STUDIEARTIKEL 16
Forsvar sandheden om døden
‘Vi kender den sande inspirerede udtalelse fra den falske inspirerede udtalelse.’ – 1. JOH. 4:6.
SANG NR. 73 Giv os mod når vi forkynder
FORMÅLa
1-2. (a) På hvilke måder har Satan vildledt mennesker? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
SATAN, “løgnens far”, har vildledt mennesker siden begyndelsen af menneskehedens historie. (Joh. 8:44) Nogle af hans løgne handler om døden og livet efter døden. Mange udbredte skikke og meget overtro bygger på disse forkerte opfattelser. Derfor må nogle af os ‘kæmpe en hård kamp for troen’ når en i vores familie eller vores bekendtskabskreds dør. – Jud. 3.
2 Hvis du kommer ud for sådan en prøve, hvad kan så hjælpe dig til at forsvare det Bibelen lærer om døden? (Ef. 6:11) Hvordan kan du trøste og styrke en trosfælle som andre vil presse til at deltage i skikke Jehova hader? Denne artikel vil vise hvordan Jehova hjælper os. Men lad os først slå fast hvad Bibelen siger om døden.
SANDHEDEN OM DE DØDES TILSTAND
3. Hvad resulterede den første løgn i?
3 Det var ikke Guds hensigt at mennesker skulle dø. Men for at Adam og Eva kunne leve evigt, måtte de adlyde Jehova, og han havde givet dem et simpelt bud: “Du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for den dag du spiser af det, skal du dø.” (1. Mos. 2:16, 17) Men så kom Satan ind i billedet. Han talte gennem en slange og sagde til Eva: “I skal bestemt ikke dø.” Desværre troede hun på løgnen og spiste af frugten. Senere spiste hendes mand også af den. (1. Mos. 3:4, 6) På den måde kom synd og død ind i verden. – Rom. 5:12.
4-5. Hvordan er Satan blevet ved med at vildlede mennesker?
4 Adam og Eva døde, nøjagtigt som Jehova havde sagt de ville. Men Satan holdt ikke op med at lyve om døden. På et tidspunkt begyndte han at introducere andre løgne. En af de løgne er at den fysiske krop dør, men at en del af personen lever videre, måske i åndeverdenen. Forskellige variationer af den løgn har ført utallige mennesker bag lyset helt frem til i dag. – 1. Tim. 4:1.
5 Hvorfor er der så mange mennesker der lader sig narre? Satan udnytter de følelser vi helt naturligt har i forbindelse med døden. Vi blev skabt til at leve evigt og ønsker ikke at dø. (Præd. 3:11) Døden betragter vi som en fjende. – 1. Kor. 15:26.
6-7. (a) Er det lykkedes Satan at holde sandheden om de døde skjult? Forklar. (b) Hvordan skåner sandheden fra Bibelen os for unødig frygt og uro?
6 Trods alle de løgne Satan har fundet på, er det ikke lykkedes ham at skjule sandheden om døden. Faktisk har der aldrig før været så mange mennesker der ved – og forkynder om – hvad Bibelen siger om de dødes tilstand og håbet for de døde. (Præd. 9:5, 10; Ap.G. 24:15) Det er sandheder der trøster os og skåner os for unødig frygt og uro. Vi frygter for eksempel ikke de døde, og vi er heller ikke bange for hvad der sker med dem. Vi ved at de ikke er i live, og at de ikke kan skade nogen. De er som i en dyb søvn. (Joh. 11:11-14) Desuden ved vi at de døde ikke har nogen fornemmelse af tid. Så i opstandelsen vil selv de der har været døde i flere hundrede år, føle at der kun er gået et øjeblik.
7 Sandheden om de dødes tilstand er virkelig klar, enkel og logisk. Og sikke en kontrast til Satans forvirrende løgne! Ud over at vildlede mennesker bagvasker de også vores Skaber. For fuldt ud at forstå den skade Satan har været skyld i, vil vi se på disse tre ting: Hvordan har hans løgne bagvasket Jehova? Hvordan har de fået Jesus’ offer til at virke ligegyldigt? Og hvordan har de gjort menneskers sorg og smerte værre?
