Jerusalem på Bibelens tid — Hvad viser arkæologien?

ISÆR siden 1967 har der været interessante og omfattende arkæologiske undersøgelser i gang i Jerusalem. Mange af udgravningerne er nu tilgængelige for offentligheden, så lad os besøge nogle af dem og se hvordan arkæologien og bibelhistorien stemmer overens.

Kong Davids Jerusalem

Det område der i Bibelen kaldes Zions Bjerg, stedet hvor den gamle Davidsby lå, ser ganske uanseligt ud i den moderne storby Jerusalem. Udgravninger af „Davidsbyen“, foretaget af nu afdøde professor Yigal Shiloh mellem 1978 og 1985, afslørede en vældig, trappelignende stenkonstruktion eller støttemur på østsiden af Zions Bjerg.

Professor Shiloh hævdede at det måtte være resterne af et kolossalt fundament af sten, anbragt i terrasser op ad bjergskråningen, og at det var på dette fundament jebusitterne (det folk der boede i byen før David erobrede den) byggede et kastel. Han forklarede at den trindelte stenkonstruktion som udgjordes af disse terrassemure, var en del af den nye borg David byggede der hvor jebusitternes kastel før havde ligget. I Anden Samuelsbog 5:9 læser vi: „David bosatte sig nu i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen. Derpå byggede David en befæstning hele vejen rundt fra Millo og indefter.“

I nærheden af denne stenkonstruktion ligger adgangsvejene til byens gamle vandforsyning som tilsyneladende delvis stammer fra Davids tid. Nogle af Bibelens udtalelser om Jerusalems vandledninger har givet anledning til spørgsmål. For eksempel sagde David til sine mænd at „enhver der vil slå jebusitterne, lad ham gennem vandledningen nå frem“ til fjenden. (2 Samuel 5:8) Davids hærfører, Joab, fulgte denne opfordring, men hvad menes der helt præcis med udtrykket „vandledningen“?

Man har også rejst forskellige spørgsmål angående den berømte Siloamtunnel, som sandsynligvis er udgravet af kong Ezekias’ ingeniører i det ottende århundrede f.v.t. Denne tunnel er omtalt i Anden Kongebog 20:20 og Anden Krønikebog 32:30. Hvordan kunne de to hold tunnelgravere der begyndte fra hver sin ende, sikre sig at de ville mødes? Hvorfor valgte de at lade tunnelen bugte sig, når det gjorde den betydeligt længere end hvis man havde valgt et lige forløb? Hvordan fik de den nødvendige ilt, især i betragtning af at de formentlig har brugt olielamper?

Tidsskriftet Biblical Archaeology Review har givet nogle mulige svar på sådanne spørgsmål. Dan Gill, der var geologisk konsulent ved undersøgelsen af denne tunnel, har sagt: „Under Davidsbyen findes et veludviklet naturligt karstlandskab. Karst er et geologisk udtryk der bruges som betegnelse for et uregelmæssigt område med jordfaldshuller, huler og kanaler dannet af grundvand der siver eller løber gennem de underjordiske kalkstensformationer. . . . Vores geologiske undersøgelse af Davidsbyens underjordiske vandledninger tyder på at de i alt væsentligt blev konstrueret af mennesker der dygtigt udvidede eroderede skakter og kanaler som blev inddraget i en funktionsdygtig vandforsyning.“

Dette forklarer måske hvordan man bar sig ad med at udhugge Siloamtunnelen. Det er muligt at man blot har fulgt en naturlig kanals snoede forløb inde under højdedraget. Ved at arbejde ud fra de hulrum der allerede fandtes i undergrunden, kunne de to arbejdshold fra hver sin ende udhugge en midlertidig tunnel. Derefter har man så udhakket en let skrånende kanal så vandet kunne løbe fra Gihonkilden ned til Siloamdammen, som sandsynligvis befandt sig inden for bymurene. Det var noget af en ingeniørbedrift eftersom hele tunnelen, der er 533 meter lang, har et fald på kun 32 centimeter.

