Én hjord, én hyrde
„I som har fulgt mig [skal] også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ — MATT. 19:28.
1. Hvordan betragtede Jehova Abrahams efterkommere, og hvorfor var dette ikke ensbetydende med at han ignorerede folk fra alle andre nationer?
JEHOVA elskede Abraham, og derfor viste han Abrahams efterkommere loyal hengivenhed. I mere end 1500 år betragtede Jehova Israels nation, hvis indbyggere nedstammede fra Abraham, som sit udvalgte folk, sin ’særlige ejendom’. (Læs Femte Mosebog 7:6). Betyder det at Jehova fuldstændig ignorerede folk fra alle andre nationer? Nej. I hele denne periode havde ikkeisraelitter som ønskede at tilbede Jehova, mulighed for at slutte sig til hans udvalgte folk. De der konverterede, proselytterne, blev anset for at være en del af folket. De skulle behandles som brødre, som indfødte israelitter. (3 Mos. 19:33, 34) Og de var forpligtede til at adlyde alle Jehovas love. — 3 Mos. 24:22.
2. Hvilken foruroligende udtalelse kom Jesus med, og hvilke spørgsmål afføder det?
2 Jesus kom imidlertid med denne foruroligende udtalelse til jøderne på hans tid: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Hvem skulle denne nye nation bestå af, og hvordan berører denne forandring os der lever i dag?
Den nye nation
3, 4. (a) Hvordan identificerede apostelen Peter den nye nation? (b) Hvem består denne nye nation af?
3 Apostelen Peter identificerede tydeligt denne nye nation. Han skrev følgende til sine kristne trosfæller: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:9) De første medlemmer af denne nye nation var, sådan som det var forudsagt, kødelige jøder der anerkendte at Jesus var Messias. (Dan. 9:27a; Matt. 10:6) Senere kom den også til at omfatte mange ikkeisraelitter, for Peter fortsatte: „Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ — 1 Pet. 2:10.
4 Hvem var det Peter talte til her? I indledningen til sit brev skriver han: „[Gud] har . . . givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (1 Pet. 1:3, 4) Den nye nation består altså af salvede kristne, som har et himmelsk håb. Det er dem der er „Guds Israel“. (Gal. 6:16) I et syn så apostelen Johannes at disse åndelige israelitter i alt udgør 144.000. De er „blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“, og „de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med [Jesus] i de tusind år“. — Åb. 5:10; 7:4; 14:1, 4; 20:6; Jak. 1:18.
Er andre også indbefattet?
5. (a) Hvem henviser betegnelsen „Guds Israel“ til? (b) Hvorfor har ordet „Israel“ ikke altid kun en begrænset betydning?
5 Det er tydeligt at betegnelsen „Guds Israel“ i Galaterbrevet 6:16 udelukkende henviser til salvede kristne. Men er der tilfælde hvor Jehova bruger Israels nation som billede på nogle andre end de salvede? Svaret fremgår af følgende udtalelse som Jesus kom med over for sine trofaste apostle: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Luk. 22:28-30) Det der beskrives her, vil finde sted under „genskabelsen“, eller „genfødelsen“, i løbet af Jesu tusindårige styre. — Læs Mattæus 19:28; fdn.
6, 7. Hvem er udtrykket „Israels tolv stammer“ i Mattæus 19:28 og Lukas 22:30 møntet på?
6 I tusindårsriget skal de 144.000 fungere som konger, præster og dommere i himmelen. (Åb. 20:4) Hvem skal de dømme, og hvem skal de herske over? I Mattæus 19:28 og Lukas 22:30 får vi at vide at de skal dømme „Israels tolv stammer“. Hvem skildrer „Israels tolv stammer“ i denne sammenhæng? De repræsenterer alle der har et jordisk håb — dem der tror på Kristi offer, men som ikke hører til det kongelige præsteskab. (Levi stamme var ikke med i opregningen af det kødelige Israels tolv stammer). Det er dem der vil få åndelig gavn af den præstetjeneste som de 144.000 udfører. De er ganske vist ikke præster, men de hører til Guds folk, og han elsker og accepterer dem. Det er derfor helt naturligt at de bliver sammenlignet med Guds folk i fortiden.
7 Svarende til det så apostelen Johannes — efter at have set de 144.000 åndelige israelitter blive endeligt beseglede før den store trængsel — også en talløs „stor skare . . . af alle nationer“. (Åb. 7:9) Denne skare vil overleve den store trængsel og komme ind i Kristi tusindårsrige. Her vil milliarder som har fået en opstandelse, slutte sig til den. (Joh. 5:28, 29; Åb. 20:13) Sammen med ’den store skare’ vil de i symbolsk forstand udgøre „Israels tolv stammer“, som vil blive dømt af Jesus og hans 144.000 medregenter. — Apg. 17:31; 24:15; Åb. 20:12.
