Jesu liv og tjeneste
Jesus underviser i Jeriko
JESUS og den folkemængde der rejser sammen med ham kommer kort efter til Jeriko, som ligger omkring en dagsrejse fra Jerusalem. Jeriko er tilsyneladende en dobbeltby, hvor den jødiske del ligger omkring halvanden kilometer fra den nyere, romerske, del. Idet folkemængden går ud af den gamle by og nærmer sig den nye, hører to blinde tiggere støjen. Den ene af disse tiggere hedder Bartimæus.
Da de finder ud af at det er Jesus der kommer forbi, begynder Bartimæus og hans ledsager at råbe: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“ De mange mennesker taler strengt til dem og befaler dem at tie stille; men de råber bare endnu mere og endnu højere: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“
Jesus hører uroen og standser op. Han beder sine ledsagere om at hente dem som råber. De går hen til de blinde tiggere og siger til den ene af dem: „Fat mod, rejs dig, han kalder på dig.“ Med grænseløs spænding kaster den blinde mand sin yderklædning, springer op og kommer hen til Jesus.
„Hvad ønsker I at jeg skal gøre for jer?“ spørger Jesus de to mænd.
„Herre, lad vore øjne blive åbnet,“ svarer de.
Jesus får inderligt ondt af dem og rører ved deres øjne. Ifølge Markus’ beretning siger Jesus til den ene af dem: „Gå blot, din tro har gjort dig rask.“ De blinde tiggere får med det samme synet igen, og begynder uden tvivl begge at herliggøre Gud. Da alle folkene ser hvad der er sket, lovpriser de Gud. Bartimæus og hans ledsager begynder med det samme at følge Jesus.
Mens Jesus går gennem Jeriko følger en vældig folkemængde efter. Alle ønsker at se den der har helbredt de blinde. Folkene trænger sig på fra alle sider for at se Jesus, og dette gør at nogle ikke engang kan få et glimt af ham. Blandt dem er Zakæus, den øverste blandt skatteopkræverne i og omkring Jeriko. Han er for lille til at kunne se hvad der foregår.
Zakæus løber derfor i forvejen og klatrer op i et morbærfigentræ ved den vej som Jesus vil komme ad. Fra dette udsigtspunkt har han et godt overblik over det hele. Da folkemængden nærmer sig ser Jesus op og kalder på ham: „Zakæus, skynd dig, kom ned, for i dag bør jeg være gæst i dit hus.“
Zakæus klatrer glad ned og skynder sig hjem for at forberede sig på at modtage den fornemme gæst. Men da folk ser hvad der sker begynder de alle at give ondt af sig. De anser det for upassende at Jesus er gæst hos en sådan mand. Zakæus er nemlig blevet rig ved uærligt at afpresse folk penge i sit arbejde som skatteopkræver.
Mange følger efter Jesus, og da han går ind i Zakæus’ hjem, mumler de vredt: „Han er gået ind og har slået sig ned hos en mand der er en synder.“ Jesus øjner imidlertid en mulighed for at Zakæus vil angre sine handlinger. Og Jesus bliver ikke skuffet, for Zakæus står frem og bekendtgør: „Se! Halvdelen af hvad jeg ejer, Herre, giver jeg til de fattige, og hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager giver jeg firdobbelt tilbage.“
Zakæus viser ægte anger ved at give halvdelen af sine ejendele til de fattige og ved at bruge den anden halvdel til at tilbagebetale de mennesker han har snydt. Han kan åbenbart ved hjælp af sine skatteoptegnelser regne ud hvor meget han skylder disse mennesker. Han lover at betale firdobbelt igen, i overensstemmelse med Guds lov der siger: ’I det tilfælde at en mand stjæler et får skal han erstatte fåret med fire stykker småkvæg.’
Jesus glæder sig over den måde Zakæus lover at fordele sine ejendele på, for han siger: „I dag er der kommet frelse til dette hus; også han er jo en søn af Abraham. Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“
Kort forinden har Jesus beskrevet hvilken situation de ’bortkomne’ befinder sig i, med sin beretning om den fortabte søn. Nu har vi et eksempel fra virkeligheden på en som har været bortkommet men som nu er blevet fundet igen. Selv om de religiøse ledere og de der følger dem, vredt beklager sig over at Jesus viser personer som Zakæus opmærksomhed, fortsætter Jesus med at lede efter og bringe disse Abrahams bortkomne sønner på fode igen. Mattæus 20:29-34; Markus 10:46-52; Lukas 18:35–19:10; 2 Mosebog 22:1.
◆ Hvor møder Jesus de blinde tiggere, og hvad gør han for dem?
◆ Hvem er Zakæus, og hvorfor klatrer han op i et træ?
◆ Hvordan viser Zakæus sin anger?
◆ Hvad kan vi lære af den måde Jesus behandler Zakæus på?