt at bøje sig for andre guder end Jehova. (2Mo 23:24; 34:14) At bøje sig tilbedende for religiøse billeder eller noget af det skabte blev også klart fordømt. (2Mo 20:4, 5; 3Mo 26:1; 5Mo 4:15-19; Es 2:8, 9, 20, 21) Når nogle af Jehovas tjenere i De Hebraiske Skrifter bøjede sig eller kastede sig ned for engle, gjorde de det derfor kun for at vise at de anerkendte dem som Guds sendebud, og ikke for at vise dem ærbødighed som guder. — Jos 5:13-15; 1Mo 18:1-3.
I De Kristne Græske Skrifter. Det græske ord proskyneʹō svarer temmelig nøje til det hebraiske hisjtachawahʹ, idet det både indeholder tanken om at vise ærbødighed over for skabninger og tanken om at tilbede enten Gud eller en guddom. Selve den måde ærbødigheden vises på, er måske ikke så fremtrædende i proskyneʹō som i hisjtachawahʹ, der tydeligt beskriver den handling at bøje sig eller kaste sig ned. Græskkyndige afleder det græske ord af verbet kyneʹō, „at kysse“. Som det bruges i De Kristne Græske Skrifter (og i den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter), er det imidlertid tydeligt at de hvis handlinger beskrives med dette ord, bøjede sig eller kastede sig ned. — Mt 2:11; 18:26; 28:9.
Ligesom med det hebraiske ord må man i de enkelte tilfælde tage sammenhængen i betragtning for at afgøre om proskyneʹō blot sigter til ærbødighed i form af dyb respekt eller til ærbødighed i form af religiøs tilbedelse. Hvor handlingen direkte siges at være rettet mod Gud (Joh 4:20-24; 1Kor 14:25; Åb 4:10) eller mod falske guder og deres billeder (Apg 7:43; Åb 9:20), er der tydeligvis ikke blot tale om den form for ærbødighed der normalt og med rette vises mennesker, men om en form for tilbedelse. Også i tilfælde hvor genstanden for ærbødigheden ikke nævnes, kan det være underforstået at handlingen er rettet mod Gud. (Joh 12:20; Apg 8:27; 24:11; He 11:21; Åb 11:1) Når der imidlertid siges at nogle fra „Satans synagoge“ vil „komme og bøje sig ærbødigt“ for de kristnes fødder, er der tydeligvis ikke tale om tilbedelse. — Åb 3:9.
I en af Jesu billedtaler bøjer en træl sig ærbødigt for en jordisk konge. (Mt 18:26) Det var den samme form for hyldest astrologerne bragte barnet Jesus, ’den jødernes konge som var født’, og som Herodes gav udtryk for at han ville bringe barnet, og som soldaterne siden spottende bragte Jesus inden han blev pælfæstet. De betragtede tydeligvis ikke Jesus som Gud eller som en guddom. (Mt 2:2, 8; Mr 15:19) Skønt nogle oversættere gengiver ordet proskyneʹō med „tilbede“ de fleste af de steder hvor det beskriver en handling over for Jesus, skal man ikke lægge for meget i denne gengivelse. De omstændigheder der førte til at man viste Jesus denne ærbødighed, svarer nemlig i de fleste tilfælde nøje til de omstændigheder der førte til at man før i tiden viste profeter og konger ærbødighed. (Sml. Mt 8:2; 9:18; 15:25; 20:20 med 1Sa 25:23, 24; 2Sa 14:4-7; 1Kg 1:16; 2Kg 4:36, 37.) Ofte fremgår det af de pågældende personers udtalelser at de ikke betragtede Jesus som Gud eller en guddom, men som Guds repræsentant, Guds søn, den forudsagte „Menneskesøn“, den Messias der havde guddommelig myndighed. Når de bøjede sig ærbødigt for ham, var det i mange tilfælde for at vise deres taknemmelighed for en guddommelig åbenbaring eller gunstbevisning, ligesom i førkristen tid. — Mt 14:32, 33; 28:5-10, 16-18; Lu 24:50-52; Joh 9:35, 38.