SATANS LØGNE HAR GJORT STOR SKADE
8. Hvordan viser Jeremias 19:5 at Satan bagvasker Jehova med sine løgne om døden?
8 Satans løgne om døden bagvasker Jehova. En af de løgne er læren om at de døde bliver pint i et brændende helvede. Den slags falske læresætninger er groft krænkende over for Gud! Hvorfor det? De får mennesker til at tro at Gud, som er kærlighed, har samme onde personlighed som Djævelen. (1. Joh. 4:8) Hvilke følelser vækker det i dig? Og endnu vigtigere: Hvilke følelser vækker det i Jehova, der hader ondskab i alle dens afskygninger? – Læs Jeremias 19:5.
9. Hvordan påvirker Satans løgne troen på løskøbelsen som er beskrevet i Johannes 3:16 og 15:13?
9 Satans løgne om døden får Jesus’ offer til at virke ligegyldigt. (Matt. 20:28) En anden satanisk løgn er at mennesker har en udødelig sjæl. Hvis det var sådan, ville alle leve evigt, og Jesus ville ikke have behøvet at give sit liv for os så vi kunne få evigt liv. Hans offer er jo det største udtryk for kærlighed der nogensinde er blevet vist mennesker. (Læs Johannes 3:16; 15:13). En løgn der gør denne dyrebare gave overflødig – forestil dig hvilke følelser den må vække i Jehova og hans Søn!
10. Hvordan har Satans løgne om døden gjort menneskers sorg og smerte værre?
10 Satans løgne gør menneskers sorg og smerte værre. Forældre der sørger over at have mistet et barn, får måske at vide at Gud har taget barnet til sig fordi han manglede en engel i himlen. Vil denne sataniske løgn give trøst eller gøre forældrenes smerte værre? Den falske lære om et brændende helvede er blevet brugt til at retfærdiggøre tortur. For eksempel er nogle af dem der modsatte sig kirkens lære, blevet brændt på bålet. En bog om den spanske inkvisition nævner at nogle af dem der stod bag denne ondskab, måske troede at de bare gav kætterne “en forsmag på hvordan det ville være at brænde evigt i ild”, så de ville angre og vende om inden de døde, og på den måde blive reddet fra et brændende helvede. Og i mange lande føler mennesker sig tvunget til at tilbede deres døde forfædre, ære dem eller søge en velsignelse fra dem. Andre prøver at formilde deres døde forfædre for at undgå at de straffer dem. Opfattelser der er baseret på sataniske løgne, vil aldrig kunne give mennesker ægte trøst. Tværtimod skaber de unødig frygt og bekymring.
HVORDAN VI KAN FORSVARE SANDHEDEN FRA BIBELEN
11. Hvilket pres kan vi blive udsat for fra velmenende slægtninge eller venner?
11 Kærlighed til Jehova og hans ord giver os styrke til at stå fast, selv når velmenende slægtninge eller venner prøver at presse os til at deltage i ubibelske skikke der har at gøre med de døde. Måske vil de prøve at give os skyldfølelse ved at sige at vi ikke elskede eller respekterede den døde. Eller måske siger de at vores standpunkt vil få den døde til at hjemsøge de levende på en eller anden måde. Hvordan kan vi så forsvare sandheden fra Bibelen? Tænk over hvordan følgende bibelske principper kan være en hjælp.
12. Hvilke skikke er helt klart ubibelske?
12 Vær fast besluttet på ikke at have noget med ubibelske skikke at gøre. (2. Kor. 6:17) I et land i Caribien tror mange at når en person dør, vil hans “genfærd” komme og straffe dem der har behandlet ham dårligt. “Genfærdet” vil måske endda “hjemsøge en hel landsby”, siger et opslagsværk. Nogle steder i Afrika er det skik at tildække alle spejle i den afdødes hjem og vende billeder af ham ind mod væggen. Hvorfor gør man det? Nogle mener at den døde ikke må se sig selv! Som Jehovas tjenere holder vi os langt fra overtro, og vi tager ikke del i skikke der fremmer Satans løgne! – 1. Kor. 10:21, 22.
