„Følg gæstfrihedens vej“ — gør du det?
DET var en varm dag. En gruppe unge og ældre Jehovas vidner arbejdede hårdt med rengøring, maling og forskellige andre gøremål under moderniseringen af en rigssal. Midt på eftermiddagen blev de temmelig trætte, og nogle satte sig ned for at hvile lidt.
I samme øjeblik kom tre søstre ind med sandwiches, kager, småkager, kaffe, te og andre drikkevarer. Det var en behagelig overraskelse for de trætte! De tre søstres spontane udtryk for gæstfrihed og kærlighed forfriskede ikke kun arbejderne fysisk, men bidrog også stærkt til den varme og kærlige ånd blandt alle de forsamlede brødre og søstre den eftermiddag.
Et kendetegn for sand kristendom
Gæstfrihed og kærlighed hører naturligvis ikke blot hjemme ved sådanne særlige lejligheder. Angående sine sande disciple påpegede den sande kristendoms grundlægger, Jesus Kristus: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Apostelen Paulus tilskyndede ligeledes sine medkristne: „Følg gæstfrihedens vej.“ (Johannes 13:35; Romerne 12:13) Med andre ord er gæstfrihedens vej, motiveret af uselvisk kærlighed til andre, en livsform for sande kristne.
Men disse egenskaber opstår ikke af sig selv når man bliver en kristen. Nej, man må arbejde hårdt for at opdyrke dem. Det gælder især i nutidens verden, hvor kærligheden hos de fleste er blevet kold, ganske som Bibelen har forudsagt. (Mattæus 24:12) Men det forholder sig helt anderledes hvor disse egenskaber findes! I en familie hvis medlemmer er knyttet nært sammen, nyder man hinandens selskab og er glade for at være sammen. Ligeledes vil den kristne menigheds medlemmer lære hinanden godt at kende når de regelmæssigt samles til møder, til tjeneste på arbejdsmarken og ved andre lejligheder. De bliver sande venner og kommer måske endda til at stå hinanden nærmere end familiemedlemmer. (Ordsprogene 18:24) Dette venskabsbånd mellem Jehovas vidner tjener som et stærkt værn mod den skadelige indflydelse fra verden.
Kristne kvinders rolle
Alle kristne tilskyndes til at ’følge gæstfrihedens vej’, men kristne kvinder spiller en særlig rolle i den forbindelse. Er det ikke almindeligvis kvinderne, især hustruerne, der påtager sig størstedelen af det praktiske arbejde der er forbundet med at vise gæstfrihed? Når der inviteres nogle fra menigheden hjem til kristent samvær, er det så ikke som regel hustruen der gør rent, tilbereder det der skal nydes, og rydder op bagefter? Manden og børnene kan måske give en hånd med, hvad de bør være villige til, men det vil i de fleste tilfælde være hustruen der sørger for at alt går som det skal.
Mange kristne hustruer bør roses for villigt at anstrenge sig for at vise sand gæstfrihed over for deres åndelige brødre og søstre. Tag for eksempel Dip Yee, en heltidsforkynder i Hongkong, hvis mand er ældste i den lokale menighed. Skønt det medfører meget arbejde for hende når de indbyder brødre og søstre, til tider endda en hel bogstudiegruppe, viser hun med glæde gæstfrihed. „Vi holder traktementet på et enkelt plan,“ siger hun. „Det er dejligt at se hvor meget brødrene nyder fællesskabet og bliver opbygget af det.“ Ja, kristne kvinder spiller en stor rolle når de ved deres gæstfrihed er med til at opdyrke en hjertelig ånd i menigheden.
I betragtning af alt det der hører med til at vise gæstfrihed, kræver det sandelig flid og selvopofrelse af kristne kvinder. Men de kan være forvissede om at deres kærlige velgerninger værdsættes dybt af deres mænd og andre der taknemmeligt har nydt godt af dem. Det kan naturligvis ske at der ikke vises den rette værdsættelse af det der er gjort, men det er ingen grund til at blive mismodig eller forbitret, eller til at ophøre med at være gæstfri. Ganske vist er det tilfredsstillende at modtage andres taknemmelighed og se at ens indsats påskønnes, men husk at vi først og fremmest viser gæstfrihed fordi det er rigtigt og kærligt at gøre det. Frem for alt glæder vi derved Jehova Gud.
Et ligevægtigt syn
Med vore dages stigende priser vil nogle måske være tilbageholdende med at vise gæstfrihed fordi de føler at de ikke har råd. Her kommer et ligevægtigt syn på sagen ind i billedet. Det forhøjer måske nydelsen at der til lejligheden serveres noget udsøgt, men det er ikke det vigtigste. Med stor visdom fremhæver Guds ord: „Det er bedre at få en grøntsagsret hvor der er kærlighed, end fedet okse sammen med had.“ (Ordsprogene 15:17) Hvad vi har eller serverer er ikke så vigtigt. Hvad der er vigtigt og sættes højt, er det gensidigt opbyggende samvær og den kærlige ånd vi viser.
