„Der var en rig mand,“ fortæller Jesus, „og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt. Men en tigger ved navn Lazarus plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår.“

Denne stolte rigmandsskare betragter de fattige, jævne mennesker med stor foragt, og kalder dem for ’am-ha’aʹræts, jordens (landets) folk. Tiggeren Lazarus er et billede på de mennesker som de religiøse ledere nægter ordentlig åndelig næring og forrettigheder. De ser ned på det jævne folk som nogle der er åndeligt syge og kun værdige til at omgås hunde, ligesom Lazarus der var fuld af sår. Imidlertid hungrer og tørster Lazarusskaren efter åndelig næring og ligger derfor ved porten, i et forsøg på at få bare en lille smule af den åndelige føde som måske falder ned fra den rige mands bord.