8. Hvordan skildrer de begivenheder der fandt sted på den årlige forsoningsdag, forholdet mellem de 144.000 og resten af menneskeheden?
8 Forholdet mellem de 144.000 og resten af menneskeheden blev forudskildret ved de begivenheder der fandt sted på den årlige forsoningsdag. (3 Mos. 16:6-10) Allerførst skulle ypperstepræsten ofre en tyr som syndoffer for „sig og sit hus“. Jesu offer bliver altså først anvendt til gavn for hans husstand af underpræster som skal tjene sammen med ham i himmelen. Men på forsoningsdagen blev der også ofret to bukke for de andre israelitters synder. I denne sammenhæng, hvor præstestammen repræsenterer de 144.000, skildrer resten af Israel alle dem der har et jordisk håb. Dette bekræfter at udtrykket „Israels tolv stammer“ i Mattæus 19:28 ikke henviser til Jesu åndsavlede underpræster, men til alle andre som tror på Kristi offer.a
9. Hvem repræsenterer præsterne i Ezekiels tempelsyn, og hvem er de ikkepræstelige israelitter et billede på?
9 Lad os tage et andet eksempel. Profeten Ezekiel fik et omfattende syn af Jehovas tempel. (Ezekiel, kapitel 40-48) I dette syn arbejdede præsterne i templet. De underviste og modtog råd og vejledning fra Jehova. (Ez. 44:23-31) I det samme syn kom mange fra de forskellige stammer for at tilbede og bringe ofre. (Ez. 45:16, 17) I denne sammenhæng skildrer præsterne altså de salvede, hvorimod israelitterne fra de ikkepræstelige stammer er et billede på dem der har et jordisk håb. Synet understreger at de to grupper arbejder harmonisk sammen, og at præsteskaren går foran i den sande tilbedelse.
10, 11. (a) Hvilken trosstyrkende opfyldelse af Jesu ord har vi været vidne til? (b) Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med de andre får?
10 Jesus talte om „andre får“, som ikke hørte til samme „fold“ som den „lille hjord“ af hans salvede disciple. (Joh. 10:16; Luk. 12:32) Han sagde: „Dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ Det har været meget trosstyrkende at se disse ord gå i opfyldelse! To skarer er blevet forenet — den lille gruppe af salvede og den store skare af andre får. (Læs Zakarias 8:23). I symbolsk forstand yder de andre får ganske vist ikke tjeneste i det åndelige tempels indre forgård, men de tjener i dette tempels ydre forgård.
11 Men hvis Jehova til tider benytter de ikkepræstelige medlemmer af fortidens Israel som et billede på disse andre får, bør de så ikke også nyde mindehøjtidens symboler? Lad os se lidt nærmere på det spørgsmål.
Den nye pagt
12. Hvilken ny ordning forudsagde Jehova?
12 Jehova forudsagde en ny ordning for sit folk da han sagde: „Dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage. . . . Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ (Jer. 31:31-33) Ved hjælp af denne nye pagt ville Jehovas løfte til Abraham få en storslået og varig opfyldelse. — Læs Første Mosebog 22:18.
13, 14. (a) Hvem er parthavere i den nye pagt? (b) Hvem får gavn af den, og hvordan kan man sige at de „holder fast“ ved denne nye pagt?
13 Aftenen før sin død henviste Jesus til denne nye pagt da han sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Luk. 22:20; 1 Kor. 11:25) Er alle kristne med i den nye pagt? Nej. Nogle er, ligesom apostlene der drak af bægeret denne aften, parthavere i den nye pagt.b Jesus indgik en anden pagt med dem om at de skulle herske sammen med ham i hans rige. — Luk. 22:15, 16, 28-30.
14 Hvad så med dem der skal leve på jorden under Jesu riges herredømme. De får gavn af den nye pagt. (Gal. 3:8, 9) De er ikke parthavere i den, men de „holder fast“ ved denne nye pagt ved at underlægge sig dens bestemmelser og krav, sådan som det blev forudsagt af profeten Esajas: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, alle som holder sabbatten så de ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde sig i mit bedehus.“ Og Jehova tilføjer: „For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“ — Es. 56:6, 7.
Hvem skal nyde symbolerne?
15, 16. (a) Hvad forbinder apostelen Paulus den nye pagt med? (b) Hvorfor skal de der har et jordisk håb, ikke nyde symbolerne ved mindehøjtiden?