13. Hvad kan du gøre hvis du er i tvivl angående en bestemt skik eller tradition, som det fremgår af Jakob 1:5?
13 Hvis du er i tvivl angående en bestemt skik eller tradition, så bed til Jehova i tillid til at han kan give dig den visdom du har brug for. (Læs Jakob 1:5). Følg op på din bøn ved at undersøge emnet i vores publikationer. Hvis det er nødvendigt, så spørg de ældste til råds. De vil ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men de kan pege på nogle relevante bibelske principper, som dem vi ser på i denne artikel. Ved at gøre disse ting træner du din “evne til at tænke” så du lettere vil kunne “se forskel på rigtigt og forkert”. – Hebr. 5:14.
14. Hvordan kan vi tage hensyn til andre?
14 ‘Gør alting til ære for Gud. I skal undgå at blive årsag til at andre snubler.’ (1. Kor. 10:31, 32) Når vi skal afgøre om vi kan deltage i en skik eller tradition, bør vi også tænke over hvordan vores beslutning kan påvirke andres samvittighed, særligt vores trosfællers. Ingen af os ønsker jo at andre skal snuble på grund af os! (Mark. 9:42) Så vidt muligt vil vi også undgå at støde dem der ikke er Jehovas Vidner. Kærlighed vil få os til at tale til dem på en respektfuld måde, og det vil ære Jehova. Vi vil på ingen måde skændes med andre eller tale nedsættende om deres traditioner. Husk at kærlighed kan udrette meget! Når vi kærligt tager hensyn til andres følelser og viser dem respekt, kan vi måske endda blødgøre dem der har noget imod os.
15-16. (a) Hvorfor er det klogt at du lader andre vide hvad du tror på? Giv et eksempel. (b) Hvordan kan vi gøre Paulus’ ord i Romerne 1:16 til vores egne?
15 Lad folk i dit lokalsamfund vide at du er et af Jehovas Vidner. (Esa. 43:10) Det vil højst sandsynligt være lettere for dig at håndtere følelsesladede situationer hvis dine slægtninge og naboer i forvejen ved at du tjener Jehova. Francisco, som bor i Mozambique, skriver: “Da min hustru, Carolina, og jeg lærte sandheden at kende, fortalte vi vores familie at vi ikke længere ville tilbede de døde. Vores beslutning blev virkelig sat på prøve da Carolinas søster døde. Her har man en lokal skik som går ud på at liget skal bades under en ceremoni. På det sted hvor badevandet bliver hældt ud, skal den nærmeste slægtning sove i tre nætter. Meningen med denne skik er at formilde den afdødes sjæl. Carolinas familie forventede at hun skulle udføre ritualet.”
16 Hvad gjorde Francisco og hans kone? Francisco fortæller: “Vi elsker Jehova og vil gerne gøre det der glæder ham, og derfor nægtede vi at deltage i denne skik. Carolinas familie blev meget vred. De beskyldte os for at være respektløse over for de døde og sagde at familien ikke længere ville besøge os eller hjælpe os. Fordi vi tidligere havde forklaret vores tro for dem, ville vi ikke diskutere sagen med dem mens de var vrede. Nogle af vores slægtninge forsvarede os endda ved at sige at vi jo allerede havde forklaret hvor vi stod. Med tiden faldt Carolinas familie til ro, og freden i familien blev genoprettet. Nogle af dem kom endda hjem til os for at bede om noget bibelsk læsestof.” Hvor er det vigtigt at vi aldrig skammer os over trofast at forsvare sandheden om døden. – Læs Romerne 1:16.
