MARK

Det hebraiske ord sadhæhʹ, der som regel oversættes „mark“, bruges også om et jagtterræn („vildmarken“), et stykke land der er udlagt til græsgang eller dyrkning af afgrøder, et uopdyrket skovareal, et bjergområde og et område der bebos af et bestemt folk, som for eksempel „Moabs område [sadhæhʹ]“; ordet bruges også i modsætning til „by“. (1Mo 27:5; 31:4; 37:5-7; Dom 9:32, 36; 1Sa 14:25; 4Mo 21:20; 5Mo 28:3) Det græske ord agrosʹ betegner en dyrket „mark“ (Mt 13:24), „landet“ i modsætning til byen (Mr 5:14; 16:12).

Desuden kunne flere marklodder med forskellige ejere betegnes „marken“, som det er tilfældet i Ruts Bog. Da Rut gik hen på „marken“, kom hun tilfældigvis „til at være på den marklod der tilhørte Boaz“, hvilket viser at Boaz kun ejede en del af området. (Rut 2:2, 3) Haver og vingårde var åbenbart indhegnede, mens marker øjensynlig ikke var det. (4Mo 22:24; Høj 4:12) Loven sagde at ingen måtte flytte sin næstes markskel, hvilket viser at det var relativt let at gøre det. (5Mo 19:14) Ifølge Loven blev bebyggelser der ikke havde nogen mur rundt om, regnet med til landets markjord. — 3Mo 25:31.

En ild kunne let brede sig fra én mark til en anden, og husdyr måtte bevogtes så de ikke forvildede sig ind på andres marker. (2Mo 22:5, 6) Af Esajas 28:25 fremgår det at man såede den ringere hvedesort spelt langs markskellene, måske for i nogen udstrækning at beskytte de mere værdifulde kornsorter, som hvede og byg, mod kvæg der bevægede sig ind på marken.

Markerne havde sandsynligvis stier der tjente både som gangstier og som skillelinjer mellem jordlodderne. I hvert fald kan man dårligt forestille sig Jesus og hans disciple gå igennem en kornmark og trampe kornet ned hvor de kom frem. Havde de gjort det, ville farisæerne utvivlsomt også have brugt det imod dem. (Lu 6:1-5) Måske var det sådanne stier Jesus havde i tanke da han i billedtalen om sædemanden sagde at nogle sædekorn faldt langs vejen. — Mt 13:4.