NATIONERNES FASTSATTE TIDER

Efter at Jesus havde omtalt den ødelæggelse der skulle overgå byen Jerusalem, sagde han: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider [„hedningernes tider“, DA92] er udløbet.“ (Lu 21:24) Hvilken periode han sigtede til med udtrykket „nationernes fastsatte tider [gr.: kairoiʹ ethnōnʹ]“, har siden været genstand for megen drøftelse.

„Fastsatte tider“. Udtrykket „fastsatte tider“ er en gengivelse af det græske ord kairosʹ (flertal: kairoiʹ), der ifølge Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 4, s. 138) betyder „en fastsat eller bestemt periode, en tid, somme tider en belejlig eller gunstig tid“. Liddell og Scotts Greek-English Lexicon (1968, s. 859) anfører desuden betydningen „nøjagtig eller kritisk tid“. Ordet forekommer i udtrykkene „høsttiden“, „frugttiden“ og ’figentiden’ (Mt 13:30; 21:34; Mr 11:13), og det bruges om ’den rette tid’ til at servere mad (Mt 24:45; Lu 12:42), „den fastsatte tid“ for begyndelsen af Jesu tjeneste, den gunstige tid under hans tjeneste (Mr 1:15; Mt 16:3; Lu 12:56; 19:44) og ’den fastsatte tid’ for hans død (Mt 26:18). Da Jesus stod i begreb med at uddrive dæmoner af to besatte, skreg disse dæmoner til ham: „Er du kommet her for at pine os før den fastsatte tid?“ — Mt 8:29.

Kairosʹ bruges også om fremtidige perioder eller tidspunkter i Guds ordning eller tidsplan, især i forbindelse med Kristi nærværelse og hans rige. (Apg 1:7; 3:19; 1Ts 5:1) Apostelen Paulus taler således om den hellige hemmelighed som Gud har åbenbaret om „en administration ved udløbet af de fastsatte tider [kairōnʹ], nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Ef 1:9, 10) I betragtning af den betydning ordet kairosʹ har i Bibelen, må vi formode at udtrykket „nationernes fastsatte tider“ ikke hentyder til noget vagt eller ubestemt, men til en „fastsat eller bestemt periode“, en „nøjagtig eller kritisk tid“, en periode som har en bestemt begyndelse og en bestemt afslutning.

„Nationerne“ og „Jerusalem“. I Jesu udtalelse er udtrykkets betydning naturligvis knyttet til hans bemærkning om ’nedtrædningen af Jerusalem’, som han sagde skulle fortsætte indtil „nationernes fastsatte tider“ var udløbet. Ordet ’nationer’ (eller ’hedninger’) er oversat fra det græske ord ethʹnē (ental: ethʹnos), der i Bibelen især bruges om de ikkejødiske nationer. Derfor har nogle ment at profetien må gælde den periode hvori fortidens Jerusalem eller det geografiske område som byen omfattede, ville være underlagt hedensk herredømme.

Det er klart at Jesus hentyder til den bogstavelige by Jerusalem i sin beskrivelse af den ødelæggelse der skulle overgå byen, og som indtraf for romernes hånd i år 70. Men som mange bibelkommentatorer har bemærket, viser udtalelsen om „nationernes fastsatte tider“ at profetien er langt mere vidtrækkende. Den velkendte bibelkommentar af F. C. Cook siger således om dette udtryk i Lukas 21:24: „Det tjener til at adskille den strengt eskatologiske del af den store profeti [dvs. den del der angår de sidste dage] fra den del der rettelig angår Jerusalems ødelæggelse.“ For at kunne afgøre om „nationernes fastsatte tider“ kun gælder det bogstavelige Jerusalem, eller om det tager sigte på noget andet og større, må man derfor undersøge hvad „Jerusalem“ står for i de inspirerede skrifter.

Jerusalem var hovedstaden i Israels rige, hvis konger af Davids slægt blev omtalt som siddende „på Jehovas trone“. (1Kr 29:23) Byen repræsenterede derfor sædet for den guddommeligt indsatte regering eller Guds forbilledlige rige der fungerede gennem Davids hus. Den var, med Zions Bjerg, „den store Konges stad“. (Sl 48:1, 2) Jerusalem kom derved til at stå for det davidiske dynastis kongedømme, på samme måde som Washington, London, Paris og Moskva repræsenterer nutidige nationers regeringer og i nyhedsmedierne omtales som identiske med disse. Efter at Jerusalem var blevet nedtrådt af babylonierne ved at dets konge var blevet ført i fangenskab og landet lagt øde, kom der ikke igen nogen konge af Davids dynasti til at herske i det jordiske Jerusalem. Men Bibelen viser at Jesus, Messias, der blev født i Davids slægt, skal herske fra det himmelske Zions Bjerg, fra det himmelske Jerusalem. — Sl 2:6, 7; He 5:5; Åb 14:1, 3.

