MÅLTID

Blandt oldtidens hebræere og senere blandt de første kristne var måltiderne ofte forbundet med glad fællesskab og åndelig opbyggelse. De var desuden en anledning til at vise andre kærlighed og gæstfrihed. Det ser ud til at både hebræerne og de første kristne bad i forbindelse med måltiderne. — 1Sa 9:13; Apg 27:35; 1Ti 4:1, 3; se GÆSTFRIHED; HERRENS AFTENSMÅLTID; KÆRLIGHEDSMÅLTIDER.

Det lader til at israelitterne indtog to hovedmåltider om dagen, det første om morgenen og det andet om aftenen ved arbejdsdagens slutning. (Jf. Rut 3:2, 3, 7; 1Kg 17:6.) Mange spiste naturligvis deres morgenmad hjemme, men andre, deriblandt fiskere som arbejdede hele natten, tog åbenbart mad med på arbejde. Fiskere kunne også tilberede noget af fangsten til morgenmad. — Jf. Mr 8:14; Joh 21:12, 15.

Der er også vidnesbyrd om at man indtog et, måske lettere, måltid midt på dagen. (Apg 10:9, 10) Ved den tid holdt markarbejdere åbenbart en hvilepause og spiste. — Jf. Rut 2:14.

Det var som regel kvinderne der serverede. (Joh 12:1-3) Til tider spiste de også sammen med mændene. (1Sa 1:4, 5, 9; Job 1:4) I velstående hjem og især i kongelige husholdninger var der tjenere som vartede op ved bordene. Ved kong Salomons bord blev betjeningen udført af opvartere i en særlig klædedragt. — 1Kg 10:4, 5; 2Kr 9:3, 4.

Mens man som regel havde hver sit bæger at drikke af, blev maden ofte spist af en fælles skål eller et fælles fad. Man tog maden med fingrene eller brugte i nogle tilfælde et stykke brød som ske til at få maden op med. — Mr 14:20; Joh 13:25, 26; se også Ord 26:15.

Måltiderne kunne indtages siddende eller liggende. (1Mo 18:4; 27:19; Dom 19:6; Lu 9:14) På et relief fra assyrerkongen Assurbanipals palads ses kongen liggende på en løjbænk og hans dronning siddende på en høj stol under et festmåltid. Perserne lå åbenbart også til bords på løjbænke (Est 7:8), og på Ezekiels tid var der israelitter som brugte borde og løjbænke. — Ez 23:41.

Under Jesu jordiske tjeneste. I det 1. århundrede e.v.t. vaskede hebræerne i regelen hænder før de spiste. For farisæerne og de skriftlærde var dette en rituel handling. — Mr 7:1-8; se HÅNDVASKNING.

Ved banketter eller festmåltider på Jesu tid var der anbragt løjbænke på de tre sider af bordet, og den fjerde side var ladt fri så der var adgang til bordet for dem der serverede. Der kunne ligge fire-fem personer på samme løjbænk, men som regel lå der kun tre. Deltagerne i måltidet lå på venstre side, sandsynligvis med en pude under venstre albue, med hovedet mod bordet. Maden blev som regel taget med højre hånd. Den fornemste plads var den hvor man ikke havde nogen liggende bag sig. At ligge op mod en andens bryst ved et festmåltid betød at man lå foran denne, og også at man indtog en begunstiget plads hos den pågældende. (Joh 13:23) Den der havde en anden liggende op mod sit bryst, kunne også nemt føre en fortrolig samtale med vedkommende.

Da der som regel lå tre på hver løjbænk, kunne man enten have den forreste, den mellemste eller den bagerste plads. Når der var flere løjbænke, var det den der lå på den bagerste plads på løjbænken længst væk fra værten, der havde den nederste plads ved måltidet. — Jf. Mt 23:6; Lu 14:7-11.

Ved visse festlige lejligheder kunne der være en skaffer som førte tilsyn med serveringen (Joh 2:9), og der kunne være underholdning som musik og dans. — Lu 15:25.

Det rette syn på mad og drikke. Det er Guds vilje at mennesket skal glæde sig over at spise og drikke. (Præ 2:24) Derimod afskyr han frådseri. (Ord 23:20, 21; Præ 10:17; Ro 13:13; 1Pe 4:3; se BERUSELSE; FRÅDSER, FRÅDSERI.) Da det kan være en nydelse at spise og drikke med måde, sammenlignes den hvis hjerte er vel til mode, med en der deltager i et stadigt festmåltid. (Ord 15:15) En god og kærlig atmosfære er også med til at gøre måltidet til en nydelse. Som ordsproget siger: „Det er bedre at få en grøntsagsret hvor der er kærlighed, end fedet okse sammen med had.“ — Ord 15:17.

Brugt billedligt. At indtage et måltid sammen med andre var et udtryk for venskab og fred. Den der regelmæssigt spiste ved kongens bord, var derfor særlig begunstiget og stod i et meget nært forhold til regenten. (1Kg 2:7) Det var et sådant forhold Jesus tænkte på da han lovede sine trofaste disciple at de skulle spise og drikke ved hans bord i hans rige. — Lu 22:28-30; se også Lu 13:29; Åb 19:9.

Udslettelsen af Guds modstandere vil give anledning til ’et stort aftensmåltid’, hvor fuglene vil æde ligene af de dræbte. (Åb 19:15-18) Et måltid af en helt anden art er det store festmåltid for alle folkeslagene der omtales i Esajas 25:6.