Hjælp dine børn til at vokse i Guds visdom

MENNESKER fra mange nationer og med vidt forskellig baggrund anerkender Jesus som en fremragende underviser og morallærer. Kan bestemte forhold i hans opdragelse have medvirket dertil? Hvad kan forældre i dag lære af hans familieliv og opvækst?

Bibelen oplyser meget lidt om Jesu barndom. Stort set opsummeres hans tolv første leveår i to vers: „Og da [Josef og Maria] havde gennemført det alt sammen i overensstemmelse med Jehovas lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede og styrkedes, han fyldtes med visdom, og Guds gunst var fortsat over ham.“ (Lukas 2:39, 40) Men der er oplysninger nok her til at forældre kan uddrage en lære deraf.

Drengen „voksede og styrkedes“. Hans forældre må derfor have sørget for hans fysiske fornødenheder. Desuden ’fyldtes han fortsat med visdom’.a Hvis ansvar var det at bibringe ham kundskab og forstand som grundlag for denne visdom?

Ifølge Moseloven var det forældrene der havde denne pligt. I Loven sagde Jehova til israelitiske forældre: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Den omstændighed at Jesus fortsat „fyldtes med visdom“ og at ’Guds gunst fortsat var over ham’, vidner om at Josef og Maria adlød dette bud.

Nogle vil måske mene at den måde Jesus blev opdraget på ikke er et realistisk mønster for opdragelsen af andre børn, da han var fuldkommen. Men Josef og Maria var ikke fuldkomne, og alligevel sørgede de åbenbart for hans fysiske og åndelige fornødenheder, og dét trods den øgede byrde ved en voksende familie. (Mattæus 13:55, 56) Og skønt Jesus var fuldkommen måtte han ikke desto mindre vokse sig gennem barndommen og ungdommen — for til sidst at blive voksen. Det har krævet en stor indsats af hans forældre at præge ham rigtigt, men åbenbart løste de opgaven tilfredsstillende.

Jesus som tolvårig

„Nu var hans forældre vant til hvert år at tage til Jerusalem til påskehøjtiden.“ (Lukas 2:41) Guds lov påbød at enhver af mandkøn skulle deltage i højtiderne i Jerusalem. (5 Mosebog 16:16) Beretningen fortæller imidlertid at begge hans forældre var „vant til hvert år at tage til Jerusalem“. Josef drog sammen med Maria og sandsynligvis hele den øvrige familie ud på den over 100 kilometer lange tur til Jerusalem ved disse glædelige lejligheder. (5 Mosebog 16:6, 11) Det var en vane for dem — noget tilbagevendende i deres tilværelse. De nøjedes heller ikke med en kort, symbolsk tilstedeværelse, men blev der alle højtidens dage. — Lukas 2:42, 43.

Her er noget forældre i dag kan tage ved lære af. Disse årlige festtider i Jerusalem var både højtidsstævner og anledninger til at glæde sig. (3 Mosebog 23:4, 36) Her kunne Josef, Maria og den unge Jesus blive åndeligt opbygget. Forældre i dag gør klogt i at benytte sig af lignende lejligheder til at give deres børn spændende afveksling og samtidig blive åndeligt opbygget. Forældre som er Jehovas vidner sørger for dette ved at tage deres børn med til de stævner der regelmæssigt afholdes i årets løb. Herved kommer børnene måske både ud på en spændende rejse og får lejlighed til at være blandt et stort antal trosfæller i nogle dage. En fader hvis ti børn er kommet godt i vej, mener at hans resultater i vid udstrækning skyldes at han aldrig er gået glip af ét eneste programafsnit på noget stævne siden han for 45 år siden blev døbt — et eksempel han har opmuntret sine børn til at følge.

En misforståelse

Da Jesus var mindre var han utvivlsomt hele tiden i sine forældres nærhed på disse årlige rejser til storbyen Jerusalem. Men efterhånden som han er vokset til har han måske fået større bevægelsesfrihed. Som tolvårig var han omkring den alder jøderne betragter som en vigtig milepæl på vejen mod manddommen. Måske forårsagede denne normale og naturlige forandring at der skete en misforståelse da tiden kom hvor Josefs familie skulle rejse hjem fra Jerusalem. Beretningen lyder: „Da de begav sig på tilbagevejen, blev drengen Jesus tilbage i Jerusalem, og hans forældre bemærkede det ikke. Da de mente at han var i rejseselskabet, tilbagelagde de en dagsrejse og begyndte så at søge efter ham blandt deres slægtninge og bekendte.“ — Lukas 2:43, 44.

