I forældre — nå ind til jeres børns hjerte fra de er spæde
„Bliv ved med at opdrage [jeres børn] i Jehovas tugt og formaning.“ — EFESERNE 6:4.
1. Hvad skete der i en periode der var særlig vanskelig for Jesus?
JESUS KRISTUS og hans disciple var på vej til Jerusalem. Kort tid før havde Jesus ved to lejligheder fortalt sine disciple at han ville komme til at gennemgå mange lidelser og blive dræbt i den by. (Markus 8:31; 9:31) I denne særlig vanskelige periode for Jesus „begyndte folk også at komme til ham med deres spædbørn for at han skulle røre ved dem,“ fortæller den bibelske beretning. — Lukas 18:15.
2. (a) Hvorfor forsøgte disciplene mon at sende folk væk? (b) Hvordan reagerede Jesus?
2 Disciplene mente åbenbart at dette forstyrrede Jesus unødigt. De skældte folk ud og forsøgte at sende dem væk, uden tvivl i den tro at de gjorde Jesus en tjeneste. Men Jesus blev vred på sine disciple og sagde: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem . . . Og han tog børnene i sine arme og velsignede dem.“ (Markus 10:13-16) Ja, på trods af alt det Jesus må have haft at tænke på, tog han sig tid til små børn.
Hvad kan forældre lære af dette?
3. Hvad kan forældre lære af denne episode?
3 Dette bør minde jer forældre om at hvilke forpligtelser og problemer I end har, må dét at være sammen med jeres børn komme i første række. Den tid I tilbringer sammen med dem kan give jer mulighed for at indprente dem åndelige værdier der vil beskytte deres hjerte og lede dem på rette vej. (5 Mosebog 6:4-9; Ordsprogene 4:23-27) Timoteus’ moder og bedstemoder, Eunike og Lois, tog sig tid til at give Timoteus en oplæring der nåede ind til hans hjerte og formede hans tilværelse, så han voksede op og blev en hengiven tjener for Gud. — 2 Timoteus 1:5; 3:15.
4. Hvorfor er børn dyrebare, og hvordan kan forældrene vise at de elsker dem?
4 I kristne forældre kan ikke tillade jer at forsømme de børn Jehova Gud har skænket jer som en dyrebar gave. (Salme 127:3) Brug derfor tid sammen med dem og nå ind til deres hjerte — følg det gode eksempel Timoteus’ moder og bedstemoder satte. Det er ikke nok at I tugter dem og taler med dem om deres opførsel, I må også spise sammen med dem, læse for dem, lege med dem, putte dem i seng om aftenen — det er vigtigt at I er så meget sammen med dem som muligt.
5. Nævn et eksempel på at en har taget sit forældreansvar alvorligt.
5 En tidligere højtstående japansk embedsmand der nu er et af Jehovas vidner, har indset dette. Under overskriften: „JNR-topleder siger op for at være sammen med familien,“ skrev avisen Mainichi Daily News den 10. februar 1986: „En topleder inden for Japans Statsbaner (JNR) valgte at sige op frem for at være adskilt fra sin familie . . . Tamura siger: ’Stillingen som generaldirektør kan bestrides af hvem som helst. Men mine børn har kun én fader.’“ Tager I jeres ansvar som forældre lige så alvorligt?
Behov for en særlig indsats nu
6. Hvorfor er det så svært at opdrage børn i dag?
6 Det har sandsynligvis aldrig før i menneskehedens historie været så svært som nu at opdrage børn i overensstemmelse med Guds ord, det vil sige „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Dette skyldes at vi lever i „de sidste dage“. Satan og hans dæmoner forårsager store veer i vrede over at deres tid er kort. (2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 12:7-12) Forældres bestræbelser for at give deres børn en gudfrygtig opdragelse modarbejdes derfor af den symbolske luft som Satan behersker. Denne ’luft’, en selviskhedens og ulydighedens ånd, trænger ind alle vegne, ligesom den bogstavelige luft vi indånder. — Efeserne 2:2.
7, 8. (a) Hvad kan fjernsynet bringe ind i hjemmet, og hvad gør mange forældre alligevel? (b) Hvorfor forsømmer man sit forældreansvar hvis man bruger fjernsynet som babysitter?
7 Det er især gennem fjernsynet denne giftige ’luft’, „verdens ånd“, trænger ind i hjemmene. (1 Korinther 2:12) Meget af det der vises i fjernsynet er stærkt påvirket af indflydelsesrige umoralske, måske homoseksuelle, mennesker inden for underholdningsbranchen. (Romerne 1:24-32) Børn er særlig sårbare over for den ugudelighed og umoralitet der gennemsyrer mange udsendelser, ligesom de er over for bogstavelig luftforurening. Men hvad gør mange forældre?
