GÆSTFRIHED

Hjertelig modtagelse og gavmild beværtning af gæster. „Gæstfrihed“ er oversat fra det græske filoxeniʹa, der ordret betyder „kærlighed til (venlighed over for) fremmede“.

I fortiden. På patriarkernes tid var semitterne kendt for at være særlig gæstfri, skønt ægypterne og andre også viste at de var i besiddelse af denne egenskab. Der blev vist stor omsorg for besøgende, uanset om de var fremmede, venner, slægtninge eller indbudte gæster.

Af Bibelens beretninger fremgår det at man tog sig af rejsende og viste dem gæstfrihed som en naturlig del af hverdagen. Man hilste dem velkommen med et kys, især hvis de var ens slægtninge. (1Mo 29:13, 14) Deres fødder blev vasket af et af husstandens medlemmer, som regel en tjener (1Mo 18:4), og deres dyr blev fodret, og der blev sørget for dem på anden vis. (1Mo 24:15-25, 29-33) En rejsende blev ofte indbudt til at blive natten over, og somme tider i flere dage. (1Mo 24:54; 19:2, 3) Under opholdet stod gæsten under sin værts beskyttelse. (1Mo 19:6-8; Dom 19:22-24) Ved afrejsen kunne han blive fulgt et stykke på vej. — 1Mo 18:16.

Hvor stor betydning man tillagde gæstfrihed, fremgår af Re’uels svar da hans døtre fortalte ham at en „ægypter“ (i virkeligheden Moses) havde hjulpet dem med at vande småkvæget. Re’uel udbrød: „Men hvor er han? Hvorfor har I dog ladt manden tilbage? Kald på ham så han kan få noget at spise.“ — 2Mo 2:16-20.

I byerne. Det fremgår af Bibelens beretninger at ikkeisraelitter ikke altid var gæstfri mod israelitter, især ikke i byerne. (Dom 19:11, 12) Det lader også til at man generelt ikke viste så stor gæstfrihed i byerne som i de mere isolerede områder. En levit, hans medhustru og hans medhjælper satte sig ned på Gibeas torv efter solnedgang og regnede åbenbart med at nogen ville tilbyde dem et sted at overnatte; det tyder på at det selv i byerne var ret almindeligt at vise gæstfrihed. (Dom 19:15) Levitten gav udtryk for at han selv havde mad og drikke til både sine rejsefæller og sine dyr. (Dom 19:19) De havde blot brug for husly. Men Gibea var en ugæstfri by fordi dens indbyggere, benjaminitterne, var onde, sådan som de senere begivenheder bekræftede. — Dom 19:22-28.

Mod Guds tjenere. Mens det var skik og brug at vise almindelig gæstfrihed, er baggrunden for den store gæstfrihed der skildres i Bibelen, uden tvivl at de der viste denne gæstfrihed, i de fleste tilfælde var tjenere for Jehova. Især blev der vist stor respekt for og gæstfrihed mod Guds profeter eller særlige tjenere. Abraham blev stående hos de tre engle mens de spiste det måltid han havde tilberedt til dem. Dette synes at have været et udtryk for respekt for de mænd som han forstod var Jehovas sendebud. (1Mo 18:3, 7, 8) Og ligesom Abraham „løb“ for at sørge for sine gæster, var Manoa ivrig efter at tilberede et måltid til den mand som han antog for at være en Guds mand, men som i virkeligheden var en engel. (Dom 13:15-18, 21) En velstående kvinde fra Sjunem viste gæstfrihed mod Elisa fordi, som hun sagde: „Jeg ved at det er en hellig Guds mand som til stadighed kommer forbi hos os.“ — 2Kg 4:8-11.

Ugæstfrihed fordømmes. Ammonitterne og moabitterne viste ikke gæstfrihed mod israelitterne da de var på vej mod det forjættede land, og moabitterne lejede endda Bileam til at nedkalde ondt over dem. Jehova besluttede derfor at ingen ammonit eller moabit måtte komme ind i Israels menighed. (5Mo 23:3, 4) Det var ikke blot mangel på næstekærlighed der fik ammonitterne og moabitterne til at være ugæstfri og fjendtlige, men had til Gud og hans folk.

