DUE

[hebr.: jōnahʹ; gōzalʹ (dueunge, flyvefærdig unge); gr.: peristeraʹ].

Duen er en af de to første fugle der nævnes ved navn i Bibelen, nemlig i beretningen om Noa, som efter Vandfloden tre gange sendte en due ud fra arken for at bedømme hvor meget vandet havde trukket sig tilbage. (1Mo 8:8-12) Det hebraiske jōnahʹ menes at være afledt af ’anahʹ, der betyder „at sørge, klage“ og åbenbart er opstået som en efterligning af duens sørgmodige kurren. — Es 38:14; 59:11, 12; Ez 7:16; Na 2:7; se også TURTELDUE.

Arter og beskrivelse. De almindeligste duearter i Israel er klippeduen (Columba livia), ringduen (Columba palumbus) og hulduen (Columba oenas). Ringduen ses især i Gileads og Karmels skove. Hulduen slår sig hovedsagelig ned omkring Jeriko og på Jordans østside, mens klippeduen yngler i kystegnene, i Jordandalens klippeslugter og i højlandet mod vest. Duen kendetegnes ved en fyldig krop med et hvælvet bryst, en yndefuld hals, et lille, rundt hoved med et ret smalt næb, og korte ben. Fjerdragten er tæt og fast og giver fuglen et glat udseende. Mange duer er blågrå, og nogle duers fjerdragt har et perlemorsagtigt farvespil der giver den en metallisk changerende glans i det gyldne sollys. Det er muligvis det der hentydes til i Salme 68:13 med ordene: „Duens vinger . . . dækket med sølv, ja, dens svingfjer med gulgrønt guld.“ Nogle mener dog at beskrivelsen gælder et kostbart forarbejdet kunstværk der er taget som bytte.

Duen er mild og blid af både udseende og væsen, hvilket har givet den betegnelsen „fugleverdenens får“. Navnet Jonas (Jōnahʹ) var og er et yndet jødisk drengenavn. (Jon 1:1) Duer udviser en bemærkelsesværdig hengivenhed for deres mage, og under deres kærlighedsleg stikker de hovederne sammen og lader næbbene mødes så det ser ud som om de kærligt kysser hinanden. Den forelskede hyrde kaldte passende sjulamitpigen „min due“. (Høj 5:2) Hendes øjne blev sammenlignet med duens milde, blide øjne (Høj 1:15; 4:1), og hun sammenlignede hyrdens øjne med blågrå duer der bader sig i mælk, hvilket uden tvivl skal skildre den mørke regnbuehinde omgivet af det skinnende hvide i øjet. (Høj 5:12) Duer bader gerne og foretrækker at bygge rede i nærheden af vand. Den trofaste han hjælper hunnen med at bygge reden og med at udruge æggene. Duer adskiller sig fra andre fugle ved at made deres unger med „duemælk“, en kvarklignende substans der frembringes i forældrefuglenes kro.

Da vildtlevende duer er frygtsomme fugle der skælver når de bliver opskræmt (Ho 11:11), bygger de ofte bo i afsidesliggende dale (Ez 7:16) eller, som klippeduen, på svært tilgængelige klippeafsatser og i klippernes huller og kløfter. (Høj 2:14; Jer 48:28) Når tamme duer i flok vender tilbage til deres dueslag, kan vingernes hvide undersider tage sig ud som en sky i bevægelse. (Es 60:8) I Palæstina har arkæologer fundet dueslag fra gammel tid, hvoraf nogle var af en betydelig størrelse.

Duens vinger er stærke, og den kan skyde en fart af over 80 km/t. Fordi duen instinktivt søger tilbage til dueslaget, er den siden oldtiden blevet brugt til at overbringe budskaber. I modsætning til mennesker, der må bruge kronometer og sekstant for at navigere, véd brevduer næsten øjeblikkelig — på grundlag af jordens magnetfelt og solens position — hvilken vej de skal flyve, også selv om de slippes løs i et ukendt område hundreder af kilometer fra deres dueslag. Og de tager automatisk bestik af solens bevægelse hen over himmelen, så de ikke bøjer af i kursen.

Duen kan flyve langt omkring i sin søgen efter føde, og den er hurtig nok til at kunne undslippe de fleste af sine fjender. (Sl 55:6-8) Dog er den ret tillidsfuld over for mennesker og lader sig forholdsvis let indfange i fælder eller med net. Da det frafaldne Efraim dåragtigt satte sin lid til Ægypten og senere til Assyrien, blev det derfor sammenlignet med „en tankeløs due“ der let lod sig fange med et net. (Ho 7:11, 12) Da Jesus advarede sine disciple mod ulvelignende modstandere, sagde han at de ikke alene skulle være „uskyldige som duer“, men også „forsigtige som slanger“. — Mt 10:16.

Da Jesus blev døbt og derefter salvet med Guds hellige ånd, dalede ånden ned over ham „i legemlig skikkelse som en due“. Da den synligt dalede ned over ham, mindede det måske om en dues flagren lige før den sætter sig. (Lu 3:22; Mt 3:16; Mr 1:10; Joh 1:32-34) Det var et passende billede når man tænker på at duen forbindes med uskyld. — Mt 10:16.

Brugt som offerdyr. Duer blev brugt som offerdyr, hvilket blandt andet ses af at de blev solgt af forretningsdrivende i templet i Jerusalem. Det er muligt at ordet „duer“ [gr.: peristerasʹ] her står for de „turtelduer“ eller „dueunger“ som er nævnt i Moseloven. — Mr 11:15; Joh 2:14-16; se TURTELDUE.

Turtelduer og dueunger [ordr.: „duesønner“] kunne anvendes som brændoffer. (3Mo 1:14) Var man for fattig til at kunne bringe et hundyr af småkvæget — et lam eller et gedekid — som skyldoffer, kunne man bringe to duer. (3Mo 5:5-7) I forbindelse med en kvindes renselse efter en barnefødsel skulle der, sammen med et vædderlam som brændoffer, bringes en dueunge (eller en turteldue) som syndoffer, men hvis man ikke havde råd til vædderlammet, kunne to dueunger godtages (3Mo 12:6-8) (som det var tilfældet ved Marias renselse efter Jesu fødsel; Lu 2:22-24). To dueunger eller to turtelduer skulle også udgøre renselsesofferet for den som var blevet helbredt for flåd (3Mo 15:13, 14, 28, 29), og var også det offer der krævedes i forbindelse med en nasiræers renselse for besmittelse. — 4Mo 6:10.

Mange jødiske familier holdt uden tvivl duer, men ordene: „Hvis han ikke har råd til to turtelduer eller to dueunger,“ vidner om at mange købte de duer der skulle bringes som offer. — 3Mo 5:11.

Det hebraiske ord gōzalʹ, der nævnes sammen med turtelduen i beretningen om det offer Abraham bragte da Jehova ’sluttede en pagt med ham’, menes i almindelighed at betegne en dueunge, idet turtelduer altid forbindes med dueunger i de offerforskrifter der senere blev givet i Moseloven til Israel. (1Mo 15:9, 18) Det samme hebraiske ord (i flertal) er gengivet med „flyvefærdige unger“ i 5 Mosebog 32:11. Noas offer omfattede utvivlsomt også en due eftersom han ofrede „nogle af . . . alle de rene flyvende skabninger“. — 1Mo 8:20.

Det var meget praktisk at Loven tillod jøderne at vælge mellem dueunger og turtelduer som offer, for de fleste turtelduer var trækfugle og forlod Israel om vinteren, mens andre duer kunne fås hele året.