Er helvede et pinested?

NOGLE vil svare ja, andre nej, og atter andre ved ikke hvad de skal mene. For kun et par hundrede år siden var det en næsten universel lære inden for kristenheden at helvede var et sted med ild og pine hvor sjælene af syndere der ikke havde angret og omvendt sig kom hen efter døden. I dag afviser mange denne lære og foretrækker den hjemmelavede filosofi der går ud på at „helvede er det vi har her på jorden“. Men hvad er sandheden om dette? Kommer onde mennesker virkelig i helvede? Er det et pinested?

Der findes mange teorier om helvede. I middelalderen opfattede man helvede som et underjordisk sted hvor uforbederlige syndere led en voldsom pine i al evighed. Den berømte digter Dante, der blev født i det 13. århundrede, skrev i sit værk om ’de elleve pinesteder i helvede’:

„Der findes brændende træer hvorpå alle sjælene af dem der i dette liv ikke ville gå i kirke, bliver hængt, . . .

Der findes en ophedet ovn, hvor der står syv djævle og skovler de skyldige sjæle ind i ilden. . . .

De strafskyldige sjæle finder ingen ro.“

Et sådant frygtindgydende helvede har Michelangelo skildret i sit maleri i Vatikanets Sixtinske Kapel. Man siger at det skræmte pave Paul III, der havde bestilt det, fra vid og sans.

Både Calvin og Luther antog den katolske forestilling om helvede, og i dag holder man stadig fast ved læren om et brændende helvede. „Det mest kendetegnende ved helvede,“ siger New Catholic Encyclopedia, „er at ilden er uudslukkelig . . . og evig . . . Hvad man end lægger i udtrykkene ’uudslukkelig ild’ og ’evig ild’, bør de ikke bortforklares som meningsløse.“ Den berømte amerikanske evangelist Billy Graham, har desuden sagt: „Læren om et bogstaveligt helvede findes i alle de førende kirkers trosbekendelser. . . . Gud betragtede helvede som så virkeligt at han sendte sin eneste Søn til verden for at frelse mennesker fra helvede.“

I den senere tid har man været tilbøjelig til at bagatellisere den bogstavelige opfattelse af ilden og pinen i helvede, og man har forsøgt at forklare det som muligheden for fortabelse og evig afskærelse fra Gud — altså en åndelig pine. Ikke desto mindre gentog et brev fra Vatikanet, offentliggjort i 1979 og godkendt af pave Johannes Paul II, læren om at syndere der ikke omvender sig vil være henvist til et brændende helvede, og advarede imod at sprede tvivl om denne lære.

Lærens virkninger

Blot tanken om et brændende helvede har ført til utallige mentale kvaler. Forfatteren til Pilgrim’s Progress, John Bunyan, har skrevet at da han var omkring ni eller ti år gammel blev han skræmt af „frygtelige drømme, og . . . rystede ved tanken om de frygtelige pinsler i et brændende helvede“. Mange andre har lidt på samme måde. En mand fra Durban i Sydafrika erindrer følgende: „Da jeg var dreng havde jeg frygtelige mareridt om helvede og plejede at græde om natten. Mine kærlige forældre prøvede at trøste mig men kunne ikke.“

I århundreder er dogmet om et brændende helvede blevet banket ind i børns letpåvirkelige sind og tordnet ud fra prædikestole. Hvilken indvirkning har denne lære haft på folks hjerte? Har den gjort dem mere venlige, mere kærlige og medfølende i deres adfærd over for andre?

Efter at have nævnt at de der førte an i den berygtede inkvisition, mente at deres kætterske ofre „ved hjælp af bogstavelig ild [i dette liv] kunne reddes fra de evige flammer“, skriver historikeren Henry C. Lea i sin bog A History of the Inquisition of the Middle Ages: „Hvis en retfærdig og almægtig Gud lod sin guddommelige hævn ramme dem af hans skabninger der havde forbrudt sig mod ham, var det ikke menneskers sag at betvivle retfærdigheden af hans handlinger. I stedet måtte de ydmygt efterligne hans eksempel og glæde sig over at en sådan mulighed blev dem forundt.“

Og den spanske historiker Felipe Fernández-Armesto siger: „Det er selvfølgelig sandt at inkvisitionsdomstolene var skånselsløse i brugen af tortur for at fremskaffe beviser; men igen må barbariet ses i forhold til de pinsler der ventede i helvede hvis en kætter ikke tilstod.“ — Kursiveret af os.

Læren om evig pine har gjort mange kirkegængere til ateister. Selv Billy Graham har indrømmet at det er „den af alle kristendommens læresætninger det er sværest at antage“. Men er det virkelig en lære der finder støtte i Bibelen?

Stammer læren fra kristendommen?

