KØD

Det hebraiske basarʹ og det græske sarx sigter først og fremmest til de bløde dele af et fysisk legeme, både af mennesker, landdyr, fugle og fisk; især de dele der hovedsagelig består af muskler og fedtvæv. Bibelen nævner at der er forskel på de forskellige levende skabningers kød. (1Kor 15:39) Dette er blevet bekræftet af den videnskabelige forskning, idet man har fundet at der er stor forskel på kødets kemiske sammensætning og cellernes opbygning hos mennesker, landdyr, fugle og fisk.

Alt køds eksistens og liv skyldes Skaberen, Jehova Gud. Han kaldes i Bibelen for „Gud over alt køds ånder [deriblandt livskraften]“. (4Mo 27:16; jf. 1Mo 6:17.) Han siger at kødelige skabningers sjæl (liv) er i blodet. (3Mo 17:11-14) Til at begynde med fik mennesker planter og frugt til føde, og ikke kød. Men efter Vandfloden fik menneskene også lov til at spise kød af dyr, dog således at „kød med dets sjæl — dets blod“ måtte de ikke spise. — 1Mo 9:3, 4.

Kannibalisme, at spise menneskekød, som er det menneskelige sind naturligt imod, var en vederstyggelighed for Gud og hans gamle pagtsfolk, Israel. (5Mo 28:53-57; 2Kg 6:28-30) Israelitterne måtte heller ikke spise kødet af et dyr der var blevet revet ihjel, eller af et selvdødt dyr. Det var en vederstyggelighed, og desuden var blodet ikke løbet af det. — 2Mo 22:31; 3Mo 17:15, 16; 5Mo 14:21.

Gud befalede sine tjenere at lade et dyrs blod løbe ud på jorden og dække det med støv før de spiste kødet. De skulle omhyggeligt vogte sig for at spise blodet; en overtrædelse af dette bud straffedes med døden. (5Mo 12:23-25; 3Mo 7:27) Den kristne menigheds styrende råd i det 1. århundrede stadfæstede dette forbud mod at spise kød af kvalte dyr eller af dyr som blodet ikke var løbet af. De kristne fik desuden forbud mod at spise kød som en del af et fællesskabsoffer til afguder, hvilket var en almindelig skik blandt datidens hedninger. (Apg 15:19, 20, 28, 29) En kristen har lov til at spise kød, men apostelen Paulus påpegede at mennesket kan leve uden kød da han sagde at han „aldrig nogen sinde mere [ville] spise kød“ hvis det bragte en anden kristen til snublen og fald. — Ro 14:21; 1Kor 8:13.

Det kødelige legeme som et menneske havde fået skænket af Gud, var ukrænkeligt og måtte ikke med vilje mishandles eller lemlæstes, hverken af personen selv eller af en anden. — 3Mo 19:28; 5Mo 14:1; 2Mo 21:12-27.

Slægtskab. Betegnelsen „kød“ kan også bruges som udtryk for slægtskab. Der bestod det allernærmeste slægtskab mellem Eva og Adam, for hun var, som han sagde, „ben af mine ben og kød af mit kød“. (1Mo 2:23; se også 1Mo 29:14; 37:27; 2Sa 5:1.) Det nære slægtskab der består mellem mand og hustru, beskrives således: „De skal blive ét kød.“ (1Mo 2:24; Mt 19:5, 6) Paulus omtalte Jesus som en der ’efter kødet var kommet af Davids afkom’. — Ro 1:3; jf. 9:3.

