SURDEJ

En portion syret eller gæret dej der blev lagt til side for at blive anvendt til en senere bagning. Surdej hedder på hebraisk se’orʹ (2Mo 12:15) og på græsk zyʹmē. (Lu 13:21) Noget der er syret, betegnes på hebraisk med ordet chametsʹ. — 3Mo 2:11.

Menneskene har længe kendt til fremstilling af vin, gæret saft af druer eller anden frugt. Vinen gærede uden at der blev tilsat gær.

De gamle ægyptere fremstillede øl, der krævede at man tilsatte et gæringsmiddel, og de bagte både syret og usyret brød. Det ser ud til at hebræerne kendte til „hvedeøl“. (Es 1:22; Ho 4:18, NV; Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 646) Vildgær, som man kunne få fra sporerne af visse svampevækster, har måske været anvendt til nogle af disse produkter. Ved udgravninger i Ægypten har man fundet porøst brød der indeholdt døde gærceller. Ægypterne brugte efter sigende også natron (natriumkarbonat) når de bagte brød. Natriumkarbonat fører ikke til en gæringsproces på samme måde som surdej, men frigiver kultveilte, der får brødet til at hæve. Det ser ud til at det har været almindeligt både i Ægypten og i Israel at gemme noget dej ved brødbagning, lade det gære og bruge denne surdej ved næste bagning. Som regel blev surdejen opløst i vand i dejtruget før der blev tilsat mel, eller den blev lagt i melet og æltet sammen med det. — Mt 13:33; Lu 13:20, 21.

I Guds lov til Israel. Intet kornoffer som israelitterne frembar som et ildoffer til Jehova, måtte bestå af „noget syret“. (3Mo 2:11) Men i forbindelse med takofferet måtte der gerne anvendes surdej. Takofferet var et fællesskabsoffer der blev bragt frivilligt, i taknemmelighed over Jehovas mange velsignelser. Under måltidet skulle der herske glæde, og syret brød blev normalt spist ved glædelige begivenheder. Foruden offerkødet (dvs. dyret) og de usyrede kager skulle den ofrende medbringe ringformede kager af syret brød, der ikke blev lagt på alteret, men blev spist af den ofrende selv og den præst der frembar offeret. — 3Mo 7:11-15.

Når førstegrøden af hvedehøsten blev frembåret, hvilket skete på pinsedagen, svang ypperstepræsten to syrede hvedebrød for Jehovas ansigt. (3Mo 23:15-21) Det er i denne forbindelse værd at bemærke at de første medlemmer af den kristne menighed, nemlig de af Jesu Kristi disciple der var jøder, blev salvet med hellig ånd på pinsedagen i år 33. Som Jehovas store ypperstepræst kunne Jesus Kristus således frembære de første af sine åndsavlede brødre for Gud, taget ud af den syndige menneskehed. (Apg 2:1-4, 41) Omkring tre år og fire måneder senere blev de første uomskårne hedninger der omvendte sig til kristendommen, Kornelius og hans husstand, salvet med den hellige ånd og derved frembåret for Gud. Også disse var taget ud af den syndige menneskehed. — Apg 10:24, 44-48; Ro 5:12.

De usyrede brøds højtid blev fejret i syv dage efter påskedagen, nemlig fra den 15. til den 21. abib, eller nisan. I den periode måtte israelitterne ikke have noget syret eller nogen surdej i deres huse; det måtte ikke „ses“ hos dem, i deres hjem eller inden for deres område. (2Mo 12:14-20; 13:6, 7; 23:15; 5Mo 16:4) Dette skulle minde israelitterne om deres udfrielse fra Ægypten da de ikke havde tid til at vente på at deres dej skulle blive syret, men i hast måtte tage den med sig sammen med dejtrugene. — 2Mo 12:34.

Symbolsk betydning. „Surdej“ bruges i Bibelen som et billede på synd eller fordærv. Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej,“ og: „Vær på vagt over for farisæernes surdej, som er hykleri.“ Først forstod disciplene ikke at det var et billede Jesus brugte, men til sidst fattede de at han mente at de skulle være på vagt over for falske læresætninger og hykleriske skikke, „farisæernes og saddukæernes lære“, som havde en fordærvende virkning. (Mt 16:6, 11, 12; Lu 12:1) I en af sine advarsler nævnte Jesus også Herodes (og indbefattede åbenbart tilhængerne af hans parti) med ordene: „Hold øjnene åbne, tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“ (Mr 8:15) Jesus fordømte åbenlyst farisæerne som hyklere der kun gik op i det udvendige, hvordan de tog sig ud. (Mt 23:25-28) Han gjorde opmærksom på saddukæernes forkerte lærepunkter, og han afslørede hykleriet og det politiske forræderi hos tilhængerne af Herodes’ parti. — Mt 22:15-21; Mr 3:6.

Apostelen Paulus anvendte det samme billede da han befalede den kristne menighed i Korinth at udstøde en umoralsk mand af menigheden. Han skrev: „Ved I ikke at lidt surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet.“ Derefter viste han hvad han mente med „surdej“: „Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1Kor 5:6-8) Paulus hentede her sit billede fra de usyrede brøds højtid, som jøderne fejrede umiddelbart efter påsken. Ligesom en lille smule surdej hurtigt vil gennemsyre hele dejen, sådan ville menigheden som helhed blive uren i Jehovas øjne hvis ikke den fjernede denne umoralske mands fordærvende indflydelse. Menigheden måtte fjerne „surdejen“ fra sin midte, ligesom israelitterne måtte sørge for at der ikke var nogen surdej i deres huse under højtiden.

Det var ikke kun hebræerne, men også andre af oldtidens folk der opfattede surdej som et billede på fordærv. Den græske forfatter Plutarch sagde for eksempel om surdej: „Den er selv et produkt af fordærv, og den fremkalder fordærv i den dej hvormed den blandes.“ — Moralia, IV, „De romerske spørgsmål“, 109.

I betragtning af de negative aspekter surdej forbindes med, var det øjensynlig fordærvende elementer Jesus havde i tanke da han sagde: „Himlenes rige ligner surdej, som en kvinde tog og gemte i tre store mål hvedemel, indtil det hele var gennemsyret.“ (Mt 13:33; Lu 13:20, 21) Bibelen viser at sandheden ville blive fordærvet af nogle som hævdede at de ville få en plads i det himmelske rige. — Apg 20:29, 30; 1Ti 4:1-3.

Jehova sagde ironisk til de frafaldne israelitter på Amos’ tid: „Bring røgoffer af det syrede som takoffer og udråb frivilligofre.“ (Am 4:5) Han gjorde dem opmærksomme på at de krænkede ham med deres afgudsdyrkelse i Betel og Gilgal. De kunne derfor lige så godt ofre såvel syret som usyret brød på alteret. Det ville alligevel alt sammen være forgæves fordi de dyrkede afguder.