’Selvfølgelig gør den det, den står jo i Bibelen,’ vil mange sige. Det er rigtigt at Bibelen taler om mennesker der bliver kastet i ilden. Men der findes mange symbolske udtryk i Bibelen. Derfor er det et spørgsmål om hvorvidt ilden skal opfattes symbolsk eller bogstaveligt. Og hvis den skal opfattes symbolsk, hvad er den da et billede på?

For eksempel hedder det i Åbenbaringen, kapitel 20, vers 15 (da. aut.): „Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ Men i vers 14 siges der: „Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen.“ Andre bibeloversættelser, deriblandt Kalkars oversættelse, siger her: „Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen.“ Besynderligt! Skal helvede selv pines? Og hvordan kan døden, der er en tilstand, blive kastet i bogstavelig ild? I resten af vers 14 hedder det: „Dette er den anden død: ildsøen.“ I Åbenbaringen 21, vers 8, gentages dette. Hvad er da „den anden død“? I Indledning og noter fra „Jerusalembibelen“ siges der om „den anden død“: „Den evige død. Den fortærende ild . . . er [begge] symbolske.“ Dette er sandt, for den anden død betegner fuldstændig ødelæggelse eller tilintetgørelse.

En interessant tanke! „Helvede“ skal udslettes! Læg imidlertid mærke til at det græske ord der her bruges er Hades, der ifølge Strongs Exhaustive Concordance of the Bible betyder „graven“, og på dansk ofte oversættes med „Dødsriget“. Er de døde ved bevidsthed eller lider de i dette helvede eller Hades? Bibelen svarer: „De døde ved ingenting . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:5, 10, da. aut.

Vil de døde da forblive i „Dødsriget“, Hades? Nej. Selv Jesus var i Hades, men blev „oprejst på den tredje dag“, hvilket både kirkelige trosbekendelser og Bibelen lærer. (1 Korinther 15:4; Apostelgerninger 2:29-32; Salme 16:10) Det er også ved ham at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Hades vil altså til sidst blive tømt og ophøre med at eksistere — det vil blive „kastet i ildsøen“.

Nu vil nogle måske spørge: ’Hvorfor siges der i Åbenbaringen 20, vers 10, at Djævelen vil blive pint i ildsøen?’ Her må svaret være at når ildsøen, som allerede vist, er symbolsk, da må pinen logisk nok også være symbolsk.

På Bibelens tid torturerede fangevogterne ofte deres fanger på det grusomste. I en af sine lignelser talte Jesus om en ubarmhjertig træl der blev ’overgivet til fangevogterne’ (på græsk basanistēsʹ, der oprindelig betød „en der piner eller underkaster tortur“). (Mattæus 18:34) Når Åbenbaringen taler om at Djævelen og andre skal „pines . . . i evighedernes evigheder“ i ildsøen, betyder det at de vil blive „fængslet“ i al evighed i den anden død, der er ensbetydende med fuldstændig udslettelse. Der er tale om at både Djævelen og den nedarvede adamitiske død samt de uforbederligt onde vil blive udslettet for evigt — „fængslet“ i ildsøen. — Jævnfør Hebræerbrevet 2:14; Første Korintherbrev 15:26; Salme 37:38.

At erkende Bibelens symbolik vil hjælpe os til at forstå hvad Jesus mente når han talte om at syndere skulle „kastes i Helvede, hvor ’deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes’“. (Markus 9:47, 48, da. aut.) Det græske ord der her er anvendt, og som er oversat med „helvede“, er geʹenna, eller Gehenna. Lige uden for Jerusalem lå der en dal med dette navn der blev brugt som losseplads. Her lod man ild brænde dag og nat for at destruere byens affald, hvilket til tider indbefattede ligene af forbrydere der blev betragtet som uværdige til at få en anstændig begravelse eller få en opstandelse fra de døde. Her i dalen fandtes der også orm som var med til at nedbryde affaldet, men disse var selvfølgelig ikke udødelige! Når Jesus hentydede til dette sted, var det ganske enkelt en malende illustration, et billede som judæerne udmærket forstod, og som betød at de uforbederligt onde ville blive udslettet for evigt. Gehenna betyder altså det samme som „ildsøen“ — det repræsenterer den anden død, der er ensbetydende med evig udslettelse.

Læren om evig pine er bygget på teorien om sjælens udødelighed. Bibelen slår imidlertid klart fast: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20; se også Apostelgerninger 3:23.) De der forkynder et brændende helvede har ladet den sande Gud, Jehova, fremstå som et grusomt uhyre i stedet for det han virkelig er: en kærlig Gud, „barmhjertig og nådig . . . og rig på loyal hengivenhed“. — 2 Mosebog 34:6.

Gud har kærligt truffet foranstaltning til at frelse mennesker, ikke fra pine, men fra at gå til grunde. Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

[Tekstcitat på side 26]

Inkvisitorerne troede at deres frygtelige tortur ville redde syndere fra en langt værre skæbne

[Illustration på side 25]

Indtil for nylig har de fleste inden for kristenheden troet på at der fandtes et sådant sted