Herrens aftensmåltid

Tidligere på aftenen underviste Jesus sine apostle i ydmyghed ved at vaske deres fødder. Nu, tilsyneladende efter påskemåltidet, citerer han Davids profetiske ord: “Selv ham jeg havde fred med, som jeg stolede på, og som spiste af mit brød, han har vendt sig imod mig.” Så forklarer han: “En af jer vil forråde mig.” – Salme 41:9; Johannes 13:18, 21.

Apostlene kigger rundt på hinanden, og alle spørger: “Herre, det er ikke mig, vel?” Selv Judas Iskariot spørger om det. Peter beder Johannes, som ligger ved siden af Jesus ved bordet, om at finde ud af hvem det er. Så Johannes læner sig tilbage mod Jesus og spørger: “Herre, hvem er det?” – Matthæus 26:22; Johannes 13:25.

Jesus svarer: “Det er ham jeg giver det stykke brød jeg dypper.” Så dypper han brødet, giver det til Judas og siger: “Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske der forråder Menneskesønnen! Det ville have været bedre for det menneske aldrig at være blevet født.” (Johannes 13:26; Matthæus 26:24) Så går Satan i Judas, og denne onde og uærlige mand overgiver sig nu til at gøre Djævelens vilje og bliver derved “undergangens søn”. – Johannes 6:64, 70; 12:4; 17:12, fodnote.

Jesus siger til Judas: “Det du gør, gør det hurtigere.” De andre apostle tror at Judas, som har pengekassen, får at vide ‘at han skal købe det de har brug for til højtiden, eller at han skal give noget til de fattige’. (Johannes 13:27-30) I stedet går Judas ud for at forråde Jesus.

Samme aften som de fejrer påsken, indstifter Jesus en helt ny højtid. Han tager et brød, takker Gud, brækker det i stykker og giver det til sine apostle. Han siger: “Dette er et symbol på min krop, som skal ofres for jer. Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” (Lukas 22:19) Brødet bliver delt rundt, og apostlene spiser af det.

Nu tager Jesus et bæger med vin, beder en bøn over det og rækker det til dem. De drikker alle af det, og Jesus siger: “Dette bæger er et symbol på den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes for jer.” – Lukas 22:20.

Dermed indstifter Jesus en højtid til minde om sin død som hans disciple skal holde den 14. nisan hvert år. Den vil minde om alt hvad Jesus og hans Far har gjort for at alle der tror, kan blive befriet for synd og død. Den fremhæver – i endnu større grad end påsken havde gjort for jøderne – at alle der har tro, kan opnå sand frihed.

Jesus siger at hans blod “skal udgydes for mange så de kan få deres synder tilgivet”. Hans trofaste apostle og andre trofaste disciple er blandt de mange der får deres synder tilgivet. Det er dem der vil være sammen med ham i hans Fars rige. – Matthæus 26:28, 29.