Gennem profeten Esajas fordømte Jehova israelitterne for deres mangel på gæstfrihed, og han sagde til dem at det ikke var til nogen nytte at de fastede og bøjede sig for ham når de samtidig lod deres brødre mangle mad, tøj og husly. — Es 58:3-7.

I det 1. århundrede e.v.t. I det 1. århundrede e.v.t. fortsatte man med at vise gæstfrihed på nogenlunde samme måde som man tidligere havde gjort, skønt gæstfriheden i nogen grad var blevet begrænset af omstændighederne. Der var ikke noget godt forhold mellem samaritanere og jøder, hvorfor de i mange tilfælde forsømte at vise hinanden gæstfrihed. (Joh 4:7-9; 8:48) Andre nationers overherredømme havde også fremmet en uvenlig indstilling, og landevejene var hjemsøgt af røvere. Selv nogle herberger blev drevet af uærlige og ugæstfri mænd.

Blandt jøderne viste man dog almindeligvis den samme elskværdighed som altid mod besøgende. De blev hilst velkommen med et kys, deres hoved blev salvet eller indgnedet med olie, og deres fødder blev vasket. Ved festmåltider fik gæsterne som regel anvist en plads der stemte med deres stand og den ære man ønskede at vise dem. — Lu 7:44-46; 14:7-11.

Mod Jesu disciple. Da Herren Jesus Kristus sendte de 12 og senere de 70 ud for at forkynde i Israel, sagde han at de ville blive modtaget gæstfrit af dem der kunne se værdien af den gode nyhed de forkyndte. (Mt 10:5, 6, 11-13; Lu 10:1, 5-9) Jesus selv ’havde ikke noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’, men han blev beværtet af dem der anerkendte at han var sendt af Gud. — Mt 8:20; Lu 10:38.

Paulus gik ud fra som givet at hans kristne broder Filemon ville vise ham gæstfrihed når han kom på besøg efter at være blevet løsladt fra fængselet. Dette kunne han gøre fordi han fra sit tidligere samvær med ham vidste at han ville være mere end ivrig efter at gøre hvad han kunne for ham. (Flm 21, 22) I et af de breve apostelen Johannes skrev omkring år 98, påpegede han at medlemmerne af den kristne menighed havde pligt til at hjælpe de rejsende tjenere der blev sendt ud, „så vi kan blive medarbejdere for sandheden“. Johannes roste også Gajus for den gæstfrihed han havde vist de udsendte brødre, „endda fremmede“. Det vil sige at det var brødre som Gajus ikke personligt kendte i forvejen, men som han ikke desto mindre gav en hjertelig velkomst på grund af den tjeneste de ydede menigheden. — 3Jo 5-8.

Kendetegner sande kristne. Ægte gæstfrihed, der udspringer af hjertet, kendetegner sande kristne. Efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen i år 33 opholdt mange nyomvendte kristne sig et stykke tid i Jerusalem for at lære mere om den gode nyhed om Riget før de rejste til deres hjem i andre egne eller lande. De kristne der boede i Jerusalem, viste dem gæstfrihed og beværtede dem i deres hjem, ja de solgte endda deres ejendomme og var fælles om alt. (Apg 2:42-46) Apostlene traf senere en ordning for uddeling af mad til de trængende enker iblandt dem. — Apg 6:1-6.

Kristne har pligt til at vise gæstfrihed. Selv om mange havde været udsat for hård forfølgelse og nogle var blevet berøvet deres ejendele, sagde Paulus tilskyndende: „Glem ikke gæstfriheden.“ (He 13:2; 10:34) Peter påpegede at man villigt skulle vise gæstfrihed. Han sagde: „Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.“ (1Pe 4:9; jf. 2Kor 9:7.) Paulus understregede at de kristne først og fremmest var forpligtede til at vise deres trosfæller gæstfrihed, idet han opfordrede dem til at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. — Ga 6:10.