Et eksempel er Fung Hing, en søster i fyrrerne; hendes mand er modstander af Jehovas vidners tro. Hun bor i en meget lille étværelses lejlighed i en af Hongkongs kæmpemæssige beboelsesejendomme. Hun er på ingen måde velhavende, men må endda have deltidsarbejde for at supplere familiens indtægter. Men hun er gavmild med det hun har. Når forkynderne i hendes menighed arbejder fra hus til hus i nabolaget, byder hun dem ofte ind til en lille forfriskning. Det påskønnes af hendes medkristne og viser også at man ikke behøver at være velstående for at vise ægte gæstfrihed.
Så mådeholdende vi end forsøger at være når vi beværter andre, vil vi måske alligevel finde det nødvendigt at give afkald på noget for at kunne vise gæstfrihed. Er det afsavnet værd? Afgjort, dersom vi drives af sand kristen kærlighed. Hvor findes der nemlig kærlighed uden at der bringes ofre? Både Jehova og Jesus viste deres kærlighed til menneskeheden ved at bringe store ofre — Jehova gav sin søn, og Sønnen sit fuldkomne menneskeliv. — Johannes 3:16; 15:13.
De første kristne fulgte også kærlighedens vej. Om brødrene i Makedonien skrev apostelen Paulus: „Deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom under en stor prøve med megen trængsel har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over. For efter evne, ja, jeg vidner, over evne gav de, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed.“ (2 Korinther 8:2-4) Deres „dybe fattigdom“ og det at de ydede „over evne“ gjorde deres gavmildhed så meget mere ægte og rørende.
Uanset om man er mindrebemidlet eller forholdsvis velstående, kræver det, trods de moderne hjælpemidler, stadig tid, kræfter og midler at vise gæstfrihed. Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Er vi villige til at anstrenge os for at andre kan nyde velsignelserne ved kristent samvær? Husk: „Den gavmilde sjæl bliver selv fed,“ siger det bibelske ordsprog, „og den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ Det er også velgørende at tænke på at når vi viser gæstfrihed i lydighed mod Jehovas udtrykkelige bud og efterligner hans storslåede eksempel, ’låner vi ud til Jehova’. — Ordsprogene 11:25; 19:17.
Hvem skal man indbyde?
„Når du giver en middag eller et aftensmåltid,“ sagde Jesus engang, „så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller rige naboer.“ Hvorfor ikke? „Måske vil de så indbyde dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage.“ (Lukas 14:12) Det væsentlige her er ikke så meget det at vi ikke bør indbyde vore venner og slægtninge til et måltid. Jesus nød selv til tider et måltid med sine venner, som for eksempel i Marias og Martas hjem. Det væsentlige er at vor gæstfrihed ikke er ledet af ønsket om at få noget til gengæld.
Som Jesus videre viste, bør vi først tænke på at indbyde dem der vil have mest gavn af samværet. (Lukas 14:13) Det kan dreje sig om nogle der behøver opmuntring, om nye i sandheden, om nogle som er frygtsomme eller tilbageholdende, og måske ældre. Hvor opbyggende et sådant samvær kan være forstår man på Oi Yuk, en ældre søster som er meget nidkær men som lider af dårligt helbred: „Brødrene indbyder mig ofte til deres sammenkomster og viser mig venlighed på mange måder. Det gør mig så lykkelig at være med i den store familie!“
Det bør naturligvis ikke blot være for selskabs skyld man kommer sammen. Man bør have i tanke at opbygge hinanden og styrke kærlighedsbåndet mellem tilbedere af Jehova. Vægten bør derfor lægges på en opbyggende og opmuntrende stemning frem for på rigelige mængder af mad og drikke. Man bør også være opmærksom på hvad der foregår og hvad der tales om ved sådanne lejligheder. Ikke alt der foregår behøver at dreje sig om Bibelen, og ikke alle samtaler behøver at have bibelske emner, men det er klogt og kærligt at bevare et opbyggende og opmuntrende niveau til hver en tid. Tom sladder, nedsættende bemærkninger, og lege der oppisker en konkurrencepræget ånd, bør fuldstændig undgås. — Efeserne 4:29, 31.
Stor belønning venter de gæstfri
At gæstfrihed ikke bør vises med den bagtanke at få noget igen, betyder ikke at den gæstfri ingen ’løn’ får for sin gæstfrihed. Tværtimod. Den gæstfri får nye venner, han styrker gamle venskabsbånd, og han indgiver ved sit eksempel andre ønsket om at opdyrke gavmildhedens og gæstfrihedens ånd. (Lukas 6:38; Ordsprogene 11:25) Desuden har vor kærlige Skaber, Jehova Gud, universets store Giver, lovet at den der ’gør sig det til en regel at give’ aldrig vil komme til at lide afsavn, for Jehova påskønner dem der, ligesom han selv, ’følger gæstfrihedens vej’. — Romerne 12:13.