Hvorfor mirakler alene ikke giver tro
MANGE er af den mening at man kun kan tro på det man kan se. Nogle siger at de ville tro på Gud hvis han på mirakuløs vis åbenbarede sig for dem. Det er måske sandt, men ville en tro fremkaldt af en sådan oplevelse være en ægte tro på Gud?
Lad os engang se på eksemplet med israelitterne Kora, Datan og Abiram. Bibelen fortæller at de var øjenvidner til følgende ærefrygtindgydende mirakler fra Gud: de ti plager over Ægypten, israelitternes redning gennem Det Røde Hav og tilintetgørelsen af Ægyptens Farao og hans styrker. (2 Mosebog 7:19–11:10; 12:29-32; Salme 136:15) Kora, Datan og Abiram hørte også Jehova tale fra himmelen ved Sinaj Bjerg. (5 Mosebog 4:11, 12) Ikke længe efter at disse mirakler havde fundet sted, anstiftede de tre mænd alligevel et oprør mod Jehova og hans udnævnte tjenere. — 4 Mosebog 16:1-35; Salme 106:16-18.
Omkring 40 år senere var en profet ved navn Bileam også vidne til et mirakel. En engel greb ind i begivenhedernes gang, men det afholdt ikke Bileam fra at stille sig på moabitternes, Guds fjenders, side. Bileam fortsatte ufortrødent med sit forehavende og modarbejdede Jehova og hans folk. (4 Mosebog 22:1-35; 2 Peter 2:15, 16) Bileams mangel på tro blegner dog helt i sammenligning med den mangel på tro Judas Iskariot senere udviste. Han havde arbejdet nært sammen med Jesus og havde været øjenvidne til en imponerende række mirakler, og alligevel forrådte han Kristus for tredive sølvstykker. — Mattæus 26:14-16, 47-50; 27:3-5.
De jødiske religiøse ledere kendte også til Jesu mange mirakler. Da han havde oprejst Lazarus, indrømmede de endda: „Dette menneske gør mange tegn.“ Men blev deres hjerte blødgjort, og fik de tro da de så Lazarus der var blevet oprejst? Nej, slet ikke. De lagde i stedet planer for at dræbe både Jesus og Lazarus! — Johannes 11:47-53; 12:10.
Selv ikke et direkte tegn fra Gud udvirkede at disse onde mennesker fik tro. Da Jesus ved en lejlighed var inde på tempelområdet, bad han højt: „Fader, herliggør dit navn.“ Jehova svarede ved at lade en stemme lyde fra himmelen: „Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.“ Selv ikke som følge af dette mirakel fik de tro. Bibelen siger: „Men skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham.“ — Johannes 12:28-30, 37; jævnfør Efeserbrevet 3:17.
Hvorfor mirakler ikke giver tro
Hvordan er det muligt at nogen der ser så mange mirakler, alligevel ikke får tro? At de jødiske ledere afviste Jesus, er især vanskeligt at forstå i betragtning af at jøderne som folk betragtet var „i forventning“ om Messias på den tid da han begyndte sin tjeneste. (Lukas 3:15) Men hvad gik deres forventninger ud på? Ordbogsforfatteren W. E. Vine citerer en kendt bibelforsker for at have sagt at jøderne var helt grebet af idéen om en Messias der ville give dem „verdslig sejr“ og „materiel velstand“. De var derfor ikke parate til at anerkende den ydmyge, ikkepolitiske Jesus fra Nazaret, der trådte frem midt iblandt dem som den sande Messias i år 29 e.v.t. De religiøse ledere frygtede desuden at Jesu lære ville vende op og ned på samfundet og bringe deres fremtrædende stilling i fare. (Johannes 11:48) Deres selviskhed og forudfattede meninger gjorde dem blinde for betydningen af Jesu mirakler.
Senere afviste jødernes religiøse ledere og andre de mirakuløse vidnesbyrd om at Jesu disciple havde Guds godkendelse. Da hans apostle for eksempel helbredte en mand der havde været vanfør fra fødselen af, spurgte forbitrede medlemmer af den jødiske højesteret: „Hvad skal vi gøre med disse mennesker? For det er en kendsgerning at der er sket et bemærkelsesværdigt tegn ved dem, et der er kendt for alle Jerusalems indbyggere; og vi kan ikke benægte det. Men for at det ikke yderligere skal udspredes blandt folket, så lad os true dem til ikke at tale mere på grundlag af dette navn til noget menneske i det hele taget.“ (Apostelgerninger 3:1-8; 4:13-17) Det var tydeligt at dette forunderlige mirakel ikke havde givet dem tro.
Ærgerrighed, stolthed og begærlighed er faktorer som har fået mange til at forhærde deres hjerter. Det var åbenbart tilfældet med Kora, Datan og Abiram der blev nævnt i indledningen. Jalousi, frygt og mange andre skadelige holdninger har været en hæmsko for andre. Man kommer i den forbindelse også til at tænke på de ulydige engle, dæmonerne, som engang har haft den forret at se Guds ansigt. (Mattæus 18:10) De er ikke i tvivl om at Gud findes. ’Dæmonerne tror — og gyser.’ (Jakob 2:19) Alligevel har de ingen ægte tro på Gud.
