Spørgsmål fra læserne

Blev Zakarias, Johannes Døbers fader, gjort både døv og stum, som det synes at fremgå af Lukas 1:62?

Nogle har draget den slutning at Zakarias også blev døv. Den bibelske beretning lyder: „Man ville give [barnet] faderens navn, Zakarias. Men moderen svarede og sagde: ’Nej, nej! han skal hedde Johannes.’ Så sagde man til hende: ’Der er ingen af dine slægtninge der har dette navn.’ Derpå gav de sig til ved tegn at spørge faderen hvad han ønskede det skulle hedde. Og han bad om en tavle og skrev: ’Johannes er hans navn.’“ — Lukas 1:59-63.

Der siges altså ikke direkte i denne beretning at Zakarias ikke kunne høre for en tid.

Tidligere havde engelen Gabriel meddelt Zakarias at han ville få en søn og at denne skulle hedde Johannes, men den aldrende Zakarias havde svært ved at tro på dette. Hertil sagde engelen: „Se, du vil blive stum og ude af stand til at tale indtil den dag disse ting sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil blive opfyldt til deres fastsatte tid.“ (Lukas 1:13, 18-20) Zakarias’ vantro ville altså ifølge engelens ord få konsekvenser for hans tale og ikke hans hørelse.

I beretningen siges der videre: „Da han kom ud [af helligdommen] kunne han ikke tale til [dem der ventede], og de blev klar over at han lige havde haft et overnaturligt syn i helligdommen; og han blev ved med at gøre tegn til dem, men forblev stum.“ (Lukas 1:22) Det græske ord der her gengives med „stum“ betyder egentlig „at være sløv“, for eksempel om et våben, dernæst at have sløvede sanser, det være sig tale- eller høresansen eller begge dele. (Lukas 7:22) Hvordan forholdt det sig med Zakarias? Læg mærke til hvad der skete da han blev helbredt: „Øjeblikkelig åbnedes hans mund, og hans tunge løsnedes, og han begyndte at tale idet han velsignede Gud.“ (Lukas 1:64) Det vil sige at det kun var Zakarias’ evne til at tale der var blevet hæmmet.

Men hvorfor begyndte andre så „ved tegn at spørge [Zakarias] hvad han ønskede [barnet] skulle hedde“? I nogle oversættelser siges der endda at de brugte „tegnsprog“.

Zakarias, der havde været stum siden engelens meddelelse, så sig ofte nødsaget til at gestikulere — at bruge en slags tegnsprog — for at udtrykke sig. For eksempel ’blev han ved med at gøre tegn’ til dem ved templet. (Lukas 1:21, 22) Da han senere bad om en tavle må han have anvendt tegn eller gestus. (Lukas 1:63) Det er derfor muligt at de der var vant til at omgås ham mens han var stum, også var tilbøjelige til at gestikulere.

Der er dog en mere sandsynlig forklaring på de tegn der nævnes i Lukas 1:62. Elisabet havde lige forinden givet udtryk for hvad hun mente barnet skulle hedde. Uden at sige hende imod kan de omkringstående derefter have taget det næste naturlige skridt, nemlig at finde ud af hvad hendes mand havde besluttet. Dette kunne de gøre ved hjælp af blot et nik eller en håndbevægelse. Den omstændighed at de ikke skrev deres spørgsmål ned til Zakarias, kunne tyde på at han havde hørt hvad hans hustru sagde. Et nik eller lignende tegn til ham, kunne altså have betydet: ’Ja, vi har alle (også du, Zakarias) hørt hvad Elisabet synes, men hvad mener du barnet skal hedde?’

Umiddelbart herefter indtraf endnu et mirakel. Nu skete lige det modsatte af det der var hændt da han blev stum: „Øjeblikkelig åbnedes hans mund, og hans tunge løsnedes, og han begyndte at tale.“ (Lukas 1:64) Det ville ikke være nødvendigt at omtale hans hørelse, når den ikke var blevet hæmmet.