Gæstfrihed var en af de egenskaber som krævedes af dem der blev udnævnt til tilsynsmænd i den kristne menighed. (1Ti 3:2; Tit 1:7, 8) Da Timoteus virkede som tilsynsmand i Efesus, skrev Paulus desuden til ham at de kristne enker som blev sat på listen over dem der kunne modtage hjælp fra menigheden, skulle være nogle som ’havde beværtet fremmede’. (1Ti 5:9, 10) Disse kvinder havde øjensynlig åbnet deres hjem for kristne tjenere og missionærer der besøgte eller betjente menigheden, selv om mange af disse indtil da havde været „fremmede“ for de gæstfri kvinder. Lydia var en sådan usædvanligt gæstfri kvinde. Lukas skrev at hun „ligefrem pressede“ dem til at besøge hende. — Apg 16:14, 15.

Et bevis på tro. Disciplen Jakob påpeger at det at vise gæstfrihed er en af de vigtigste trosgerninger. Han siger: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jak 2:14-17.

Velsignelser. Der er store åndelige velsignelser forbundet med at vise gæstfrihed. Paulus skrev: „Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ (He 13:2; 1Mo 19:1-3, 6, 7; Dom 6:11-14, 22; 13:2, 3, 8, 11, 15-18, 20-22) Og Jesus fremsatte dette princip: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg 20:35.

Mattæus Levi viste sin værdsættelse af Jesu arbejde ved at holde et stort selskab for ham, og han blev velsignet ved at høre Jesus besvare farisæernes kritiske spørgsmål og fremholde en af sine billedtaler. Ved at Mattæus på denne måde gæstfrit åbnede sit hjem, fik skatteopkrævere og andre af hans bekendte mulighed for at høre Jesus. — Lu 5:27-39.

Da Zakæus i tro havde vist Jesus gæstfrihed, blev han rigt velsignet ved at høre Jesus sige: „I dag er der kommet frelse til dette hus.“ — Lu 19:5-10.

I en profeti om tiden for sin genkomst i Rigets herlighed sagde Jesus at folk ville blive skilt fra hinanden ligesom en hyrde skiller får fra geder. Dette ville ske på grundlag af den måde hvorpå de behandlede Jesu „brødre“, uden at de så Jesus selv. De der blev sammenlignet med får, var gæstfri og venlige over for Kristi „brødre“ fordi de anerkendte dem som Kristi brødre og Guds sønner. (Mt 25:31-46) Et andet sted påpegede Jesus at Gud ikke ville skænke nogen en varig belønning hvis de blot viste gæstfrihed af ren og skær menneskevenlighed, men kun hvis de viste hans profeter gæstfrihed fordi de anerkendte dem som hans udsendinge og Kristi disciple. — Mt 10:40-42; Mr 9:41, 42.

Hvem man ikke skal være gæstfri imod. Ifølge Bibelen er der nogle som kristne ikke bør vise gæstfrihed. „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2Jo 9-11) Det ville være farligt for ens egen åndelige sundhed at omgås en sådan på venskabelig fod eller at modtage ham i sit hjem, og det ville i virkeligheden være et udtryk for at man så gennem fingre med hans adfærd. Det ville desuden give andre et forkert indtryk og være en hån mod menigheden. Dette princip udtrykkes også i Romerne 16:17, 18; Mattæus 7:15; 1 Korinther 5:11-13.

Herberger og overnatningssteder. Fortidens herberger var øjensynlig steder i lighed med de såkaldte karavanseraier, hvor de rejsende og deres dyr kunne finde ly. Det kan have været et sådant sted Josefs halvbrødre overnattede da de var på vej tilbage til Kana’an fra Ægypten (1Mo 42:27; 43:21); og ligeledes et sådant sted hvor en engel viste sig for Moses’ hustru, Zippora. — 2Mo 4:24.