Både forældre og børn vil nikke genkendende til noget i denne tildragelse. Men på ét punkt er der noget særligt ved den: Jesus var fuldkommen; og da han lydigt underordnede sig Josef og Maria, kan vi ikke forestille os at han ville svigte en aftale de havde truffet med ham. (Lukas 2:51, 52) Det drejede sig snarere om at kommunikationen en enkelt gang havde svigtet. Forældrene mente at Jesus var sammen med slægtninge og bekendte, nogle som også var på vej hjem. (Lukas 2:44) Man kan let forestille sig at de i travlheden omkring afrejsen fra Jerusalem har vist deres mindre børn størst opmærksomhed og ment at deres ældste søn, Jesus, fulgte med af sig selv.

Jesus selv har åbenbart troet at hans forældre vidste hvor han var. Det antyder hans svar til dem: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ Han var ikke respektløs. Hans ord røber ganske enkelt hans forbavselse over at hans forældre ikke vidste hvor de skulle finde ham. Det var en typisk misforståelse af den slags som mange forældre med halvstore børn kan sætte sig ind i. — Lukas 2:49.

Forestil dig Josefs og Marias bekymring da den første dag var gået og de fandt ud af at Jesus var borte. Forestil dig også deres voksende bekymring i de to dage hvor de ledte efter ham i Jerusalem. I dette kritiske tilfælde viste det sig imidlertid at deres oplæring af Jesus havde båret frugt. Jesus var ikke kommet i dårligt selskab. Han bragte ikke skam over sine forældre. Da de fandt Jesus, var han „i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål. Og alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar.“ — Lukas 2:46, 47.

Det at Jesus tilbragte sin tid i templet og åbenbart sad inde med en dyb forståelse af bibelske principper, tjener også Josef og Maria til ære, idet det fortæller noget om deres måde at opdrage ham på. Alligevel reagerer Maria på en måde der er typisk for en bekymret moder: først er hun lettet over at finde sin søn i god behold; så giver hun sin bekymring og ængstelse luft: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.“ (Lukas 2:48) Man forbavses ikke over at hun talte før Josef og gav udtryk for begges bekymring. Her vil mange teenagere sikkert sige: „Det er nøjagtig som at høre min mor!“

Hvad vi kan lære

Hvad kan vi lære af denne episode? Teenagere er tilbøjelige til at regne med at deres forældre ved hvad de tænker. De siger ofte: „Men det troede jeg da at du vidste.“ Forældre, hvis jeres teenagere har sagt sådan i forbindelse med en misforståelse, er I ikke de første det er sket for.

Efterhånden som børnene nærmer sig det voksne stade, vil de føle sig mindre afhængige af deres forældre. Det er en naturlig forandring som forældrene må indrette sig på. Men selv ved den bedste opdragelse vil der opstå misforståelser, og alle forældre vil få deres bekymringer. Men hvis de følger Josefs og Marias gode eksempel vil den gode opdragelse de har givet deres børn, komme dem til nytte når der opstår kritiske situationer.

Tilsyneladende blev Jesu forældre ved med at præge ham i teenageårene. Efter den begivenhed vi netop har set nærmere på, tog han føjeligt med dem ned til deres hjemby og „fortsatte med at underordne sig dem“. Hvad blev følgen? „Jesus gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker.“ Hændelsen fik altså en lykkelig slutning. (Lukas 2:51, 52) Når forældre følger Josefs og Marias eksempel ved at hjælpe deres børn til at vokse i Guds visdom, når de sørger for en god atmosfære i hjemmet og for at børnene bliver påvirket i en gunstig retning af andre der elsker Gud, da vil der være større sandsynlighed for at det går deres afkom godt. Børnene vil højst sandsynligt vokse op til at blive ansvarsbevidste, voksne kristne, og få en lykkelig tilværelse.

[Fodnote]