Tegnet — ikke blot og bar historie
I JERUSALEM er der et område som har både historisk og nutidig betydning. Det er en høj hvorpå der har ligget „et tempel med umådelige rigdomme,“ som den romerske historiker Tacitus fra det første århundrede udtrykte det. I dag er der intet spor af tempelbygningerne, men fundamentet står der endnu. Det er et vidnesbyrd om sandfærdigheden af et profetisk tegn som også berører dig.
Arkæologer har gjort mange fund syd for templets fundament. „Et af de mest interessante fund,“ fortæller J. A. Thompson i bogen The Bible and Archaeology, „er nogle enorme stenblokke fra et herodiansk murværk som tydeligvis er blevet stødt ned fra toppen af tempelmuren under Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t.“
Ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel var blevet forudsagt 37 år før den fandt sted. Ikke mindre end tre historikere gengiver Jesu Kristi ord om at „der ikke skal lades sten på sten tilbage her som ikke vil blive revet ned“. (Lukas 21:6; Mattæus 24:1, 2; Markus 13:1, 2) Efter at Jesus havde udtalt dette, fulgte en samtale som har betydning for alle der lever i dag, også dig.
„Lærer,“ spurgte Jesu disciple ham, „hvad vil være tegnet når disse ting skal indtræffe?“ Ifølge Jesus ville den periode der ledte op til templets ødelæggelse være kendetegnet af krige, jordskælv, fødevaremangel og pest. Jesus tilføjede: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Lukas 21:7, 10, 11, 32.
Oplevede den dalevende generation at „tegnet“ gik i opfyldelse? Ja. Bibelen omtaler både „en stor hungersnød“ og tre jordskælv, hvoraf to betegnes som ’store jordskælv’. (Apostelgerninger 11:28; 16:26; Mattæus 27:51; 28:1, 2) Ifølge den verdslige historie forekom der også andre jordskælv og tilfælde af fødevaremangel i den periode. Tiden var desuden præget af krige, hvoraf to blev udkæmpet mellem de romerske hære og Jerusalems indbyggere. Den anden belejring af Jerusalem, der gik forud for ødelæggelsen af byen og dens tempel i år 70 e.v.t., udløste en forfærdelig hungersnød og pest. Det område i Jerusalem hvor templet nu ikke længere ligger, bærer sit tavse vidnesbyrd om disse forfærdelige begivenheder i det første århundrede.
’Meget interessant,’ vil nogle måske sige, ’men hvordan berører det mig?’ Jo, tegnet er ikke blot og bar historie. Det fik kun en delvis opfyldelse i det første århundrede. Jesus forudsagde for eksempel også at der ville komme en tid hvor menneskeheden skulle gribes af stor frygt på grund af „tegn i sol og måne og stjerner“ og „havets larmen“. Denne del af tegnet ville bebude at „Guds rige“, der er en regering som for bestandig vil befri verden for dens trængsler, var nær. — Lukas 21:25-31.
Noget sådant skete ikke i det første århundrede. Og i dag, 1900 år senere, hjemsøges menneskeheden stadig af krige, jordskælv, hungerkatastrofer og sygdomme. Tegnet må derfor få en anden og fuldstændig opfyldelse. Dette bekræftes i Åbenbaringens bog, som indeholder nogle profetiske billeder der svarer til tegnets forskellige dele, men som først blev nedskrevet efter Jerusalems ødelæggelse. (Åbenbaringen 6:1-8) Så tilbage står dette vigtige spørgsmål: Har tegnet kunnet ses i vor tid?