Templet renses igen

Jesus og hans disciple har overnattet tre gange i Betania siden de kom fra Jeriko. Nu er det tidligt om morgenen mandag den 10. nisan, og de er på vej til Jerusalem. Jesus er sulten. Så da han ser et figentræ, går han hen til det. Er der figner på det?

Det er sidst i marts, men det er ikke figensæson før i juni. Træet er sprunget ud tidligt, så Jesus tænker at de første figner måske allerede er kommet frem. Men skinnet bedrager; der er ikke nogen frugter på træet. Jesus siger til det: “Ingen skal spise frugt fra dig mere.” (Markus 11:14) Træet begynder med det samme at visne, og betydningen af dét bliver klarlagt den næste morgen.

Inden længe når Jesus og disciplene til Jerusalem. Han går ind i templet, som han eftermiddagen forinden har inspiceret. I dag gør han mere end bare at inspicere; han gør noget i stil med det han gjorde for tre år siden, i påsken år 30. (Johannes 2:14-16) Denne gang ‘jager han dem ud der sælger og køber i templet’. Han vælter også “pengevekslernes borde og duesælgernes bænke”. (Markus 11:15) Han lader ikke engang nogen der bærer ting fra én bydel til en anden, skyde genvej gennem tempelforgården.

Hvorfor handler Jesus så resolut over for dem der veksler penge og sælger dyr i templet? Han siger: “Står der ikke skrevet: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationer’? Men I har gjort det til et tilholdssted for røvere.” (Markus 11:17) Grunden til at han kalder disse mænd for røvere, er at de kræver helt urimelige priser af dem der skal købe dyr til at ofre. Jesus betragter deres metoder som pengeafpresning, eller røveri.

De øverste præster, de skriftlærde og folkets førende mænd hører selvfølgelig om det Jesus har gjort, og de reagerer ved at intensivere deres indsats for at få ham dræbt. Men de har et problem. De ved ikke hvordan de skal skaffe Jesus af vejen, for der er hele tiden folk omkring ham der vil høre hvad han siger.

Det er ikke kun jøder men også proselytter, nogle der er konverteret til jødedommen, der er i Jerusalem i forbindelse med påsken. Blandt dem er der nogle grækere der er kommet for at tilbede ved højtiden. De kommer hen til Filip, måske på grund af hans græske navn, og beder om at se Jesus. Måske er Filip usikker på om sådan et møde er passende, så han drøfter det med Andreas. De to går til Jesus, som åbenbart stadig er i templet.

Jesus ved at han skal dø om nogle få dage, så tiden er ikke inde til at tilfredsstille folks nysgerrighed eller forsøge at blive populær. Han svarer de to apostle med en illustration: “Tiden er kommet hvor Menneskesønnen skal ophøjes. Jeg siger jer som sandt er: Hvis ikke hvedekernen kommer i jorden og dør, bliver der ved med kun at være én kerne, men hvis den dør, bærer den meget frugt.” – Johannes 12:23, 24.

Én hvedekerne er måske ikke af stor værdi. Men hvis den kommes i jorden og “dør”, vil den spire og sætte aks der giver mange kerner. Som en parallel er Jesus én fuldkommen mand, men ved at være trofast mod Gud til sin død vil han gøre det muligt for andre der har den samme selvopofrende indstilling, at få evigt liv. Derfor siger Jesus: “Den der elsker sit liv, mister det, men den der er villig til at miste sit liv i denne verden, vil bevare det og få evigt liv.” – Johannes 12:25.

Jesus har ikke kun sig selv i tanke, for han siger: “Hvis nogen vil tjene mig, så lad ham følge mig, og der hvor jeg er, vil min tjener også være. Hvis nogen vil tjene mig, vil Faren ære ham.” (Johannes 12:26) Sikke en belønning! Dem som Faren ærer, vil være sammen med Kristus i Riget.

Med tanke på de store lidelser og den pinefulde død der venter ham, siger Jesus: “Nu er jeg dybt foruroliget, og hvad skal jeg sige? Far, red mig ud af denne time.” Men Jesus ønsker at Guds vilje skal ske. Han tilføjer: “Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time.” (Johannes 12:27) Jesus er helt indstillet på at gennemføre Guds hensigt, også i forbindelse med sin egen offerdød.