8 De bruger fjernsynet som babysitter. „Ikke nu, skat. Vi har travlt, kan du gå ind og se fjernsyn,“ siger de til deres børn. En kendt amerikansk producer mener at dette er „de ord der oftest bliver sagt i mange amerikanske hjem“. Men hvis man bare giver sine børn besked på at se det der tilfældigvis er i fjernsynet, overlader man dem i virkeligheden til sig selv. (Ordsprogene 29:15) Man forsømmer sit ansvar som forældre. Denne producer har om børneopdragelse sagt: „Det er et stort og tidsrøvende ansvar at være forældre, og det kan ikke uddelegeres — og da slet ikke til fjernsynet.“
9. Hvilken form for forurening er det især vigtigt at børn beskyttes mod?
9 Den stressede tid vi lever i får måske nogle af jer forældre til, ligesom disciplene, at skubbe børnene til side for at I kan tage jer af noget I føler er vigtigere. Men hvad kan være vigtigere end jeres egne børn? Deres åndelige liv står på spil! Ved ulykken på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986 evakuerede man børnene for at beskytte dem mod den radioaktive forurening. Hvis I skal vogte jeres børns åndelige sundhed, må I beskytte dem mod den giftige ’luft’ der så ofte strømmer ud fra fjernsynet. — Ordsprogene 13:20.
10. Hvorfra kan den giftige ’luft’ også komme, og hvilket bibelsk eksempel viser faren ved dette?
10 Den giftige ’luft’, der kan nedbryde børns moralnormer og fordærve deres sind, findes imidlertid også andre steder. Upassende samvær med skolekammerater og andre børn kan kvæle den bibelske sandhed der er sået i børnenes hjerte. (1 Korinther 15:33) Det der skete med Jakobs unge datter, Dina, er et lærerigt eksempel. Hun plejede at „gå ud for at besøge landets døtre“, og det resulterede i at hun blev voldtaget af en ung mand. (1 Mosebog 34:1, 2) Hvis børn skal undgå umoralitetens fælder i denne verden, der er endnu mere fordærvet end datidens verden, er det nødvendigt at de er godt oplært.
Hvorfor undervise børn fra de er spæde?
11. (a) Hvornår bør forældre begynde at undervise deres børn? (b) Hvilke gode resultater kan de forvente?
11 Hvornår bør forældrene begynde at undervise deres børn? Bibelen fortæller at Timoteus blev undervist „fra den spæde barndom“. (2 Timoteus 3:15) Det græske ord der bruges her, breʹfos, anvendes tit om et ufødt barn, som i Lukas 1:41, 44. Her siges der om Johannes at han som foster sprang i sin moders liv. Men breʹfos bruges også om de nyfødte israelitiske børn hvis liv var truet i Ægypten ved den tid da Moses blev født. (Apostelgerninger 7:19, 20) I Timoteus’ tilfælde er det tydeligt at ordet hentyder til et spædbarn, og ikke blot til et lille barn. Timoteus var blevet undervist i de hellige skrifter lige så længe han kunne huske, ja lige siden han var spæd. Og det gav gode resultater! (Filipperne 2:19-22) Men nytter det noget at undervise et nyfødt barn?
12. (a) Hvornår kan spædbørn begynde at suge indtryk og lærdom til sig? (b) Hvornår og hvordan bør forældre begynde at oplære deres børn åndeligt?
12 „En af de mest spændende udviklinger på psykologiens område er vor nye forståelse af spædbarnets store indlæringsevne,“ skrev en professor ved Yale-universitetet, dr. Edward Zigler, i 1984. Bladet Health skriver: „Ny forskning har vist at spædbørn der stadig befinder sig i moders liv muligvis kan se, høre, smage — og nære følelser.“ I forældre kan åbenbart ikke begynde for tidligt med at undervise jeres børn. (5 Mosebog 31:12) I begyndelsen kan I vise dem billeder og fortælle dem historier. Masaru Ibuka, der har skrevet bogen Kindergarten Is Too Late! (I børnehaven er det for sent!), siger: „De afgørende år [er] årene fra fødselen til barnet er tre år.“ Dette skyldes at det lille barns sind er særlig modtageligt og har let ved at suge lærdom til sig, hvilket barnets evne til hurtigt at lære et nyt sprog vidner om. En professor fra New Yorks universitet, med speciale i undervisning af små børn, har endda sagt at „forældre bør begynde at lære deres børn at læse så snart de har fået dem hjem fra fødeklinikken“!