Forskere har længe været klar over at byens vandforsyning i gamle dage hovedsagelig kom fra Gihonkilden. Den lå uden for bymuren, men alligevel så tæt på at man ved at udhugge en tunnel og en 11 meter lang skakt havde gjort det muligt for byens indbyggere at hente vand uden at skulle gå uden for de beskyttende mure. Skakten kaldes „Warrens skakt“ efter Charles Warren som opdagede dette vandsystem i 1867. Men hvornår blev tunnelen og skakten anlagt? Fandtes de på Davids tid? Var det den vandledning Joab brugte? Dan Gill svarer: „For at få opklaret om Warrens skakt oprindelig var et naturligt jordfaldshul, målte vi kulstof-14-indholdet i et stykke kalkholdig skorpe fra dens uregelmæssige vægge. Eftersom der slet ikke var noget kulstof-14 tilbage, må skorpen være mindst 40.000 år gammel. Et klart og utvetydigt bevis på at skakten ikke kan være udgravet af mennesker.“

Ruiner fra Ezekias’ tid

Kong Ezekias levede i den periode hvor det assyriske verdensriges hær fejede hen over nabolandene og erobrede alt på sin vej. I hans sjette regeringsår blev Samaria, hovedstaden i tistammeriget, indtaget af assyrerne. Otte år senere (732 f.v.t.) vendte assyrerne tilbage og truede Juda og Jerusalem. Anden Krønikebog 32:1-8 beskriver Ezekias’ forsvarsstrategi. Har man fundet arkæologiske vidnesbyrd fra denne periode?

Ja, det har man. I 1969 fandt professor Nahman Avigad nogle ruiner fra denne tid. Udgravninger afslørede et stykke af en massiv mur, hvoraf den første del var 40 meter lang, 7 meter bred og skønsmæssigt 8 meter høj. Muren stod dels på grundfjeld, dels på resterne af nyere huse som åbenbart var blevet revet ned for at give plads til muren. Hvem byggede denne mur, og hvornår? Et arkæologisk tidsskrift skriver: „Det var to passager i Bibelen der hjalp Avigad til at fastslå formålet med muren og tidspunktet for dens opførelse.“ Den første lyder: „Endvidere tog [Ezekiel] mod til sig og genopbyggede hele den nedbrudte mur og rejste tårne på den, og udenfor byggede han en anden mur.“ (Anden Krønikebog 32:5) I den anden står der: „I vil bryde husene ned for at gøre muren utilgængelig.“ (Esajas 22:10) I dag kan turister se en del af denne såkaldte Brede Mur i det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel.

Forskellige udgravninger har også afsløret at Jerusalem på det tidspunkt var meget større end hidtil antaget. Det skyldtes sandsynligvis flygtningestrømmen fra nord efter assyrernes erobring af nordriget Israel. Ifølge professor Shilohs skøn dækkede jebusitternes by et område på cirka 6 hektarer. På kong Salomons tid dækkede den næsten 16 hektarer. I kong Ezekias’ dage, 300 år senere, var byens befæstede areal vokset til cirka 60 hektarer.

Begravelsespladser fra det første tempels tid

Begravelsespladser fra det første tempels tid, det vil sige før babylonierne ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., har også været en kilde til oplysning. I 1979-80 gjorde man nogle bemærkelsesværdige fund da man udgravede nogle gravkamre på skråningerne ned mod Hinnoms dal. „I hele den arkæologiske forsknings historie i Jerusalem er dette et af de meget få opbevaringssteder fra det første tempels tid som man har fundet med hele dets indhold. Man fandt mere end tusind genstande,“ siger arkæologen Gabriel Barkay. Han tilføjer: „For alle arkæologer der arbejder i Israel, og især i Jerusalem, er det en ønskedrøm at finde skriftligt materiale.“ Man fandt to små sølvruller. Hvad indeholdt de?

Barkay fortæller om den ene: „Da jeg fik lagt den oprullede sølvstrimmel under et forstørrelsesglas, kunne jeg se at overfladen var dækket af sirligt udformede bogstaver, indridset med et skarpt instrument på den tynde og skrøbelige sølvrulle. . . . Det guddommelige navn som tydeligt ses i teksten, er skrevet med de fire oldhebraiske skrifttegn jod-he-waw-he“. Barkay tilføjer i en senere publikation: „Til vores overraskelse var inskriptionerne på begge sølvrullerne næsten identiske med den velsignelse præsterne ifølge Skriften udtalte over folket.“ (4 Mosebog 6:24-26) Det var det første fund i Jerusalem af en inskription med Jehovas navn.