15 De der er med i den nye pagt, „har frimodighed til at gå ind på det hellige sted“. (Læs Hebræerbrevet 10:15-20). Det er dem der skal „modtage et rige der ikke kan rystes“. (Hebr. 12:28) Det er altså kun dem som skal være konger og præster i himmelen sammen med Jesus Kristus, der skal drikke af det bæger der „betyder den nye pagt“. Disse parthavere i den nye pagt er dem der er lovet bort til ægteskab med Lammet. (2 Kor. 11:2; Åb. 21:2, 9) Alle andre som overværer den årlige mindehøjtid, er til stede som respektfulde iagttagere der ikke nyder symbolerne.
16 Paulus hjælper os også til at forstå at de der har et jordisk håb, ikke skal nyde symbolerne ved mindehøjtiden. Han sagde til de salvede kristne: „For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:26) Hvornår ’kommer’ Herren? Det gør han når han kommer for at tage den sidste af dem der hører til hans salvede brudeskare, med til himmelen. (Joh. 14:2, 3) Det er altså tydeligt at den årlige højtid til minde om Jesu død ikke skal holdes til evig tid. „De øvrige af [kvindens] afkom“ som stadig befinder sig på jorden, vil blive ved med at deltage i dette måltid indtil alle der hører til dette afkom, har fået deres himmelske belønning. (Åb. 12:17) Hvis de der skal leve evigt på jorden, også var berettigede til at nyde symbolerne, måtte afholdelsen af denne højtid jo fortsætte til evig tid.
„De skal blive mit folk“
17, 18. Hvordan er profetien i Ezekiel 37:26, 27 blevet opfyldt?
17 Jehova forudsagde sit folks enhed med ordene: „Og jeg vil slutte en fredspagt med dem; en varig pagt med dem vil det være. Og jeg vil anbringe dem og gøre dem talrige og anbringe min helligdom i deres midte for stedse. Og min teltbolig skal være over dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ — Ez. 37:26, 27.
18 Hele Guds folk kan få gavn af opfyldelsen af dette storslåede løfte, af denne fredspagt. Ja, Jehova har lovet alle sine lydige tjenere fred. Guds ånds frugt er tydelig iblandt dem. Hans helligdom, som her skildrer den rene kristne tilbedelse, er „i deres midte“. De er i sandhed blevet hans folk, for de har taget afstand fra enhver form for afgudsdyrkelse, og Jehova er den eneste Gud de tilbeder.
19, 20. Hvem hører med til dem som Jehova kalder „mit folk“, og hvad har den nye pagt skabt mulighed for?
19 Det har været spændende at være vidne til denne forening af to skarer i vor tid. De der tilhører den stadigt voksende store skare, har ikke selv det himmelske håb, men de betragter det som et privilegium at være knyttet til dem der har et sådant håb. De har sluttet sig til Guds Israel. Ved at gøre det er de kommet til at høre til dem som Jehova kalder „mit folk“. Det er på dem følgende profeti går i opfyldelse: „Mange nationer vil på den dag slutte sig til Jehova, og de skal blive mit folk; og jeg vil bo i din midte.“ — Zak. 2:11; 8:21; læs Esajas 65:22; Åbenbaringen 21:3, 4.
20 Ved hjælp af den nye pagt har Jehova gjort alt dette muligt. Millioner af åndelige udlændinge er blevet en del af Jehovas privilegerede folk. (Mika 4:1-5) De er besluttede på at holde fast ved denne pagt ved at respektere dens bestemmelser og leve op til dens krav. (Es. 56:6, 7) Og fordi de sammen med Guds Israel gør det, har de kunnet glæde sig over en vedvarende fred. Det er vores håb at du vil opnå den samme velsignelse — nu og i al fremtid!
[Fodnoter]
a Svarende hertil er det primært de salvede der omtales som „menigheden“. (Hebr. 12:23) Ordet „menighed“ kan imidlertid have en anden betydning. Det kan henvise til alle kristne uanset hvilket håb de har. — Se Vagttårnet for 15. april 2007, side 21-23.
b Jesus er ikke parthaver i den nye pagt. Han er dens mellemmand, og som mellemmand nød han tydeligvis ikke symbolerne.
Husker du?
• Hvem er „Israels tolv stammer“, som de 144.000 skal dømme?
• Hvilket forhold har de salvede og de andre får til den nye pagt?
• Skal alle kristne nyde symbolerne ved mindehøjtiden?
• Hvilken enhed var det forudsagt at der ville være i vor tid?
[Grafisk fremstilling/illustrationer på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Mange tjener nu sammen med Guds Israel
1950 | 373.430
1970 | 1.483.430
1990 | 4.017.213
2009 | 7.313.173