Helvede — evig pine eller evig udslettelse?

HAR du lært at de gamle kirkefædre og teologerne i middelalderen samt reformatorerne troede på læren om evige helvedesstraffe, eller evig pine i helvede? I så fald vil det måske overraske dig at høre at flere højt ansete teologer i vor tid drager læren i tvivl. En af dem er englænderen John R. W. Stott, som skriver at „Bibelen peger i retning af annihilation [udslettelse]. Tanken om ’evig pine’ kan ikke påberåbe sig støtte fra den højeste autoritet, Bibelen.“ — Essentials — A Liberal-Evangelical Dialogue.

Hvad har fået ham til at drage den slutning at læren om evig pine ikke har hjemmel i Bibelen?

Det sproglige aspekt

Hans første argument er af sproglig art. Han forklarer at når Bibelen taler om en ultimativ fordømmelse („Gehenna“; se rammen side 8), bruger den ofte det græske „udsagnsord ’apollumi’ (at ødelægge, gå til grunde) og det tilsvarende navneord apóleia (ødelæggelse, undergang)“. Indeholder disse ord tanken om pine? Stott påpeger at når udsagnsordet står i aktiv og er transitivt, betyder apollumi „at slå ihjel“. (Mattæus 2:13; 12:14; 21:41) I Mattæus 10:28, hvor den danske autoriserede bibeloversættelse af 1992 taler om at Gud „kan lade både sjæl og legeme gå fortabt [1948: „ødelægge“; græsk: form af apolʹlymi] i Helvede“, hentydes der således til udslettelse i døden, ikke evig pine. I Mattæus 7:13, 14 stiller Jesus ’den trange vej som fører til livet’ i kontrast til ’den brede vej der fører til undergangen [1992: fortabelse; græsk: apōʹleian]’. Stott siger: „Det virker derfor mærkeligt hvis mennesker der siges at lide undergang, i virkeligheden ikke går til grunde.“ Han når derfor til følgende slutning: „Hvis man ved at slå ihjel berøver legemet livet, må helvede være en fratagelse af både det fysiske og åndelige liv, det vil sige eksistensens ophør.“ — Essentials, side 315, 316.

Hvad er helvede?

Nogle religiøse mennesker vil imidlertid nok holde med præsidenten for Southern Baptist Convention, Morris H. Chapman, der siger: „Jeg forkynder et bogstaveligt helvede.“ Han tilføjer: „Bibelen kalder det en ’ildsø’, og jeg tror ikke man kan forbedre den definition.“

Det er rigtigt at Bibelens billedlige omtale af ild fremkalder en forestilling om pine. I bogen Essentials siges der imidlertid: „Det er utvivlsomt fordi vi alle har oplevet den voldsomme smerte der følger med at brænde sig, at ild i vores bevidsthed forbindes med ’bevidst pine’. Ildens hovedfunktion er imidlertid ikke at forårsage pine, men at destruere, hvilket alle verdens forbrændingsanstalter er et vidnesbyrd om.“ (Side 316) At holde sig dette for øje vil hjælpe én til at undgå at læse noget ind i Bibelen som ikke står der. Her er nogle eksempler:

Jesus sagde at nogle ville blive kastet i Gehenna, „hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes“. (Markus 9:47, 48) Påvirket af den apokryfe Judits Bog („Han sender ild og maddiker i deres kød, så de skal hyle af smerte til evig tid.“ — Judit 16:17) siger nogle bibelkommentarer at Jesus talte om evig pine. Men naturligvis kan man ikke bruge den apokryfe Judits Bog, som ikke er inspireret af Gud, til at fastslå betydningen af det Markus har skrevet. I Esajas 66:24, som Jesus tilsyneladende refererer til, står der at ilden og ormene fortærer de døde kroppe af Guds fjender. Der er ingen antydning af bevidst pine hverken hos Esajas eller i Jesu ord. Ilden er et symbol på fuldstændig tilintetgørelse.

I Åbenbaringen 14:9-11 tales der om at nogle skal „pines med ild og svovl . . . Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder.“a Er dette et bevis på at der forekommer evig pine i helvede? Nej, alt hvad der siges i denne passage er at de onde vil blive pint, ikke at de skal pines for evigt. Der siges at det er røgen — vidnesbyrdet om ildens ødelæggelse — der stiger op for evigt, ikke at det er den brændende pine der varer ved.

I Åbenbaringen 20:10-15 står der at nogle vil blive kastet i „ild- og svovlsøen“, og at „de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“. I første omgang kunne det lyde som et bevis for læren om evig pine i ild, men det er det ikke. Hvorfor ikke? Blandt andet fordi „vilddyret og den falske profet“ samt „døden og Hades“ vil blive kastet i det der her kaldes „ildsøen“. Eftersom vilddyret, den falske profet, døden og Hades ikke er noget håndgribeligt, kan de naturligvis ikke lide bevidst pine. Gads Danske Bibel Leksikon definerer „ild- og svovlsøen“ som „stedet, hvor Satan og hans magter . . . tilintetgøres for evigt“. Bibelen forklarer selv: „Dette er den anden død, ildsøen.“ — Åbenbaringen 20:14.

De teologiske tvillinger adskilles

Til trods for disse argumenter vil mange troende alligevel holde på at „undergang“ og „fortabelse“ betyder evig pine. Hvorfor? Fordi de er påvirket af helvedeslærens religiøse tvilling — læren om den udødelige sjæl. Og eftersom deres kirke har opfostret disse tvillinger i århundreder, forbinder de måske helt naturligt de steder i Bibelen hvor der tales om undergang eller fortabelse, med evig pine. Når alt kommer til alt kan den udødelige sjæl jo ikke ophøre med at eksistere, ræsonnerer mange.

