Hadet for deres tro
„I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ — Mattæus 10:22.
1, 2. Giv nogle eksempler på de vanskeligheder Jehovas vidner er blevet udsat for fordi de har fulgt deres overbevisning.
EN HÆDERLIG butiksindehaver fra Kreta bliver arresteret gang på gang og stillet for retten igen og igen. I alt afsoner han over seks års fængselsstraf, adskilt fra sin kone og deres fem børn. I Japan bliver en 17-årig elev bortvist fra skolen skønt han har en god opførsel og er en af de dygtigste i en klasse med 42 elever. I Frankrig bliver mange uden videre afskediget trods deres ry som flittige og pligtopfyldende medarbejdere. Hvad har disse episoder fra det virkelige liv tilfælles?
2 Alle de omtalte personer er Jehovas vidner. Deres „forbrydelse“ bestod i at de fulgte deres overbevisning. I lydighed mod Jesu lære havde butiksindehaveren fortalt andre om sin tro. (Mattæus 28:19, 20) Han blev dømt efter en antikveret lov der gør det kriminelt at udbrede sin tro. Den japanske elev blev bortvist fordi hans bibeloplærte samvittighed ikke tillod ham at deltage i den obligatoriske træning i kendo, en japansk fægtekunst. (Esajas 2:4) Og de afskedigede franske borgere fik besked om at de blev fyret ene og alene fordi de var Jehovas vidner.
3. Hvorfor er det forholdsvis sjældent at Jehovas Vidner er blevet udsat for overgreb?
3 Disse prøvelser er typiske for det Jehovas vidner i nogle lande har været ude for i de senere år. For størstedelen af dem gælder det dog at det er yderst sjældent de bliver udsat for overgreb. Jehovas tjenere er overalt kendt for en god adfærd, og der er derfor ingen grund til at gøre dem fortræd. (1 Peter 2:11, 12) De deltager ikke i sammensværgelser og giver sig ikke af med skadelig virksomhed. (1 Peter 4:15) Tværtimod følger de efter bedste evne Bibelens vejledning om først at adlyde Gud og dernæst myndighederne. De betaler deres skat og stræber efter at ’holde fred med alle mennesker’. (Romerne 12:18; 13:6, 7; 1 Peter 2:13-17) Deres bibelundervisning fremmer respekten for loven, familieordningen og en høj moral. Mange steder har øvrigheden rost dem for at være lovlydige borgere. (Romerne 13:3) Men som det fremgår af den indledende paragraf, har de til tider mødt modstand. I nogle lande har deres tro endog været forbudt. Bør det overraske os?
„Omkostningerne“ ved at være en discipel
4. Hvad måtte man, ifølge Jesus, regne med når man blev en af hans disciple?
4 Jesus lod ingen i tvivl om hvad det ville indebære at blive hans discipel. Til nogle af dem sagde han: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ Jesus blev ’hadet uden grund’. (Johannes 15:18-20, 25; Salme 69:4; Lukas 23:22) Hans disciple kunne forvente det samme — modstand der var uberettiget og ubegrundet. Mere end én gang advarede han dem om at de ville blive ’genstand for had’. — Mattæus 10:22; 24:9.
5, 6. (a) Hvorfor opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at ’beregne omkostningerne’? (b) Hvorfor bør det ikke forbavse os når vi kommer ud for modstand?
5 Af den grund opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at ’beregne omkostningerne’. (Lukas 14:28) Hvad mente han med det? Ikke at der kunne være tvivl om hvorvidt de burde følge ham, men at de skulle være besluttede på at tage hvad der fulgte med. Vi må indstille os på at udholde enhver prøvelse og modgang som denne forret fører med sig. (Lukas 14:27) Ingen tvinger os til at tjene Jehova som en discipel af Kristus. Det er en frivillig afgørelse som vi træffer på et veloplyst grundlag. Vi er på forhånd klar over at vi, foruden de velsignelser vi får ved at indvi os til Gud, også vil blive ’genstand for had’. Det kommer derfor ikke bag på os når vi møder modstand. Vi har ’beregnet omkostningerne’, og vi er forberedt på at betale dem. — 1 Peter 4:12-14.
6 Men hvordan går det til at nogen, deriblandt myndighederne i visse lande, finder på at modstå sande kristne? Lad os finde svaret ved at se nærmere på to religiøse grupper i det første århundrede. Begge blev hadet, men af vidt forskellige grunde.
De hadefulde og de forhadte
7, 8. Hvis lære var præget af foragt for ikkejøder, og hvilken holdning tillagde mange jøder sig derfor?