Mens både profeter og engle i fortiden havde tilladt at mennesker bøjede sig ærbødigt for dem, hindrede Peter Kornelius i at kaste sig ned for ham, og engelen (eller englene) i Johannes’ syn afholdt to gange Johannes fra at gøre det samme, idet engelen omtalte sig selv som ’en medtræl’ og sluttede med formaningen: „Tilbed Gud [tōi theōiʹ proskyʹnēson].“ (Apg 10:25, 26; Åb 19:10; 22:8, 9) Med Kristi komme var der åbenbart opstået en ny situation som berørte forholdet mellem Guds tjenere. Jesus lærte sine disciple: „Én er jeres lærer, og I er alle brødre . . . én er jeres Fører, Messias.“ (Mt 23:8-12) De profetiske forbilleder havde fået deres opfyldelse i Kristus, for, som engelen sagde til Johannes: „Det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ (Åb 19:10) Jesus var Davids Herre, den der var større end Salomon, den profet der var større end Moses. (Lu 20:41-43; Mt 12:42; Apg 3:19-24) Den ærbødighed man viste disse mennesker i fortiden ved at bøje sig for dem, forudskildrede den ærbødighed der tilkom Kristus. Peter gjorde derfor rigtigt i at forhindre Kornelius i at vise ham for stor ærbødighed.
På samme måde befandt Johannes, der som en salvet kristen var blevet erklæret retfærdig af Gud og var blevet kaldet til at være en himmelsk søn af Gud og medlem af Guds rige, sig i et andet forhold til engelen i Åbenbaringen end det forhold som israelitterne havde befundet sig i til de engle der havde åbenbaret sig for dem. Engelen anerkendte åbenbart denne forandring da han hindrede Johannes i at vise ham ærbødighed. — Jf. 1Kor 6:3; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.
Over for den herliggjorte Jesus Kristus. Kristus Jesus er derimod blevet ophøjet til en stilling næst efter Gud selv, „så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen“. (Flp 2:9-11; jf. Da 7:13, 14, 27.) Hebræerne 1:6 viser også at selv englene bøjer sig ærbødigt for den opstandne Jesus Kristus. Mange bibeloversættelser gengiver her proskyneʹō med „tilbede“, mens nogle gengiver det med udtryk som „bøje sig for“ (AT, Yg), „kaste sig ned for“ (DA92) og „hylde“ (NE). Men uanset hvilken gengivelse der bruges, forbliver det græske ord det samme, og forståelsen af hvad det er englene gør over for Jesus, må stemme med resten af Bibelen. Jesus sagde selv eftertrykkeligt til Satan at „det er Jehova din Gud du skal tilbede [form af proskyneʹō], og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste“. (Mt 4:8-10; Lu 4:7, 8) På samme måde sagde engelen til Johannes at han skulle ’tilbede Gud’ (Åb 19:10; 22:9), og denne befaling blev givet efter Jesu opstandelse og ophøjelse, hvilket viser at der ikke var sket nogen forandring i denne henseende. Det er sandt at Salme 97, som apostelen øjensynlig citerer i Hebræerne 1:6, omtaler Jehova Gud som den man skal ’bøje sig for’, og dog anvendes skriftstedet på Kristus Jesus. (Sl 97:1, 7) Apostelen har imidlertid i det foregående nævnt at den opstandne Kristus er Guds „herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (He 1:1-3) Hvis vi opfatter det sådan at englene retter en „tilbedelse“ mod den opstandne Kristus, må den derfor i virkeligheden gennem ham være rettet mod Jehova Gud, den suveræne Hersker, „ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder“. (Åb 14:7; 4:10, 11; 7:11, 12; 11:16, 17; jf. 1Kr 29:20; Åb 5:13, 14; 21:22.) På den anden side er gengivelser som „bøje sig for“ eller „hylde“ (i stedet for „tilbede“) på ingen måde i modstrid med grundteksten, hverken den hebraiske i Salme 97:7 eller den græske i Hebræerne 1:6, for disse gengivelser indeholder grundbetydningen af både hisjtachawahʹ og proskyneʹō.