Modstå presset fra den offentlige mening

MENNESKERS opfattelser af hvad der er sømmeligt eller uacceptabelt, og hvad der er prisværdigt eller forkasteligt, varierer fra sted til sted og ændrer sig med årene. Så når vi i Bibelen læser om begivenheder der fandt sted for længe siden, må vi bedømme det vi læser, efter datidens udbredte opfattelser og værdinormer, og ikke efter vores egne normer.

Som eksempel kan vi se på to begreber der ofte nævnes i De Kristne Græske Skrifter, nemlig ære og skam. For at få en bedre forståelse af de skriftsteder der omtaler ære og skam, er det godt at tænke over hvordan disse begreber blev opfattet af folk der levede dengang.

Værdinormer i det første århundrede

„Blandt grækere, romere og judæere tillagde man ære og skam stor betydning,“ siger en bibellærd. „Mænd levede og døde i deres stræben efter at opnå ære, et godt omdømme, berømmelse, anerkendelse og respekt.“ Som følge deraf lå de meget under for andres meninger.

Fra høj til lav betød social status, position og ære alt i et samfund der fokuserede på hvor man rangerede i forhold til andre. Æresbegrebet var ikke kun knyttet til ens opfattelse af sig selv, men også til hvordan man blev betragtet af andre. At tilskrive nogen ære betød at man offentligt tilkendegav at vedkommende levede op til de normer for adfærd der forventedes af ham. At vise nogen ære indebar også at man gav udtryk for sin beundring for personens velstand, position eller fornemme herkomst og viste ham den opmærksomhed der tilkom ham. Man kunne opnå ære ved at udføre gode gerninger eller ved at udmærke sig i forhold til andre. Skam, eller vanære, var derimod forbundet med offentlig ydmygelse og latterliggørelse. Skam var ikke blot en følelse eller en følge af samvittighedsnag, men snarere et resultat af samfundets fordømmelse.

Jesu omtale af „den fornemste plads“ og „den nederste plads“ ved en bryllupsfest giver os et indblik i datidens syn på ære og skam. (Luk. 14:8-10) Ved mindst to lejligheder diskuterede Jesu disciple „hvem af dem der syntes at være den største“. (Luk. 9:46; 22:24) De afspejlede en holdning som var meget udbredt i det samfund de levede i. De stolte og ambitiøse jødiske religiøse ledere opfattede Jesu forkyndelse som en trussel mod deres ære og myndighed. Men deres forsøg på at overtrumfe ham i offentlige debatter i manges påhør mislykkedes altid. — Luk. 13:11-17.

I det første århundrede var det ifølge jødisk, græsk og romersk tankegang også forbundet med stor skam at blive „arresteret og offentligt anklaget for en forseelse“, skriver førnævnte bibellærd. At blive bundet eller indespærret blev betragtet som nedværdigende. En sådan behandling vanærede vedkommende i hans venners, families og samfundets øjne — uanset om han blev domfældt eller ej. Den plet der var kommet på hans omdømme, kunne ødelægge hans selvrespekt og skade hans forhold til andre. Endnu mere vanærende end at blive bundet var at blive afklædt eller pisket. En der blev udsat for en sådan behandling, blev betragtet med foragt, blev latterliggjort og mistede sin ære.

Den skændigste behandling man kunne blive udsat for, var at blive henrettet på en marterpæl. En sådan henrettelse var „den straf slaver fik,“ skrev teologen Martin Hengel. „Den symboliserede ekstrem ydmygelse, skam og tortur.“ Familie og venner til den der var blevet vanæret på denne måde, blev af deres omgivelser presset til at fornægte vedkommende. Eftersom Kristus døde på denne måde, måtte alle i det første århundrede der ønskede at være kristne, udholde offentlighedens latterliggørelse. De fleste syntes sikkert at det var tåbeligt at stå frem som tilhænger af en mand der var blevet pælfæstet. Apostelen Paulus skrev: „Vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Kor. 1:23) Hvordan klarede de første kristne denne udfordring?

