Spørgsmål fra læserne
Da Jesus gav sine disciple påbud om „at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen“, mente han da at de ikke engang skulle bede om at få det oprindeligt udlånte beløb tilbage?
Jesu ord i Lukas 6:35 forstås bedst på baggrund af det Moseloven sagde om dette. Gud befalede her israelitterne at yde rentefri lån til landsmænd som var kommet i nød og behøvede økonomisk hjælp. (2 Mosebog 22:25; 3 Mosebog 25:35-37; Mattæus 5:42) Disse lån blev ikke ydet i kommercielt øjemed, det vil sige i forbindelse med et forretningsforetagende. Nej, de rentefri lån skulle afhjælpe fattigdom eller økonomisk modgang. Det ville være højst ukærligt at drage fordel af en landsmands ulykke, og af at han sad økonomisk dårligt i det. Den der ydede lånet, havde dog ret til at få det oprindelige beløb tilbage, og ofte blev der stillet sikkerhed for lånet i form af et pant. — 5 Mosebog 15:7, 8.
Jesus holdt Moseloven i hævd, men han gik samtidig et skridt videre idet han sagde at den der ydede en landsmand økonomisk hjælp, ikke skulle „håbe at få noget igen“. Ligesom israelitterne i fortiden kommer kristne i dag undertiden ud for situationer hvor de bliver økonomisk dårligt stillet, eller der indtræffer andre omstændigheder som berøver dem deres eksistensmuligheder. Ville det så ikke være naturligt og kærligt at hjælpe en kristen broder der befinder sig i denne ulykkelige situation og beder om hjælp? Jo, ægte kristen kærlighed ville tilskynde en trosfælle til at hjælpe en broder som uden egen skyld er kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. (Ordsprogene 3:27) Det ville måske være muligt at skænke en sådan broder et beløb som en gave, selvom det var mindre end det man kunne yde som et lån. — Salme 37:21.
I det første århundrede fik apostelen Paulus sammen med Barnabas det hverv at bringe et bidrag fra de kristne i Lilleasien til deres brødre i Judæa, som var blevet ramt af hungersnød. (Apostelgerninger 11:28-30) Tilsvarende sender kristne i dag ofte gaver til brødre som er blevet ramt af en ulykke eller en katastrofe. Det tjener også som et vidnesbyrd over for andre. (Mattæus 5:16) Naturligvis må den nødstedtes indstilling og situation tages i betragtning. Hvorfor er vedkommende i nød? Det er værd at mærke sig Paulus’ ord: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Thessaloniker 3:10.
Hvis en broder der anmoder om et lån, ikke er i den yderste nød, men blot ønsker en håndsrækning for at komme på fode igen efter et økonomisk tilbageslag, kunne det være på sin plads at yde vedkommende et rentefrit lån. Under disse omstændigheder ville et lån med henblik på fuld tilbagebetaling ikke være i modstrid med Jesu ord i Lukas 6:35. Man bør da udfærdige en skriftlig overenskomst, og den der har lånt beløbet, bør gøre alt hvad han kan, for at betale det tilbage i overensstemmelse med de betingelser man er blevet enige om. Kristen kærlighed bør tilskynde modtageren af lånet til at betale det tilbage, ligesom det var kærlighed der fik den anden til at yde lånet.
Den der overvejer at yde et lån (eller give et beløb som en gave), må også tage sin egen økonomiske situation i betragtning. Kunne han for eksempel svække sine egne muligheder for at forsørge sin familie, noget der ifølge Bibelen bør komme i første række? (2 Korinther 8:12; 1 Timoteus 5:8) Under alle omstændigheder vil kristne have øje for muligheden for at vise deres trosfæller kærlighed og i praksis gøre det på en måde der stemmer med de bibelske principper. — Jakob 1:27; 1 Johannes 3:18; 4:7-11.