Men det er værd at bemærke hvad flere teologer, også danske, i tidens løb har erkendt, for eksempel P. G. Lindhardt og N. H. Søe. Sidstnævnte skriver i Den kristne Tro: „Det var imidlertid ikke et Budskab om Sjælen, men om Kristus og hans Komme til Sejr, hvormed Apostlene gik ud i Verden. De lærte ikke ’Sjælens Udødelighed’, men Opstandelse ved Kristi Genkomst. Og i nøje Overensstemmelse hermed taler den apostolske Trosbekendelse ikke om Tro paa Sjælens Udødelighed, men paa Kødets Opstandelse.“ Læg også mærke til hvad en anglikansk præst, Philip E. Hughes, har sagt: „At hævde at kun menneskesjælen har iboende udødelighed, er at forfægte en tanke som intetsteds godkendes i Bibelen, for i den bibelske skildring består menneskenaturen altid af både et åndeligt og et fysisk legeme. . . . Guds advarsel i begyndelsen angående det forbudte træ, ’den dag du spiser deraf, skal du dø,’ var henvendt til mennesket som et åndslegemligt væsen der ville dø ifald det spiste af træet. Der nævnes intet om at en del af mennesket var udødeligt og at det derfor kun ville dø delvist.“ — The True Image — The Origin and Destiny of Man in Christ.

I Folkereligion og Kirke skriver sognepræst Jakob Rod om sjælens udødelighed: „Denne tro er ikke kristen.“ Teologen Clark Pinnock siger endvidere: „Denne opfattelse [at menneskesjælen er udødelig] har i lang, lang tid haft indflydelse på teologien, men den er ikke bibelsk. Bibelen lærer ikke at sjælen er udødelig.“ Det bekræftes i Ezekiel 18:4, 20 og Mattæus 10:28. Desuden sagde Jesus selv om sin døde ven Lazarus at han var „gået til hvile“, eller sov. Jesus sagde at han ville „vække ham af søvnen“. (Johannes 11:11-14) Mennesket, eller menneskesjælen Lazarus, døde, men efter nogen tid blev han oprejst til liv igen. Det viser kendsgerningerne, for Jesus oprejste Lazarus fra de døde. — Johannes 11:17-44.

Hvilken betydning har dette for læren om evig pine? I det 17. århundrede skrev forfatteren William Temple: „Der er [bibelbøger] som taler om at nogle vil blive kastet i en uudslukkelig ild. Men hvis vi ikke læser dem med den forudfattede mening at det der kastes deri er uforgængeligt, vil vi ikke få det indtryk at det brænder for evigt men at det bliver udslettet.“ Denne korrekte analyse holder stadig stik, for det er faktisk det Bibelen lærer.

Der er således gode grunde til at betvivle tanken om evig pine i helvede. Ja, måske vil man ikke nøjes med at betvivle denne lære, men vil følge teologiprofessor Pinnocks råd: „Alle de forestillinger der knytter sig til helvede, herunder forestillingen om evig pine, . . . bør forkastes i den troværdige læres navn.“ Ja, moralen, retfærdigheden og — hvad der er vigtigst — Guds ord, Bibelen, byder én at gøre det.

Hvis du gør det, vil du finde ud af hvad der sker når mennesket dør. Du kan finde nyttige oplysninger om dette emne i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.b Spørg efter den når du møder Jehovas vidner. Læs kapitlerne „Hvad sker der når vi dør?“, „Findes der et sted med evig pine?“ og „Opstandelsen — for hvem, og hvor?“ Du vil finde ud af at det der siges om døden ikke alene er troværdigt men også kan fylde os med håb.

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

DEFINITION AF BEGREBERNE

Begreberne „helvede“ og „helvedes ild“ som anvendes af teologer i kristenheden, refererer til det græske ord geʹenna, som forekommer 12 gange i „Det Nye Testamente“. (Mattæus 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Markus 9:43, 45, 47; Lukas 12:5; Jakob 3:6) Nogle bibeloversættelser gengiver dette græske ord med „helvede“, andre oversættelser translittererer det med „Gehenna“, hvilket svarer til „den anden død, ildsøen“, et symbolsk udtryk for evig ødelæggelse der forekommer i Bibelens sidste bog. — Åbenbaringen 20:14.

Den danske teolog Niels Munk Plum skriver om den egentlige betydning af ordet Gehenna: „Det Ord, der oversættes med det nordiske Ord Helvede (Hel-viti ɔ: Hels Straf, Dødsrigets Straf) er γέεννα = גֵי בְנֵי הִנֹּם ell. גֵהִנֹּם; dette betegner egentlig Dalen Syd for Jerusalem, der paa Grund af Molokdyrkelse var blevet vanhelliget og brugtes til en Slags Losseplads, hvor Affaldet blev brændt. I og for sig betyder det da egentlig kun, at det, der forfejler sin Hensigt, kasseres, — og det er da ganske naturligt, at Ild og Forraadnelse knytter sig til Billedet (Mc. 9, 48), uden at dette dog skal give nogen dogmatisk Lære. Den naturlige Forstaaelse af, at Ilden ikke slukkes, og Ormen ikke dør, er i Grunden den, at ingen kan slukke Ilden og standse Ødelæggelsesværket, før alt er fortæret.“ — Dogmatik, side 290, 291.

I modsætning til Gehenna, der er et symbol på fuldstændig tilintetgørelse, betegner det hebraiske ord „Sheol“ og det græske ord „Hades“ menneskehedens fælles grav, hvorfra der vil finde en opstandelse sted. — Åbenbaringen 20:13.

[Illustration på side 9]

Jesus vækkede Lazarus af dødens søvn