13. Hvad viser at små børn har en fantastisk indlæringsevne?
13 En moder fra Canada skriver om sin søns evne til at lære: „Jeg læste en dag en historie fra Min bibelhistoriebog for min 41/2-årige søn, Shaun. Da jeg på et tidspunkt holdt en pause, hørte jeg til min forundring at han fortsatte med at fortælle historien, ord for ord, som den stod i ’Bibelhistoriebogen’. . . . Jeg prøvede en anden historie og en tredje, og han kunne dem udenad. . . . Det har vist sig at han kan de første 33 historier udenad, ord for ord, også de vanskelige sted- og personnavne.“a
14. (a) Hvem undrer sig ikke over spædbørns evner? (b) Hvad bør være kristne forældres mål? (c) Hvad må børn være rustet til, og hvorfor?
14 De der er bekendt med spædbørns indlæringsevne undrer sig ikke over sådanne bedrifter. „Verden kunne være fuld af intellektuelle giganter som Einstein, Shakespeare, Beethoven og Leonardo da Vinci hvis vi underviste børnene som spæde,“ hævder dr. Glenn Doman, som er leder af et pædagogisk institut (The Institutes for the Achievement of Human Potential). Nu er det selvfølgelig ikke kristne forældres mål at frembringe intellektuelle giganter, men at nå ind til børnenes hjerte så de aldrig viger fra tjenesten for Gud. (Ordsprogene 22:6) Dette må I arbejde på længe før børnene kommer i skole, så de er rustet til de prøver de vil komme ud for dér. I børnehaven og andre daginstitutioner fejrer man for eksempel fødselsdage og andre højtider som kan være sjove for børnene. Derfor må børnene forstå hvorfor Jehovas vidner ikke deltager i den slags. Ellers kan de efterhånden komme til at hade deres forældres tro.
Hvordan man kan nå ind til børnenes hjerte
15, 16. Hvad kan forældre bruge som en hjælp til at nå ind til deres børns hjerte, og hvordan kan de anvende disse hjælpemidler?
15 For at hjælpe forældre til at nå ind til deres børns hjerte har Jehovas Vidner udgivet bøger som for eksempel Vi lytter til den store Lærer. Denne bog fortæller om fødselsdagsfester i kapitlet „To mænd som holdt fødselsdag“. Det nævnes her at ’det kan være meget morsomt’ at holde fest, men det fremhæves også at de eneste to fødselsdage der omtales i Bibelen blev fejret af hedninger, der ikke tilbad Jehova, og at der ved begge lejligheder var en der blev halshugget. (Markus 6:17-29; 1 Mosebog 40:20-22) Hvordan kan I nå ind til børnenes hjerte med disse oplysninger?
16 I kan anvende samme metode som bruges i Vi lytter til den store Lærer, ved at sige: „Vi ved jo at der er en mening med alt hvad der står i Bibelen.“ Derefter kan I spørge: „Hvad tror du det er Gud vil fortælle os om fødselsdagsfester?“ På den måde hjælpes barnet til at tænke over sagen og nå frem til de rigtige konklusioner. Der findes også andre hjælpemidler I kan benytte, for eksempel Min bibelhistoriebog og serien „Jesu liv og tjeneste“, der har været bragt i hvert nummer af Vagttårnet siden 1. april 1985. Har I undervist jeres børn ved hjælp af disse artikler — og har I selv læst dem grundigt?
17. Hvilke praktiske forslag får forældre her?
17 Sammen med jeres børn bør I igen og igen gennemgå det stof der omhandler emner og situationer som de vil komme ud for i skolen. Lad dem vide at både børn og voksne skal stå Jehova til regnskab. (Romerne 14:12) Læg vægt på alt det gode Jehova gør for os, så børnene får lyst til at glæde ham. (Apostelgerninger 14:17) Gør undervisningen til en hyggestund. Børn elsker at høre historier, så gør hvad I kan for at undervise dem på en levende måde der vil nå ind til deres hjerte. Mange familier går glip af en god lejlighed til dette fordi de ikke er sammen ved faste, daglige måltider. Er I det i jeres familie? Hvis ikke, kunne I så begynde på det? — Jævnfør Apostelgerninger 2:42, 46, 47.
18, 19. (a) Hvordan bør forældre planlægge undervisningen af deres børn, og hvad kan ikke betones for stærkt? (b) Hvad vil du fremhæve ved det eksempel på børneopdragelse der henvises til, og hvordan tror du resultatet ville blive hvis andre forældre gjorde det samme?