7 I det første århundrede var Israel underlagt romersk herredømme, og jødedommen, jødernes religion, var i det store og hele domineret af undertrykkende ledere som farisæerne og de skriftlærde. (Mattæus 23:2-4) Moselovens påbud om at jøderne skulle holde sig adskilt fra andre nationer, blev af disse fanatiske ledere fordrejet til at man skulle behandle ikkejøder med foragt. Det gav grobund for en gudsdyrkelse der fostrede had til ikkejøder og til gengæld vakte disses had.
8 Det faldt de jødiske ledere let at prædike foragt for udlændinge eftersom datidens jøder betragtede ikkejøder som laverestående skabninger. De religiøse ledere lærte at en jødisk kvinde aldrig måtte ’være alene med ikkejøder, da de mistænktes for at være utugtige’. En jødisk mand ’måtte ikke være alene med dem, da de mistænktes for at udgyde blod’. Mælk der var malket af en ikkejøde uden en jødes tilsyn, blev kasseret. Under de religiøse lederes påvirkning afsondrede jøderne sig mere og mere i streng utilnærmelighed. — Jævnfør Johannes 4:9.
9. Hvad blev virkningen af de jødiske lederes lære om ikkejøderne?
9 Sådanne holdninger fremmede ikke fordrageligheden mellem jøder og ikkejøder. Med tiden kom hedningerne til at betragte jøderne som nogle der hadede alle andre mennesker. Den romerske historiker Tacitus (født cirka 56 e.v.t.) skrev om jøderne at „de hader alle andre som fjender“. Han påstod også at udlændinge der blev jødiske proselytter, lærte at fornægte deres land og at se ned på deres familie og venner. For det meste affandt romerne sig med jøderne, der var talstærke nok til at indgyde respekt. Men en jødisk opstand i år 66 blev mødt med strenge repressalier af romerne og førte til Jerusalems ødelæggelse i år 70.
10, 11. (a) Hvordan skulle fremmede behandles ifølge Moseloven? (b) Hvad kan vi lære af det der overgik jødedommen?
10 Hvordan var dette syn på fremmede, sammenlignet med den form for tilbedelse der var foreskrevet i Moseloven? Loven lærte israelitterne at holde sig adskilt fra andre nationer, men det var for at beskytte dem og især bevare deres tilbedelse ubesmittet. (Josua 23:6-8) Samtidig påbød Loven israelitterne at behandle fremmede retfærdigt og hensynsfuldt og vise dem gæstfrihed så længe de ikke åbenlyst overtrådte landets love. (3 Mosebog 24:22) Ved at afvige fra den rimelighed der kendetegnede loven om fremmede, udviklede jødernes religiøse ledere på Jesu tid en form for gudsdyrkelse der fostrede had, og som var hadet. Til sidst mistede den jødiske nation i det første århundrede Jehovas gunst. — Mattæus 23:38.
11 Kan vi lære noget af det? Ja. En selvretfærdig, nedladende holdning over for dem der ikke har den samme tro som vi, giver ikke et sandt indtryk af den rene tilbedelse af Jehova, og det er ikke noget Jehova finder behag i. Vi bør efterligne de trofaste kristne i det første århundrede. De hadede ikke dem der ikke var kristne, og de gjorde heller ikke oprør mod Rom. Ikke desto mindre blev de ’genstand for had’. Af hvilken grund? Og hvem hadede dem?
Hvem nærede had til de første kristne?
12. Hvordan fremgår det klart af Bibelen at Jesu disciple skulle have et ligevægtigt syn på ikkekristne?
12 Af Jesu lære fremgår det klart at hans disciple skulle have et ligevægtigt syn på ikkekristne. På den ene side sagde han at hans disciple skulle skille sig ud fra verden i den forstand at de skulle tage afstand fra holdninger og handlinger der var uforenelige med Jehovas retfærdige veje. De skulle forblive neutrale med hensyn til krig og politik. (Johannes 17:14, 16) På den anden side lærte Jesus ikke sine disciple at foragte dem der havde en anden tro. De skulle endog ’elske deres fjender’. (Mattæus 5:44) Apostelen Paulus tilskyndede de kristne: „Hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke.“ (Romerne 12:20) Han opfordrede også de kristne til at „gøre det der er godt mod alle“. — Galaterne 6:10.