Nedtrædningen begynder. Nedtrædningen af det davidiske dynastis kongedømme begyndte ikke da romerne ødelagde byen Jerusalem i år 70 e.v.t., men længe før, i 607 f.v.t., da dette dynasti blev omstyrtet af babylonierne idet Nebukadnezar ødelagde Jerusalem og tog den afsatte konge, Zedekias, til fange og landet blev lagt øde. (2Kg 25:1-26; se KRONOLOGI.) Dette var en opfyldelse af de profetiske ord der blev henvendt til Zedekias i Ezekiel 21:25-27, nemlig: „Fjern turbanen, løft kronen af. Dette skal ikke mere være det samme. . . . En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ De Kristne Græske Skrifter viser at „retten“ til Davids krone, som Zedekias mistede, tilfaldt Kristus Jesus. Herom sagde den engel der forkyndte hans kommende fødsel: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lu 1:32, 33.

Med Jerusalems fald i 607 f.v.t. havde de hedenske magter herredømmet over hele jorden. Det davidiske dynasti og herredømme var blevet afbrudt, og nedtrædningen af Jerusalem, eller af det som byen stod for, ville fortsætte lige så længe som Guds kongedømme eller rige, fungerende gennem Davids hus, befandt sig i en fornedret, uvirksom tilstand under de hedenske magter. At nedtrædningen er forbundet med udøvelsen af herredømme, bekræftes af Unger’s Bible Dictionary (1965, s. 398), som siger: „Følgelig fortsætter hedningerne med at optræde som ’nationerne’ frem til afslutningen af deres husholdergerning som jordens herskere. Udløbet af denne periode vil være afslutningen på ’hedningernes tider’. (Luk. 21:24; Dan. 2:36-44).“ — Jf. Ez 17:12-21; se også beskrivelsen af Medo-Persiens fald i Da 8:7, 20.

Forbindelsen med Daniels profetier. Mindst to gange i sin profeti om endens tid henviste Jesus til indholdet af profeten Daniels Bog. (Sml. Mt 24:15, 21 med Da 11:31; 12:1.) I Daniels Bog finder vi en billedskildring af de hedenske magters herredømme over jorden i deres „fastsatte tider“. I bogens 2. kapitel gengives et profetisk drømmesyn (givet til kong Nebukadnezar) af en stor billedstøtte der ifølge Daniels inspirerede udlægning skildrer de hedenske verdensrigers march, som ender med at disse riger bliver ødelagt af det rige som „himmelens Gud“ vil oprette, og som skal herske over hele jorden. (Da 2:31-45) Det er værd at bemærke at billedstøtten begynder med det babyloniske rige, det første verdensrige der ’nedtrådte Jerusalem’ ved at omstyrte Davids dynasti og efterlade „Jehovas trone“ i Jerusalem uden konge. Dette er med til at bekræfte at „nationernes fastsatte tider“ begyndte da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t.

Drømmesynet af træet i Daniels 4. kapitel. I Daniels Bog finder vi desuden en tydelig parallel til Jesu brug af ordet „tider“ i forbindelse med ’nationerne’, eller de hedenske magter. Også i dette tilfælde var det Nebukadnezar — kongen som afsatte Davids efterkommer Zedekias — der fik et drømmesyn som Daniel under sin tydning satte i forbindelse med det kongedømme Gud vil oprette. I synet så Nebukadnezar et vældigt træ som en engel fra himmelen befalede skulle fældes. Træets stub blev derefter lagt i bånd af jern og kobber og skulle henligge sådan i markens græs indtil „syv tider“ var gået hen over den. „Lad dets hjerte forandres fra at være et menneskes, og lad det få et dyrehjerte, og lad syv tider gå hen over det . . . for at de levende kan erkende at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil, og selv den ubetydeligste blandt menneskene ophøjer han over det.“ — Da 4:10-17; se 4:16, fdn.

