KAPITEL 29
Må man gøre godt på sabbatten?
JESUS FORKYNDER I JUDÆA
HAN HELBREDER EN SYG MAND VED EN DAM
Jesus har udrettet en hel del i løbet af sin omfattende tjeneste i Galilæa. Men det var ikke kun Galilæa han havde i tanke da han sagde: “Jeg skal også forkynde den gode nyhed om Guds rige i de andre byer.” Derfor tager han afsted for “at forkynde i synagogerne i Judæa”. (Lukas 4:43, 44) Det er et godt tidspunkt, for det er forår, og en af højtiderne i Jerusalem nærmer sig.
I forhold til det man kan læse om Jesus’ tjeneste i Galilæa, står der meget lidt i evangelierne om hans gerning i Judæa. Selvom de fleste i Judæa ikke er interesseret i budskabet, får det ikke Jesus til at holde op med energisk at forkynde og gøre godt uanset hvor han befinder sig.
Snart er Jesus på vej mod Jerusalem, den største by i Judæa, for at overvære påsken i år 31. I det travle område i nærheden af Fåreporten er der en stor dam med søjlegange kaldet Betzáta. Mange syge, blinde og halte kommer hen til dammen. Hvorfor? Fordi der er en udbredt opfattelse af at man kan blive helbredt hvis man stiger ned i vandet når det er uroligt.
Det er nu sabbat, og Jesus får ved dammen øje på en mand der har været syg i 38 år. Jesus spørger: “Vil du gerne være rask?” Manden svarer: “Herre, jeg har ikke nogen der kan hjælpe mig ned i dammen når vandet bliver oprørt, og mens jeg er på vej, er der en anden der går ned foran mig.” – Johannes 5:6, 7.
Jesus siger noget der må overraske manden og alle andre der hører det: “Stå op! Tag din måtte og gå.” (Johannes 5:8) Og det er præcis hvad han gør. Han bliver med det samme helbredt og tager sin måtte og begynder at gå!
I stedet for at glæde sig over det utrolige der lige er sket, siger nogle jøder fordømmende: “Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære din måtte.” Men manden svarer dem: “Den mand der gjorde mig rask, sagde til mig: ‘Tag din måtte og gå.’” (Johannes 5:10, 11) Jøderne her er kritiske over for en der helbreder på sabbatten.
“Hvem er den mand der sagde til dig: ‘Tag den og gå’?” vil de vide. Hvorfor spørger de manden om det? Fordi Jesus er “forsvundet i folkemængden”, og den helbredte mand kender ikke hans navn. (Johannes 5:12, 13) Men manden kommer til at møde Jesus igen. Han træffer ham senere i templet og finder ud af hvem det var der helbredte ham ved dammen.
Manden finder så de jøder der havde spurgt om hvem der havde gjort ham rask. Han fortæller dem at det var Jesus. Da jøderne får det at vide, går de hen til Jesus. Er det fordi de gerne vil vide hvordan han er i stand til at gøre noget så fantastisk? Nej, det er snarere fordi de vil kritisere ham for at gøre godt på sabbatten. De begynder endda at forfølge ham!