Personen, menneskeheden, jordiske skabninger. I udvidet betydning, i tilslutning til tanken om at kødet er den synlige, håndgribelige del af legemet, bruges ordet „kød“ også om hele legemet i almindelighed. (3Mo 17:14; 1Kg 21:27 [krop]; 2Kg 4:34 [legeme]) Endvidere bruges det om hele personen som et menneske af kød. (Ro 7:18; Kol 2:1, 5) Hele menneskeheden, især set fra Guds synspunkt, idet han er ånd, betegnes som „alt kød“ (1Mo 6:12; Es 66:16; Lu 3:6), og undertiden er dyreskabningen indbefattet. (1Mo 7:16, 21) I Bibelen sættes „kød“ ofte i kontrast til Gud, som er ånd, hvorved menneskets ubetydelighed i forhold til Gud fremhæves. (1Mo 6:3; 2Kr 32:8; Sl 56:4) Ikke desto mindre tager Jehova på sit ophøjede stade hensyn til menneskenes svaghed og skrøbelighed, idet han viser dem uendelig stor barmhjertighed og langmodighed. — Sl 78:39; jf. Sl 103:13-15; 1Pe 1:24, 25.

Ordet „kød“ kan også sigte til en del af legemet, især det mandlige kønsorgan. I 3 Mosebog 15:2 siges der: „I det tilfælde at en mand har udflåd fra sit lem [ordr.: „sit kød“], er hans udflåd urent.“ — Jf. 1Mo 17:11; 2Mo 28:42; Ef 2:11; Kol 2:13.

Åndelegemer. Apostelen Paulus skriver at „når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt“. (1Kor 15:44) Dette bekræftes af apostelen Peter når han om mennesker af kødelig, jordisk natur der er kaldede til at være Kristi medarvinger, skriver at de vil blive delagtige i „guddommelig natur“, nemlig åndeligt liv i de usynlige himle. (2Pe 1:4) Dette kræver at deres organisme forandres, for „kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden“. — 1Kor 15:50-54.

Jesu Kristi kødelige legeme. Jesus, som var „Ordet“ og var „fra himmelen“, afførte sig sin åndelige natur og ’blev kød’. (Joh 1:1; 1Kor 15:47; Flp 2:5-8; Joh 1:14; 1Ti 3:16) At han ikke var nogen ånd da han blev født som menneske, og at han ikke blot iførte sig et kødeligt legeme sådan som englene havde gjort tidligere (1Mo 18:1-3; 19:1; Jos 5:13-15), bevidnes af apostelen Johannes, der siger at den er antikrist som benægter at Jesus Kristus kom „i kødet“. (1Jo 4:2, 3) For at tilvejebringe en løsesum for menneskeheden og hjælpe dem der sammen med ham ville få del i den himmelske kaldelse, blev Ordet kød, idet han i alle henseender blev født som et menneske; han var ikke en inkarnation. Der siges i Bibelen: „Da ’børnene’ har del i blod og kød, fik også han på lignende måde del deri.“ (He 2:14-16) Den tid han tilbragte på jorden, blev kaldt ’hans køds dage’. (He 5:7) „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden,“ sagde Jesus. Videre sagde han at de der ville forblive i samhørighed med ham, måtte ’spise hans kød og drikke hans blod’. Nogle som ikke forstod den åndelige, symbolske mening bag hans ord, troede at de skulle spise hans bogstavelige kød, og blev derfor chokerede. — Joh 6:50-60.

Skønt Jesus under sin jordiske tjeneste vidste at han måtte give sit liv som et genløsningsoffer, ’boede hans kød i håb’ fordi han vidste at hans Fader ville oprejse ham, at hans offer ville udvirke en genløsning, og at hans kød ikke ville se forrådnelse. (Apg 2:26, 31) Jehova Gud skaffede åbenbart Jesu jordiske legeme af vejen på sin egen måde (måske ved at opløse det i de atomer det bestod af). (Lu 24:2, 3, 22, 23; Joh 20:2) Jesus tog ikke sit kødelige legeme tilbage, for derved ville han have gjort genløsningen — det han havde givet sit liv for — ugyldig. Apostelen Peter bevidner at Kristus steg op til himmelen, hvor åndeskabninger og ikke kødelige skabninger lever, idet han siger: „Han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ (1Pe 3:18) Før Kristus steg til himmelen som en mægtig, udødelig åndeskabning, materialiserede han sig i forskellige kødelige legemer der passede til lejligheden, for at give sine disciple synlige og håndgribelige beviser for at han var opstået. — Joh 20:13-17, 25-27; 21:1, 4; Lu 24:15, 16.

