KAPITEL 94
Det er vigtigt med bøn og ydmyghed
LIGNELSEN OM DEN VEDHOLDENDE ENKE
FARISÆEREN OG SKATTEOPKRÆVEREN
Jesus har allerede fortalt sine disciple en lignelse om at være vedholdende i bøn. (Lukas 11:5-13) Han er sikkert i Samaria eller Galilæa, og igen understreger han hvor vigtigt det er ikke at give op med hensyn til at bede. Det gør han ved hjælp af endnu en lignelse:
“I en by var der en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker. I samme by var der også en enke som blev ved med at komme til ham og sige: ‘Skaf mig min ret over for min modpart.’ I et stykke tid ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: ‘Selvom jeg hverken har frygt for Gud eller respekt for nogen mennesker, vil jeg, fordi denne enke bliver ved med at plage mig, skaffe hende hendes ret så hun ikke bliver ved med at komme og udmatte mig med sit krav.’” – Lukas 18:2-5.
Jesus forklarer betydningen af lignelsen: “Hørte I hvad dommeren sagde til trods for at han var uretfærdig? Vil Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, dem som råber til ham dag og nat, mens han er tålmodig med dem?” (Lukas 18:6, 7) Hvad siger Jesus indirekte om sin Far?
Han siger bestemt ikke at Jehova på nogen måde er som den uretfærdige dommer. Han fremhæver en kontrast: Hvis en uretfærdig jordisk dommer reagerer på at nogen bliver ved med at bede om noget, vil Gud selvfølgelig også gøre det. Han er retfærdig og god og vil besvare sit folks vedholdende bønner. Det kan vi se ud fra det Jesus tilføjer: “Jeg siger jer at [Gud] hurtigt vil skaffe dem deres ret.” – Lukas 18:8.
Ofte bliver de fattige og de der har en lav status i samfundet, uretfærdigt behandlet, mens de magtfulde og rige bliver favoriseret. Men sådan er Gud ikke. Når tiden er inde, vil han sørge for retfærdighed ved at straffe de onde og give sine tjenere evigt liv.
Hvem har en tro ligesom enkens? Hvor mange tror virkelig på at Gud “hurtigt vil skaffe dem deres ret”? Jesus har lige illustreret hvor vigtigt det er at blive ved med at bede. Nu kommer han ind på det at tro på bønnens kraft og spørger: “Mon Menneskesønnen vil finde en sådan tro på jorden når han kommer?” (Lukas 18:8) Det er underforstået at en sådan tro ikke vil være let at finde når Kristus kommer.
Nogle af dem der lytter til Jesus, føler sig meget selvsikre i forbindelse med deres tro. De betragter sig selv som retfærdige og ser ned på andre. Det er til dem Jesus nu fortæller denne lignelse:
“To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, og den anden skatteopkræver. Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede for sig selv: ‘Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom alle andre – afpressere, uretfærdige, ægteskabsbrydere – eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver en tiendedel af alt hvad jeg får ind.’” – Lukas 18:10-12.
Farisæerne, der gerne vil gøre indtryk på andre, er kendt for at skilte med deres påtagede retfærdighed. Deres selvvalgte faster falder gerne om mandagen og torsdagen, de dage hvor der er mange på markederne, og hvor mange kan se dem. Og de er meget omhyggelige med at betale tiende af selv små planter. (Lukas 11:42) Få måneder tidligere havde de udtrykt deres foragt for det jævne folk ved at sige: “Denne folkemængde der ikke kender Loven [som farisæerne tolker den], er forbandet.” – Johannes 7:49.
Jesus fortsætter lignelsen: “Men skatteopkræveren, som stod et stykke borte, ville ikke engang løfte blikket mod himlen, men blev ved med at slå sig for brystet og sige: ‘Gud, bær over med en synder som mig.’” Ja, skatteopkræveren erkender ydmygt sine fejl. Jesus konkluderer: “Jeg siger jer at denne mand gik mere retfærdig ned til sit hjem end farisæeren. For den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Lukas 18:13, 14.
Jesus gør det altså klart hvor vigtigt det er at være ydmyg. Det er god vejledning for hans disciple, der er vokset op i et samfund hvor de selvretfærdige farisæere lægger stor vægt på status og position. Og det er en værdifuld vejledning for alle der ønsker at følge Jesus.