GIV TRØST OG STØTTE TIL DEM DER SØRGER
17. Hvad kan hjælpe os til at være sande venner for en trosfælle der sørger?
17 Når en trosfælle mister en i døden, bør vi gøre alt hvad vi kan, for at være ‘en sand ven, en bror som er født til at hjælpe i svære tider’. (Ordsp. 17:17) Hvordan kan vi vise os som sande venner, især i situationer hvor den sørgende bliver presset af nogen som vil have ham eller hende til at deltage i ubibelske skikke? Lad os se på to bibelske principper der kan hjælpe os til at trøste den sørgende.
18. Hvorfor græd Jesus, og hvad kan vi lære af hans reaktion?
18 “Græd sammen med dem der græder.” (Rom. 12:15) Måske ved vi ikke hvad vi skal sige til en der er overvældet af sorg. Men nogle gange siger vores tårer mere end ord. Da Jesus’ ven Lazarus døde, græd Maria, Martha og andre fordi de havde mistet deres elskede bror og ven. Fire dage senere ankom Jesus. Han begyndte også at græde, selvom han vidste at han ville oprejse Lazarus. (Joh. 11:17, 33-35) Jesus’ tårer afspejlede hans Fars følelser. Tårerne viste også de efterladte hvor meget han elskede dem, og det har uden tvivl trøstet Maria og Martha. Sådan er det også i dag. Når vores brødre og søstre mærker vores kærlighed og empati, ved de at de ikke er alene, men at de er omgivet af omsorgsfulde venner der gerne vil støtte dem.
19. Hvordan kan vi anvende princippet i Prædikeren 3:7 når vi skal trøste en trosfælle der sørger?
19 “En tid til at tie stille og en tid til at tale.” (Præd. 3:7) En anden måde man kan trøste en trosfælle på, er ved at være god til at lytte. Lad din trosfælle udøse sit hjerte, og bliv ikke stødt hvis han ‘kommer til at sige noget tankeløst’. (Job 6:2, 3) Midt i sorgen bliver han måske udsat for et ekstra pres fra slægtninge der ikke er Jehovas Vidner. Bed sammen med ham. Bed Jehova, “som hører bøn”, om at give ham styrke og hjælpe ham til at tænke klart. (Sl. 65:2) Hvis omstændighederne tillader det, kan I læse i Bibelen sammen. Eller måske kan du læse en relevant artikel fra vores publikationer for ham, for eksempel en opmuntrende livsberetning.
20. Hvad vil vi se på i den næste artikel?
20 Hvor kan vi være taknemmelige for at kende sandheden om de dødes tilstand og den fantastiske fremtid der venter dem der er i mindegravene! (Joh. 5:28, 29) Lad os derfor, både i ord og handling, modigt forsvare sandheden fra Bibelen og dele den med andre hver gang vi har en god mulighed for det. Den næste artikel vil behandle en anden taktik Satan bruger for at holde mennesker fanget i åndeligt mørke – okkultisme. Vi vil se på hvorfor vi må holde os langt fra alt hvad der har med det okkulte at gøre, og som kunne få os til at gå i denne dæmoniske fælde.
SANG NR. 24 Kom med til Jehovas bjerg!
a Satan og hans dæmoner har bedraget mange mennesker med løgne om de dødes tilstand, og disse løgne har ført til mange ubibelske traditioner og skikke. Artiklen her kan hjælpe dig til at forblive trofast mod Jehova hvis andre prøver at presse dig til at deltage i den slags skikke.
b BILLEDBESKRIVELSE: Et ægtepar der er Jehovas Vidner, trøster et familiemedlem der sørger over at have mistet en hun elsker.
c BILLEDBESKRIVELSE: Et Jehovas Vidne undersøger hvad Bibelen siger om begravelsesskikke, og forklarer derefter venligt sin holdning over for familiemedlemmer.
d BILLEDBESKRIVELSE: Ældstebrødre giver trøst og støtte til en trosfælle der har mistet en i døden.