Hvordan kunne forskerne datere sølvrullerne? Hovedsagelig ved hjælp af den arkæologiske sammenhæng rullerne blev fundet i. Fundene fra dette sted omfatter mere end 300 potteskår som kan dateres til det syvende og sjette århundrede f.v.t. En sammenligning mellem skriften på sølvrullerne og andre daterede inskriptioner peger på samme periode. Sølvrullerne er udstillet på Israelmuseet i Jerusalem.

Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.

Bibelen beretter om ødelæggelsen af Jerusalem i 607 f.v.t. i Anden Kongebog, kapitel 25, Anden Krønikebog, kapitel 36 og Jeremias, kapitel 39. Den fortæller at Nebukadnezars hær satte byen i brand. Har nyere udgravninger bekræftet denne historiske beretning? Ifølge professor Yigal Shiloh „understøttes det bibelske vidnesbyrd [om Babylons ødelæggelse af Jerusalem] af et klart arkæologisk vidnesbyrd; den fuldstændige ødelæggelse af diverse bygninger og en storbrand som fortærede husenes forskellige trædele“. Professor Shiloh siger videre: „Man har fundet spor af denne ødelæggelse i hver eneste af de udgravninger der er blevet foretaget i Jerusalem.“

Besøgende i Jerusalem kan se ruinerne efter denne ødelæggelse, som fandt sted for mere end 2500 år siden. Det Israelitiske Tårn, Det Brændte Værelse og Seglhuset er navne på velbesøgte, fredede udgravningsområder der er åbnet for offentligheden. Arkæologerne Jane M. Cahill og David Tarler siger sammenfattende i bogen Ancient Jerusalem Revealed: „Babyloniernes omfattende ødelæggelse af Jerusalem fremgår ikke kun af de tykke lag af forkullede rester man har afdækket i ruiner som Det Brændte Værelse og Seglhuset, men også af de store dynger murbrokker fra sammenstyrtede bygninger som man har fundet på hele den østlige skrænt. Bibelens beskrivelse af byens ødelæggelse . . . stemmer med de arkæologiske vidnesbyrd.“

Bibelens beskrivelse af Jerusalem fra Davids tid indtil byen blev ødelagt i 607 f.v.t., er på mange måder blevet bekræftet af de arkæologiske udgravninger der er blevet foretaget i de sidste 25 år. Men hvordan forholdt det sig med Jerusalem i det første århundrede e.v.t.?

Jerusalem på Jesu tid

Arkæologiske udgravninger, Bibelen, den jødiske historiker Josefus, der selv var fra det første århundrede, samt andre kilder hjælper forskerne til at danne sig et billede af Jerusalem på Jesu tid, før byen blev ødelagt af romerne i år 70 e.v.t. Bag et stort hotel i Jerusalem har man udstillet en model af byen som regelmæssigt bliver ajourført så den stemmer overens med de seneste arkæologiske fund. Byens mest dominerende kendetegn var Tempelbjerget, hvis areal Herodes havde udvidet til det dobbelte af hvad det var på Salomons tid. Med et areal på 480 gange 280 meter udgjorde Tempelbjerget den største menneskeskabte forhøjning i oldtiden. Nogle af byggestenene havde en vægt på 50 tons. En af dem vejede endda næsten 400 tons, en størrelse som ifølge en forsker var „uden sidestykke i oldtidens verden“.

Intet under at nogle blev chokeret da de hørte Jesus sige: „Bryd dette tempel ned, og jeg skal rejse det på tre dage.“ De troede han refererede til den kolossale tempelbygning, mens han i stedet talte om „sit legemes tempel“. Derfor sagde de: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år, og du vil rejse det på tre dage?“ (Johannes 2:19-21) Udgravninger i området omkring Tempelbjerget har nu gjort det muligt for besøgende at se murstykker og andre arkitektoniske detaljer fra Jesu tid. De kan endda gå ad den samme vej som Jesus sandsynligvis fulgte når han gik op til portene i den sydlige tempelmur.

