Læsere spørger
Hvor meget bør jeg give i bidrag?
„Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Disse ord er kendt af millioner af mennesker over hele jorden. Nogle kirkegængere føler imidlertid at de er forpligtede til at give større bidrag end de har råd til. Faktisk kræver nogle kirkesamfund at deres medlemmer skal give et fast beløb eller en bestemt procentdel af deres indkomst; hvis det er 10 procent, kaldes det at give tiende.
Er det ifølge Bibelen et krav at man skal give et bestemt beløb i bidrag? Du spørger måske: „Hvor meget bør jeg give?“
Obligatoriske og frivillige bidrag på Bibelens tid
Bibelen indeholder en klar vejledning til Israels folk om hvor meget Gud krævede at hver enkelt skulle give. (3 Mosebog 27:30-32; 4 Mosebog 18:21, 24; 5 Mosebog 12:4-7, 11, 17, 18; 14:22-27) Disse krav var ikke urimelige. Jehova lovede at hvis israelitterne fulgte hans love, ville han til gengæld sørge for at folket ’opnåede velstand i overmål’. — 5 Mosebog 28:1, 2, 11, 12.
I andre tilfælde kunne israelitterne selv afgøre hvor meget eller hvor lidt de ville bidrage med. Da kong David for eksempel planlagde at bygge et tempel til Jehova, bidrog hans undersåtter med „guld: fem tusind talenter“.a (1 Krønikebog 29:7) Man kan sammenligne dette med noget der skete da Jesus var på jorden. Han så „en fattig enke lægge to småmønter af meget ringe værdi“ i en af templets bidragsbøsser. Hvor stort et bidrag var det? Det var kun 1/64 af en dagløn. Alligevel talte Jesus rosende om hendes bidrag. — Lukas 21:1-4.
Er kristne forpligtede til at give et bestemt beløb?
Kristne er ikke underlagt den lovpagt som blev givet til israelitterne. De er derfor ikke forpligtede til at give et bestemt beløb til Gud. Det at give er imidlertid forbundet med stor glæde i den sande kristne menighed. Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
Jehovas Vidner finansierer deres verdensomspændende forkyndelsesarbejde gennem frivillige bidrag. Disse bidrag bliver brugt til at dække udgifter til trykning af bibelske publikationer, for eksempel det blad du læser i, og til opførelse og vedligeholdelse af de mødesale, også kaldet rigssale, hvor Jehovas Vidner tilbeder Gud. Ingen af de indsamlede midler bliver brugt til lønninger. Nogle af dem der bruger det meste af deres tid i arbejdet med at gøre disciple, får hjælp til at dække deres transportudgifter og andre personlige udgifter. Men ingen gør krav på at få en sådan hjælp. Det store flertal af Jehovas Vidner forkynder uden at blive støttet økonomisk. De fleste forsørger sig selv ved at udføre verdsligt arbejde, ligesom Paulus, der i perioder arbejdede som teltmager. — 2 Korinther 11:9; 1 Thessaloniker 2:9.
Hvis man ønsker at yde et bidrag til det arbejde som Jehovas Vidner udfører, hvor meget skal man så give? Apostelen Paulus skrev: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 8:12; 9:7.
[Fodnote]
a I 2008 var gennemsnitsprisen på guld 871 dollars pr. ounce (31 gram). Det vil sige at dette bidrag repræsenterede en værdi af cirka 27.591.500.000 kroner.