Betydningen af sand tro
Sand tro er mere end blot at tro at Gud er til. Sand tro er også mere end en kortvarig følelsesmæssig tilstand efter at have set et mirakel. I Hebræerbrevet 11:1 læser vi: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ Den der tror, er i sit hjerte overbevist om at alt hvad Jehova Gud lover, er så godt som opfyldt. Desuden er det ubestridelige bevis for usynlige virkeligheder så stærkt at det siges at være identisk med troen. Ja, troen bygger på beviser. Og i fortiden var mirakler medvirkende til at troen blev opdyrket eller styrket. De tegn som Jesus udførte, havde til formål at overbevise folk om at han var den lovede Messias. (Mattæus 8:16, 17; Hebræerne 2:2-4) Når Guds hellige ånd eller virksomme kraft for eksempel udvirkede at nogle mirakuløst blev helbredt eller talte i tunger, var det et bevis på at Jehova ikke længere godkendte jøderne, men nu havde godkendt den kristne menighed som hans søn, Jesus Kristus, havde oprettet. — 1 Korinther 12:7-11.
En af åndens mirakuløse gaver var evnen til at profetere. Når ikketroende iagttog dette mirakel, fik det nogen af dem til at tilbede Jehova og udbryde: „Gud er virkelig iblandt jer.“ (1 Korinther 14:22-25) Men det var ikke Jehovas hensigt at mirakler skulle fortsætte med at være et karakteristisk træk ved den kristne tilbedelse. Paulus skrev derfor: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“ (1 Korinther 13:8) Disse gaver forsvandt tydeligvis efterhånden som apostlene og de der gennem dem havde fået disse gaver, døde.
Ville mennesker derefter ikke have noget de kunne bygge deres tro på? Jo, Paulus sagde at Gud „ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde“. (Apostelgerninger 14:17) Sandhedssøgende mennesker der er villige til at åbne deres sind og hjerte for de vidnesbyrd der omgiver dem, forstår at Jehova Guds „usynlige egenskaber . . . [klart ses] fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de [som fornægter Gud] er uden undskyldning“. — Romerne 1:20.
Men det er som sagt ikke nok blot at tro at Gud er til. Paulus gav følgende tilskyndelse: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Romerne 12:2) Det kan man gøre ved at studere Bibelen flittigt idet man gør brug af kristne publikationer som for eksempel dette blad. En tro der er grundlagt på nøjagtig kundskab om Guds ord, Bibelen, er ikke svag eller overfladisk. De der har erkendt hvad der er Guds vilje, og som gør den i tro, yder Gud hellig tjeneste. — Romerne 12:1.
At tro på det man ikke kan se
Apostelen Thomas havde svært ved at tro på Jesu opstandelse fra de døde. „Hvis jeg ikke ser mærket af naglerne i hans hænder og stikker min finger i mærket af naglerne og stikker min hånd i hans side, vil jeg afgjort ikke tro det,“ erklærede Thomas. Senere materialiserede Jesus sig i et legeme hvor man kunne se sårene fra hans pælfæstelse. Thomas reagerede positivt på dette mirakel. Men Jesus sagde: „Lykkelige er de som ikke ser og dog tror.“ — Johannes 20:25-29.
Millioner af Jehovas vidner ’vandrer i dag efter det de tror, og ikke efter det de ser’. (2 Korinther 5:7) Selv om de ikke har set de mirakler der er omtalt i Bibelen, tror de alligevel fuldt og fast på at de har fundet sted. Jehovas vidner tror på Gud og hans ord. Ved hans hellige ånds hjælp er de i stand til at forstå Bibelens lære og dens gennemgående tema — hævdelsen af Jehova Guds suverænitet ved hans himmelske rige. (Mattæus 6:9, 10; 2 Timoteus 3:16, 17) Disse sande kristne gør i deres liv brug af de vise råd Bibelen indeholder, til stor gavn for dem selv. (Salme 119:105; Esajas 48:17, 18) De anerkender de uigendrivelige beviser for at vor tid er den periode som profetier i Bibelen betegner som „de sidste dage“, og de tror at Guds lovede nye verden er nær. (2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3-14; 2 Peter 3:13) Det er en glæde for dem at give andre del i kundskaben om Gud. (Ordsprogene 2:1-5) De ved at det kun er gennem et studium af Bibelen at de der søger efter Gud, virkelig vil finde ham. — Apostelgerninger 17:26, 27.
Kan du huske Albert der blev nævnt i den forrige artikel? I et par dage forblev hans bøn ubesvaret, men så fik han besøg af en ældre dame som var et af Jehovas vidner, og hun gav ham nogle bibelske publikationer. Albert tog derefter imod tilbudet om et gratis hjemmebibelstudium. Efterhånden som han lærte Bibelens budskab at kende, blev hans skuffelse vendt til begejstring. Han indså at han omsider havde fundet Gud.
Bibelen giver følgende tilskyndelse: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ (Esajas 55:6) Du kan gøre dette ved at tilegne dig nøjagtig kundskab om hans ord og ikke vente på at Gud skal vise dig et mirakel. Det er kundskab der skal til, for mirakler alene giver ikke tro.
[Illustration på side 5]
Selv Lazarus’ mirakuløse opstandelse gav ikke Jesu fjender tro
[Illustrationer på side 7]
Sand tro bygger på nøjagtig kundskab om Bibelen