13. Hvorfor var jødernes religiøse ledere så stærke modstandere af Kristi disciple?
13 Alligevel blev Kristi disciple inden længe ’genstand for had’ fra tre sider. For det første blev de hadet af jødernes religiøse ledere. Det var ikke så mærkeligt at de kristne hurtigt tiltrak sig deres opmærksomhed. De kristne havde høje moralbegreber og en uangribelig livsform, og de forkyndte med glødende nidkærhed et budskab der gav håb. Tusinder forlod jødedommen og antog kristendommen. (Apostelgerninger 2:41; 4:4; 6:7) Jødernes religiøse ledere regnede Jesu jødiske disciple for frafaldne. (Jævnfør Apostelgerninger 13:45.) Disse ledere var opbragte over at de kristne satte deres overleveringer ud af kraft. De forkastede endog deres syn på ikkejøder! Fra år 36 kunne ikkejøder blive kristne på lige fod med jøder og modtage de samme forrettigheder som dem. — Apostelgerninger 10:34, 35.
14, 15. (a) Hvorfor pådrog de kristne sig de hedenske afgudsdyrkeres had? Nævn et eksempel. (b) Af hvilken tredje gruppe blev de kristne gjort til ’genstand for had’?
14 Desuden pådrog de kristne sig de hedenske afgudsdyrkeres had. Det skete for eksempel i oldtidens Efesus, hvor det var en indbringende forretning at fremstille sølvmodeller af gudinden Artemis’ tempel. Men da Paulus forkyndte i byen, var der mange efesere der tog imod budskabet og holdt op med at tilbede Artemis. Sølvsmedene følte at deres beskæftigelse var truet, og lavede optøjer. (Apostelgerninger 19:24-41) Noget lignende skete efter at kristendommen var kommet til Bitynien, det nuværende nordvestlige Tyrkiet. Ikke længe efter at De Kristne Græske Skrifter var blevet fuldført, indberettede Plinius den Yngre, der var statholder i Bitynien, at hedenske templer stod tomme, og at salget af foder til offerdyr var dalet drastisk. De kristne fik skylden og blev forfulgt, eftersom de ikke benyttede dyreofre og gudebilleder. (Hebræerne 10:1-9; 1 Johannes 5:21) Der er ingen tvivl om at kristendommens udbredelse betød tabt indtægt for dem der tjente på afgudsdyrkelse, og at det blev taget fortrydeligt op af dem der mistede deres arbejde og deres indtjening.
15 Den tredje gruppe der gjorde de kristne til ’genstand for had’, var de nationalistiske romere. Til at begynde med anså romerne de kristne for at være en lille og måske fanatisk religiøs gruppe. Men med tiden blev blot det at bekende sig til kristendommen en lovovertrædelse der kunne straffes med døden. Hvordan kunne det være at retskafne borgere der levede et kristent liv, blev betragtet som nogle der skulle forfølges og dræbes?
Hvorfor blev de første kristne hadet i Romerriget?
16. På hvilke måder holdt de kristne sig adskilt fra verden, og hvorfor gjorde det dem upopulære i den romerske verden?
16 Den væsentligste grund til at de kristne blev lagt for had i Romerriget, var at de praktiserede deres tro. For eksempel holdt de sig adskilt fra verden. (Johannes 15:19) Af den grund beklædte de ikke politiske embeder, og de nægtede at udføre militærtjeneste. Følgen var, skriver kirkehistorikeren August Neander, at „de kristne blev fremstillet som mennesker der var døde for verden og ubrugelige i ethvert af livets anliggender“. At de kristne ikke var en del af verden, fik dem også til at tage afstand fra den skændige adfærd der kendetegnede det fordærvede Romerrige. „De små kristne menigheder forstyrrede den forlystelsesgale hedenske verden med deres fromhed og moralitet,“ siger historikeren Will Durant. (1 Peter 4:3, 4) Ved at forfølge og henrette de kristne har romerne måske også forsøgt at bringe samvittighedens ubehagelige stemme til tavshed.
17. Hvad viser at de kristnes forkyndelse i det første århundrede havde stor virkning?
17 De kristne i det første århundrede forkyndte den gode nyhed om Guds rige med kompromisløs nidkærhed. (Mattæus 24:14) Omkring år 60 kunne Paulus skrive at den gode nyhed var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Med udgangen af det første århundrede havde Jesu efterfølgere gjort disciple overalt i Romerriget, både i Asien, Europa og Afrika. Endog nogle fra „kejserens husstand“ var blevet kristne.a (Filipperne 4:22) Denne ivrige forkyndelse vakte modvilje. Neander skriver: „Kristendommen vandt stadig frem blandt folk fra alle samfundslag og truede med at omstyrte statens religion.“
18. Hvordan bragte de kristnes udelte hengivenhed for Jehova dem på kant med den romerske øvrighed?
18 Jesu disciple viste Jehova udelt hengivenhed. (Mattæus 4:8-10) Måske var det denne side af deres tilbedelse der mere end noget andet bragte dem på kant med Rom. Romerne tolererede fremmede religioner så længe tilhængerne også dyrkede kejseren. De første kristne kunne under ingen omstændigheder tage del i denne tilbedelse. De var af den opfattelse at deres lydighed tilhørte en højere magt end den romerske stat, nemlig Jehova Gud. (Apostelgerninger 5:29) Følgen blev at uanset hvor god en borger en kristen var i alle andre henseender, blev han regnet for en fjende af staten.