Det ser ud til at prostituerede undertiden drev overnatningssteder. Skøgen Rahab fra Jeriko gav husly til de to spioner som Josua havde udsendt, og hun viste dem venlighed og gæstfrihed ved at skjule dem for deres forfølgere. (Jos 2:1-13) Samson sov i en prostitueret kvindes hjem i Gaza indtil midnat mens han ventede på en lejlighed til at ydmyge filistrene ved at fjerne byporten. — Dom 16:1-3.

Nogle af herbergerne i Palæstina i det 1. århundrede var åbenbart mere komfortable og tilbød ikke kun nattely, men også forplejning og andet til en fastsat pris. Den barmhjertige samaritaner i Jesu billedtale betalte af egen lomme udgifterne til den sårede mands forplejning på et herberg. — Lu 10:30-35.

Gæsten. Skønt gæsten blev behandlet med den største høflighed og respekt, forventedes det også at han på sin side overholdt visse regler for takt og tone. For eksempel blev det regnet for noget af det skændigste at forråde eller skade én hvis mad man havde nydt. (Sl 41:9; Joh 13:18) En gæst måtte ikke tage sig den frihed over for værten eller det øvrige selskab at tage hæderspladsen, men skulle lade værten anvise ham en plads. (Lu 14:7-11) Han burde heller ikke trække for store veksler på sin værts gæstfrihed ved at komme for ofte eller blive for længe. (Ord 25:17) Det er værd at bemærke at Jesus altid gav de tilstedeværende del i åndelige velsignelser når han nød nogens gæstfrihed. (Lu 5:27-39; 19:1-8) Han ønskede at disciplene skulle gøre det samme og sagde derfor til dem der blev sendt ud, at de, når de kom til en by, skulle blive der hvor man viste dem gæstfrihed, og ikke „hele tiden flytte fra hus til hus“. De skulle altså ikke prøve at finde frem til dem der kunne beværte dem bedst eller tilbyde dem flest bekvemmeligheder. — Lu 10:1-7; Mr 6:7-11.

Apostelen Paulus, der rejste meget og nød gæstfrihed hos mange af sine kristne brødre, passede på ikke at ligge nogen til byrde i økonomisk henseende. Han havde ofte et verdsligt arbejde, og han fremsatte den regel at „hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise“. (2Ts 3:7-12; 1Ts 2:6) Paulus kunne derfor afvise anklagerne fra de såkaldte overmåde store apostle i Korinth, der hævdede at han udnyttede de kristne i menigheden dér. (2Kor 11:5, 7-10) Han kunne rose sig af at han fremholdt den gode nyhed for dem uden omkostninger, idet han end ikke modtog det han havde ret til som en apostel og en Guds tjener. — 1Kor 9:11-18.

Undgå hyklerisk gæstfrihed. Ordsprogene 23:6-8 fraråder at man tager imod en hyklerisk gæstfrihed: „Spis ikke den gerriges [ordr.: „et ondt (nærigt) øjes“] brød og begær ikke hans lækre retter. For som en der i sin sjæl har udregnet prisen, sådan er han. ’Spis og drik,’ siger han til dig, men hans hjerte er ikke med dig. Den bid brød som du har spist, vil du komme til at kaste op, og du har spildt dine kønne ord.“ Sådanne mennesker forærer ikke noget væk uden at forvente noget til gengæld. De er beregnende. De inviterer måske på en hjertelig måde, men har en bagtanke med det. Hvis man nyder deres mad, og især hvis man ’begærer’ deres velsmagende retter idet man har lyst til at smage dem igen, får de et vist herredømme over en. Man vil måske have svært ved at afslå en anmodning fra dem, og det kan bringe en i vanskeligheder. Så vil man ledes ved at man har spist hos dem, og de „kønne ord“ man har sagt i håb om at de ville virke åndeligt opbyggende og fremmende på et venskab, vil være spildt. — Jf. Sl 141:4.