Jesu liv og tjeneste
Jesus drager atter til Jerusalem
JESUS er igen på rejse; han underviser i by efter by og i landsby efter landsby. Han befinder sig tilsyneladende i landsdelen Peræa, på den anden side af Jordan set fra Judæa. Men hans mål er Jerusalem.
Det er øjensynlig den jødiske teori om at kun et begrænset antal vil gøre sig fortjent til frelse, der får en mand til at spørge: „Herre, er de der frelses kun få?“ Jesu svar tvinger folk til at tænke over hvad der kræves for at opnå frelse: „Kæmp energisk [det vil sige at man må anstrenge sig eller lide afsavn] for at komme ind gennem den snævre dør.“
En sådan energisk indsats er påtrængende nødvendig, for Jesus fortsætter og siger at „mange . . . vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det“. Hvorfor ikke? Han forklarer videre at ’når husets herre har rejst sig og låst døren og folk står udenfor og banker på og siger: „Herre, luk op for os,“ vil han sige: „Jeg ved ikke hvor I er fra. Bort fra mig, alle I som øver uretfærdighed.“’
De der er låst ude kommer åbenbart først når det er belejligt for dem selv. Men på det tidspunkt er døren lukket med slå, så det ikke er muligt at komme ind. For at komme ind burde de være kommet tidligere, selv om tidspunktet måske var ubelejligt for dem. De som ikke gør tilbedelsen af Jehova til det vigtigste i deres liv, vil blive skuffede!
Jøderne, som Jesus har fået til opgave at forkynde for, har for størstedelens vedkommende undladt at gribe den enestående mulighed de har for at tage imod Guds frelsesforanstaltning. Jesus siger derfor at de vil græde og skære tænder når de bliver kastet udenfor. Omvendt vil folk „fra øst og vest og fra nord og syd“, ja fra alle nationerne, „ligge til bords i Guds rige“.
Jesus siger videre: „Der er nogle af de sidste [foragtede ikkejøder, såvel som undertrykte jøder] som skal være blandt de første, og der er nogle af de første [de materielt og religiøst begunstigede jøder] som skal være blandt de sidste.“ Det at være blandt de sidste betyder at sådanne dovne og utaknemmelige slet ikke vil være at finde i Guds rige.
Farisæerne kommer nu hen til Jesus og siger: „Tag af sted og rejs herfra, for Herodes [Antipas] vil dræbe dig.“ Muligvis var det Herodes selv der spredte dette rygte for at få Jesus til at flygte fra hans område, fordi han, efter Johannes Døbers halshugning, nu var bange for at blive involveret i endnu en af Guds profeters død. Men Jesus siger til farisæerne: „Gå hen og sig til den ræv: ’Se, jeg uddriver dæmoner og foretager helbredelser i dag og i morgen, og på den tredje dag vil jeg være færdig.’“
Da Jesus er færdig med sin forkyndelse dér, fortsætter han sin rejse til Jerusalem, for som han siger: „Det er utilstedeligt at en profet bliver slået ihjel andre steder end i Jerusalem.“ Hvorfor forventes det at Jesus bliver slået ihjel i Jerusalem? Fordi Jerusalem er hovedstaden, hvor dyreofrene bliver bragt og hvor den jødiske højesteret sanhedrinet med dens 71 medlemmer befinder sig. Derfor ville det være utilstedeligt for „Guds lam“ at blive slået ihjel andre steder end i Jerusalem.
„Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende,“ beklager Jesus, „hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne, men I ville ikke! Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ Fordi de fornægtede Guds søn, var de som nation betragtet dømt til undergang!
På et tidspunkt mens Jesus er på vej til Jerusalem bliver han inviteret hjem til en af farisæernes ledere. Det er på en sabbat, og folk holder skarpt øje med ham fordi der er en mand til stede som lider af vattersot og derfor sikkert har store mængder væske i både arme og ben. Jesus henvender sig nu til farisæerne og de lovkyndige som er til stede, og spørger: „Er det tilladt at kurere på sabbaten eller er det ikke?“
Ingen svarer. Jesus helbreder derefter manden og sender ham bort. Derpå spørger han: „Hvem af jer vil ikke på sabbatsdagen, hvis hans søn eller okse falder i en brønd, straks trække dem op?“ Heller ikke denne gang er der nogen som svarer ham. Lukas 13:22–14:6; Johannes 1:29.
◆ Hvad viser Jesus er nødvendigt for at opnå frelse, og hvorfor er mange udelukkede?
◆ Hvem er de „sidste“ der bliver de første, og de „første“ der bliver de sidste?
◆ Hvad var muligvis grunden til rygtet om at Herodes ønskede at slå Jesus ihjel?
◆ Hvorfor var det ’utilstedeligt at en profet blev slået ihjel andre steder end i Jerusalem’?