Af Paulus’ brev til hebræerne fremgår det at forhænget i templet mellem Det Hellige og Det Allerhelligste, der var et billede på selve himmelen, havde en symbolsk betydning, idet det var et billede på Jesu kød; for vejen til liv i himmelen var ikke åben før han havde ofret sit kødelige legeme. — He 9:24; 10:19, 20.

Det ufuldkomne menneske. „Kød“ bruges ofte i Bibelen som udtryk for det ufuldkomne menneske, der er ’undfanget i synd’ som en af den oprørske Adams efterkommere. (Sl 51:5; Ro 5:12; Ef 2:3) Hos mennesker der ønsker at tjene Gud, er ’ånden [den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte] ivrig, men kødet er svagt’. (Mt 26:41) I disse tjenere for Gud foregår der en stadig kamp: Guds hellige ånd er en kraft til retfærdighed, men det syndige kød fører til stadighed krig mod åndens indflydelse og søger at få personen til at gøre kødets gerninger. (Ro 7:18-20; Ga 5:17) Det syndige køds gerninger sættes i kontrast til åndens frugt i Galaterne 5:19-23.

Apostelen Paulus siger også at den lov som blev givet til Israel ved Moses, var „svag på grund af kødet“, det ufuldkomne kød hos dem der var under Loven. Loven, som det aronitiske præsteskab tjente under, var ganske vist åndelig, idet den var fra Gud, men kødelige mennesker, der var „solgt under synden“, blev fordømt af den i stedet for at blive erklæret retfærdige. (Ro 8:3; 7:14; He 7:28) Ypperstepræsterne, som efter kødet nedstammede fra Aron og var indsat efter Loven, kunne ikke frembære et offer der var tilstrækkeligt til at sone synden. — He 7:11-14, 23; 10:1-4.

Når Paulus siger at ’kødet ikke er underordnet Guds lov og heller ikke kan være det’, mener han ikke at kødet i sig selv nødvendigvis er fordærvet. Han siger at skønt Jesus Kristus fik del i blod og kød og blev „sine ’brødre’ lig“, var han „ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“, „prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. (Ro 8:7; He 2:14, 17; 4:15; 7:26) Jehova viste at det menneskelige kød kan være syndfrit: „Ved at sende sin egen søn i syndigt køds lighed og med henblik på synden, fordømte han synden i kødet.“ (Ro 8:3) Til sidst vil alle som tror, blive fuldkomne ved Jesu Kristi offer, og menneskene vil da kunne overholde Guds retfærdige love til fuldkommenhed. — Åb 21:4.

En af de fristelser der fik Eva til at synde, var „kødets begær“. Djævelen forsøgte også at friste Kristus på denne måde, men uden held. (1Jo 2:16; 1Mo 3:6; Lu 4:1-4) Ved at lade Guds ånd virke i deres liv kan Jesu disciple ved Jehovas ufortjente godhed besejre det syndige kød. — Ga 5:16, 22-26; Ro 8:1-4.

Kristne kæmper ikke imod mennesker i kødet. Det er ikke en kødelig tankegang, men Jehovas ånd, der åbenbarer Guds hensigter for de troende og vejleder dem. (Mt 16:17; 1Kor 2:9, 14; Ef 3:5) Derfor fører kristne ikke krig „efter kødet“, og de kæmper ikke mod mennesker af kød og blod; de bruger heller ikke kødelige våben mod nogen. Kampen for dem er „imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. (2Kor 10:3, 4; Ef 6:12) De gør ikke ’kød til deres arm’, men stoler på Jehova, Ånden. (Jer 17:5; 2Kor 3:17) De søger, med Guds hjælp, at rense sig for „enhver besmittelse af kød og ånd“, og Gud ser og dømmer dem, ikke efter hvad de er i kødet, som mennesker ofte gør, men efter hvad de er i åndelig henseende. — 1Kor 4:3-5; 2Kor 5:16, 17; 7:1; 1Pe 4:6; se ERKLÆRE RETFÆRDIG; SJÆL; ÅND.