19, 20. (a) Hvem bar en stor del af skylden for den ondsindede sladder om de trofaste kristne? (b) Hvilke falske anklager blev rettet mod de kristne?
19 Der var endnu en grund til at trofaste kristne blev ’genstand for had’ i Romerriget: Ondsindet sladder om dem vandt let gehør, noget som ikke mindst jødernes religiøse ledere bar skylden for. (Apostelgerninger 17:5-8) Omkring år 60 eller 61 mens Paulus opholdt sig i Rom og afventede at hans sag kom for kejser Nero, sagde nogle førende jøder om de kristne: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Løgnagtige rygter om dem kan næppe være gået Neros ører forbi. I år 64 da han fik skylden for den brand der hærgede Rom, gjorde han efter sigende de bagtalte kristne til syndebukke. Dette var åbenbart begyndelsen til en voldsom forfølgelse som havde til formål at udrydde de kristne.
20 De falske anklager mod de kristne var ofte en blanding af direkte løgne og en forvrænget fremstilling af deres tro. Fordi de var monoteister og ikke tilbad kejseren, blev de kaldt ateister. Nogle kristne blev modstået af deres ikkekristne slægtninge, og derfor blev de kristne beskyldt for at splitte familier. (Mattæus 10:21) Man påstod at de spiste menneskekød — et rygte der, ifølge nogle kilder, skyldtes at man fordrejede de ord Jesus havde udtalt ved Herrens aftensmåltid. — Mattæus 26:26-28.
21. Hvad var de to væsentligste årsager til at de kristne blev ’genstand for had’?
21 Der var således to hovedårsager til at romerne gjorde de kristne til ’genstand for had’: (1) Deres tro og skikke, som var grundlagt på Bibelen, og (2) de falske anklager imod dem. Uanset grunden havde modstanderne én og samme hensigt, nemlig at undertrykke kristendommen. De egentlige anstiftere af forfølgelsen af de kristne var naturligvis de overmenneskelige modstandere, de usynlige „ondskabens åndemagter“. — Efeserne 6:12.
22. (a) Hvilket eksempel viser at Jehovas vidner bestræber sig for at „gøre det der er godt mod alle“? (Se rammen på side 11.) (b) Hvilke emner vil blive taget op i den næste artikel?
22 Ligesom de første kristne har Jehovas vidner i vor tid været ’genstand for had’ i forskellige lande. Men de hader ikke dem der ikke deler deres tro, og de har heller aldrig været årsag til oprør mod nogen regering. De er tværtimod kendt i hele verden for at vise ægte kærlighed på tværs af alle sociale, racemæssige og etniske skel. Hvorfor er de da blevet forfulgt? Og hvordan reagerer de på modstand? Disse spørgsmål vil blive taget op i den følgende artikel.
[Fodnote]
a Udtrykket „kejserens husstand“ hentyder ikke nødvendigvis til den daværende kejsers, Neros, familie. Det kan også sigte til tjenere og underordnet personale der måske arbejdede som kokke og rengøringsfolk hos kejserfamilien og ved hoffet.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at beregne omkostningerne?
◻ Hvordan påvirkede det fremherskende syn på ikkejøder jødedommen, og hvad kan vi lære af det?
◻ Fra hvilke tre grupper mødte de kristne i det første århundrede modstand?
◻ Af hvilke grunde gjorde romerne de kristne til ’genstand for had’?
[Ramme på side 11]
’De gør det der er godt mod alle’
Jehovas vidner bestræber sig for at efterleve Bibelens opfordring til at „gøre det der er godt mod alle“. (Galaterne 6:10) I nødsituationer motiverer deres næstekærlighed dem til også at hjælpe andre end deres trosfæller. For eksempel meldte nogle europæiske Jehovas vidner sig til at udføre nødhjælpsarbejde i Afrika under tragedien i Rwanda i 1994. På kort tid oprettede de velorganiserede lejre og felthospitaler og sørgede for at der blev fløjet store mængder mad, tøj og tæpper dertil. Antallet af dem der fik gavn af indsatsen, var tre gange så højt som antallet af Jehovas vidner i området.
[Illustration på side 9]
De kristne i det første århundrede forkyndte den gode nyhed med kompromisløs nidkærhed