Knyttet til „nationernes fastsatte tider“. Dette syn fik en opfyldelse på Nebukadnezar selv. (Se Da 4:31-35.) Nogle fortolkere mener derfor at synet profetisk set kun gælder ham, og at det blot tjener til at understrege den evige sandhed at Gud er den Højeste over alle menneskelige og påståede guddommelige magter. Selv om de anerkender at denne sandhed eller dette princip gælder ud over Nebukadnezars eget tilfælde, tror de ikke at synet sigter til nogen bestemt tidsperiode eller et guddommeligt tidsskema. En undersøgelse af hele Daniels Bog viser imidlertid at tidselementet overalt er fremherskende i de syner og profetier bogen indeholder. De verdensriger og begivenheder der beskrives i de enkelte syner, fremstilles ikke som isolerede eller tilfældigt forekommende, løsrevet fra tidselementet, men de passer ind i en historisk, kronologisk sammenhæng. (Jf. Da 2:36-45; 7:3-12, 17-26; 8:3-14, 20-25; 9:2, 24-27; 11:2-45; 12:7-13.) Dertil kommer at bogen gang på gang peger frem til den konklusion der udgør temaet i dens profetier: oprettelsen af et universelt og evigt gudsrige hvori herredømmet udøves af ’Menneskesønnen’. (Da 2:35, 44, 45; 4:17, 25, 32; 7:9-14, 18, 22, 27; 12:1) Bogen adskiller sig også fra de andre bøger i De Hebraiske Skrifter ved at den omtaler „endens tid“. — Da 8:19; 11:35, 40; 12:4, 9.

I betragtning af dette forekommer det usandsynligt at synet af det symbolske „træ“ med omtalen af de „syv tider“ blot skulle gælde en enkelt babylonisk herskers sindssyge i syv år og hans efterfølgende helbredelse og genindsættelse på tronen, især på baggrund af Jesu profetiske udtalelse om „nationernes fastsatte tider“. Der er mindst tre tungtvejende grunde til at tro at det omfattende syn og dets fortolkning er medtaget i Daniels Bog for at angive længden af „nationernes fastsatte tider“ og tidspunktet for oprettelsen af Guds rige ved Kristus. For det første det tidspunkt da synet blev givet: netop det kritiske tidspunkt i historien da Gud, universets Suveræn, havde tilladt at selve det rige han havde oprettet blandt sit pagtsfolk, blev omstyrtet. For det andet den person der fik synet: netop den hersker der tjente som det guddommelige redskab ved denne omstyrtning, og som derved med Guds tilladelse fik overdraget verdensherredømmet uden indblanding fra noget repræsentativt gudsriges side. For det tredje synets gennemgående tema: „At de levende kan erkende at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil.“ — Da 4:17.

Træet som symbol og Guds suverænitet. Den symbolik der anvendes i synet, er også af stor betydning. Træer benyttes også andre steder som symbol på herskermagter, deriblandt Guds forbilledlige rige i Jerusalem. (Jf. Dom 9:6-15; Ez 17:1-24; 31:2-18.) En stub der begynder at skyde, og en „kvist“ eller et „skud“ bruges flere gange, især i de messianske profetier, som udtryk for en fornyelse af herskermagten i en bestemt gren eller slægt. (Es 10:33–11:10; 53:2-7; Jer 23:5; Ez 17:22-24; Zak 6:12, 13; jf. Job 14:7-9.) Jesus omtalte sig selv som både „Davids rod“ og hans „afkom“. — Åb 5:5; 22:16.

Det er tydeligt at hovedpunktet i synet er at Jehova Gud ubestrideligt udøver det suveræne herredømme over „menneskenes rige“, og dette tjener som en ledetråd til den fulde forståelse af synet. Træet er i første instans et billede på Nebukadnezar, der på dette tidspunkt i historien var overhoved for det daværende verdensrige, Babylon. Men indtil han havde erobret Jerusalem, havde Guds forbilledlige rige med hovedsæde i denne by været det redskab hvorved Jehova lod sin retmæssige suverænitet over jorden komme til udtryk. Jerusalem havde således været en guddommelig hindring som Nebukadnezar måtte rydde af vejen for at nå sit mål, at udøve verdensherredømmet. Da Jehova tillod at det forbilledlige rige i Jerusalem blev omstyrtet, tillod han dermed at det synlige udtryk for hans suverænitet, nemlig Davids kongelige dynasti, blev fældet. Verdensherredømmet over „menneskenes rige“ uden indblanding fra noget repræsentativt gudsriges side overgik nu til de hedenske nationer. (Kl 1:5; 2:2, 16, 17) Set på denne baggrund må „træet“, foruden at det i første instans er et billede på Nebukadnezar, repræsentere verdensherredømmet udøvet ved Guds ordning.