18 Undervisningens varighed må tilpasses barnets alder. For eksempel vil det være bedst at undervise et lille barn, der ikke kan koncentrere sig så længe, i korte perioder flere gange daglig. Efterhånden kan man øge undervisningens varighed og indhold. Betydningen af at undervise børnene regelmæssigt kan ikke betones for stærkt. (1 Mosebog 18:19; 5 Mosebog 11:18-21) En fader der nu er i halvfjerdserne gjorde meget ud af at undervise sin søn, som nu er ældste i den kristne menighed. For år tilbage forklarede han hvordan han gik frem:
19 „Da [vores søn] var cirka ét år gammel begyndte jeg at fortælle beretninger fra Bibelen som ’godnathistorier’, og forsøgte at fortælle dem i store træk og gøre dem ekstra levende og farverige for ham. Så snart han i sit andet år begyndte at tale, knælede vi ned ved sengekanten og bad ’fadervor’, idet han gentog sætningerne efter mig, én for én. . . . Da han var tre år begyndte jeg at studere Bibelen sammen med ham regelmæssigt . . . Han fulgte med i sin egen bog og gentog ordene efter mig. På den måde lærte han at udtale ordene pænt og tydeligt, også de lange ord. . . . For at Bibelens sandheder bedre kunne fæstne sig i hans sind begyndte vi da han var tre år at lære ham enkle skriftsteder udenad. Da han kom i børnehave kunne han cirka tredive skriftsteder, og i september sidste år, da han begyndte i første klasse, kunne han halvfjerds skriftsteder. . . . Før vores dreng går i seng lader jeg ham citere nogle af de skriftsteder han kender. Når han står op, siger han også tit godmorgen med et par skriftsteder.“
20. Hvad bør undervisningsprogrammet omfatte, og hvordan kan børn få glæde af at være med i forkyndelsen?
20 Et sådant fremadskridende undervisningsprogram, der omfatter at forældrene sætter et godt eksempel og er konsekvente i deres tugt, vil give børnene en start i livet som de altid vil være taknemmelige for. (Ordsprogene 22:15; 23:13, 14) En uundværlig del af programmet er oplæring i den offentlige forkyndelse fra børnene er små. Børnene vil glæde sig til at være med hvis I forbereder jer sammen med dem så de kan yde en meningsfyldt indsats. Den førnævnte fader siger om sin søns oplæring i forkyndelsen: „Da han kender så mange skriftsteder er han dygtig til at forkynde når vi går fra hus til hus. Mange af dem vi besøger bliver meget forbavsede over det og kan ikke lade være med at tage imod de bibelske tidsskrifter han rækker dem. Han har været med ude at forkynde siden han var tre år gammel, og han kommer nu [som seksårig] tit af med mere bibelsk læsestof end min kone og jeg.“ — Vågn op!, 8. april 1965, side 3, 4.
21. (a) Hvad er den bedste gave forældre kan give deres børn? (b) Hvad mindes forældre om her, og hvad bør de aldrig have for travlt til?
21 I kristne forældre har en uvurderlig arv som I bør give videre til jeres børn, nemlig kundskab om Jehova og et håb om evigt liv i fred og lykke i en skøn ny verden. (Ordsprogene 3:1-6, 13-18; 13:22) I må frem for alt opdyrke tillid til denne fremtid i jeres børns hjerte, sammen med ønsket om at tjene Jehova. Gør den sande tilbedelse til en naturlig og fornøjelig del af deres liv. (1 Timoteus 1:11) Indpod dem tillid til Jehova lige fra den spæde barndom. Og forsøm aldrig, nej aldrig, at undervise dem regelmæssigt! Lad dette gå forud for alt andet, og overvej hele tiden hvad jeres børn har brug for at lære og hvordan I bedst kan nå ind til deres hjerte. I har travlt og er udsat for et stærkt pres; det sørger Satan og hans verden for. Men husk Jesu eksempel! Hav aldrig for travlt til at studere regelmæssigt med jeres børn!
[Fodnote]
a Længe før han kunne læse havde han lært historierne udenad ved at lytte til bånd med oplæsning fra bogen.
Hvad vil du svare?
◻ Hvilken bibelsk episode viser at forældre bør prioritere deres børns behov meget højt?
◻ Hvorfor er det nødvendigt at forældre gør en særlig indsats for at beskytte deres børn i vor tid?
◻ Hvorfor er det så vigtigt at børn bliver undervist lige fra de er spæde?
◻ Hvilke praktiske forslag kan forældre følge for at nå ind til deres børns hjerte?
◻ Hvad bør kristne forældre aldrig forsømme?
[Illustration på side 12]
Forældre kan ikke begynde for tidligt med at undervise deres børn