Nogle helt andre værdinormer

De kristne i det første århundrede var lovlydige og bestræbte sig for at undgå den skam der var forbundet med at begå noget ulovligt. „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager,“ skrev apostelen Peter. (1 Pet. 4:15) Men Jesus havde forudsagt at hans disciple ville blive forfulgt for hans navns skyld. (Joh. 15:20) „Hvis [nogen] lider som kristen,“ skrev Peter, „så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud.“ (1 Pet. 4:16) Ved ikke at føle skam når man led som en discipel af Kristus, gik man direkte imod datidens sociale normer.

Kristne kunne ikke lade deres adfærd diktere af andres normer. I det første århundredes samfund var det tåbeligt at mene at en der var blevet pælfæstet, kunne være en Messias. Dette synspunkt kunne have fået nogle kristne til at give efter for den offentlige mening. Men deres tro på at Jesus var Messias, krævede at de adlød ham, også selvom de blev hånet. Jesus sagde: „Enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“ — Mark. 8:38.

Også i dag øver verden et stort pres på os i et forsøg på at få os til at opgive vores tro. Presset kan komme fra skolekammerater, naboer eller kolleger som prøver at få os til at begå noget umoralsk eller uærligt eller på anden måde gøre noget som er uacceptabelt for kristne. Nogle af dem forsøger måske at få os til at skamme os over at vi holder fast ved de bibelske principper. Hvordan bør vi reagere?

Efterlign dem der foragtede skammen

For at bevare sin uangribelighed over for Jehova udholdt Jesus den mest vanærende henrettelse man kan tænke sig. „Jesus . . . udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen.“ (Hebr. 12:2) Jesu fjender gav ham lussinger, spyttede på ham, tog tøjet af ham, piskede ham, pælfæstede ham og hånede ham. (Mark. 14:65; 15:29-32) Men Jesus foragtede den skam som de forsøgte at bringe over ham. Hvordan? Han modsatte sig ikke at blive behandlet på denne måde. Jesus vidste at han ikke mistede sin værdighed i Jehovas øjne, og han søgte bestemt ikke ære fra mennesker. Selvom Jesus fik den død slaver fik, ophøjede Jehova ham ved at oprejse ham og give ham den mest ærefulde plads ved sin side. I Filipperbrevet 2:8-11 læser vi: „[Kristus Jesus] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“

Jesus var ikke upåvirket af den forsmædelse der var forbundet med hans henrettelse. Han var blevet anklaget for gudsbespottelse, og han var dybt bekymret for at det kunne vanære hans Fader. Jesus bad Jehova om at fri ham for at volde en sådan vanære. „Tag dette bæger bort fra mig,“ sagde han. Jesus underkastede sig imidlertid Guds vilje. (Mark. 14:36) Jesus modstod det pres han blev udsat for, og foragtede skammen. Det var jo kun dem der gik ind for datidens normer, der ville føle en sådan skam. Og det gjorde Jesus bestemt ikke.

Jesu disciple blev også arresteret og pisket. Folk i almindelighed betragtede denne behandling som vanærende. Disciplene blev set ned på og foragtet. Men det lod de sig ikke gå på af. De sande disciple modstod presset fra den offentlige mening, og de foragtede skammen. (Matt. 10:17; Apg. 5:40; 2 Kor. 11:23-25) De vidste at de skulle ’tage deres marterpæl op og følge Jesus til stadighed’. — Luk. 9:23, 26.

Hvad med os? Det som denne verden betragter som tåbeligt, svagt og ringe, betragter Gud som víst, mægtigt og ærefuldt. (1 Kor. 1:25-28) Ville det ikke være tåbeligt og kortsynet af os udelukkende at lade os påvirke af hvad andre synes og mener?

De der ønsker at opnå ære i denne verden, bekymrer sig om hvad andre synes om dem. Vi, derimod, vil ligesom Jesus og hans disciple i det første århundrede gerne have Jehova som ven. Derfor ønsker vi at have hans syn på hvad der er ærefuldt, og hvad der er skammeligt.

[Illustration på side 4]

Jesus var ikke påvirket af verdens syn på skam