Overtager atter verdensherredømmet. Her gør Gud det imidlertid klart at han ikke for stedse har overgivet verdensherredømmet til de hedenske magter. Synet viser at Gud lægger bånd på sig selv (symboliseret ved båndene af jern og kobber rundt om træets stub) indtil der er gået „syv tider“. (Da 4:16, 23, 25) Derpå vil han som „den Højeste“ der er „hersker over menneskenes rige“, give verdensherredømmet til „hvem han vil“. (Da 4:17) Daniels Bog viser at der hermed sigtes til ’Menneskesønnen’, om hvem det siges at „der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (Da 7:13, 14) Desuden henviser den profeti hvori Jesus omtaler „nationernes fastsatte tider“, klart til at det er Kristus Jesus der skal udøve verdensherredømmet som Guds udvalgte konge, Davids kongelige arving. (Mt 24:30, 31; Lu 21:27-31, 36) Den symbolske stub, der symboliserede at Gud stadig sad inde med den suveræne ret til at udøve verdensherredømmet over „menneskenes rige“, skulle således atter sætte skud i form af hans søns rige eller kongedømme. — Sl 89:27, 35-37.

Syv symbolske tider. I synets opfyldelse på Nebukadnezar svarede de syv tider øjensynlig til syv år, hvori Nebukadnezar var sindssyg, med symptomer der minder om sygdommen lykantropi, idet han forlod sin trone for at æde græs ligesom dyrene på marken. (Da 4:31-36) Det er værd at lægge mærke til at Bibelen symbolsk skildrer de hedenske magter under udøvelsen af verdensherredømmet som dyr der er i opposition til Guds hellige folk og „fyrsternes Fyrste“. (Jf. Da 7:2-8, 12, 17-26; 8:3-12, 20-25; Åb 11:7; 13:1-11; 17:7-14.) Og med hensyn til det ord for „tider“ (af aram. ‛iddanʹ) som bruges i Daniels profeti, viser flere ordbøger at det her betyder „år“. (Se Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 1106; A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 1105; Lexicon Linguae Aramaicae Veteris Testamenti, redigeret af E. Vogt, Rom 1971, s. 124.) Bibelen viser at et sådant år er på 360 dage, eftersom tre og en halv tid ifølge Åbenbaringen 12:6, 14 er lig med „et tusind to hundrede og tres dage“. (Se også Åb 11:2, 3.) Ifølge denne beregningsmåde må „syv tider“ være lig med 2520 dage. Af 4 Mosebog 14:34 og Ezekiel 4:6 fremgår det at et bestemt antal dage i Bibelen kan anvendes til profetisk at symbolisere det samme antal år. Kun hvis man anvender denne regel, „en dag for et år“, på de „syv tider“ i denne profeti, får synet i Daniels Bog, kapitel 4, en betydningsfuld opfyldelse ud over Nebukadnezars tid, hvilket de her fremlagte vidnesbyrd giver grund til at formode. De „syv tider“ symboliserer derfor 2520 år.

Det er bemærkelsesværdigt at bladet Watch Tower på grundlag af ovennævnte oplysninger og vidnesbyrd så tidligt som i marts 1880 pegede frem til 1914 som det år da „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe (og de hedenske herskeres ret til at udøve herredømme ville ophøre). Det var omkring 34 år før dette år og de betydningsfulde begivenheder det indledte. Den 30. august 1914 bragte The World, som dengang var et førende newyorkerblad, i sit søndagstillæg en stort opsat artikel med blandt andet denne kommentar: „Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de ’internationale bibelstudenter’ . . . gennem prædikanter og aviser forkyndt for verden at den vredens dag som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914.“

De begivenheder der har fundet sted fra og med 1914, er velkendte. De indledtes med den store krig der brød ud, den første verdenskrig i menneskehedens historie og den første krig der blev udkæmpet om herredømmet, ikke blot over Europa, Afrika eller Asien, men over hele verden. — Lu 21:7-24, 29-33; Åb 11:15-18; se NÆRVÆRELSE; SIDSTE DAGE.