I nærheden af Tempelbjergets vestmur, i det jødiske kvarter i den gamle bydel, finder man to smukt restaurerede udgravningssteder fra det første århundrede e.v.t. De kaldes henholdsvis Det Brændte Hus og Det Herodianske Kvarter. Efter opdagelsen af Det Brændte Hus skrev arkæologen Nahman Avigad: „Det står os nu helt klart at denne bygning blev brændt ned under romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.v.t. For første gang siden man begyndte at foretage udgravninger i Jerusalem, er der fremkommet livagtige og klare arkæologiske vidnesbyrd om byens nedbrænding.“ — Se fotografierne på side 12.

Nogle af disse fund kaster lys over forskellige begivenheder i Jesu liv. Bygningerne lå i Øvrebyen, et velhaverkvarter i Jerusalem hvor ypperstepræsten også boede. I husene har man fundet et stort antal rituelle bade. En forsker siger: „De mange bade vidner om at Øvrebyens indbyggere nøje overholdt lovene om rituel renselse på det andet tempels tid. (Lovene er optegnet i Misjna, hvor ti kapitler er helliget detaljerne i forbindelse med mikveh-badet.)“ Disse oplysninger hjælper os til at forstå Jesu udtalelser til farisæerne og de skriftkloge om sådanne ritualer. — Mattæus 15:1-20; Markus 7:1-15.

I Jerusalem har man desuden fundet forbavsende mange stenkar. Nahman Avigad bemærker: „Hvorfor optræder de så pludseligt og i så stort et antal i Jerusalems husholdninger? Svaret er: På grund af Halakhah, jødiske love angående rituel renselse. Ifølge Misjna hører stenkar til de genstande som ikke er modtagelige for urenhed . . . Genstande af sten kunne simpelt hen ikke besmittes rituelt.“ Nogle mener at dette kan være forklaringen på hvorfor det vand Jesus forvandlede til vin, blev opbevaret i stenkar i stedet for lerkar. — 3 Mosebog 11:33; Johannes 2:6.

Besøger man Israelmuseet, kan man se to usædvanlige ossuarier (knoglekister). Biblical Archaeology Review forklarer: „Ossuarier blev først og fremmest brugt i de sidste hundrede år før romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.v.t. . . . Den afdøde blev anbragt i en niche udhugget i væggen i et gravkammer. Når kødet var rådnet bort, samlede man knoglerne sammen og anbragte dem i et ossuarium — en kiste der som regel var fremstillet af dekoreret kalksten.“ De to udstillede ossuarier blev fundet i et gravkammer i november 1990. Arkæologen Zvi Greenhut fortæller: „Det er første gang ordet . . . ’Qajafa’’, som findes på to af ossuarierne, forekommer i arkæologisk sammenhæng. Det er formentlig familienavnet på ypperstepræsten Kajfas, der omtales . . . i Det Nye Testamente . . . Det var fra hans hus i Jerusalem at Jesus blev udleveret til den romerske landshøvding Pontius Pilatus.“ Det ene af ossuarierne indeholdt knoglerne af en mand på cirka 60 år. Forskerne spekulerer på om det virkelig skulle være Kajfas’ knogler. En forsker hævder at fundene stammer fra Jesu tid: „En mønt der blev fundet i et af de andre ossuarier, er fra Herodes Agrippas tid (37-44 e.v.t.). De to ossuarier med ordet ’Qajafa’’ daterer sig muligvis helt tilbage til begyndelsen af det første århundrede.“

William G. Dever, professor i mellemøstlig arkæologi ved Arizonas universitet, har sagt angående Jerusalem: „Det er ikke nogen overdrivelse at vi i de sidste 15 år har lært mere om dette arkæologiske brændpunkt end i de foregående 150 år tilsammen.“ De sidste årtiers store arkæologiske aktivitet i Jerusalem har bestemt resulteret i fund der kaster lys over bibelhistorien.

[Kildeangivelse på side 9]

Model af byen Jerusalem som den så ud på det andet tempels tid. Modellen befinder sig på Holyland Hotels område i Jerusalem

[Illustrationer på side 10]

Herover: Det sydvestlige hjørne af Tempelbjerget i Jerusalem.

Til højre: På vej gennem „Warrens skakt“