Jesus afværger forsøg på at fange ham i ord

Jesus’ religiøse fjender er vrede, for han er netop kommet med nogle lignelser der afslører deres ondskab. Farisæerne lægger nu planer om at fange ham i ord. De prøver at få ham til at sige noget kompromitterende så de kan overgive ham til den romerske statholder. De hyrer nogle af deres tilhængere til at lægge en fælde for ham. – Lukas 6:7.

“Lærer,” siger de, “vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. Er det tilladt at vi betaler skat til kejseren, eller er det ikke?” (Lukas 20:21, 22) Jesus lader sig ikke narre af deres smiger, for i virkeligheden er de nogle udspekulerede hyklere. Hvis han siger: ‘Nej, man skal ikke betale denne skat’, kan han blive anklaget for at tilskynde til oprør mod Rom. Men hvis han siger: ‘Ja, betal denne skat’, vil folket, der snart har fået nok af at være underlagt Rom, måske misforstå ham og vende sig imod ham. Så hvad svarer Jesus?

“Hyklere, hvorfor udfordrer I mig? Vis mig den mønt man betaler skatten med.” De rækker ham en denar, og han spørger dem: “Hvis billede og titel er det?” De svarer: “Kejserens.” Nu kommer han med denne fænomenale vejledning: “Så giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.” – Matthæus 22:18-21.

Mændene er forbløffede over Jesus’ ord, og da de ikke ved hvad de skal sige, går de deres vej. Men dagen er ikke slut endnu, og det er forsøgene på at fange ham i ord heller ikke. Efter farisæernes mislykkede forsøg henvender lederne fra en anden religiøs gruppe sig til Jesus.

Saddukæerne, der siger at der ikke er nogen opstandelse, stiller et spørgsmål der drejer sig om opstandelsen og svogerægteskab. De spørger: “Lærer, Moses har sagt: ‘Hvis en mand dør uden at have børn, skal hans bror gifte sig med hans enke og give sin døde bror efterkommere.’ Der var syv brødre hos os. Den første giftede sig og døde, og fordi han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin bror. Det samme skete med den anden og den tredje, ja, alle syv. Til allersidst døde kvinden. Hvem af de syv skal have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle været gift med hende.” – Matthæus 22:24-28.

Jesus svarer ved at henvise til Moses’ skrifter, som saddukæerne anerkender: “Er grunden til at I tager fejl, ikke netop at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft? For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bliver ikke giftet bort, men de er som engle i himlene. Men med hensyn til at de døde bliver oprejst, så har I vel læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, at Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Han er ikke de dødes men de levendes Gud. I tager fuldstændigt fejl.” (Markus 12:24-27; 2. Mosebog 3:1-6) Folkemængden er imponeret over hans svar.

Jesus har bragt både farisæerne og saddukæerne til tavshed, og nu slår de religiøse modstandere sig sammen for at udfordre ham yderligere. En skriftlærd spørger: “Lærer, hvad er det største bud i Loven?” – Matthæus 22:36.

Jesus svarer: “Det vigtigste er: ‘Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.’ Derefter kommer dette: ‘Du skal elske dit medmenneske som dig selv.’ Der er ikke noget bud der er større end dem.” – Markus 12:29-31.

Svaret får den skriftlærde til at sige: “Lærer, det var godt sagt og i overensstemmelse med sandheden: ‘Han er én, og der er ikke nogen anden Gud end ham.’ Og at elske ham af hele sit hjerte, hele sin forstand og hele sin styrke og at elske sit medmenneske som sig selv er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.” Da Jesus hører den skriftlærdes kloge udtalelse, siger han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” – Markus 12:32-34.

I tre dage (9., 10. og 11. nisan) har Jesus undervist i templet. Nogle, som for eksempel den skriftlærde, har været glade for at lytte til ham. Men ikke de religiøse ledere, som ikke ‘tør stille ham flere spørgsmål’.