KYRENE

(Kyreʹne), Kyrenæer.

Kyrene var en oldtidsby, den oprindelige hovedstad i landskabet Kyrenaika på Afrikas nordkyst, beliggende næsten lige over for øen Kreta. Den lå ca. 16 km fra kysten på et plateau der hævede sig omkring 550 m over Middelhavet. Det gamle Kyrene er i dag en samling ruiner i nærheden af nutidens Shahhat (tidligere Cyrene) i Libyen.

Kyrene blev øjensynlig koloniseret af grækerne i det 7. århundrede f.v.t. og blev efterhånden betragtet som en af deres største kolonier. I år 96 f.v.t. blev Kyrene underlagt romersk styre, og i år 67 f.v.t. blev landskabet Kyrenaika og øen Kreta sluttet sammen til én provins.

Bibelen nævner „en mand fra Kyrene“ ved navn Simon (måske en græsk jøde) der blev tvunget til at bære Jesu marterpæl for ham. (Mt 27:32; Mr 15:21; Lu 23:26) Det er muligt at Simon var født i Kyrene og senere bosatte sig i Palæstina. Eftersom der i Apostelgerninger 6:9 siges at ’nogle af dem fra Kyrenæernes synagoge’ diskuterede med Stefanus, mener mange forskere at der i Palæstina fandtes så mange fastboende jøder fra Kyrene at de havde oprettet deres egen synagoge i Jerusalem.

På den anden side kan Simon fra Kyrene også have været en af de mange udlændinge der var kommet til Jerusalem i anledning af påsken. På Pinsedagen 51 dage senere var et stort antal „gudfrygtige mænd, fra enhver nation under himmelen“, deriblandt nogle fra „Libyens områder hen imod Kyrene“, i byen for at fejre denne jødiske højtid. (Apg 2:5, 10, 41) Nogle af de sidstnævnte var utvivlsomt blandt de „omkring tre tusind sjæle“ der blev døbt efter udgydelsen af den hellige ånd og Peters efterfølgende tale, og de kan derefter have bragt budskabet om kristendommen med sig tilbage til deres hjemland.

Kristendommen. Nogle få år senere, efter at Kornelius var blevet kristen, var nogle mænd fra Kyrene med til som de første at forkynde „den gode nyhed om Herren Jesus“ i Antiochia i Syrien for nogle der (i de fleste græske tekster til Apg 11:20) betegnes som Hellēnistasʹ. Da det samme græske ord oversættes „græsktalende jøder“ (AT, NV; jf. DA48) i Apostelgerninger 6:1, slutter nogle at de der blev forkyndt for i Antiochia i Syrien, også var omskårne jøder eller proselytter som talte græsk. Det ser imidlertid ud til at der var tale om noget nyt og usædvanligt, dels fordi der allerede var blevet forkyndt for græsktalende jøder og proselytter siden pinsedagen i år 33, og dels fordi et så stort antal blev omvendt i Antiochia at Barnabas blev sendt til byen, efter alt at dømme for både at tilse og fremme arbejdet dér. (Apg 11:22, 23) At der var tale om noget nyt i forkyndelsen, synes også at fremgå af at kyrenæernes og deres medarbejderes forkyndelse, som er nævnt i vers 20, stilles i kontrast til den forkyndelse der omtales i vers 19, hvor det siges at man ’ikke talte ordet til andre end jøder’. I betragtning af dette og af den omstændighed at flere pålidelige gamle græske håndskrifter bruger ordet Helʹlēnas (der betyder „grækere“; se Apg 16:3) i stedet for Hellēnistasʹ, betegner de fleste oversættere nu dem der lod sig omvende ved kyrenæernes forkyndelse, som ’grækere’ (AS, AT, JB, Mo, GD, DA48, DA92) eller ’hedninger’ (CK, NE, TEV), hvilket vil sige at indbyggerne i Antiochia ikke tilhørte den jødiske tro. Nogle forskere anerkender dog muligheden af at der kan have været både jøder og hedninger som talte græsk i byen, og beskriver dem derfor med udtrykket „de græsktalende“. (NV) Da Paulus omkring år 47 tog ud på sin første missionsrejse, omtales en vis „Lukius fra Kyrene“ blandt profeterne og lærerne i menigheden i Antiochia. — Apg 11:20; 13:1.