De gjorde Jehovas vilje

En samaritaner viser sig at være en god næste

PÅ JESU tid nærede jøder og ikkejøder et åbenlyst had til hinanden. Med tiden blev der endda føjet en lov til den jødiske kommentarsamling Misjna der forbød israelitiske kvinder at hjælpe ikkejødiske kvinder med at føde, da det kun ville bevirke at der kom en ny hedning til verden. — Abodah Zarah 2:1.

Samaritanerne var nærmere beslægtet med jøderne end med andre folk, både religiøst og etnisk. Alligevel blev de betragtet som pariaer. „Jøder har . . . ikke noget samkvem med samaritanere,“ skrev apostelen Johannes. (Johannes 4:9) Ifølge Talmud var „et stykke brød fra en samaritaner mere urent end svinekød“. Nogle jøder brugte endda ordet „samaritaner“ til at udtrykke foragt og skændsel. — Johannes 8:48.

Jesus fortsatte med at sige: „En samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham.“ At Jesus nævnte en samaritaner, har sikkert gjort den lovkyndige endnu mere nysgerrig. Ville Jesus bifalde den negative holdning til denne folkegruppe? Bestemt ikke. Da samaritaneren fik øje på den tilskadekomne, ’fik han inderligt ondt af ham’. Jesus sagde: „Han gik hen til ham, gød olie og vin på hans sår og forbandt dem. Så satte han ham op på sit eget lastdyr og førte ham til et herberg og drog omsorg for ham.b Og den næste dag tog han to denarer frem og gav dem til værten og sagde: ’Drag omsorg for ham, og hvad du yderligere måtte give ud, vil jeg betale dig når jeg kommer tilbage.’“ — Lukas 10:33-35.