Tegnet — et bevis på at den nye verden er nær?
„Folk skal staae op imod Folk, og Rige imod Rige; og der skal være Hungersnød og Pest og Jordskælv allevegne.“ — Mattæus 24:7, Kalkar.
MENS den første verdenskrig endnu rasede, gav Vagt-Taarnet for august 1917 følgende kommentar til ovennævnte ord: „Vi ser nu en delvis Opfyldelse af denne profetiske Erklæring deri, at praktisk talt alle Jordens Nationer er optagne af en Kamp på Liv og Død. Den Fødemængde, der staar til Raadighed, tager af overalt, og Omkostningerne i Forbindelse med Livsfornødenhederne tager til.“
I dag, 71 år senere, henleder dette blad stadig sine læseres opmærksomhed på omtalte profeti. Tre historikere fra oldtiden gengiver denne profeti som en del af det „tegn“ Jesus forudsagde. — Mattæus 24:3, 7; Markus 13:4, 8; Lukas 21:7, 10, 11.
Siden 1914 har hungersnød, krige, sygdomme og andre ulykker kostet millioner af mennesker livet. The New Encyclopædia Britannica (1987) opregner 63 „store historiske jordskælv“ inden for de sidste 1700 år. Heraf er de 27 — 43 procent — forekommet i perioden efter 1914. Bogen Terra Non Firma af professorerne Gere og Shah indeholder en omfattende liste der dækker en længere tidsperiode. Fireoghalvtreds procent af de jordskælv der omtales i bogen er indtruffet efter 1914.a Selv når man tager højde for at tidligere tiders optegnelser kan være ufuldstændige, må konklusionen blive at vor tid har været særlig hjemsøgt af jordskælv.
Et endnu mere gruopvækkende kapitel i menneskehedens historie blev indledt da man kastede atombomben over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Atommagterne besidder nu så mange masseødelæggelsesvåben at menneskehedens fortsatte eksistens er truet. Som Jesus, ifølge historikeren Lukas, videre profeterede: „Og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn . . . og på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind, . . . mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ — Lukas 21:11, 25, 26.
Selv om supermagterne måske enes om at reducere antallet af visse våbentyper i deres arsenaler, kan sådanne aftaler ikke mindske menneskers frygt for voldelige overfald, økonomisk sammenbrud og terrorisme. „Det der i dag bekymrer folk mest,“ skriver en afrikansk avis, „er deres egen personlige sikkerhed. . . . Kriminaliteten er ude af kontrol . . .; atmosfæren er ladet med frygt.“ Jesus forudsagde at denne „tiltagende lovløshed“ skulle være endnu en del af tegnet. — Mattæus 24:12.
„Denne gode nyhed“
Det er imidlertid trøstende at vide at samtidig med denne tragiske udvikling i verdensbegivenhederne ville den „gode nyhed om riget . . . blive forkyndt på hele den beboede jord“. (Mattæus 24:14) „Denne gode nyhed“ drejer sig om Guds rige. Denne overmenneskelige regering har allerede millioner af trofaste undersåtter, og den vil snart gribe ind og gøre menneskers håb om en retfærdig ny verden til virkelighed. — Lukas 21:28-32; 2 Peter 3:13.
Mange affærdiger vantro „denne gode nyhed“. Andre siger at de tror på den, men lader det blive ved det. Nogle handler efter den i et stykke tid, men begynder så at tvivle. Skulle det at folk reagerede sådan, også være en del af tegnet? Og hvad vigtigere er: Hvordan bør vi personligt reagere på dette tegn?
[Fodnote]
a The World Book Encyclopedia (1987) opregner 37 „store jordskælv“ i perioden fra 526 e.v.t. og fremefter. Heraf har 65 procent fundet sted siden 1914.